Den obligatoriske religion

Vil jeg møde tiden, når jeg dør engang?

Et essay bygget over udtrykket "tiden flyver."

15Likes
7Kommentarer
878Visninger
AA

1. Den obligatoriske religion


Jeg skynder på tiden. Skælder den ud, beder den om at tage sig sammen. Den snegler afsted, den er ligeså langsom som jeg. Diffus, distræt, mangler desuden situationsfornemmelse. Jeg har time, i dag har dagen været lang, selvom vi har kort dag. Uret er foran og til venstre for mig, mine øjne søger det hele tiden, det er mit menneskelige instinkt. Tiden er allerede gået siden i morges, hvor jeg vågnede og alting virkede sløret, jeg var træt, mit hår strittede, og min cykel var flad. Så blev mit hår fikset, og kaffe og morgenmad gjorde mig en smule mere vågen (min cykel er stadig flad), så  skændtes min søster og jeg, men også det ordnede sig, da vi gik ind i hver vores klasse. Det er præcis fire timer og otteogtyve minutter siden. Jeg har ikke lagt mærke til det, den er snedig, tiden. Ikke usynlig, men god til at gemme sig. Ligenu kan jeg ikke mærke den, men i morgen kan jeg, når jeg tænker tilbage på dengang jeg sad på skolens knirkende rullestol og skrev et essay.

Således forløber mit liv. Ting sker uden jeg opfatter det, og så er det lige pludselig overstået. Hver eneste dag bliver jeg snydt af tiden, og jeg tænker slet ikke over det. Nogle gange ønsker jeg, jeg havde lagt bedre mærke til, hvordan det var at være baby. Så kan det være, jeg ville have husket det. Der er også tidspunkter, hvor jeg ville ønske, jeg havde taget tiden til fange, så øjeblikket kunne fastholdes. Genafspilles, måske. Kan man stoppe tiden, hvis man fanger den? Hvordan ser tiden ud? Og hvad er det egentlig den vil mig? Så vidt jeg husker, har jeg ikke inviteret den til at være en del af mit liv. Personkarakteristik af tiden: Flabet, uhøflig. Flere oplysninger søges!

Min bedste ven i børnehaven hed Bastian. Vores yndlingsaktiviteter var at lege pokémon i puderummet og bager omme bag den store container. En dag var Bastian ikke i børnehave, og der opdagede jeg for første gang, hvordan tiden kan sætte tempoet ned. Men kun for mig. Overalt omkring mig var børn i gang med at bygge sandslotte, bytte Didl-papir og fordele rollerne i far, mor og børn. Men jeg var ude af stand til at bevæge mig. Tiden havde taget mig som gidsel. Sådan stod jeg – ubevægelig og stivfrossen i en rød flyverdragt midt i en vandpyt. Vandet trængte langsom gennem mine gummistøvler, det vidste jeg ikke kunne ske, men jeg bevægede mig ikke. Jeg husker den situation som varede den et års tid. Hvis jeg blev bedt om at lave en oversigt over mit liv, ville den fylde en væsentlig del af det. Det var min mor, der reddede mig fra fængslet. Og så gik det stærkt. Tiden måtte indhente, hvad den havde tabt, så jeg husker ikke en eneste detalje fra de næste mange måneder efter det. Hvis jeg engang fanger tiden, vil jeg bede den give mig de måneder tilbage.

Nu hvor jeg er afklaret med tidens betydning for mit liv, hvordan kan det så være, at jeg ikke gør noget for at få mest muligt ud af den tid, jeg er blevet givet? Hvorfor sløser jeg stadig med skolearbejdet og venter halvdelen af alle mine dage? Hvad venter jeg på? For jeg ved, jeg har stillet mig i kø til fremtiden, men uanset hvem jeg spørger, kan de ikke svare på, hvad det indebærer. Jeg ved kun, at den er mægtig. Og meget, meget vigtig for mig. Hver dag bliver jeg bedt om at sikre fremtiden. Jeg er indforstået med, at det er på grund af den, jeg går i skole. Det er også på grund af den, at jeg ikke ryger, når jeg bliver tilbudt det. Og hvis ikke det var for fremtiden, ville jeg heller ikke holde igen med slik, junkfood og alkohol. Tiden er en religion, fremtiden er den store profet, fortiden er dens sidekick, og det er til dags dato den eneste religion, vi nogensinde har kunne finde ud af at enes om over hele verden. Selvfølgelig har jeg end ide om, hvad jeg gerne vil have ud af fremtiden. Jeg har altid ville være forfatter, og jeg vil gerne se så meget af verden som muligt. Jeg vil forlade gå ud af gymnasiet med gode karakterer, og en dag vil jeg barbere mit hår af. En dag vil alle de ting være sket, og hvis ikke, så vil muligheden være forbipasseret. Jeg har lært den ene ting, at man skal passe godt på sin tid, mens man er ung, for det er der, den er mest kostbar. Tidstyve sælger stjålne teenageår for flere millioner kroner. De allerdyreste teenageår er endda dem fra den vestlige verden. Jeg er klar over, at jeg er blevet givet en gave, og jeg agter at beskytte den med min liv – for altså, jeg har ikke rigtig noget valg.

Lige fra jeg var helt lille har jeg haft nogle milepæle i mit liv. Aldrene otte, tretten, seksten og enogtyve har været dem, jeg så mest frem til uden at vide, hvorfor. Der er kun en måned og et år til at jeg runder de seksten, hvilket er den alder, jeg har glædet mig allermest til. Jeg glæder mig til at kunne relatere fuldt ud til The Smiths-citatet ”sixteen, clumsy and shy,” og jeg glæder mig til mit efterskoleår og at kunne købe alkohol lovligt. Med alderen seksten følger der altså visse privilegier. På det seneste er jeg dog begyndt at frygte at blive slemt skuffet, for de andre milepæle har ikke været noget særligt. Sagen er den, at jeg ikke er blevet ældre. Jeg er bare den samme lille pige som hende, der blev fanget af tiden i børnehaven. De otte- og trettenårige er bare blevet yngre, end de var engang. Det er også begyndt at gå op for mig, at jeg snart er færdig med folkeskolen. Jeg husker den dag, jeg gik ud af børnehaven, som var det for blot et par minutter siden, men i virkeligheden er der gået ti år. Mange af de mennesker, jeg kendte dengang, er nu fremmede, og de mennesker, jeg kender i dag, gør jeg mig allerede klar til at miste kontakten med, når jeg kommer på efterskole og videre på gymnasiet. Når det kommer til stykket, betyder det så i virkeligheden noget? Livet, altså. Og tiden. Eller er det i virkeligheden komplet ligegyldigt? For det er vi jo egentlig. Bittesmå prikker i universet. Og alligevel er alting bare så vigtigt.

Vi mennesker har altid prøvet på at opklare mysteriet om tiden. Altid prøvet at formulere den. Skovsyren: ”Tid og sted og hjerteslag – hvad er sket, og hvad står tiden bag?”  og Tv2: ”Gør dog noget, løb for livet, brug dog tiden, elsk hinanden, gør dog noget.” Vil jeg møde tiden, når jeg dør engang? For hvis ja, så skal jeg give den en lærestreg. Vi skal gå en tur i dens have, tage en snak om vejret. Og så slår jeg til. Jeg vil tage den med tilbage til livet og bede den om at give mig det hele tilbage. Så kan jeg prøve det hele igen. Give mig god tid. Sådan rigtigt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...