Paris

”Hvad er det, jeg altid har sagt til dig? Uddannelse, uddannelse, uddannelse, så kan du tage til Paris og fjolle rundt på photoshoots alt det du vil bagefter."

9Likes
12Kommentarer
352Visninger

1. Paris

Min mor har altid været en idealist. I hvert fald en fan af idealisme eller sådan noget i den stil.

”Det er sådan noget, drømmere er,” plejede hun at sige. ”Idealister, du ved. Vi tror på ideerne.”

”Ja, ja okay,” ville jeg så sige. Nu er jeg også idealist. Men ikke far, far er realistisk. Ateist og Darwinist, tror jeg endda. Det er skide irriterende.

Jeg havde også på fornemmelsen, at han ville være i mod det.

”Hvad er det, jeg altid har sagt til dig? Uddannelse, uddannelse, uddannelse, så kan du fjolle rundt på photoshoots og få anoreksi bagefter.” Han kradser sig i skægget. Han er ikke glad, det er han godt nok ikke.

”Det er bare en måned, far, kom nu. Én måned i Paris, så er jeg tilbage i 9.”

Han ryster på hovedet, langsomt.

”Vi er nødt til at være realistiske her,” siger han og rynker brynene på sådan en provokerende, ikke-idealistisk måde.

”Jeg er realistisk, far! Jeg dør ikke af at tage fire uger fri!”

”Måske ikke, men jeg bliver nødt til at tænke på din skolegang.” Han er stille lidt. Så rejser han sig, hurtigt og pludseligt. Han trasker frem og tilbage og masserer sit hovedpine-punkt, et sted mellem de to buskede øjenbryn.

”Satans kvinde, satans hvad hun har plantet i dit hoved,” mumler han.

”Mor ville have ladet mig tage af sted,” vrænger jeg. Han ser stopper op og ser vredt på mig.

”Der er en grund til, at din mor ikke fik forældremyndigheden.”

”Og en grund til hun gik.” Jeg ser afventende på ham, men han ser væk og begynder at trave frem og tilbage igen.

”Vi har snakket om det her, Bekka. Din mor forlod os, fordi vi ville hver vores vej.”

”Ik en fucking skid hun gjorde! Mor skred, fordi du var en egoistisk lorte-far OG husbond, der brugte mere tid på regnskaber, end du brugte på os!” Jeg kan mærke min stemme ryste og de der satans tårer komme.

”Og hvorfor tror du, jeg gjorde det, hva? Fordi jeg havde lyst? Jeg kan godt sige dig én ting om din mor, unge dame.” Han stopper op, næsten som om han skal til at tænke over, hvad det nu er, han vil sige mig. ”Hun er den mest manipulerende, umodne-” Han holder vejret midt i sætningen, ”kælling, jeg nogensinde har mødt!”

”JEG VILLE HAVE VÆRET GLAD, FAR, GLAD HVIS DET VAR DIG, DER VAR SKREDET!”

”DU SKAL IKKE SNAKKE SÅDAN TIL MIG! DU VED UDMÆRKET GODT, AT JEG GØR MIT BEDSTE, OG AT JEG VAR NØDT TIL AT VÆRE REALISTISK MED DEN KVINDE BOENDE!”

”MEN HUN ER VÆK NU, FAR, HUN ER VÆK NU PÅ GRUND AF DIG, OG HUN TOG IKKE MIG MED SIG!” Jeg skriger hysterisk, de sorte tårer drypper ned på min beigefarvede Acne-bluse, men jeg kunne ikke være mere ligeglad, for den er en undskyld-jeg-arbejdede-over-på-din-fødselsdags-gave fra far.

Jeg tørrer snottet og tårerne væk med bagsiden af min hånd og braser ind i hans skulder, da jeg stormer væk.

”Hey! Hvor tror du, du skal hen?” råber han efter mig, da jeg er på vej op ad trapperne.

”Til Paris, far, hvor du kan rende mig i røven.”

”Bekka for fanden, du har ikke nogen penge.” Jeg smiler for mig selv og giver ham fingeren.

                      Arrigt river jeg maleriet, mor malede til mig, ned fra min væg. Jeg havde helt glemt, hvor pissesur jeg var på mor, da hun tog af sted og efterlod mig i Tårnby. Jeg ser efter det hul, jeg slog i billedet. Det er der stadig, lige oven i øjet.

Jeg flår konvolutten op og når lige at glemme, hvor mange penge der egentlig ligger i den. Jeg tæller dem. 1.000, 2.000, 4.000, 10.000, 12.500 får jeg det til.

Til min smukke datter og hendes lige så smukke drømme.

Jeg bruger lang tid på at pakke. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om jeg trækker den med vilje. For det er da det her, jeg vil, ikke? At gøre ligesom mor gjorde? Paris er min chance for at blive til noget, noget stort, min chance for at få hendes opmærksomhed. Modelbureauet sagde det selv, dit marked er dér, lige nu, det er vind eller forsvind.

Jeg ser på pengene fra mor. Begynder at pakke som en sindssyg, flår det hele ned af hylderne, bukser, strømper, BH’er, alt jeg kan få fat på. Det er for vildt det her, jeg gør det, jeg tager af sted, jeg tager fandme til Paris.

Jeg hører ikke engang far banke på. Pludselig åbner han døren. Han har et fad med tvebakker og mælk. Undskyldningsmad, gammel tradition.

”Bekkamus, jeg har-” Han ser op, ser på mig, på kufferten og al tøjet. Han falmer. Jeg har aldrig rigtig lagt mærke til, hvor mange grå hår, han efterhånden har fået. Han er også begyndt at få isse.

”Jeg troede ikke, du var seriøs,” er det eneste, han siger. Han stiller bakken fra sig. Jeg trækker på skuldrene, undgår øjenkontakt. ”Jeg troede ikke, at du lignede hende meget.” Han lyder helt håbløs, helt træt og gammel og elendig. ”At du faktisk ville gøre det.”

Han sætter sig ned på min puf og trykker sig på hovedpine-punktet. ”Hvad har jeg gjort galt, Bekka? Jeg har prøvet, for fanden, jeg har virkelig prøvet.” Han ryster på hovedet.

Jeg siger ikke noget, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv.

”Det er- det er min helt store mulighed, far, gennembrud.” Jeg kløjes i ordene. Han er stille. Jeg hader det, jeg hader hans stilhed og hans ynkelige udstråling, hans opgivende tone, jeg hader det hele. Hvad fanden tænkte jeg også på? At tage alene til Paris? Jeg snakker ikke engang fransk, for helvede, gud hvor er jeg også dum nogle gange. Dum og drømmende og idealistisk.

Jeg skal lige til at gøre det, jeg skal lige til at sluge al stoltheden og tude og undskylde, undskylde rigtig mange gange for nogensinde at være ved at forlade ham, ligesom mor gjorde den gang.

”Det kan også være lige meget. Tag af sted, Bekka. Bare gør det.” Han rejser sig og åbner døren.

”Den kvinde har da heller ikke givet mig andet end besvær.”

”Hun gav dig da mig!”

”Præcis.” Døren lukker bag ham. Den ene tvebakke ryger på gulvet. Jeg rejser mig ikke engang for at samle den op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...