For Better Days | Finnick Odair & Annie Cresta

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2015
  • Opdateret: 18 okt. 2015
  • Status: Færdig
*** INDEHOLDER BETYDELIGE SPOILERS FRA TREDJE BOG! ***
Han var mit alt, alle stjernerne i mit mørke univers, og det er han stadig. | Historien deltager i THG-konkurrencen under valgmulighed 1 og finder sted kort efter Annie og Finnicks bryllup, samt efter hele serien er ovre.

24Likes
23Kommentarer
1005Visninger
AA

1. 'Till Death Do Us Apart

”The hardest lasts are the ones we never thought would come.”

“Hvor skal vi hen?” hvisker jeg og kigger rundt, så mit brune hår slår sig vildt omkring mit hoved. ”F-Finnick, vent nu lige!”

  Gangen, vi befinder os på, er malet i triste, grå nuancer, og der er nu gået tre minutter og 27 sekunder, siden jeg sidst hørte anden lyd end vores hastige fodtrin. På begge sider af mig er utallige døre stillet op på række, så det minder mig om et digitalt spil, jeg plejede at more mig over som lille. Der var altid 50 procents chance for at vælge den rigtige vej mod udgangen, men valgte man den forkerte, måtte man starte forfra.

  Jeg plejede at finde det så underholdende – men det varede kun ved, indtil ’GAME OVER’ ikke længere bare var ensbetydende med, at man måtte prøve igen.

  Finnick vender sig om, da det går op for ham, jeg ikke har tænkt mig at rykke mig ud af stedet, hvis han fortsætter sin stilleleg. Han har endnu fat i min knoglede hånd og kører lige så stille sin tommelfinger i cirkler omkring mine knoer, imens hans grønne øjne fanger mine i en fusion, der får mig til at glemme at trække vejret. Som han står der i kontrast til de dystre omgivelser og bedøvende stilhed, kan jeg ikke lade være med at sammenligne ham med en falden engel. Han er for god til dette sted; for god til mig.

  ”Åh, kom nu, Annie, du ved, jeg aldrig ville lade dig komme til skade. Stoler du ikke på mig?” spørger han med et smørret grin. De dybe smilehuller i hans kinder sender en strøm af varme igennem mit hjemsøgte hjerte.

  Jeg følger tøvende efter ham de næste 50 meter, inden han brat stopper op og forårsager et sammenstød, som efterlader mig forvirret og lettere panisk. Han er dog hurtig til at indhylle mig i en omfavnelse, så jeg kan dufte den naturlige aroma, han har formået at beholde gennem ikke bare et dødsspil, men to – og mere til. Min mor fortalte mig engang, at dufte er det, der er stærkest forbundet med minder, og det må jeg nikke mig enig i, da jeg begraver mit hoved i hans brystkasse som et lille barn.

  Han er så god imod mig. Lige siden han blev min mentor, har han haft en forståelse over for mig, end ikke min familie kunne tilbyde. Det var specielt noget, der viste sig efter spillet, hvor alle drog til konklusionen, at jeg ikke var ved mine fulde fem, bare fordi min sjæl ikke længere var lige så ren som deres. De troede alle, det var sådan en ligetil ting at komme sig efter at se mennesker dø hver eneste dag i et ensomt fængsel, hvor uskyldige, naive børn blev forvandlet til monstre.

  Jeg ved ikke, hvordan nogen kan kigge andre i øjnene efter sådan en oplevelse.

  Vores kærlighed viste sig ikke, i samme sekund vi mødte hinanden. Det var noget, der gradvist byggede sig op; en magi, vi begge fornemmede, jo flere gange vores fingerspidser strejfede hinanden og fik en elektrisk gnist til at fremstå. Havde jeg haft en dårlig dag, så jeg frem til at fortælle ham om den, så han kunne forsikre mig om, at det ikke var ensbetydende med et dårligt liv, og ligeledes følte han altid et behov for at forsikre mig om, at hans flirteri med Panems indbyggere kun var for sponsorernes skyld. Trods vi var så forskellige, som nogle kunne være, havde vi fundet en måde at få det til at fungere – vi var som to magnetpoler, som nat og dag. Vi komplimenterede hinanden, og han fik det bedste frem i mig, når ingen anden kunne. 

  Finnick vifter rundt med et sæt nøgler, så de giver en klirrende lyd fra sig, inden han stikker en af dem ind i hullet af samme form. Den åbner døren til et lunt, let belyst lokale, som dufter kraftigt af fugtig jord og minder mig om at gå en tur i skoven på en regnvejrsdag. Det er et forholdsvis simpelt rum – de eneste møbler, jeg kan få øje på, er en dobbeltseng, et lille natbord på højre side af den og en gammeldags kommode af mahogni. Der er heller ikke plads til meget andet, så småt det er.

