Anastacia Armstrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2015
  • Status: Igang
Der er øjeblikke i alle's liv, hvor man har lyst til at give op, alting ser mørkt og meningsløst ud. Du står op hver morgen, ser dig selv i spejlet, og tænker hvad har jeg gjort for at få dette lorte liv? Men så indser du, at dit liv ikke er ligeså slemt som hende pigen tre gader væk. Hun mistede begge sine forældre, og har i tanke om at begå selvmord i aften, alle ved det, men ingen bekymre sig nok til at gøre noget ved det. Også tænker du nok, oh wow, nogles liv stænker mere end mit, og måske skulle du prøve at være gladere. Men dagen efter, er i den samme kreds af tanker, og indser at du er død inden i.

1Likes
0Kommentarer
144Visninger

1. 1.

Jeg åbner mine øjne, kigger op i loftet. Forkrækket. Enddu et mareridt. De sidste par uger, er jeg vågnet på grund af mareridts. Det er som, de stille overtager min eneste tid på døgnet, som jeg glæder mig til. Jeg plegede at glæde mig til når jeg skulle sove, for i drømme sker der ting som man ønsker. Ting der gør en lykkelig. Men drømme bliver til mareridts, og man føler sig enddu mere fortabt. Hverdagene bliver fyldt med en tomhed, man førhen kun oplevede inden man lukkede sine øjne om aftenen, og åbnede dem igen om morgenen. Alt ser gråt ud. Alt det der førhen gav en sommerfugle i maven, er forsvundet. Det er blevet knust i flere stykker, og fløjet med vinden så langt væk, man aldrig ville kunne fange det igen. 

Sukkende får jeg tvunget mig selv ud af sengen, og går med små langsomme skridt hen til det aflange spejl, der hænger ved siden af mit skrivebord. Hullede jeans, to størrelser for stor trøje der nærmest hænger ned af skuldrene på mig. En trøje jeg engang kunne passe, og altid gik med. Langt ullet mørke brunt hår, og mascara der er løbet ned af mine kinder. Jeg skaber øjenkontakt med mig selv, mørke brune øjne, der nærmest ustråler råb om hjælp. Jeg smiler, ingen ide om det er falsk eller ægte, efterhånden har jeg mistet ideen om hvordan glæde og sorg føles. ''Du kan godt holde ud, enddu en dag mere.'' Hvisker jeg lavt, mens en tårer falder ned af min kind. Jeg tager min hånd på spejlet, og lader den glide ned langs spejlbilledet af mit ansigt. 

Jeg tager mine slidte converse på, og tager en tyk sort trøje over mig. Lader en børste køre gennem mit filtrede hår to.-tre gange, og smækker hoveddøren i bag mig. Med lange langsomme skridt, går jeg mod *Da Laurens* min ynglings cafe i øjeblikket. Det er midt i November måned, og det regner. Regnen vælter ned over mig, og lander tungt på min hud. Hver en dråbe, føltes som et hårdt slag; et stød, der kan mærkes, indtil den næste falder ned fra himlen og rammer mig. Efter at have mærket dem kilde min kind, formår jeg ikke længere at skelne de tusinde regndråber fra hinanden, og alt føltes blot vådt. Jeg tager en dyb indånding, mens jeg lytter til regndråberne der falder hårdt ned på fliserne. Vinden hvisker en rolig melodi. Lyden af svajende træer, får mig til at bemærke, hvordan mit hår forsøger at flyve rundt, men bliver holdt nede af det tunge vand, der løber igennem det. 

Døren ind til cafeen åbner, og en duft af varm kakao og kaffe møder mig i det samme sekund, jeg træder ind. Der er ikke mange mennesker, nok grundet af at det er skoletid og arbjedstid. Jeg går hen til kassen, hvor Kristoffer står. Jeg har efterhånden været på cafeen så tit, næsten hver dag, at vi på en måde kan kalde os for venner. Jeg kommer altid på cafeen, når der ingen mennesker er, hvilket vil sige i arbejdstiden. Jeg har droppet skolen, for jeg ser intet i det mere. Der er ingen grund til at spilde sin tid, i et rum med en masse andre man ikke føler sig komfortabel med, for at lære ting til sin fremtid, når man ikke ser en fremtid for sig selv. 

