It costs more than your life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2015
  • Opdateret: 10 nov. 2015
  • Status: Igang
Dette her er mit bidrag til konkurrencen om at vinde biografbilletter til Hunger Games: Mockingjay del 2.

ONESHOT:
- Liam har ansvaret for en gruppe unge mennesker der blev sat ombord på et fly, for at blive fragtet væk fra et land i kaos. En sygdom herskede blandt landets beboere, kun de raske fik lov til at tage afsted. Flyet med de raske unge mennesker styrter ned, og det er nu op til Liam at hjælpe dem alle i sikkerhed.
Men når nogen af gruppens folk kommer op at slås og nogle af dem viser symptomer af sygdommen, står Liam alene med et kæmpe ansvar og valget mellem liv og død, må han tage en beslutning om, om han er klar til at bære byrden af at skulle slå et andet menneske ihjel.

0Likes
0Kommentarer
108Visninger
AA

2. "Det koster alt hvad du er"

 

Lyset flimrede for ham inden mørket opslugte ham fuldstædigt. Han forsøgte at gribe efter noget, men der var intet andet end mørke. Lidt efter lidt blev han opmærksom på sine omgivelser. Han kunne mærke den kolde jord under sine bare hænder. Han rynkede brynene. Det sidste han huskede var, at han var om bord på et fly. Et fly med mange unge mennesker. Han havde fået ansvaret for dem. De var nogle af de få der endnu ikke var blevet smittet med sygdommen. Han kunne huske, at han havde lagt sig til at sove. Hans plads havde været foran i flyet, på første klasse.

Et skrig flænsede luften og tvang ham ud af mørket. Han åbnede øjnene, men måtte knibe dem sammen, for ikke at blive blændet af solen. Han satte sig langsomt op og så sig omkring. Han befandt sig i en skov. Han havde ingen idé om hvilken skov, eller om den lå inden for sikkerhedsområdet, men for nu måtte det være lige meget. Han rejste sig og undersøgte sig selv for skrammer. Det havde han lært hos millitæret som noget af det første. Han havde overfladiske skrammer, men ikke noget – vurderede han selv – der ville forhindre ham i at overleve. Han kiggede sig omkring for at finde ud af hvor skriget var kommet fra. Det var først nu, at han opdagede røgen. På jorden omkring flyvraget lå der flere mennesker, folk han havde set om bord på flyet. Det var kaos. Der var flere der græd, nogle sad sammen og tjekkede hinanden for skrammer.

”Ey, Liam!” Hans opmærksomhed blev rettet mod en lyshåret fyr, der kom gående hen mod ham. Han haltede. ”Hey, er du okay, Callum?” spurgte Liam, den lyshårede dreng. Han trak på skuldrene, men nikkede bagefter.

”Jeg er okay. Mit ben gør ondt. Ellers er alt fint” sagde Callum oprigtigt. Liam og Callum havde sammen fået til opgave at holde styr på flokken om bord på flyet. På det tidspunkt havde opgaven ikke virket synderligt sværd, men Liam måtte se i øjnene, at det nok ikke ville blive så nemt, som han havde troet.

”Callum, vi bliver nødt til at finde ud af hvor mange der er såret” sagde Liam og fjernede blikket fra sin lyshårede ven. Callum havde altid været mere handlekraftig, og ikke altid med en gennemtænkt plan. Callum nikkede, og gik straks i gang med at undersøge de omkring liggende personer, for at se hvor slemt det stod til. Liam derimod valgte at undersøge området. Træerne var meget høje, men ikke særlig tykke. Flyvraget lå et godt stykke fra der hvor Liam selv var landet. Flyet var ikke længere helt. Forenden lå tættest på Liam, midten kunne han skimte mellem træerne en kilometer væk, men han kunne ikke få øje på bagenden.

