by the ocean | luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2015
  • Opdateret: 30 nov. 2015
  • Status: Igang
hvori to forvirrede, unge mennesker mødes ved havet for at prøve på at løse deres fælles problemer.

6Likes
6Kommentarer
788Visninger
AA

3. dos

 

 

”Siden hvornår er du begyndt at ryge?” spurgte Evelyn i en utilfreds tone, men fandt alligevel sig selv fascineret af røgen, der forlod Lukes læber og steg til vejrs.

De havde bevæget sig hen til den nærmeste bænk og befandt sig stadig ved vandet. Evelyn havde ikke bestemt sig for, om hvorvidt hun skulle blive ved Luke eller tage hjem uden ham. Derfor var hun stadig ved hans side, og de sad nu blot og snakkede om, hvad de begge var gået i glip af.

”Siden du forlod mig.”

Ordene, der egentligt ikke blev sagt i en grov tone, men mere nonchalant, ramte hende hårdere end forventet.

”Luke-”

”Bare rolig,” mumlede han stille. ”Det gør ikke noget.”

Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det gjorde hende ikke så meget, at Luke var begyndt at ryge, for det havde hun selv prøvet et par gange eller to og havde ikke haft noget imod det, men det faktum at hun havde fået ham til det, vidste hun ikke hvordan hun skulle reagere på. Hun følte, at hun havde været med til at fjerne hans ellers permanente smil og lyset bag hans øjne.

”Er du okay, Luke?”

Lukes blik lå på sine fødder og Evelyns øjne sad stadig klistret til cigaretten ved hans læber. Da han så roligt inhalerede røgen, rystede svagt på hovedet og pustede ud, kunne hun for alvor mærke en knude af skyldfølelse forme sig i maven.

”Nej, faktisk ikke.” sagde han og skoddede sin smøg. ”Men jeg prøver så godt jeg kan, på at lade som om jeg er.”

Nu havde Luke fjernet blikket fra sine fødder og kiggede nu Evelyn i øjnene. Han forsøgte ikke at få hende til at få det dårligt over, hvad der var sket i mellem dem. Han kunne jo bare have valgt at komme sig over hende og gå videre i livet, men problemet var bare, at det var ikke det han havde gjort.

”Du skal ikke føle at skylden ligger på dig.” skyndte han sig hurtigt at sige, inden Evelyn begyndte på at fumle med alt for mange ord, som slet ikke passede. ”Det er ikke din skyld, at vi begge er forvirrede og ikke kan finde ud af, hvad vi vil.”

Luke kunne se på hende, at tårerne langsomt begyndte at hobe sig op, og da den første faldt ud over kanten og gled ned langs hendes kind, kunne hun ikke længere holde igen på følelserne.

”Men det er min skyld,” hviskede hun. ”Jeg har ødelagt dig.”

”Du har ikke ødelagt mig-”

”Du plejede at være så glad. Du havde altid et smil på læberne på selv den mest triste regnvejrsdag. Hver gang man spurgte dig om du var okay, smilede du stort og sagde, at du havde det fantastisk. Men nu sidder du her ved siden af mig, bundet til din halvtomme cigaretpakke, uden så meget som et tegn på lykke at finde. Jeg har ødelagt dig, Luke.”

Det værste man kunne udsætte Luke for, var Evelyn der græd. Det skar i hans hjerte at se hende græde, for det gjorde hun sjældent. Hun var en stærk pige, men når hendes verden ramlede sammen og det blev for meget for hende, faldt hun fra hinanden og Luke vidste ikke hvordan han skulle samle sammen på hende igen.

”Eve, du har ikke ødelagt mig. Du har såret mig, men du har ikke ødelagt mig. Det klarede jeg selv.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...