  På sengen er dog spredt et par visnede rosenblade, som formentlig er årsagen til duften, og da jeg langsomt lader mit hoved køre rundt, falder mine øjne også over adskillige omhyggeligt hængte lyskæder.

  ”Jeg ved godt, det ikke er den ideelle bryllupsrejse,” mumler han beskedent, ”men jeg ville gerne gøre det til noget specielt endelig at have dig tilbage igen.”

  Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Han har stadig fat i min hånd og giver den nu et blidt klem som for at sikre sig, at mit indre ikke er vandret til en anden verden.

  ”Du ved, jeg elsker det,” hvisker jeg endelig og vender mig imod ham, så mine øjne kan møde hans, ”men Finnick, hvorfor gør vi det her?”

  Han giver en lettere forvirret latter fra sig. ”Hvorfor gør vi hvad?”

  ”Det her.” Jeg slår min venstre arm ud og lader den køre rundt i en bue. ”Hvorfor brylluppet? Det er jo ikke, fordi jeg ikke havde lyst, men hvorfor nu?”

  ”Fordi jeg elsker dig,” svarer han spørgende, som om svaret er oplagt. Han lader sin pegefinger løbe ned ad min arm i et kærtegn. ”Jeg forstår ikke helt, hvad det er, der går dig på?”

  Jeg sukker, og en trang til at grine vokser i mig. Jeg har erfaret, at det hjælper på mit humør, når jeg er frustreret – men jeg plejer aldrig at opføre mig på samme utilregnelige måde omkring Finnick. ”Du ved jo godt, hvorfor jeg spørger.”

  Der bliver stille et øjeblik. Hans grønne øjne, som er låst fast på vores sammenflettede hænder, minder mig om et bedrøvet grantræ efter juletid, og det skærer mig dybt i hjertet. Der er intet, jeg hellere vil, end se ham smile som et lille barn på sin fødselsdag, men jeg ved, at vi er nødt til at have denne samtale før eller senere.

  ”Jeg går ikke op i ’det ideelle bryllup’, men det ved jeg, du gør,” fortsætter jeg langsomt. ”Du har altid været så romantisk anlagt med dit ønske om to børn i et hus langt, langt væk fra alt, der har noget at gøre med Capitol, og derfor ved jeg også, du meget hellere ville have giftet dig med mig i fred og ro – efter hele det her oprør var ovre.”

  Han klukker sagte, endnu uden at møde mine øjne. ”Nogle gange forbander jeg, hvor godt du kender mig.”

  Idet han siger det og giver efter for, hvad jeg hidtil har foreslået, fyldes mit hjerte med en dyb sørgmodighed. Det er, som om hele min verden falder fra hinanden, og jeg ved, at denne konstatering kun er begyndelsen på et mareridt, hvis ende først vil være til at skimte, når jeg ligger døende og tænker tilbage på mit alt for lange liv uden ham. Lige i dette tilfælde ville jeg ønske, jeg ikke havde haft ret – for jeg ved, at denne samtale netop har taget en drejning, der ikke engang burde eksistere.

  Uden at bemærke det har små vandperler samlet sig i min øjenkrog. Det er første gang siden de fandt mig, at jeg har grædt, for jeg ved, det smerter ham at se, men hvor meget jeg end prøver at stoppe, bliver jeg ved med at snøfte. Nu, hvor jeg endelig har tilladt mine følelser at få afløb, er det, som om pinslen og bekymringerne kommer haglende ned over mig, så jeg må kæmpe med næb og kløer for ikke at drukne i sorg.

  ”Vil du ikke nok blive?” får jeg endelig ud imellem nogle fortvivlede hik. ”For min skyld.”

  ”Du ved, det ikke er så ligetil.” Hans kæbe er spændt. ”I en anden verden ville jeg elsket at starte et liv med dig i fred og ro, men med oprøret har jeg ikke noget valg. Katniss har brug for, at jeg er der til at bakke hende op.”

  Jeg har altid været klar over, at et normalt liv sammen ikke ville blive let. Så snart man bliver trukket til at deltage i dødsspillet, er den mulighed så godt som forsvundet – alene det at komme levende ud derfra er nok held for en livstid. Ikke desto mindre føles det stadig, som om jeg lige har indset det. Det chok, man står med i det øjeblik, Effie udtaler ens navn, har en tendens til at følge efter én som et usynligt spøgelse, selv flere årtier efter.

  ”Jeg har overvejet hver eneste mulighed for at træde tilbage, men Annie, de tog dig fra mig.” I samme øjeblik ordene forlader hans mund, bliver hans øjne kolde og fjerne – det er tydeligt, han stadig husker hver eneste detalje ved den tortur, han blev udsat for. ”Det er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet. Ikke at vide, hvad de gjorde ved dig, dræbte mig indeni.”

