Flystyrtet

En enkel, kort historie om et søskendepar, der kommer ud for en traumatisk oplevelse. Teenagepigen Klara og hendes yngre bror, Simon, er på vej hjem fra Sverige, hvor de har holdt juleaften. Kun få minutter efter at have forladt den svenske jord, kommer flyet i problemer, og Klara indser, at hun har taget mange af tingene i sit liv for givet. Imens piloten og personalet kæmper for passagernes liv, kommer Klara til at tænke over hendes liv - og overveje, at hun muligvis ikke lever til at se solen stå op på endnu en dag.

1Likes
0Kommentarer
401Visninger
AA

2. Flystyret

     Klokken var kun lidt over otte, da jeg fik placeret mig i et af de bløde flysæder. Mens jeg betragtede de fremmede mennesker kæmpe sig frem og tilbage på midtergangen, fik min bror, Simon, smidt sig i sædet ved siden af mig. Ligesom så mange andre søskende var vores forhold alt andet en søskendekærlighed. Kun på hinandens fødselsdage og ved andre særlige begivenheder kunne vi lade være med at mundhugges som hanløver. For en gangs skyld gad jeg ikke diskutere og sendte ham kun et irriteret blik, inden jeg rettede opmærksomheden mod vinduet til højre for mig. Som sædvanligt havde vi fået en plads ved flyvingen. Min mor var en af de personer, der led af en ukendt sygdom, der gjorde, at hun var enormt overtroisk. Så selvom det generede mig, at jeg næsten kun kunne se flyvingen, måtte jeg nøjes med udsigten af en flyvinge. Hvis man så forbi den irriterende, hvide vinge, lå der et tykt tæppe af sne i horisonten, mens der på lufthavnens kørebaner kun var det smattede tøsne tilbage. Jeg kunne ikke lade være med at ønske, at sneen for længst var forsvundet i Danmark, så jeg ikke behøvede at gå med en tyk jakke og fire trøjer, når jeg skulle starte i skole igen. Skolen var i forvejen det, jeg glædede mig mindst til, så det ville ikke hjælpe, at jeg blev nødt til iklæde mig noget tøj, der var alt andet end selvtillidsstyrkende.

 

Mens jeg sad i mine egne tanker, måtte tiden være fløjet af sted, for ud af højtalerne bragede pilotens stemme. Han havde en underlig, svensk accent, som jeg – på trods af to uger i Sverige – ikke forstod det mindste af. Jeg opgav hurtigt, at høre efter hvad der blev sagt, og begyndte i stedet at kæmpe med at få sikkerhedsselen på. Jeg lod til at være den eneste, der havde problemer med dette, da Simons grin rungede gennem flyet, da han fik set hen på mig. Som forventet hjalp han ikke til, men heldigvis fik jeg i samme øjeblik sat selen på plads med et lille klik og vendte irriteret blikket mod bogen i min hånd. ”The Hunger Games”. En bog jeg havde læst tusind gange før, men stadig kunne opdage nye ting i hver gang jeg læste den. Jeg slog op på side 79 og nåede kun at læse et par enkelte linjer, inden skærmen foran mig begyndte at lyse. Jeg kiggede op på den med et overrasket blik, men kun for at se, at det bare var sikkerhedsvideoen. Jeg himlede lidt med øjnene. Eftersom vi nok næppe ville styrte ned, kunne jeg ikke se nogen grund til at bruge tid på at se filmen. I stedet rettede jeg igen blikket mod bogens sider.

    

Der var kun gået et par minutter, da jeg begyndte at kunne mærke flyet bevæge sig en smule mere, end det egentlig burde. Min første indskydelse var, at tiden endnu en gang var fløjet af sted, og at vi nu skulle til at lande. Jeg smækkede lydløst bogen sammen og knejsede lidt med nakken. Jeg kiggede hen på Simon, der sad og kiggede lige ud i luften med et chokeret ansigtsudtryk. Jeg rynkede undrende øjenbrynene. Eftersom han, ligesom mig, havde fløjet et par gange før, burde han ikke være bange for endnu en landing. Men hans forskrækkede blik sagde noget helt andet. Hans åbenlyse skræk må have smittet mig, for straks efter kiggede jeg rundt på de andre mennesker med et desperat blik. Langt de fleste havde det samme ansigtsudtryk som min bror. Forskrækkede, chokerede og skrækslagende blikke stirrede enten frem mod flyets front eller mod deres sidekammerater. Jeg rystede lidt på hovedet og vendte blikket ned mod mine sko. ”Det her må være end drøm,” mumlede jeg for mig selv. Det overbeviste mig ikke meget, så jeg rettede igen blikket mod Simon. Denne her gang var mit blik lige så skræmt som hans. Han må have opfanget min usikkerhed, for inden jeg overhovedet nåede at åbne munden, svarede han. ”Piloten vil lave en nødlanding,” mumlede han begyndende. ”Det var noget med, at vingerne ikke var fri for is eller et eller andet,” fortsatte han. Jeg stirrede forfærdet på ham, som om han var et rumvæsen. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg skulle dø som teenager. At jeg ikke engang ville nå at vise mine julegaver til mine venner og veninder. At min syvårige bror ville dø med mig. Det var som om, at det i det øjeblik gik op for mig, at han trods alt var min bror. At han måske ikke var så slem, som jeg gik og troede. Jeg kunne mærke tårerne presse på og lagde en beroligende arm rundt om ham. Det var som om, at han bare havde ventet på en trøstende hånd, for han begyndte med det samme at græde. Det var ikke en vild og larmende gråd men små, skrækslagende klynk. Jeg tyssede lidt på ham, for at fortælle ham at det var okay, at han var bange.

