please not me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2015
  • Opdateret: 5 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød Løkke som er 19 år, går på en skole som alle andre. Men hvad sker der når hun møde det kendte boyband one direction? og at de finder ud af at hun er et mobbeoffer? Vil hun tage i mod deres hjælp? og hvad sker der når der er to af drengene der falder for den lille uskyldig pige? Find ud af det her

(kan måske være stødene sprog for nogen)

4Likes
2Kommentarer
821Visninger
AA

2. kapitel 1

Løkke’s synsvinkel:

“Løkke vi smutter nu, vi kommer nok først hjem om en måned eller to, men der er penge på dit kort og i skuffen, hvis det er.”   Sagde min onkel lige inden ham om hans kone smækket døren og var væk uden at jeg kunne nå at sige noget. I tænker sikkert hvorfor jeg er hos min onkel og ikke hos mine forældre. Men mine forældre døde for to år siden og derfor er jeg her. Jeg har nu i to år været vand til at de ikke er hjemme og at det kun er mig da de ikke har nogle børn. 

 

Min onkel er meget rig og går meget op i hans arbejde ligesom hans kone. Det er også derfor de næsten aldrig er hjemme 

og når de så er hjemme snakker de om arbejde som jeg ikke må forstyre. Man kan godt sige jeg ikke rigtig for noget kærlighed fra dem men det går begge veje. 

 

Lige nu er det søndag og det regner. Alle ser regn som et kedelig vejr fordi der er grå himmel og mørkt udenfor.

Men jeg elsker når det er det vejr og ikke når det er solskin og sky fri himmel. 

 

Jeg overvejer at gå ned til en lille cafe jeg er blevet meget glad for, der er ikke rigtig nogle der kender den af dem som går på min skole, det er jeg meget taknemlig for. Efter at jeg har tænkte lidt over det beslutter jeg at gå der ned da jeg ikke rigtig ved hvad jeg ellers skal lave. Jeg finder mine gummistøvler og min regnjakke fra 70´erne som har været min mormor. Jeg fandt mine nøgler, penge, mobil og høretillefoner og så var jeg den der var smuttet. 

 

                                                                                              ****

 

Jeg har lige bestilt min kaffe og sidder bare at venter på den bliver klar. Efter lidt tid tager jeg min mobil og ad lommen da den siger en lyd fra sig. Jeg sukker da jeg ser det bare var nogen der har tagget mig i en gruppe om hvor meget folk hader mig og alt det de kan skrive om mig hvad de nu kommer på. Jeg ved seriøs ikke hvorfor jeg stadig er i gruppen jeg har prøvet at komme ud af den minst 100 gange, men kommer hele tiden tilbage, så jeg har bare opgivet det. 

 

Lige da jeg havde lagt min mobil tilbage i lommen, åbnede døren til butikken og der var høje skrig som man kunne høre gemmen hele butikken - måske også fordi butikken ikke er særlig stor - Jeg kiggede hen mod døren for at se hvad der forgår og ser en gruppe drenge på 4 som jeg hurtig finder ud af er der verdens kendt boyband. Det er ikke fordi jeg høre deres musik eller noget men de er næsten bare over alt på nettet. 

 

Jeg er lidt ligeglad med om de er her og det er ikke fordi jeg skal have billeder eller noget, så det kan jo være helt lige meget om de er her, for mig er de bare nogle drenge der ser godt ud som også kan synge...og som heller ikke vil mig noget...

 

Jeg tro ikke de ved jeg er her fordi jeg sidder bag ved nogle blomster, træer noget du ved der er nogle der har sådan nogle buske agtig noget inden for? ej jeg håber du forstår men der sidder jeg bag en. Og derfor tro jeg ikke de har set mig. 

 

“En kaffe latte til....Løkke?” Prøver ham bag disken at sige mit navn. I ved mit navn er jo navn er jo dansk og de ved ikke hvordan man udtaler ø og det er jo i mit navn sååå ja. 

 

 

 

Men lige da jeg skulle gå der op ligger jeg et blik på de 4 drenge som ser lidt omkring efter mig da de nok ikke vidste at jeg var her. Men jeg rejser mig op går over mod hvor jeg skal hente min kaffe. Jeg kan mærke blikke på mig men det er jeg vand til men det var ikke de samme slags blikke, det var mere sådan at de lige skulle undersøge mig eller noget og ikke de dræber blikke eller blikke med at jeg bare budte dø.    