Liam gik hen mod midten af flyet, for at hjælpe eventuelt overlevende. Jorden var en smule fugtig, og hans store støvler efterlod tydelige fodtryk i jorden. Liam kunne huske, at de havde været omkring 50 mennesker om bord på flyet. Alle var blevet tjekket flere gange for virussen der hærgede en stor del af deres hjemland. Det tog ikke Liam lang tid at nå hen til midten af flyvraget. Både Liam og Callum var unge elever i millitæret, der havde de fået en masse praktiske informationer om, hvordan man overlever situationer som denne. Det var ikke noget, der havde interesseret Callum, og Liam selv tvivlede på at Callum overhovedet, havde hørt efter.

Liam kom hen til passagerne, der havde haft plads i midten af flyet. En enkelt lå klemt under en af vingerne, hun trak ikke vejret, og Liam vidste udmærket godt, at der ikke var noget de kunne gøre for hende. Der lå nogle mennesker omkring vraget – nogle i gang med at hjælpe andre. De havde været heldige de fleste af dem. Liam gik ind i vraget for at se om der var overlevende derinde. To piger sad stadig på deres sæder, med selen spændt fast. Den ene pige, meget ung, hun kunne umuligt være mere end 10 år gammel, hun så mere eller mindre uskadt ud.

”Er du kommet for at hjælpe os?” spurgte hun. Hendes øjne så blanke ud, men ingen tårer forlod dem. Liam kunne fornemme pigens tapperhed. ”Ja, jeg er her for at hjælpe jer” sagde Liam og sendte pigen et betryggende smil.

”Du bliver nødt til at hjælpe hende først” sagde pigen og pegede over på den anden pige. Liam fulgte hendes blik. Den anden pige havde siddet ved et vindue, hvis glas var sprunget. Et glasskår stak ud fra hendes mave. Liam gik hen til den anden pige. Han var enig, hun havde mere brug for hjælp end den unge pige.

”Hej, mit navn er Liam” begyndte han. Pigen drejede hovedet og kiggede på Liam som om hun ikke havde hørt, at han var kommet. ”Jeg er her for at hjælpe dig ud, så vi kan se hvor slemt det står til med dig” sagde han. Pigens blik var tomt, men hun nikkede, som for at fortælle ham, at hun havde hørt ham. Liam nikkede også, trak en lommekniv fra sin bryst lomme og skar selen over. Liam lagde meget forsigtigt en arm under hendes ben og bag hendes ryg, så han kunne løfte hende op. Han løftede hendes langsomt op, for ikke at rykke på glasskåret. Han kunne ikke umiddelbart se hvor langt inde glasskåret sad, men han havde ikke tænkt sig at tage nogle chancer. Liam gik udenfor, bad en tilfældelig dreng, der så ud til ikke at være kommet slemt til skade, om at lægge sin jakke på jorden. Drengen gjorde som han fik besked på. Liam lagde forsigtigt pigen ned på jakken.

”Kan du kigge på mig?” spurgte Liam. Pigen havde lukket øjne, men reagerede på Liams stemme. Hun kiggede på ham med sine grønne øjne.

”Kan du fortælle mig hvad du hedder?” spurgte Liam, mens han skar hendes jakke og trøje op. Pigen lavede en halvkvalt lyd, men svarede så, ”Jasmine”.

”Hej, Jasmine, der er noget du skal vide” sagde Liam. Hans stemme var rolig, men alvorlig. Han kunne se at hun havde blødt en del, men han var næsten sikker på, at glasskåret ikke var så langt inde, at hun ikke kunne reddes. Jasmine nikkede, men holdte sit blik på Liam.

”Jeg er ikke læge, men jeg sikker på, at jeg godt kan hjælpe dig,” begyndte han og så så afventede på Jasmine. Hun nikkede igen, en opfordring til ham om at fortsætte.

”Jeg tager fat i glasskåret og så hiver jeg det ud. Bagefter bliver jeg nødt til at lægge pres på såret for at mindste blødningen, okay?” sagde Liam. Hans stemme var stadig rolig, selvom han ikke følte sig sikker indeni . Han havde aldrig været i en sådan situation, og han ønskede og bad til, at han havde vurderet hendes skade rigtigt. Hvis ikke, ville hun formodentlig ikke overleve.