     Der gik kun et par enkelte minutter mere, inden der kom endnu en besked. Denne gang hørte jeg det heldigvis. Eller jeg fattede i hvert fald budskabet. Damestemmen fortalte os, at vi skulle læne os fremad og tage maskerne på. Jeg puffede lidt til Simon, der med det samme gjorde, som han fik besked på. Først derefter gjorde jeg det. Det var som om, at alle flypassagerene tav og ventede på det næste, der skulle ske. Stilheden før stormen. Tankerne fløj gennem mit hoved, men den eneste tanke jeg rigtigt havde fokus på, var om vi ville overleve. Selvom det nok var meningen, at vi skulle holde armene ind til kroppen, rakte jeg alligevel en beroligende hånd hen mod Simon, der med det samme tog den.

     Efter et lille stykke tid begyndte lyden af træer mod metal at fylde mine ører. Lyden af flyet der trampede træerne i en skov ned. En endnu højere lyd lød til højre for mig. Jeg bekæmpede nysgerrigheden, der ville have mig til at se ud af vinduet. I stedet holdte jeg lukkede øjnene, da et stød gik gennem flyet. Det må have været, da vi landede, for dernæst var det som om, at vi kurede hen af sneen i en kæmpe slæde. Dog varede den lettede følelse kun et par sekunder, for pludselig stoppede den glidende følelse og blev i stedet erstattet af små bump, der kunne tyde på, at vi var ved at standse. Dog virkede flyet ikke så tungt. Selvfølgelig havde det aldrig føltes tungt for mig, men følelsen af at vi var lettere fyldte mig. Jeg kunne ikke længere bekæmpe nysgerrigheden og åbnede øjnene. Jeg lænede mig en smule til siden, så jeg kunne se forbi sæderne foran mig. Et forskrækket gisp undslap, da jeg opdagede, at der kun var tre sæderækker foran mig. Dernæst var der et kæmpe hul. Det eneste der afholdte mig fra at bryde sammen i gråd var, at vi ikke længere bevægede os. Jeg ventede i spænding på flammerne, som altid plejede at blusse op efter et flystyrt på film. I stedet begyndte folk at sætte sig rigtigt i sæderne igen, hvilket jeg ligeledes gjorde. Ingen sagde noget. Det eneste man kunne høre var lyden af små børn, der skreg og klynkede, mens deres forældre prøvede at tysse lidt på dem. Jeg rettede blikket mod Simon, der også havde sat sig op i sædet. ”Er du okay?” spurgte jeg automatisk og slap hans hånd. Selvom han ikke så ud til at have taget skade af landingen, kunne jeg ikke lade være med at spørge. Til min store lettelse nikkede han, hvilket fik mig til at sukke lettet op. I det samme rejste en stewardesse sig op et stykke fra os. Jeg kunne ikke se, hvad hun lavede, men lidt efter bad hun os om at tage maskerne af og bevæge os mod døren, som hun lige havde åbnet. Folk begyndte straks at kæmpe sig mod udgangen i en stor forvirring. Til alt held passede folk for det meste godt på ikke at vælte hinanden, så vi kom let hen til døren. En kæmpe, gul rutsjebane var blevet foldet ud ved døren. Jeg studerede nøje personerne foran mig, da de rutsjede ned af rutsjebanen. Da jeg fik tegn til at rutsje ned, gjorde jeg det med det samme. Da jeg kom ned fra rutsjebanen, blev jeg mødt af Simon, som jeg trak væk fra flyet. Da vi kom hen til den store gruppe af mennesker, blev vi mødt af en redningsmand. Han havde en stor taske på ryggen og så – overraskende nok – meget roligt ud. ”Er I okay?” spurgte han, mens han fandt to tæpper frem fra tasken. Både Simon og jeg nikkede og tog tæpperne rundt om os. ”Vi vil tage jer med til hospitalet, for at være sikre på at der ikke er sket jer noget,” forklarede han begyndende. ”Har I jeres forældre med?” spurgte han. Jeg nikkede kort som svar. Han begyndte at gå og gjorde tegn til, at vi skulle følge med. ”Hvis I går hen til politimanden derhenne, vil han ringe til jeres forældre og følge jer til hospitalet,” sagde han og pegede hen på politimanden foran os. Jeg nikkede endnu en gang, selvom ingen vist lagde mærke til det. Selvom situationen var ret kaotisk, virkede det som om, at det værste var overstået nu. Nu handlede det kun om at komme hen til politimanden, som ville hjælpe os videre. Videre, så vi kunne komme hjem til Danmark. Om der så var sne eller ej, glædede jeg mig til det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...