Donna Michel Calder Tomlinson - The daghter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2015
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Navnet er Donna, Donna Michel Calder Tomlinsom. Jeg er en 13 årig, normal, pige, fra London. Eller det kommer an på, hvad din definition af normal er? Hvis det er Louis William Tomlinsons & Eleanor Calders, skøre, adopterede, møgunge af en Donna Tomlinson at være, så er jeg helt normal… Ej sjov, dårlig humor er mit andet mellemnavn ud over Michel… Nå, men velkommen til mine tanker og livet, som adopterede datter, af Louis Tomlinson og Eleanor Calder.

13Likes
20Kommentarer
2214Visninger
AA

5. Kapitel 3

Jeg slipper Louis' hånd i det han trækker ned i håndtaget - for seriøst, så behøves deres førstehåndsindtryk ikke være, at jeg er et lille barn, som ikke kan tørre sig selv i røven - okay to much Donna, to much. 

Louis vælger bare at vade ind med sko og det hele på, så må man virkelig føle sig hjemme, bumbum...

Muligvis kender jeg ikke til opdragelse og har aldrig gjort det, men én ting jeg har lært det er at man tager skoene af. Jeg var lige ved at få traumer, da jeg besøgte Louis' mor første gang, men jeg skulle seriøst tisse, så jeg tænkte da ikke lige over at smide mine, ellers "rene" kondisko, shit man hun fik mig til at få gåsehud. 

Deres studie er lidt alla en lille lejlighed - der er en entreen og noget der nok er en stue, og ellers forskellige døre.

"Donna! Prinsesse kom lige her" fedt Louis William Tomlinson... der gik min plan så i vasken om, at jeg ikke ville udstå, som en der ikke kunne tørre sin egen røv...

Jeg lister på lette tæer ind i det der minder om en stue, og 2 par brune, 2 par blå og 1 par grønne øjne kigger på mig, hvilket får mig til at skutte mig lidt, for no shit så er det pænt akavet...

Pludselig rejser ham med blå øjne og blond hår sig, hvilket får mig til at gå et skridt tilbage af ren forskrækkelse. "Er jeg virkelig så skræmmende!?" siger han muntert "- I øvrigt hedder jeg Niall", smiler han, og ryster min hånd et par gange. Den næste jeg møder, har nogen brune gavmilde øjne "Liam, dejligt at møde dig Dorthea!" smiler han, normalt havde jeg hastigt rettet ham, men skidt pyt altså. En latter lyder højt for min øregang, og hvis det skulle være nogen overraskelse, så er det Louis der er døende over, at hans ven kalder mig Dorthea. "Hun hedder Donna Michel Calder Tomlinson" siger han kækt og ligger tryk på Donna, og ikke mindst Tomlinson... Jeg hilser på de resterende drenge, som hedder Zayn og Harry. "Nå drenge, vi burde til at få skrevet nogen sange!" siger Liam i et muntert tonefald, "I skal nok få ro! Jeg er nemlig sulten - Vi ses" og inden de når at sige noget videre til det er jeg smuttet ud af døren. Jeg når endda ud på gaden, inden min mobil ringer...

 

*Louis' POV*

"Wow... Fan er hun i hvert fald ikke" sukker Zayn, som ser bedrøvet ud "- Hun virkede i hvert fald ikke til at kunne udstå os" forsætter Niall, i et lige så trist tonefald, inden de når at få mere ondt i selvtilliden afbryder jeg dem "Drenge, hun havde aldrig hørt vores musik før, at jeg spillede den for hende, og bye the way, så synes at det lød hammer godt. Men det andet, hun var også sådan da hun mødte El og jeg første gang, meget sky! Hun har haft en barsk fortid, som kun Donna kender til... Det er derfor at jeg så gerne vil have, at I skal være hendes anden familie! For jeg ved at I kan hjælpe hende på den ene eller anden måde"... Drengenes ansigt bløder lidt op - ikke meget, men lidt. Zayn går ud i gangen, enten for at spise eller for at gå på det lille hus "Louis, bruger du str. 35 i sko" lyder hans grinende stemme, "Øh... Ja" siger jeg sarkastisk, "For ellers tror jeg, at prinsessen er rendt ud i byen uden sko og jakke på!" Say what, hvordan kan det lade sig gøre?! Suk, for helvede Donna! Jeg taster det velkendte nummer ind, og en biptone lyder for min øregang, inden jeg jeg hører en lys stemme "Det er Donna", "Hvad har du på fødderne?" Spørger jeg muntert med et grin i stemmen. "Øh... Jeg kommer lige op igen.." siger hun og ligger på.

Den unge er seriøst mærkelig engang imellem.

 

*Donnas POV*

Oh my Godness, hvem er så dum at gå udenfor uden sko, Det er sgu da kun dig, Donna, der gør det... RIP mig og min værdighed... Jeg løber op ad trapperne og ind i studiet, hvor drengene sidder med papir og noter, de skriver sikkert sange, men de er åbenbart ikke så fokuseret, at de ikke bemærker, at jeg kommer ind, for alles øjne vender mod mig... Godt klar over, at jeg må ligne en tomat, står jeg bare og kigger på mine fødder.. "Prinsesse bliver du ikke her - please!" siger Louis med en blid stemme og klapper på sid skød, som tegn på at jeg skal sætte mig. Jeg lister stille over og sætter mig, så jeg har hovedet op ad hans skulder. Selvom jeg ikke vil indrømme det, så er det første gang i lang tid - Nej ligemeget. "El, Sophia og Perrie kommer om en lille time, så spiser vi allesammen her" siger Louis muntert. "mh hm". Jeg ligger mega godt her, mens jeg sidder og studere Louis' noter. Verden lukker ligesom af, og jeg kan høre drengens snak i baggrunden, men ikke noget jeg sådan rigtigt registrerer. "Donna? Vil du ikke fortælle lidt om dig selv?" siger en stemmer, som får mig til at slå øjnene op og kigge rundt, indtil Zayn vinker til mig, som tegn på, at det var ham der stillede spørgsmålet. Jeg kan mærker blodet løbe rundt i mine kinder, og et lille latter udbrud udløses fra drengene - hvor fanden er mit selvsikre jeg blevet af?! "Øhm... Hvad vil I vide?" siger jeg med et skævt smil "Bare så meget, som du har lyst til at fortælle" lyder det med en irsk accent, og mit blik lander på Niall, som har et stort smil om læberne, "Tjoh... Jeg hedde Donna Michel Calder Tomlinson, jeg er lige fyldt 13 år, kommer fra Danmark" Puha... jeg burde virkelig overveje at lære at trække vejret engang imellem, Lou og de andre griner lidt af min talestrøm "Hvad hed du, da du boede i Danmark?" Spørger Harry nysgerrig "Tamaria Sally Glorie Petersen" siger jeg og giver ham et lille smil. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...