The Hunger Games - fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2015
  • Opdateret: 7 nov. 2015
  • Status: Igang
Chloe har gennem hele sit liv trænet til Dødsspillet, da hendes største drøm er at vinde det. Som 16-årig går hendes drøm i opfyldelse. Men det er ikke så fedt som hun havde regnet med, da hun finder ud af at hun ikke er den bedste. At hun ikke har en så stor chance for overlevelse, som hun havde regnet med. Chloe bliver for første gang i sit liv bange, men heldigvis møder hun Adrian.

Lad dødsspillet begynde!

0Likes
0Kommentarer
169Visninger
AA

1. Høstdagen

Jeg vågnede op i god tid til at blive klar til en fantastisk dag. Høstdagen var kommet, dagen jeg havde trænet op til hele mit liv. Som sekstenårig havde jeg okay gode chancer for at blive trukket, specielt fordi jeg havde vundet ekstra lodder i kampe. Jeg rejste mig op og strakte min tunge krop. Jeg tænkte, at jeg ville løbe en tur. Jeg måtte være i ekstra god form, hvis jeg skulle ind i arenaen. Jeg fandt mit løbetøj og mine løbesko, også tog jeg af sted. Jeg havde god tid, så jeg valgte en lang tur. Jeg løb ud til hegnet, som er grænsen for, hvor vi må gå til. Det er forbudt at gå uden for hegnet. Jeg elskede bare at løbe langs hegnet, elskede hvor glad det fik mig til at føle. Det fik mig altid til at tænke på, hvor heldig jeg egentlig var. Jeg var i sikkerhed. Da jeg en halvanden time senere var hjemme, var min krop træt. Men på en god måde. Jeg trådte ind ad døren og med det samme duftede jeg en velkendt duft af nybrygget kaffe.
”Velkommen hjem Chloe. Er du klar til i dag?” Jeg kunne høre hvor spændt min mor var. Men hvorfor skulle hun ikke være det? Dagen hun havde ventet på var kommet. Den dag hun havde ventet på, siden jeg blev født. Jeg ved godt, at jeg kunne havde vundet som 12, 13, 14 eller 15-årig. Men i den alder er chancerne meget små. Det er som 16-årig, at man rigtig får en chance. Og jeg kunne ikke vente.
”Jeg har aldrig været mere klar.” Svarede jeg frisk hvorefter jeg tog en kop kaffe og et stykke brød. Jeg satte mig ned ved bordet, hvor min mor og bror sad. Min far gik bort da jeg var 5 år. Jeg bemærkede, at min bror stirrede på mig.
”Hvad?” Spurgte jeg ham vredt.
”Ingenting. Jeg kom bare til at tænke på, at det her muligvis kan være en af de sidste gange jeg ser dig.” Han så nærmest ynkelig ud. Som 22-årig kunne han ikke længere blive trukket. Jeg husker fra da jeg var mindre, at kunne høre ham græde hver aften inden høstdagen. Han har altid været bange.
”Hvis jeg bliver trukket, så vinder jeg altså! Jeg har trænet til dette gennem hele mit liv! Tror du virkelig at jeg vil tabe? For så er du altså mere ynkelig end jeg havde regnet med!”
”Chloe!” Min mor kiggede vredt på mig.
”Det er okay mor. Hun har ret. Jeg burde have kæmpet for at komme i arenaen. Men det gjorde jeg ikke. Nu kan min lillesøster komme i arenaen og dø og det kunne jeg måske have forhindret. Jeg skulle have prøvet at vinde ekstra lodder.”
”Nej ved du hvad? Jeg er glad for, at du ikke kæmpede for det. For ellers ville jeg ikke kunne komme med, og det er min store drøm. At vinde dødspillet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...