”Okay” sagde Jasmine, hendes stemme hæs.

Liam signalerede til en af de andre om at give ham deres jakke. De fleste andre fra den midterste del af flyet, havde samlet sig omkring dem. Liam tog jakken i hænderne og brugte dem som beskyttelse mod glasskårets skarpe sider og kanter.

”Okay, Jasmine, jeg tæller til tre og så hiver jeg” sagde Liam, mens hans lukkede sinde hænder, svøbt i jakken, om glasskåret.

”Okay” sagde Jasmine igen, men denne gang lukkede hun øjne.

”1… 2… 3” sagde Liam og hev. Jasmines skrig flænsede luften omkring dem. Hun knep øjnene sammen da Liam pressede jakken mod hendes sår. Han havde haft ret. Glasskåret var ikke gået særlig dybt. Liam var sikker på, at hvis de kunne stoppe blødningen ville hun godt kunne overleve til de fandt tilbage til civilisationen.

Liam kiggede op på de mange ansigter der stod og betragtede dem. ”Jeg har brug for at der er en af jer der løber hen til forenden af flyet, der skulle meget gerne ligge en førstehjælpskasse et sted” sagde han. En dreng, ikke meget ældre end 16, sagde, at han nok skulle løbe efter den. Liam nikkede taknemmeligt og så efter drengen der løb i retningen af forenden.

”Dig der” sagde Liam og nikkede hen mod en pige med stort, rødt, krøllet hår. Hun pegede på sig selv, for at være sikker på, at hun havde set rigtigt. Liam nikkede bekræftende.

”Kan du tage over her?” spurgte han.

”Hvad skal jeg gøre?” spurgte hun. Hendes stemme rystede, og Liam vidste udmærket godt hvorfor. Hun var bange for at gøre noget forket.

”Du skal bare presse ned på såret, så det ikke bløder, okay” sagde han, og sendte hende et betryggende smil. Hun knælede på den anden side af Jasmine. Liam fjernede først sin højre hånd og lod hende tage over, og dernæst sin venstre.

”Du klarer det fint” sagde Liam og lagde en beroligende hånd på hendes skulder. Hendes ansigt blev lagt i mere rolige folder, og først der rejste Liam sig op. Han havde ikke glemt pigen der havde siddet inde i flyvraget sammen med Jasmine.

”Hej igen” sagde Liam og gik hen til pigen. Hun sad stadig med selen på og et skræmt ansigtsudtryk.

”Er hun okay?” spurgte hun og hev lidt i selen. Hun havde ikke lagt kræfter i, men havde hevet i selen fordi hun var nervøs.

”Ja, for nu” sagde Liam. ”Men vi bliver nødt til at få dig fri også” sagde Liam og fandt igen sin lommekniv frem fra brystlommen. Pigen nikkede og slap selen. Liam skar selen over, som han havde gjort det med Jasmines. Han hjalp pigen op at stå, og undersøgte hende for skrammer for en sikkerheds skyld, men der var ikke noget at se.

”Hvad hedder du, ven?” spurgte han den forskræmte pige. Hun var utrolig spinkel, ikke særligt høj og hendes øjne var blå, som det dybe hav. Hendes øjne var unge og uden meget erfaring. Hun var nok det mest uskyldige menneske Liam længe havde mødt.

”Lilly” sagde pigen. Hun mindede Liam så frygtelig meget om den lillesøster, han havde haft engang. Hun havde været hans mest værdifulde eje, men var blevet smittet med virussen.

”Skal vi ikke lave en aftale, Lilly?” spurgte Liam og bukkede sig ned, så han var i øjenhøjde med hendes. En enkelt tåre løb ned af hendes ene kind. Hun nikkede og holdt hans blik.

”Hvis du holder dig til mig, så skal jeg nok passe på dig, hvad siger du til det?” spurgte Liam. Han havde følt en utrolig trang til at passe på hende, første gang han var kommet ind i vraget og havde set hende sidde hjælpeløs på sædet.

