Når Menneskelighed Slutter

Når Menneskelighed Slutter er en novelle om en soldat, der bliver stillet over for den ultimative prøve - skal han gøre, som de overordnede befaler, eller som hjertet råder ham til?

3Likes
2Kommentarer
292Visninger
AA

2. Når Menneskelighed Slutter

Hvad skal der til, før vi holder op med at være mennesker? Det spørgsmål er jeg aldrig blevet konfronteret med før. Ikke før nu...

   Den frosne sol prøver desperat at brænde gennem de grå skyer, den står som en gul kugle over hovedbygningens sandfarvede tag. Jeg ser på drengen foran mig. Han kan umuligt være ældre end mig. Ikke engang over sytten. Jeg står med maskingeværet i hånden. Ryster ikke. Jeg er kun til stede fysisk. Psykisk er mine tanker i vildrede. Små mænd løber rundt i højeste beredskab i min hjerne, råber og skriger, prøver at blive samlede.

   Lad mig fortælle dig om min dag. Jeg vågnede en halv time før tid, klokken 04:30. Jeg lå lidt og smilede i min køje. Stod op og trak i uniformen. Det var i dag. Det var i dag, jeg skulle til den sidste prøve.

   Jeg har været i træning siden jeg kom ind som attenårig. Jeg anede ikke, hvad jeg ville med mit liv. I dag var dagen, hvor jeg endelig skulle stige i graderne. Ikke mere "Rekrut Stepan Ivanov", nej nej, fra i dag af ville jeg være "Soldat Stepan Ivanov".

   Jeg spiste min morgenmad som alle andre dage, fik Klyukva ovsyanaya[1], gik i bad, barberede mig og vandrede spændt rundt på kasernen. De andre blev kaldt op. De ældre soldater drillede mig lidt med, at hvis jeg ikke klarede den sidste prøve, ville jeg blive smidt ud.

   Den intellektuelle prøve havde jeg bestået, ikke ligefrem med bravur, men jeg havde bestået. Den fysiske var gået helt fint, jeg var hverken den første eller sidste gennem forhindringsbanen.

   Så kom tidspunktet, hvor general Ivan Vladovski kaldte mig ud på Pladsen. Jeg rejste mig fra bordet i messen, hvor jeg sad med nogle af mine kammerater. De havde alle gennemgået prøven. Den var hemmelig, ingen andre end de soldater, der allerede havde været igennem den, måtte overvære den. Jeg gik stift hen mod dørene til Pladsen, det store træningsområde midt i den firkantede kaserne, prøvede at styre mit smil. Nu skulle jeg være soldat!

   Ude på pladsen stod generalen og en håndfuld soldater. Generalen havde hænderne samlet på ryggen og så på mig, soldaterne gjorde honnør og så stift ud i luften. De havde sorte klæder for munden, maskinpistolerne var i deres hylstre. Synkront satte de hænderne bag ryggen som generalen, stod med let spredte ben. Så stadig lige ud i luften.

   Jeg stillede mig foran generalen, gjorde honnør og så ud i luften. Soldaterne stod bag ham. Mit hjerte hamrede af spænding. Jeg kunne hverken se pigtråd, forhindringsbane, målskiver eller lignende. Bare generalen og soldaterne. Nærkamp? Nej, det havde jeg allerede været igennem.

   "Rekrut Ivanov," sagde generalen spyttende. "De har været her på kasernen i et år nu. Tror De, at De er klar til at træde ind i Moder Ruslands stolte hær?"

   "Javel hr. general!" sagde jeg tydeligt. Samlede hænderne på ryggen.

   "Tror De?!"

   "Javel Hr. general!" sagde jeg endnu højere. Generalen klukkede kølig.

   "Da[2], vi får se..." Han spankulerede hen til en af soldaterne. Mumlede noget. Soldaten gjorde honnør.

   "Javel hr. general," sagde soldaten stille tilbage. Han og en anden marcherede ind i kasernen. Generalen vendte sig mod mig, så mig ind i øjnene. Den høje mand lugtede af tobak. Rygning er ikke tilladt på kasernen, så lugten undrede mig kort. Men så begyndte han at tale.

   "I Deres sidste prøve, skal De bevise deres loyalitet over for Moder Rusland." Generalen begyndte at marchere frem og tilbage foran mig. En sveddråbe kildede mig på panden. "En soldat skal ikke bare være fysisk stærk, standhaftig, trofast, loyal og pålidelig! Vigtigst af alt, skal han kunne handle uden tøven! Han skal kunne følge en ordre!" Portene i den anden ende af Pladsen gik op. De to soldater kom ind, de marcherede med en anden person mellem sig.

   Den anden var ikke uniformeret. Han havde bind for øjnene og knebel i munden. Mine hænder blev klamme. Jeg sank en klump. Hvad var nu det her?

   Generalen gik soldaterne i møde, tog fat om det reb, der bandt den fremmedes hænder bag hans ryg, og trak ham hen til mig. Tvang ham ned på knæ foran mig.

   "En god soldat skal ikke tøve med at følge en ordre," sagde generalen lidt mildere. Stadig udtryksløst. En af soldaterne gav mig en maskinpistol i hænderne. Jeg blev et øjeblik slået lidt ud af fatning. Han ville da ikke... Jeg skulle vel ikke... Generalen nikkede mod den fremmede. Rev hans bind og knebel væk. "Dræb ham."

   Og det er så dér, vi er nu. Drengen sidder på knæ foran mig, han ryster og skælver. Hans sorte hår er fedtet og beskidt, han har et sår på læben, bløder lidt fra næsen og øjenbrynet. Han er en smule lilla ved det ene øje. Jeg rynker panden. De små mænd i mit hoved er så småt ved at få styr på hinanden. Jeg blinker, kommer langsomt til mig selv. Jeg ser på generalen.

