Da Han Først Så Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2015
  • Opdateret: 27 okt. 2015
  • Status: Igang
Om de fejl som vi normalt finder pinlige, men som er så normale som de kan være. Om en pige som har opgivet og en dreng som får hende til at ændre mening. Om to personers første møde, som går så skævt at det ender acceptabelt.

7Likes
4Kommentarer
594Visninger
AA

2. II

 

Byens hektiske liv overmandede mig så snart jeg kom ud at gå ved middagstid. Det var som om at hele byen havde haft tid til at vågne op, nu hvor de havde misset de flotte røde solstråler. Nu var solen blot gult som sædvanlig.

Torvets sten under mine høje hæle krattede voldsomt i mine ører, skønt larmen fra byen var yderst dominerende. Alligevel, var jeg overbevist om at alle andre kunne høre den høje lyd så godt som jeg selv og så derfor undskyldende rundt på det ene travle ansigt efter det andet. De skulle alle et sted hen. Hvor skulle jeg hen?

Den velkendte irriterende følelse bredte sig i næsen og jeg så et par gange nervøst rundt, næsten i håb om at det var en af de gange hvor det ville gå væk. Men nej. Noget måtte væk derindefra og det kunne ikke vente. Den forlangede det simpelthen.

Så på mest uhæderlige vis stak jeg en forfjamsket finger ind i venstre næsebor og gravede kort rundt, forsøgte at gøre det så diskret som muligt, men det lykkes jo aldrig så godt som man tror det gør. Det var sikkert synligt for enhver blazer der smøjede sig forbi.

Og da jeg endelig fik fat på hvad jeg søgte, skulle det først ud. Så jeg borede mig forbi næsehår og hud, indtil synderen kom ud i den friske luft. Jeg kiggede kort på min fangst, bare fordi jeg ikke kunne lade være alligevel, hvorefter det så blev sparket væk af en pegefinger.

Og da var det jeg kiggede op. Travlheden omkring mig føltes så travl som aldrig før og jeg var lige ved at pakke mig selv helt sammen, da jeg så manden fra før. Han stod der, nok femten meter væk fra mig og det var ikke fordi at han var den eneste jeg så i momentet. Jeg kunne kun lige skimte hans ansigt, som til gengæld lå fuldkomment på mit.

Så jeg gjorde som enhver anden og vendte mig om, hvorefter jeg bed mig hårdt i læben og himlede med øjnene mod himlen, nu hvor han ikke længere kunne se mit ansigt. Som om at det kunne redde mig fra den pinlige situation han tydeligvis havde været vidne til.

 

______________________________________________________________

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...