”Okay” sagde Lilly, og tog Liams hånd. Han blev lidt overrasket, men gav hurtigt hendes hånd et lille klem, som for at signalere, at det var helt okay.

 

Hånd i hånd og med de overlevende fra vraget gik de i flok mod forenden af flyet. Drengen der var løbet hen for at finde en førstehjælpskasse, var kommet tilbage, og Liam havde hurtigt fikset en nogenlunde holdbar forbinding. Jasmine havde han dog ikke givet lov til at gå selv, så to drenge bar hende.

Det tog lidt længere tid at gå tilbage til forenden, end det havde taget Liam at gå fra forenden hen til midten. Men Liam havde ikke noget imod det. Han havde lovet Lilly, at hvis hun blev ved ham, så skulle han nok passe på hende. Han lod hende holde sin hånd og han kunne lige så langsomt mærke hvordan hun begyndte at slappe mere og mere af.

 

Da flokken kom hen til forenden, kom Callum hen til Liam.

”Hvor mange døde?” spurgte han, tydeligt bange for at hører svaret.

”Kun to” sagde Liam. ”Men jeg har på fornemmelsen, at bagenden ikke har været lige så heldige som resten af os.” Hverken Liam eller Callum havde fået øje på bagenden endnu og det tyede ikke godt.

”Hvad så nu?” spurgte Callum. Han satte hænderne i siden, noget han gjorde, når han gerne ville sættes i gang med noget hurtigt. Callum havde svært ved at tage det roligt i situationer som denne. Hos millitæret havde de gennemgået en lignede situation, som en øvelse, og Callum havde ingen toldmodighed. Overhovedet.

”Lad os få tal på tropperne og så finde ud af hvor vi er” sagde Liam, velvidende, at det ikke var det Callum, havde håbet på at høre.

”Jeg tror allerede jeg ved hvor vi er” sagde Callum. Flokken af mennesker havde sat sig i små grupper rundt omkring, tæt ved forenden af flyet. Den eneste der stadig stod hos Callum og Liam var Lilly. Hun havde stadig Liams hånd i et fast greb. ”Og det er ikke godt” fortsatte Callum og skævede ned til Lilly. Liam fulgte hans blik og blev mødt af et par havblå øjne. Han sendte hende et beroligende smil.

”Lilly, kan du ikke sætte dig over til Jasmine. Holde hende med selvskab, så kommer jeg om lidt” sagde Liam og gav hendes hånd et lille klem. Lilly rynkede brynde, men slap alligevel Liams hånd og satte sig over til Jasmine.

”Fortæl mig hvad du har fundet ud af” sagde Liam, denne gang var hans stemme fyldt med alvor.

”Vi er stadig i viruszonen” sagde Callum.

”Vi skal væk herfra. Hvilken vej skal vi?” spurgte Liam. Han vidste, at hvis de ikke kom væk der fra hurtigt, ville de formodentlig alle sammen blive smittet.

”Jeg har et kort. Jeg fører an” sagde Callum. Liam nikkede sig enig. Det var normalt ikke sådan Liam ville gribe sådanne situationer an, men de kunne ikke risikere, at de alle sammen blev smittet.  

 

Det tog et kvarters tid at få hele flokken på benene, og samlet nogle få ting sammen. Jasmine skulle stadig hvile sig, så to drenge bar hende. Denne gang var det to drenge i den lidt ældre ende af den unge flok. De var måske på Liams alder, i starten af 20’erne.

De begyndte at gå. Callum forrest, med kortet foldet samen i den ene hånd. Callum havde altid været god til at læse kort, så Liam var sikker på, at han havde ret når han sagde han vidste hvor de var, men på en eller anden måde ville Liam ønske at Callum tog fejl. Liam vidste også, at den eneste grund til, at han havde det sådan var fordi han selv var bange for at blive smittet.

