Det uvisse

Et digt om en dreng, der lige fra starten vidste, at han ville være en pige. Men det er svært, når ens forældre ikke bakker op om den beslutning.

4Likes
6Kommentarer
252Visninger

1. .

Det startede ud med en dukke.

Derefter kunne jeg ikke andet end at sukke.

Jeg havde fundet den rette sti at gå på.

Selvom alle sagde: "Pas på!"

 

 

Kjolen er min ven,

den kalder jeg for Glen.

Så holder jeg stadigvæk fast i min dreng,

for ellers bliver mor for streng.

 

 

Få smerten til at forsvinde.

Jeg vil forandres til hende.

Nu føler jeg mig hel,

men jeg har mistet en del.

 

 

Jeg er ikke en pige og ikke en dreng.

Kan jeg være midt imellem? Eller strækker begrebet sig for langt?

Jeg vil gerne være tilfreds,

men alligevel sidder jeg med et halvtomt glas.

 

 

Far, hvad synes du nu om mig,

når jeg ikke mere ligner dig.

Mor kan ikke mere lide mig,

det slog hun fast i maj.

 


Far hvorfor afskyr du mig?
Dig der før syntes, jeg var så sej.
Og mor,

hun sidder ikke mere ved vores spisebord.

 

 

Da jeg havde lyst til at ligne dig,

Kunne du ikke mere fordrage mig.

Mor, hvorfor forlod du mig?

Jeg synes, det var fejt!

 

 

Far kan ikke forstå det endnu. Han dækker stadigvæk op til for mange,

og er begyndt at synge lange forpinte sange.

Mor hvorfor kommer du ikke tilbage,

så kan det blive ligesom gamle dage.

 

 

Far har fået nok,

og på et tidspunkt siger han stop.

Mor kommer aldrig tilbage,

nu mugner vores velkommenhjem-kage.

 

 

Far får sine anfald,

og jeg bliver behandlet som hans skraldespand.

Jeg løber væk, bare væk.

Måske kan jeg gemme mig bag naboens hæk.

 

 

Hvad blev der af vores kernefamilie?

Nu bor jeg hos en plejefamilie.

Det er alt sammen min skyld.

Undskyld!

 

 

I starten troede jeg, at man skulle følge med de andre.

Nu er jeg kommet på bedre tanker.

Jeg er stolt af at sige,

at jeg elsker at være en pige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...