Olivia og Victor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2015
  • Status: Igang
Olivia er datter af to skuespillere som hungrer efter mediernes opmærksomhed. Da hun møder Victor, som ikke må blive set med en pige, bliver situationen kompliceret...

3Likes
5Kommentarer
271Visninger

1. Kapitel 1

De grå blokke

 

Efter vi havde arbejdet os op ad de 56 trappetrin med vores kufferter, drejede min mor nøglen om til den lille lejlighed. Der lugtede af tis. Min mor fortalte mig, at det var et dødsbo. Engang havde der boet en gammel ensom dame. Selvom der var persienner for vinduerne, kunne jeg se et utal af støvfnug hvirvle rundt i en undsluppen lysstråle. Hver gang man gik på gulvet, kom der endnu mere støv flyvende.

Min mor viste mig hostende stuen, mit værelse, køkkenet og badeværelset. Selv skulle hun sove på sofaen, som endnu ikke var købt. Det eneste vi havde, var en madras. Ingen møbler.

 

Ved tolvtiden kom min mors ven og tidligere fotograf for at tage i IKEA med hende. De skulle købe en sofa og en seng. Måske et tv. Toiletpapir. Jeg ville ikke med. Det eneste jeg havde lyst til var at sove, og at blive ved med at sove ind til jeg vågnede i min egen bløde seng, og kunne gå ud på altanen og se ned i haven. Jeg havde lyst til at svømme i poolen for at køle ned, som jeg plejer at gøre, når jeg ikke længere kan kapere livets opgaver, eller at cykle en tur rundt om søen tæt på vores hus. Men i stedet var jeg alene i et støvet dødsbo sammen med to kufferter og en madras. Da en edderkop dansede over min venstre skulder, kunne jeg mærke, at jeg havde brug for frisk luft.

 

 

Sneen dækkede asfalten udenfor, og fik solen til at genspejle sig i mine øjne. Jeg blinkede. Bag mine øjenlåg var der ildrødt. Foran dem var alting hvidt. Jeg kom forbi en ødelagt gynge, og noget der engang havde været en rutsjebane på en legeplads, der ikke var blevet leget på længe. Der var ingen butikker. Næsten ingen mennesker. Luften smagte af isterninger eller pebermynte, og det virkede som om jeg var i en helt anden verden end det villaområde hvor jeg plejede at bo.

 

Min mor havde fundet min far sammen med en eller anden skuespiller, de begge to havde spillet sammen med i en film, der udkommer snart. Jeg kunne ikke huske hvad hun hed, men hun var ung, kun et eller to år ældre end mig. Kort efter skulle jeg pakke min kuffert, og så tog vi herud, til en lille lejlighed uden møbler. Til et af de områder, man kun hører om på TV, når der er en udsendelse om hårde stoffer eller hjemløshed.

 

Jeg begyndte at gå ned ad vejen. Det virkede som om de klonede boligblokke bare fortsatte og fortsatte, grå og ens og ligegyldige og fyldt op med uhyggelige mennesker. Jeg havde aldrig troet det om min far. Ham af alle mennesker. Jeg sparkede til en vissen gren, der lå i sneen, og i det samme kunne jeg høre en sige "av."

"Undskyld!" udbrød jeg. Jeg havde sparket grenen lige op i hovedet på en fremmed. Nu havde han sne i ansigtet, som han stod og børstede væk med begge hænder. Jeg lagde mærke til, at han ikke havde vanter på.

"Det skal du ikke tænke på" sagde han. Han havde en varm stemme.

- "Det var virkelig ikke med vilje. Jeg havde slet ikke set dig"

Han grinede lidt, som om jeg overreagerede. "Det gør altså ingenting" sagde han, og rakte hånden frem. 

- "Victor"

- "Olivia"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...