 

Efter en times tid, besluttede Callum og Liam, at det ville være en god idé at holde en lille pause. Callum havde fundet en anden, større førstehjælpskasse end drengen Liam havde sendt. Callum havde taget den med, og Liam vidste godt hvorfor. Jasmine så ikke alt for godt ud, hun blødte ikke meget, men det var nok til, at de blev nødt til at sy hende, hvis hun skulle overleve.

Callum lavede et bål, og begyndte at varme nålen de skulle sy med. Imens var Liam og Lilly – som stadig holdt sig tæt op af Liam – gået hen til Jasmine. Hun var blevet lagt forsigtigt på jorden, ikke langt fra det nyligt lavede bål.

”Hvordan har du det, Jasmine?” spurgte Liam og knælede ved hendes side. Hendes brune hår var blevet en smule beskidt af den stadig fugtige jord. Hun lå ikke på en jakke, som hun havde gjort sidst, men det så ikke ud som om hun, havde så meget imod det.

”Bedre” svarede Jasmine med et lettet suk.

”Callum er i gang med at varme en nål,” begyndte Liam. Jasmines øjne blev store. ”Jeg skal sy dig sammen, så du ikke mister mere blod” fortsatte Liam. Han vidste, at det allerede nu lød forfærdeligt, men han var ikke kommet til den værste del endnu.

”Og, vi har ikke noget at bedøve dig med. Vi har ikke engang et par smertestillende til bagefter” sluttede Liam. Han betragtede Jasmine, men hun hverken gjorde eller sagde noget. Efter et par sekunders stilhed sukkede hun dybt.

”Okay.”

”Jeg skal nok holde dig i hånden, søde Jasmine” sagde Lilly og aede hendes kind. Jasmine smilede taknemmeligt til den unge pige.

”Det er sødt af dig” sagde hun og nikkede så til Liam. ”Jeg er klar.”

Liam hentede nålen og tråden. Han havde aldrig syet et andet menneske sammen, men overlevelses kurset, som alle de nye soldater skulle igennem, havde lært ham, hvordan det skulle gøres. Liam havde ikke været den bedste, men heller ikke den værste, og lige nu var det vigtigste at få syet Jasmine sammen, så hun ikke mistede mere blod, inden de fandt et sted med rigtige læger.

Inden Liam knælede ved siden af Jasmine igen, tog han sit våbenbælte af. Både ham og Callum havde et, og som så mange andre ting, var det også noget de i teori havde brugt, men ikke i den virkelige verden. Liam havde aldrig slået et andet menneske ihjel, og håbede, at han aldrig ville gøre det. Han tog en dyb indånding inden han knælede og løftede op i Jasmines trøje. Leve det skulle hun.

”Okay, er du klar, Jasmine?” spurgte Liam, måske mere fordi han havde brug for at vide, at hun stolede på ham. Og som havde hun læst hans tanker sagde hun.

”Jeg er klar. Jeg stoler på dig, Liam.”

Liam trak vejret dybt endnu engang inden han begyndte at sy. Fire drenge holdte Jasmine nede, men hendes skrig var næsten lige så slemme, som hvis hun havde kunnet bevæge sig. Det var skrig fyldt med smerte. Liams hjerte gik langsomt i stykker. Den arme pige havde ikke bedt om det her. Intet af det her havde været meningen, og her var de alligevel havnet.

 

Da Liam var færdig med at syg, var Jasmines skrig blevet til gråd. Hun holdt stadig Lillys hånd – søde Lilly, som var blevet utrolig bleg. Liam selv var ikke i tvivl om, at han selv så ligeså slem ud. Det var noget af det værste han længe havde oplevet.

En stor hånd blev lagt på Liams skulder. Den var velkendt, og velkommen.

”Det klarede du flot” sagde Callum og satte sig ned ved siden af Liam.

”Det var sgu ikke rart” sagde Liam og skævede til sin ven.

”Det ved” sagde han. De sad lidt i stilhed inden Callum brød den.

”Hende din nye ven, hvad-end-hun-nu-hedder” begyndte Callum.

