Cody

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2017
  • Opdateret: 5 okt. 2017
  • Status: Igang
Ung kærlighed, ung drama, fortid, fremtid, problemer... Mange problemer, følg med og få svar.
//Du følger Emma Hathaway, pigen med store drømme, pigen til en mor der har et knust hjerte, pigen til en far der er bøsse, pigen der forelsker sig i Cody Roberts.

25Likes
11Kommentarer
3883Visninger
AA

3. Tre

Min mor og jeg har ikke snakket, siden jeg kom hjem fra turen. Hun ved ikke at jeg har planer for i aften og jeg ved ikke om, hun har nogle planer for i aften. Min mors date er for længst taget hjem, men alligevel lister jeg ned af trappen. Hun sidder i stuen og ser Danmarks næste topmodel. Jeg fnyser og sætter mig ved siden af hende. Min mor syntes at det er latterligt, at de nu både er piger og drenge. Før i tiden var det nemlig kun piger. Jeg syntes det er fedt. Men jeg kan nu allerbedst lide curvy modeller. Jeg er selv høj og slank, men jeg syntes stadig at det er pænt at være curvy.

”Jeg har planer for i aften. Jeg bliver hentet klokken otte”, informere jeg min mor. Hun ser på mig og smiler tilfreds.

”Hyg dig”, er det eneste hun siger. Jeg bliver skuffet. Hvorfor giver hun mig ikke et tidspunkt, jeg skal være hjemme på? Hvorfor spørger hun mig ikke med hvem, eller hvor jeg skal hen? Jeg sukker og rejser mig. Min mor magter ikke engang at stille spørgsmål til mine suk, hun er fuldstændig opslugt af fjernsynet.

Jeg skynder mig op af trappen. Klokken er halv syv. Som en normal teenager pige burde jeg mindst bruge to timer på at gøre mig klar, men jeg har kun halvanden. Karma ville have fået et panisk anfald, hvis hun var mig lige nu. Men jeg har faktisk ikke brug for særlig meget tid. Jeg har været i bad og behøver ikke et nyt. Mit tøj består af en sort T-shirt og smækbukser. Jeg ved det, jeg burde have en kjole på, mit tøj burde bestå af det pæneste jeg har. Men jeg har ikke lyst til at have det på. Jeg føler mig meget tilpas i det her, og det er ikke værst. Jeg laver min makeup meget naturlig. Mit hår lader jeg hænge løst. Jeg har nu brugt en time, jeg har en halv time endnu. Jeg beslutter at bruge de 30 minutter fornuftigt. Så dobbelt tjekker jeg mig selv i spejlet. Da jeg godkender mig selv, tager jeg mit kamera om halsen. Min telefon ligger jeg i den ene lomme, i mine smækbukser. Min mor står spændt for enden af trappen, hun stråler op da hun hører mine skridt. Men skuffelsen rammer hende dog, da hun ser mit outfit. Hun gør intet for at skjule skuffelsen.

”Er det, det?” Spørger hun og lægger hovedet på skrå. Jeg nikker. En af grundende til mit udvalg af tøj, er også for at irritere min mor, og for at bevise hende, at man ikke behøves en sindssyg makeup, det fineste tøj og hår, for at tage på date. Nogle gange skal man tage det på man er tilpas i, og hvis personen du skal på date med er utilfreds, så er det ikke dit problem. ”Der er et kvarter til at klokken er otte, vi kan godt nå at få dig ned i en pæn kjole”, hun er på vej op af trappen, men jeg stopper hende. Jeg ryster på hovedet. ”Emma, jeg siger ikke det her for at være ond, jeg siger det fordi at jeg er din mor, og fordi jeg ønsker dig det bedste, skift tøj”, jeg bliver sur, stik hamrende tosset.

”Nej”, siger jeg og fortsætter ned af trappen. ”Vil dig det bedste”, gentager jeg. ”Så det bedste er at jeg skal tilfredsstille en fyr?” Spørger jeg efterfølgende. Hun når ikke at svare, før jeg fortsætter: ”Du er min mor, du burde fortælle mig at jeg ser godt ud, at jeg seneste skal være hjemme klokken et eller andet, at jeg skal passe på mig selv, du skal sige alt det en mor skal sige!” Nu er min mor irriteret.

”Jeg vil jo bare ikke have at du ender som mig!” Råber hun af irritation.

”Ender som dig?” Råber jeg tilbage.