 

 

Jeg fik min kaffe og gik tilbage til min plads for at kunne drikke den, eller det var meningen. Lige da jeg gik fordi drengene tabte jeg min mobil - jeg fik sku da ik sagt at jeg havde taget den op af lommen igen - men jeg tabte den fordi jeg fik et chok over at den sagde en lyd igen. Men lige da jeg skulle til at tage den op var den taget. Den var blevet taget op af ham med krøllerne. “Her, jeg tro ikke at der skee...” han stoppede sig selv da han kiggede på min mobil for at se om den var gået i stykker. Først troede jeg at den var men så gik det op for mig at det var en besked lyd jeg fik og jeg for aldrig beskeder, kun for dem der vil sige noget om mig som de ikke kan vente til når de ser mig i skolen.

 

Mit hjerte begyndte at banke hurtigt da han kiggede mig i øjnene og jeg kunne se at han var bekymret. Jeg kunne lige forstille mig hvor slem den besked han lige har læst var. “øøhm...undskyld at jeg spørg men hvad er dette?” siger han og viser mig min mobil hvor der en besked på skærmen, hvor der står `Jeg håber for din skyld at du har lavet min opgave til på mandag! for du ved hvad der sker hvis du ikke har og husk nogle fejl læren skulle ikke tro noget om mig nar!´ Det var ikke den værste besked det var bare standard. Men jeg kunne se at det bekymrede ham lidt, men hvorfor? han er jo bare en popstar som ik vil ha noget med mig at gøre?

 

“Ik noget det er bare sådan vi skriver til hinanden.....det er bare for sjov” Svare jeg lidt akavet og klør mig på albuen. Jeg har altid været så dårlig til at lyve. “Sikker? Kalder i hinanden for nar?” Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg bliver ked af det. Nar er jo ikke noget i forhold til det jeg plejer at blive kaldt? Inden jeg ved af det triller en tåre ned af min kind. Jeg skynder mig hen til mine ting og hurtig hen til udgangen hvor der er nogle mænd der åbner for mig så jeg kan komme ud og så der ikke er nogle af de der fans som kan komme ind. 

 

Da jeg er kommet væk fra den store mængde begynder jeg at løbe hen mod mit hus. Jeg finder mine nøgler frem så jeg hurtigere  kan komme inden for. Lige da jeg er kommet indenfor og har låst døren begynder tårnede at blive til et vandfald som bare ikke vil stoppe uden af set hvad. Jeg kommer i tanke om at jeg nok heller må svare på den besked da de nogle gange godt kan blive meget sure over at jeg ikke svare. Men da jeg tager min hånd i lommen er den der ikke? hvor er den den kan da ikke bar....nej sig det er løgn jeg glemte sku da at få den tilbage fra ham med krøllerne på cafe´en. Nej nej nej det sker bare ikke og jeg har ikke en  kode på.

 

Mit liv er færdigt nu.

 

  

 

 

 

 

 

 

Niall´s synsvinkel:

Drengene og jeg kiggede forvirret på hinanden. “Hvad skete der lige der?” Jeg kiggede over på Louis. Jeg Skulle lige til at sige noget, men  Harry er hurtigere ind mig “Drenge! jeg har sku da stadig pigens mobil! hun glemte at tage den da hun blev ked af det.” Han ligger mobil på bordet og kigger på os. ingen af os ved hvad vi skal sige. Mit blik lander på hendes mobil da der kommer en lyd fra den. Hun har fået en ny besked og selvom man ikke må læse andres beskeder gør jeg det alligevel og jeg kan se de andre også gør det. `HA jeg høre at din onkel og hans kone er taget af sted igen! Det sku da fordi de ikke gider at se på dit grimme andsigt! tro sku også det var derfor dine forældre døde! Ingen kan lide dig den klamme LUDER!!´

 

Jeg blev helt mundlam. Hvordan kunne nogen skrive sådan noget til en anden? Jeg kiggede op og så at drengene var lige så overesket over det vi lige har set. “Drenge tro i det samme som mig?” Kom det fra Liam “At hun er et mobbeofre” Vi nikkede alle af det Harry lige har sagt. “Hvad gør vi? vi har jo ikke lige hendes navn eller noget?” Sagde jeg. “jooo hed hun ikke Løkke, det mener jeg da at de sagde hun skulle hente sin kaffe?” Jeg kiggede over på Louis “Det kan godt passe, men vi ved jo stadig væk ikke hvor vi kan finde hende vel?” Svarede Liam. 

Jeg tog hendes mobil, jeg ville se om jeg kunne gætte mig frem til hendes kode, men den gik  direkte ind og der kan man jo sige at jeg er ret heldig. Jeg gik ind på Facebook så jeg kunne se hvad hendes fulde navn var. 

 

“Løkke Marie Larsen” Sagde jeg bare ud i luften. Jeg kunne se drengens forvirrede blikke på mig. “Ja det er ligesom hendes navn, det står lige her” sagde jeg og vidste mobilen hvor der stod hendes navn. “Jamen så er det jo bare med at finde ud af hvor hun bor” Sagde Harry.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...