  ”Det er jo heldigvis ovre nu,” forsikrer jeg ham om og prøver at berolige ham ved blidt at løbe mine fingerspidser hen over hans hvide knoer.

  ”Men det kan ske igen.” Han tillader endelig sig selv at kigge på mig. ”Jeg er nødt til at sikre mig, at du er i sikkerhed.”

  De tårer, der tidligere løb ned ad mine kinder, er nu tørre og har efterladt min hud stram og spændt. Det er dog ikke noget, der varer ved i lang tid, for inden længe har et nyt sæt vandperler givet sig til at løbe om kap for at nå ned til min kæbe. ”Og jeg er nødt til at sikre mig, at du er i sikkerhed. Finnick, det er en selvmordsmission! Kan du slet ikke se det?”

  ”Selvfølgelig kan jeg det.” Hans blik er ømt, og jeg kan se på hans krusede øjenbryn, at han er mindst lige så splittet over vores held i uheld som mig. ”Det er vel derfor, du spurgte mig om, hvorfor jeg gerne ville giftes med dig på det her tidspunkt. På den måde vil jeg i det mindste have tanken om, at alle ved, du er den eneste i Panem, mit hjerte begærer, i tilfælde af at det nu ikke går, som det skal.”

  Måden, han siger det på, giver mig kun mere lyst til at græde. Jeg er nået et punkt, hvor end ikke upassende latter kan hjælpe mig igennem frustrationen længere – den vil kun minde mig om, hvor forfærdelig håbløse vores odds ser ud. Trods jeg ved, det var hans mening at få det til at lyde optimistisk, har jeg aldrig været vidne til en mere sørgelig kærlighedserklæring – det er som at høre ham ytre nogle sidste ord fra sit dødsleje.

  ”Hey.” Han løfter op i min hage, så jeg er nødsaget til at dykke ned i hans øjne af græs. ”Det her er vores bryllupsrejse, så jeg vil ikke se dig spilde flere tårer på det her. Du ved, jeg hader at se dig græde.”

  Han trækker mig hen mod natbordet og lukker op for den øverste skuffe, så en gammeldags pladespiller kommer til syne. Med et træk i smilebåndene, som fremhæver hans barnagtige ansigtstræk, siger han: ”En dans, min frue?” og tænder for den.

  Jeg genkender ikke sangen. Tempoet er forholdsvis langsomt, og melodien er præget af et lystigt klaverspil med en mands beroligende toner til at dekorere den. Ordene emmer af længsel – som hvis sangeren ikke havde mulighed for at kommunikere med sine elskede gennem andet end musik. Det er først nu, hvor jeg tager mig selv i at svaje i takt med musikken, at jeg indser, hvor længe der er gået, siden sidst jeg stødte på den.

  Det er svært for mig at forestille mig, hvordan det vil være ikke længere at være indhyllet i hans duft af en knitrende pejs med et strejf af gammelt læder, men ikke desto mindre har jeg længe været klar over, at vores forhold aldrig havde det helt store anlæg for at svømme i det dybe ocean, vi befinder os i. Imens han leder mig rundt i lokalet med sin ene arm omkring min talje, kan jeg ikke lade være med at tænke over, om dette desperate element – tanken om, at intet perfekt vil vare ved – i virkeligheden er, hvad der gør os så enestående.

  Vores ansigter er ikke adskilt af mere end få centimeter, men alligevel lykkes det os at undgå øjenkontakt. Trods jeg mere end noget andet længes efter bare en sidste gang at bruge hans øjne som en portal til en anden verden, må jeg indse, at dette øjeblik er alt for skrøbeligt til det. Det er ikke en behagelig afstand, der er imellem os, men ikke desto mindre er den nødvendig – vi har begge brug for at vide, hvor dyrebart hvert eneste øjeblik sammen kommer til at være, for at vi virkelig kan værdsætte det, så snart vi igen er omkring andre mennesker.

  Da sangen langt om længe er ved at nå sin ende, kæmper jeg for at holde en tåre tilbage. Mit greb om ham strammes, i frygt for at han vil forsvinde, i samme øjeblik den sidste tone lyder, og han besvarer det ved at begrave sit hoved i mit hår. Jeg kan mærke hans varme åndedræt imod min hovedbund.

  Det sidste, jeg hører, før vi igen er omgivet i stilhed, er to simple ord.

  ”Tilgiv mig.”

