by the ocean | luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2015
  • Opdateret: 30 nov. 2015
  • Status: Igang
hvori to forvirrede, unge mennesker mødes ved havet for at prøve på at løse deres fælles problemer.

6Likes
6Kommentarer
756Visninger
AA

4. tres

 

 

”Det må du undskylde.” snøftede Evelyn igen og rystede svagt på hovedet af sig selv.

Hendes kinder var svagt lyserøde og hun følte sig mere end pinlig over, at hun ikke kunne holde sammen på sig selv over for Luke. Følelserne hun havde indeni blev bare for meget.

”Du behøver ikke undskylde,” mumlede Luke og smilede svagt. ”Du er ikke den eneste i verden der græder, Eve.”

Et lille smil listede sig frem på Evelyns læber, ved lyden af kælenavnet Luke brugte. Han havde altid kaldt hende det, lige siden den dag de lærte hinanden at kende. Det føltes som om, at det var flere år siden nu.

”Kan du huske da vi mødte hinanden?” spurgte hun lavt, og kiggede med håbefulde øjne op på Luke.

Et grin forlod hans læber, inden han nikkede. Det var det mest oprigtige grin han havde hørt fra sig selv længe og han kunne heller ikke ignorere sommerfuglene i sin mave længere. ”Det hele står stadig klart for mig.”

Minderne om den første gang han så hende, var noget han aldrig nogensinde ville glemme. Alene ved at kigge på hende, vidste han, at hun var helt speciel og han havde ret. Evelyn havde fået ham til at føle så mange forskellige ting og så mange forskellige følelser, som han ikke en gang troede var mulige at føle. Evelyn kunne også huske det som var det i går. Den første gang hun så Luke, havde hun svært ved at fjerne sit blik fra ham igen. Hun havde aldrig set en fyr som ham; han var så utrolig smuk. Det var han stadig.

”Jeg har været forelsket i dig lige siden.” mumlede Luke, uden så meget som at tænke over, hvad det var han lige havde sagt.

Indeni Evelyn fandt endnu en eksplosion sted. Det føltes som om, at hendes hjerte skulle banke ud af hendes bryst og hun kunne pludseligt mærke hvordan hans ord påvirkede hver en enkelt del af hendes krop.

Da Luke så endelig vendte hovedet hen mod Evelyn og kiggede på hende, begyndte hendes hjerne at køre på højtryk. Hun havde virkelig lyst til at kysse ham. Hun kunne mærke savnet til ham og hans læber dybt indeni hende, men hun vidste, at hvis hun kyssede ham nu ville det ændre alt. De slog op fordi de ikke vidste hvad de ville, både med hinanden og med livet. De slog op fordi det blev sværere og sværere at være i nærheden af hinanden. Hun havde ikke lyst til at løbe chancen og ændre alt ved at presse sine læber mod Lukes. Hun vidste ikke om de var klar.

Men da hun så hvordan Lukes blå øjne lå fokuseret på hendes læber, kunne hun alligevel ikke lade være med at læne sig et par millimeter frem mod ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...