   "U-undskyld, chto[3]?"

   "Dræb ham." Jeg ser igen på drengen. Han græder lidt, tør ikke se op. Jeg prøver at tænke det her igennem. Det må være en test i testen. Ja, ja, det må det være. Jeg skal kunne vælge rigtigt frem for forkert. "Dræb ham, rekrut." Drengen ser lidt op. Vi får øjenkontakt, bare et kort øjeblik. Hans øjne er blanke, det ene kan ikke åbnes lige så meget som det anede. "Rekrut, er du døv? Skyd ham, så er du inde."

   "Med al respekt, hr. general, men hvad har han gjort?" Generalen ser koldt på mig. Jeg kan mærke det. Hans blik bider sig ind i min hud, selvom jeg ikke kan se ham.

   "Ingenting. Han er civil, fra den nærliggende landsby. Gør det så." Jeg ser på ham igen. Civil? Jamen... Jamen, han er da russer? Som mig, ikke? Er det ikke dem, jeg skal beskytte? Mit folk? Mit land? Hvorfor... Hvorfor?

   "Jamen..."

   "Min tålmodighed svinder, rekrut! Er De inde eller ude?" Drengen ser på mig. Han åbner munden, skal til at sige noget. Men en soldat slår ham omkuld med enden af sit gevær. Drengen ligger og sprutter lidt på jorden. Så bliver han trukket op igen. Han ser bange på mig. Holder mine øjne fast.

   Mændene i mit hoved arbejder på højtryk. På et splitsekund har jeg en tale klar. En tale om ligestilling. En tale om, at bare fordi vi har magten til at tage et liv, bør vi ikke gøre det. At man som soldat lever af folkets tillid og håb, og at vi, ved at dræbe dem, kun sårer os selv.

   Jeg skal til at åbne munden, lade de små mænd tale for en sag, jeg ikke selv ved noget om. Men drengen foran mig komme mig i forkøbet, med taledelen, altså.

   "Jeg beder Dem, sir, vær sød, De må ikke slå mig ihjel! Jeg er den eneste til at forsørge min familie, uden mig dør de alle fire! Vær barmhjertig, min far kan ikke arbejde mere, han..." Drengen bliver slået ned igen, denne gang rammes han i hovedet. Generalen løfter hånden, soldaten, der slog drengen i hovedet, træder væk igen.

   "Det er godt. Rekrut, gør det færdigt, nu! Min tålmodighed rækker ikke længe, hvis De forstår." Drengen græder, han hulker lidt. Sidder med bøjet hoved og venter på, at jeg skal gøre det forbi.

   Alle dem, jeg har siddet til bords med det sidste lange stykke tid, alle de kammerater, jeg har fået på kasernen... Har de alle dræbt en uskyldig? Det nægter jeg at tro.

   "REKRUT!" Generalen råber. Det er aldrig godt, når generalen råber... Jeg krymper mig. Synker en klump. Retter ryggen, ser ud i luften, tager en dyb indånding. Skyder brystet lidt frem.

   "Med al respekt, hr. general," siger jeg. Åh, hvad laver jeg dog?! Jeg er ved at dømme mig selv til døden! "Jeg vil ikke aflive en uskyldig."

   "Rekrut, De..."

   "Hr. general!" Jeg ser på Vladovski. "Vi er her for at beskytte de civile! Hvis vi begynder at aflive dem, er vi ikke bedre end de fjender, vi..." Generalen hæver hånden, jeg tier. Drengen bliver hevet på benene. Så kom der da noget godt ud af det... Jeg tager fejl.

   Generalen tager geværet fra mig, retter det mod drengens tinding. Drengen gisper og lukker øjnene, trækker vejret hæst og overfladisk. Jeg ser lamslået på generalen. Ryster stille på hovedet.

   RA-TA-TA-TA-TA. Benene vakler. Blodet løber ned over drengens krop. Han ser sløret på mig. Jeg er lammet. Han falder til jorden. Ligger lidt og ser ud i luften. Så bliver hans blik tåget. Til sidst forsvinder det helt. Generalen ser på mig.

   "Sådan skal det gøres, sop[4]." Koldt... Hvordan kan man være så hjerteløs? Liget bliver ikke engang fjernet. Det skal vel ligge til skue. Ædes op af krager, indtil kun knogler ligger tilbage på den rødfarvede jord. Jeg ser på det. De tomme, åbne øjne. De stive fingre. Det store, sorte hul, der er dukket op på siden af drengens hoved. Jeg ser på generalen. Han ser køligt på mig. "De skal være væk i aften. Hvis De nævner noget at dette for nogen, vil De og Deres familie blive fundet og fjernet. Forstår De?" Jeg nikker en millimeter. Generalen nikker. "De kan bare lægge Deres uniform på Deres køje. Træd af." Generalen snurrer rundt på hælene og går. Soldaterne bevæger sig synkront, præsenterer geværer, vender sig om og marcherer efter ham. Jeg står og kigger på liget. Over mig kan jeg høre ådselsfuglene fra ødemarken, der venter på, at jeg går, så de kan spise.

   Der er ingen, i dette fort, der længere har en smule menneskelighed tilbage i sig. Jeg sætter mig på hug og lukker drengens øjne. Retter mig op. Går min vej.

 

[1] Tranebærgrød

[2] "Ja" på russisk.

[3] "Hvad" på russisk.

[4] "Pjok" på russisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...