”Lilly” indskød Liam, inden Callum kunne nå at snakke videre.
”Ja, Lilly” rettede Callum sig selv. ”Hun ser altså ikke for godt ud. Jeg må indrømme, at jeg har holdt lidt øje med hende” fortsatte han så. Liam blev overrasket over denne udtalelse. Han synes ikke der var nogen grund til, at Callum holdte øje med hende. Liam selv gik jo sammen med hende hele tiden. For anden gang den dag, var det som om Liams tanker blev læst.

”Jeg ved godt, at du har haft hende hos dig, men jeg tror ikke du har lagt mærke til de samme ting som mig.”

”Hvad snakker du om?”

”Hun minder dig om din søster, gør hun ikke?” Liam nikkede langsomt, og ventede så på, at Callum ville komme frem til pointen.

”Hun har symptomerne.” Liam vidste ikke hvad han skulle sige, så han valgte helt at lade være med at sige noget. De sad længe og betragtede Lilly. Hun var stadig ligbleg, men et lille smil spillede om hendes læber. Jo længere tid Liam sad og betragtede hende, jo mere kunne han godt se hvad Callum havde ment. Hendes ene arm lavede med jævne mellemrum, små krampagtige bevægelser. Det var ikke nemt at se, men Liam vidste hvad han skulle kigge efter. Han kunne genkende bevægelserne. Det var sådan det startede med hans søster, hvorefter hun langsomt blev mere og mere sindssyg, voldelig.

”Kan du huske hvad vi blev fortalt inden vi tog af sted?” spurgte Callum. Liam nikkede langsomt. Han kunne ikke få sig selv til at sige det højt.

”Jeg kan ikke” sagde han og kiggede på sin ven. Callum gengældte hans blik, men nikkede.

”Jo. Du ved lige så godt som jeg, at du rammer bedre end jeg gør. Hvis du gør det lider hun ikke.” Callum var meget overbevisende når han gerne ville være det, og Liam vidste også godt, at hvis Callum skød, ville han formodentlig ramme ved siden af mindst én gang.

Som de to venner sad og diskuterede, skete præcis det Liam havde håbet ikke ville ske før om et par dage. Lilly skreg. Det var et skrig fyldt med vrede. Hun blottede tænder og hvæsede.

”Liam, for helvede” sagde Callum og kom hurtigt på benene. Liam var lige bag ham.

”Hey, tøs, slap af” sagde Callum og trak sin pistol. Liams våbenbælte lå stadig henne ved Jasmine og Lilly.

Lillys blik ændrede sig lynhurtigt. Hun så ikke længere rasende ud, men bange. En hånd puffede blidt til Liam. Det var Callum. Han rakte pistolen til ham. Liam tog den tøvende.

”Lilly, min søde, Lilly” sagde Liam, og rettede pistolen mod jorden.

”Du er blevet syg”. Lillys øjne løb i vand. Hun rystede febrilsk på hovedet, Liam nikkede som svar.

”Hvad har du tænkt dig?” spurgte Jasmine. Hun havde sat sig halvt op og stirrede vredt på Liam.

”Jeg bliver nødt til at slå hende ihjel,” sagde Liam med rystende stemme. Det var som at kigge på hans egen lillesøster, når han kiggede på Lilly. Hans hånd rystede en anelse, og var pludselig endnu mere glad for, at den lige nu var rettet mod jorden.

”Er du overhovedet klar over hvad det betyder at slå et andet menneske ihjel?” spurgte Jasmine, tydeligvis rasende. Liam nikkede, uden at kigge på hende. Han kunne ikke se hende i øjne.

”Det koster meget mere end dit liv. At myrde uskyldige mennesker? Det koster alt hvad du er” sagde hun. Liam kiggede på hende nu. Aldrig havde han været mere enig, og alligevel løftede han pistolen. Det var som om en anden styrrede hans krop, som om han ikke længere var sig selv.

”Du lovede…” sagde Lilly, men inden hun nåede at afslutte sætningen, trykkede Liam på aftrækkeren.     

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...