''Det sædvanlige?'' Spørger Kristoffer med et smørret smil. Jeg nikker stille, og sætter mig ved bordet tættest til kassen. Han hælder varm kakao i en stor kop, og kommer en masse flødeskum med chokolade drys i. Han sætter koppen på bordet, og sætter sig over for mig. Han læner sig op af bordet. Det er blevet til en vane, at han sætter sig hos mig, når han alligevel ingen kunder har. ''Stadig ingen lyst til skolen?'' Spørger han, og ser nysgerrigt på mig. Jeg ryster på hovedet. Stille tager jeg en tår af kakaoen, og lader koppen varme mine hænder. Mine ben er på kryds, og jeg skimmer næsten ikke følelsen af at være våd. ''Det er næsten tre måneder du ikke har været i skole.'' Han griner mens han siger det. Jeg nikker. ''Det ved jeg.'' Siger jeg så. ''Din fremtid ser ikke særlig lys ud.'' Sukker han, og tager sin hånd på min. Vi får øjenkontakt, og han ser bekymret på mig. Vi kigger hinanden i øjnene i nogle minutter uden atsige noget, indtil en kunde kommer gående ind i caffen. Jeg nikker mod kunden, og Kristoffer stiller sig sukkende bag kassen. 

Jeg drikker resten af min kakao, og stiller koppen ved kassen. Jeg smiler småt til Kristoffer, og går ud af cafeen. Jeg stiller mig på midten af gågaden, og lukker mine øjne. Jeg tager et tungt indånding, og puster stille ud. Regnen er stoppet, og det eneste man kan høre, er dråberne der falder ned fra træerne. Med små skridt går jeg hen til en  bænk, og sætter mig. Jeg lader mine hænder placere sig på bænkens våde træ, og læner mig hårdt op af ryglænet. Jeg sukker, og en røg af kulde lader sig vise af min sukken. Jeg bøjer langsomt min nakke bagud, med lukkede øjne. 

En til to timer om dagen, tilbringer jeg på denne bænk. For det meste samme tid på dagene. Mine forældre gik fra hinanden, lang tid før jeg blev født. Jeg blev efterladt, som jeg vil kalde det, hos min Mor. Hun fejler en sygdom som De kalder Amyotrofisk lateral sklerose, som der rammer musklerne og giver problemer med at tale og trække vejret. Hun fik sygdommen da jeg var ti år. Siden da, har det føltes som at være forældreløs. Hun nærmest lever på sygehuset. Jeg har boet alene i vores hus siden jeg var fjorten. Min Far trådte ikke til for at hjælpe mig, da han bor i England. Han har ikke haft kontakt til mig, siden jeg var tolv. 

En gang om måneden besøger jeg min Mor på sygehuset. Ikke fordi jeg ikke elsker hende, men jeg kan ikke klare at se hende, have det så skidt. 
Jeg går ned af den lange hvide gang. Der lugter rent, som der altid gør. Man kan høre besøgende, snakke med deres syge bekendte. Jeg går ind på min Mor's værelse. Hun lægger i sengen med slanger der går ind i halsen på hende. Hun ser nærmest død ud. Jeg sætter mig på en stol til højre side for sengen, og hun åbner sine øjne. Hun smiler småt. ''Anastasia.'' Siger hun med en glad tone, og sætter sig svagt op. Hun læner sig op af en stor pude. Jeg smiler, og lægger min hånd på hendes. ''Der er snart gået tre år.'' Tøver hun, og nogle tårer falder ned af hendes kinder. Mit blik bliver rettet ned i gulvet. ''Jeg vil have dig til at gøre mig en tjeneste,'' Mumler hun, og holder en pause. ''Du skal flytte hjem til din Far, i nogle måneder.'' Siger hun, og klemmer min hånd. Jeg kigger hurtigt på hende. ''Vil han have mig boende?'' Spørger jeg. Mit hjerte banker lidt hurtigere end normalt. Hun nikker svagt. ''Han har hørt hvor skidt det går til, for os begge, og han tilbød dig at bo hos ham.'' Hun hoster med hun siger det. Jeg trækker hende roligt ind til kram. ''Jeg elsker dig Mor.'' Hvisker jeg hulkende. Tårerne render ned af kinderne på mig. 

 

♥ Lewl, har ingen ide om hvad man kan skrive her til sidst.. Måske at jeg håber I kunne lide dette kapitel? :D ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...