”Alene”

”Alene?” Gentager jeg. ”Mor, du er femogfyrre år, det er ikke gammelt! Du er heller ikke alene, du har mig og du har Elvis, du har også far, det er kun dig der står i vejen for et venskab med ham, far har flere gange prøvet, men du er så kold og afvisende. Tag dig sammen!” Jeg bliver så rasende at jeg går ud, og jeg smækker hoveddøren så hårdt jeg kan. Hun følger ikke efter mig, det forbavser mig ikke. Hvorfor skulle hun i det hele taget magte det? Jeg sætter mig på trappen og venter. En sort truck stopper foran vores hus. Jeg tøver ikke et eneste sekund. Jeg skynder mig bare at gå hen til trucken. Jeg burde se den an, men jeg er ligeglad, jeg skal bare væk, nu. Jeg åbner hurtigt bildøren, og sætter mig ind. Vores øjne mødes og jeg glemmer med det samme mit skænderi med min mor og hvor rasende jeg er. Det er som om at jeg er en gryde, der er ved at koge over, men Cody skruer ned for komfuret, så jeg er i den perfekte temperatur. I dette tilfælde, det perfekte humør. Hans øjne er så vidunderlige. ”Hvor skal vi hen?” Spørger jeg. Cody svarer ikke. Han ser ned på mit kamera, og så smiler han. Vi er stille. Hvorfor kommunikere vi aldrig? Jeg griner over stilheden, han gør det samme. Det varer ikke længe før den store truck standser. ”Er vi her allerede?” Spørger jeg og ser på Cody, han nikker tilfredsstillet. Så ser jeg ud for at orientere mig. Odense kunstgalleri, hvad laver vi her? Cody stråler op, så jeg skjuler sandheden for ham og smiler i stedet. ”Fedt”, siger jeg og undgår at virke alt for skuffet. Han skynder sig ud af bilen og åbner bildøren for mig. ”Fornemt”, kommenterer jeg og blotter mine tænder. Han tager min hånd og fører an. Da vi når hen til indgangen, tager jeg en hånd ned i hver sin lomme, selvom jeg ikke har penge med, jeg leder alligevel, i håb om at der er en gemt pengeseddel eller en masse mønter. Cody lægger forsigtigt sin venstre hånd oven på min højre, som tegn på at jeg skal stoppe, jeg ånder lettet ud. ”Jeg har alligevel glemt dem”, indrømmer jeg, han sender mig et venligt blik som svar. Han betaler, derefter tager han igen min hånd og fører mig ind i den kæmpe bygning. Jeg er hurtig til at beslutte, at det her ikke siger mig noget som helst, overhovedet. Men jeg er tvunget til at give det en chance. Vi går rundt og ser på de forskellige malerier, jeg er måske lidt for hurtig til at gå videre. Jeg spotter en bænk lidt længere henne. Jeg tager føringen og går hen til bænken. Cody og jeg sætter os. Vi sidder foran et kæmpe maleri, det er pænt, virkelig pænt. Men jeg kan ikke tilføje flere ord til billedet.

”I to”, siger en fremmede stemme, med en accent, vi vender os synkronisk om og ser en ældre herre stå med hovedet på skrå, issen skinner og et kæmpe smil breder sig på hans læber, han er iført jakkesæt og slips, som min mormor ville have sagt: ”Sikke en nydelig mand”, og så ville hun have smilet pænt til ham, måske endda hilst. Begge mine bedste forældre er desværre afgået med døden. Men det er lang tid siden, så det påvirker mig ikke rigtig mere. ”Er i sammen?” Spørger manden og træder forsigtigt et skridt tættere på, jeg prøver at gennemskue hvor den accent kommer fra. Jeg når først lige at åbne munden for at svare, men Cody kommer mig i forkøbet og begynder at nikke. Jeg smiler nervøst. ”Må jeg have lov?” Spørger han så og peger på mig. Der går lidt før, at jeg opdager, at det ikke decideret er mig, manden peger på men på mit kamera. Jeg ser på Cody, som nikker. Det får mig til at tage mit kamera af og række det hen til manden. ”Merci”, siger han og tager i mod kameraet. Fransk accent, det er en fransk accent. Manden tager kameraet op til sig og ser gennem linsen. ”Nej, nej, nej”, små griner han. ”Vend jer om, vær naturel”, jeg elsker at han tilsætter et fransk ord til sidst i sin sætning. Vi gør som han siger, og vender os om. ”Merci”, siger manden igen kort tid efter, vi vender os endnu engang om, jeg tager i mod kameraet.

”Nej, vi takker”, siger jeg og smiler. Manden bukker svagt, og vender sig om og går, han forsvinder da han drejer til højre. Jeg tager billedet ud af kameraet, da det er færdigt. Vi betragter det begge.

”Vi er gået forbi mindst tyve malerier, du har ikke taget et eneste billede. Besvar”, endelig siger han noget.

”Skal jeg være helt ærlig?” Spørger jeg, Cody nikker. ”Malerier, bare kunst interessere mig ikke, på nogen måde. Ja, det er smukt, det er flot at man kan male sådan, men det siger mig, intet”, jeg er klar på det værste, men Cody fortjener sandheden, så det er hvad han får.

”Gudskelov”, jeg ser spørgende på Cody. ”Jeg troede at du gik op i det. Ikke at der er noget galt med at gå op i kunst, men det siger virkelig heller ikke mig noget”, jeg begynder at grine, det samme gør han. Så tager Cody fat i min hånd. Han nærmest hiver mig op af bænken, sammen løber vi afsted, og det er som om, at vi begge er enige om, at vi bare ikke kan komme hurtigt nok ud af den her bygning. Jeg får helt sidestik, så meget griner jeg, eller også er det bare fordi at min kondition er dårlig. Da vi når hen til trucken ånder vi forpustet ud.

