Bad teacher

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2015
  • Opdateret: 18 feb. 2016
  • Status: Igang
Nathalie er lige startet på en ny skole. Hun kender ingen. Hendes far er skredet fra hendes mor, og det hele går bare af helvedes til.
Der går dog ikke lang tid, før hun finder sig nogle gode venner... Men så møder hun sin engelsk lærer, Mr. Styles!
Hvad sker der mellem dem, efterhånden som de lærer hinanden bedre at kende?

146Likes
81Kommentarer
25994Visninger
AA

5. Kapitel 5

Av! Mit hoved gjorde ondt. Jeg havde svært ved at holde bevistheden, men alligevel lykkedes det mig at kigge mig rundt i rummet. Jeg lå i hvertfald ikke i min egen seng. Hvad var det nu, der var sket i går? Oh fuck... Havde jeg nu fået for meget at drikke? Ej, jeg havde højst sandsynligt dummet mig rigtig meget og sikkert også ødelagt det for alle de andre. 

Døren til rummet gik op, og ind kom Mr. Styles. Han kiggede på mig med et bekymrende blik og satte sig så ned på min sengekant. "Er du okay, Nathalie?" jeg prøvede at nikke, men smerten gjorde frygtelig ondt, og jeg havde svært ved at bevæge mig. 

"Pas nu på! Sagen er den, at vi ikke er 100% klar over, hvad der er sket med dig. Lægen troede i starten, at du havde fået hjernerystelse  men det virker pænt meget udelukket lige nu." jeg blev hurtigt lettet, men vidste Mr. Styles også, hvad der var sket i går aftes? 

"Vi har dog ét lille problem, Nathalie. Vi skal have fundet ud af, hvad der skete i går. Jeg har spurgt nede til morgenmaden i dag, men der er ikke nogen, der kender til noget." Eww... Er folk bare løbet fra deres ansvar? Jeg havde forventet mere af Mia. 

Jeg åbnede stille munden: "Hvor fandt I mig egentlig henne? Jeg kan slet ikke huske noget" løj jeg. Jeg kunne selvfølgelig godt huske, hvad der var sket i går aftes.. desværre, men jeg anede ikke, hvordan jeg blev fundet. 

Mr. Styles sukkede blot og sagde: "Det var Mia, som kom over til os i nat, fordi hun syntes, at du var faldet hårdt og sagde, at hun var bange for, at du havde slået dig alvorligt." Puha.. De var så ikke klar over vores lille sammenskudsgilde i går nat.. 

"Jeg vil nu lade dig få noget søvn, og hvis du har det bedre om et par timer, så kan vi gå en lille tur. I mens vil jeg prøve at snakke med lægen og se, hvad hun vurderer, altså om du skal en tur hjemad." sagde han og forlod mig. 

Whaaat? Jeg gad satme ikke hjem! Ej, jeg håbede egentlig på at blive, for der var stadig 4 dage endnu, og det ville virkelig være ærgerligt at gå glip af en fed lejrtur. Dog gik der ikke lang tid, før jeg faldt i søvn, og i mens var lærerene og lægen i fuld gang med at drøfte min "fremtid". 

 

- 2 timer senere - 

 

Jeg vågnede med et stærk hovedpine, som bare ikke ville lægge sig. Smerten var forfærdelig, så det var nok migrænen endnu en gang. I det mindste havde jeg ikke specielt ondt i kroppen længere. Jeg vågnede egentlig ved folk, som kom ind i rummet, jeg lå i, men der gik lidt tid, før jeg var til at snakke med. 

Det var Mia og Cille, som var kommet for at tjekke op på mig. 

"Hvordan har du det, Nathalie?" spurgte Cille med angst i stemmen. Jeg skævede til hende og sagde:

"Det går sådan nogenlunde, men jeg har virkelig ondt i hovedet. Dog tror jeg ikke, der går mere end et par timer, før det meste af smerten." sagde jeg.

De lettede begge roligt op, og jeg kunne se på Mia, at hun var virkelig ked af det. Heldigvis var Mark ikke kommet, det ville nemlig have været virkelig akavet, efter hvad der var sket i går aftes. 

"Hvad så? Må du blive, eller skal du hjem igen?" spurgte Mia meget nervøst, og hun kiggede ned i gulvet. Hun kunne slet ikke se sig selv i øjnene, og på en måde var det også forståeligt, men jeg havde tilgivet hende, for jeg ved ikke selv, hvad jeg ville have gjort i den situation. 

"Jeg ved det faktisk ikke endnu" sagde jeg, og Mia kiggede ængstligt op på mig. "Lærerne er i gang med at snakke med lægen, for måske har jeg hjernerystelse." De kiggede på mig meget bange, og pludselig blev jeg også meget mere bange. 

"Men det har du ikke, Nathalie!" hørte jeg en stemme sige fra dørkammen af. Det var Mr. Styles. Havde han stået og lyttet hele tiden? Ligemeget, for det der talte, var at jeg ikke havde hjernerystelse! 

"Sikke en lettelse, så jeg kan godt blive her?" spurgte jeg meget entusiastisk, men det virkede ikke som om, Mr. Styles var særlig begejstret for det spørgsmål. 

"Nathalie, det er sådan, at du godt må blive." sagde han, og inden han fik talt færdig, var jeg allerede helt oppe at køre og i armene på Mia og Cille, men pludselig fortsatte han: "du må bare ikke komme med på diverse ture. Du skal blive og slappe af, og det bliver så mit job at passe på dig i mens, så jeg skal blive hjemme på hotellet sammen med dig." Pludselig var jeg ikke i helt så godt humør alligevel, men i det mindste behøvede jeg ikke at tage hjem igen. 

"Når piger, jeg vil råde jer til at tage ned til aftensmaden nu, ellers kommer I for sent." sagde Mr. Styles og rettede blikket mod Mia og Cille. De nikkede forstående, og væk var de. 

 

"Nathalie, du skal ikke være ked af det, vi skal nok finde på noget sjovt her." sagde Mr. Styles og kiggede beundrende på mig. Creepy følelse, men ligeglad var jeg.

"Mr. Styles, det er fint for mig, så længe jeg ikke var blevet sendt hjem." sagde jeg og prøvede at lyde entusiatisk. 

"Harry, bare kald mig Harry, når vi alligevel ikke laver noget skole relateret. Man kan blive lidt træt af al den fornemhed engang i mellem." Jeg nikkede meget forstående. Efterfølgende forklarede Harry mig, at jeg ville få bragt lidt aftensmad herhen, så jeg ikke skulle sulte, og så var jeg atter alene. Jeg lod tankerne strømme gennem mit hoved. Harry, bare kald mig Harry.. Sætningen fyldte en del i mit hoved den aften, og jeg smilede hver gang ved tanken. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...