  Jeg skulle aldrig have givet slip på hans hånd den dag; skulle ikke have lyttet til ham, da han forsikrede mig om, at det var for det bedste. Det var så typisk ham at påtage sig rollen som helt – som var han den eneste, der kunne fuldføre opgaven, når sandheden var, at han ingen superkræfter havde. En simpel mand som ham ville under ingen omstændigheder have kunnet bekæmpe Snow eller Capitol.

  Finnick var mit alt, alle stjernerne i mit mørke univers, og det er han stadig. Han var de koncentrerede farver i min hverdag, hvorimod jeg nu må se alt igennem et sort/hvid-filter ligesom i satiriske stumfilm, og der er intet, jeg hellere vil end se farvemætningen vende tilbage til min tilværelse. Før han tog af sted, lovede jeg ham, at jeg ikke ville lade min sjæl blive sønderrevet over tabet af ham, men nu, hvor han ikke længere er her for at tjekke, om jeg holder mit løfte, virker det svært at holde gejsten oppe.

  Da han døde, var det, som om han også tog en del af mig med sig – det sidste spor af fornuft, der kunne minde mig om, at jeg ikke var skør, men traumatiseret. Han var den eneste, der var overbevist om, at jeg stadig var et menneske frem for en robot med mærkelige tendenser, og dét var, hvad jeg elskede ham for – han kunne se igennem mig og finde de kvaliteter, end ikke jeg var klar over fandtes.

  Trods sangen er ovre, drejer pladen fortsat rundt om sig selv og afgiver en lyd, der minder om to stykker sandpapir imod hinanden. En del af mig har lyst til at spille den forfra, men idet jeg prøver at rykke mine ben, indser jeg, at min viljestyrke ikke fylder mere i min sjæl end den glædesløshed, der konstant hænger over mit hoved som en mørk sky.

  ”Mor, spiller du nu den sang igen?” En teenagedreng med de samme, skinnende øjne som sin far træder ind i mit synsfelt. ”Du er altså nødt til at stoppe med at torturere dig selv på den måde. Hvad siger du til at gå en tur? Komme udenfor lidt?”

  Han ligner ham så utrolig meget. Alt fra den majestætiske kropsbygning til det skinnende, bronze hår er som en tro kopi af Finnicks, så det næsten ville undre mig, hvis han havde arvet nogen gener fra mig. Mest af alt er det dog hans strålende personlighed, som formår at skille sig ud i selv den største mængde. Trods der ikke er brug for et løvehjerte til at bekæmpe den korrupte stat på samme måde som dengang, kan jeg mærke, at han ville have trådt til med det samme.

  ”Jeg ville ønske, du kunne have mødt din far,” siger jeg og ignorerer fuldstændig hans spørgsmål. ”Han ville have elsket at se, hvilken betagende person du er blevet til.”

  Og det er på ingen måde løgn. Selv med min langvarige kamp om at finde mening i livet uden Finnick er han blevet ved min side og har behandlet mig, som var jeg den eneste i hans verden, der betød noget. Ligesom sin far har han trods de mange modargumenter holdt fast i at overbevise mig om, at jeg ikke har mistet forstanden.

  Med et sagte kluk lægger han armen omkring mig og hjælper mig op at stå. ”Kom så, lad os få lidt frisk luft. Jeg tror, du trænger til det.”

  Jeg siger ham ikke imod. Det er efterhånden blevet meget tydeligt, hvor meget han prøver at mødes med mig på midten, så vi sammen kan finde ud af at få livet til at køre på rette spor igen, og jeg vil så gerne gengælde det.

  Der er intet, jeg hellere kunne tænke mig end at være den mor, han har manglet hele sit liv; holde det løfte, jeg gav til Finnick om ikke at lade mit liv gå i stå, bare fordi han ikke længere var der til at holde det i gang. Og jeg forsøger da også stadig at få alle puslespilsbrikkerne til at passe ind, så det ikke vil være pinligt for min søn at gå rundt med mig i offentligheden længere.

  Jeg vil gerne gøre det for ham – for dem begge. Lige meget hvor ondt det så stadig gør, har jeg mulighed for at ære Finnick ved at sørge for, at hans søn ender med et godt liv, og det vil jeg gerne gøre. Imens vi vandrer igennem gaderne, kaster jeg et blik op på hans friske, unge ansigt og kan ikke lade være med at føle mig stakåndet over det faktum, at jeg har været så heldig over at blive hans mor og se ham udvikle sig dag efter dag til at følge i sin fars fodspor. Jeg var så heldig over at møde min mand i en tid, hvor kærlighed virkede som et privilegie, og det, vi havde, var noget ekstraordinært, som ingen anden menneskelig følelse nogensinde vil kunne erstatte. Dét i sig selv burde være nok til at lade mit hjerte få lidt velfortjent ro efter al denne tid.

  Mon ikke det også er på tide at byde nogle bedre dage velkommen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...