”Hvad så nu?” Cody klør sig i håret.

”Plan B”, siger Cody og ser rundt, sikkert for at finde på et eller andet. ”Vi tager hjem til mig”, udbryder han pludselig. Jeg nikker som svar og sætter mig straks ind i bilen, han gør det samme. ”Det var da sygt så deprimeret der var derinde”, jeg griner. ”Hvis ikke du interessere dig for billeder og den slags, hvad sker der så for kameraet?” Jeg betragter, hvordan Cody tænder bilen. Hvordan han fokuserede bakker ud af parkeringspladsen.

”Du må ikke grine”

”Jeg lover, at jeg ikke griner”, svarer Cody.

”Der er to grunde”, fortæller jeg. ”Okay, hvad nu hvis jeg vågner op i morgen og er dement? Tænk hvis jeg ikke kan huske min fortid. Min løsning er at så kan jeg se på billederne, enten kan min mor fortælle det, eller også så står det på”, Cody nikker. ”Anden grund. Det er vel bare en af mine måder at få øjeblikket til at vare evigt på”, afslutter jeg.

”Jeg vidste at du var anderledes”, jeg smiler tilfreds ”Anderledes på en god måde”, pointere han. For engangskyld snakker vi under hele køreturen, og jeg nyder det. Rigtig meget. Pludselig standser vi. Endnu engang åbner Cody døren for mig. Han bor i en lejlighed. Han går forrest, den her gang er min hånd ikke i hans. Vi går ikke op af mange trapper, før at han standser ved en dør. ”Damerne først”, siger han og træder til side, så jeg kan gå ind. Jeg tager mine sko af og stiller dem pænt til siden. ”Bare føl dig hjemme”, siger Cody. Jeg nikker og ser mig omkring. Lejligheden er lille, men flot. Meget luksuriøst. ”Kom”, siger Cody og fører vej ind til stuen. Så tager han en masse tæpper og pudder. ”Holder du det?” Jeg nikker. Han rækker mig så meget som jeg kan bære, resten tager han. Så går han hen og åbner en altandør for mig. Altanen er lille, men passende. Cody er hurtig til at tage tæpperne ud af hænderne på mig, puderne har han allerede smidt ned på jorden. ”Hvis du sørger for at lægge det her, lige som du ønsker det, så henter jeg lige noget”

”Okay”, Cody forsvinder ind i lejligheden igen. Jeg går i gang med at lægge tæpper og pudder pænt. Jeg kommer dog i et lille dilemma med mig selv. Hvor tæt skal puderne være på hinanden? Jeg løser dilemmaet ved bare at ligge dem overalt på jorden. Cody dukker op med en bakke. Der er jordbær, en kande med saftevand, to glas og en bunke servietter. Han stiller bakken på jorden. ”Tag plads”, siger jeg. Cody sætter sig ned, jeg gør det samme. Kun bakken er imellem os. Selvom det er en lille bakke og at jeg bare kan flytte den, så virker den som en ond lille mur, som på en eller anden måde bare ikke kan brydes. For at bryde isen mellem os, tager jeg et jordbær. ”Hvor er dine forældre?” Spørger jeg.

”Min mor er sikkert på arbejde, hun er sjældent hjemme”, svarer han kort og simpelt. Jeg ser på ham, og sender ham et blik, der fortæller ham, at han skal fortælle mere. ”Man kan vel betegne min mor som ambitiøs, måske lidt for ambitiøs”, han ser ned i jorden. Jeg har ramt et ømt punkt.

”Hvad med din far?” Kan jeg ikke lade vær med at spørge.

”Min far skred, jeg har ingen kontakt til ham. Jeg ønsker det heller ikke” Cody griner nervøst. ”Jeg er okay, inden du begynder af få ondt af mig, bare lad vær”

”Jeg har ikke ondt af dig”, kommentere jeg. ”Måske er der en god forklaring på hvorfor, han smuttede. Måske er der ikke. Fair nok, at du har den holdning, du har”

”Hvad så med dine forældre?”

”Mine forældre var det her perfekte par, de var hinandens soulmates, eller det troede jeg. Men for to år siden smed min far en kæmpe bombe. Ingen havde set den komme”, jeg holder en kort pause. ”Han slog op med min mor, frem for en anden mand”

”Var?” Cody ser forbavset på mig.

”Min far er nu lykkeligt gift med en mand, de bor i London. Jeg er glad på hans vegne og jeg elsker ham stadig lige så højt som jeg gjorde for to år siden. Min mor er stadig helt ude af sig selv. Det kan ikke tælles på to hænder, hvor mange forskellige datingsider hun har en profil på. Hun jagter kærligheden. Hendes største frygt er at ende alene. Hun forstår ikke, at hun ikke er alene, selvom jeg minder hende om det hver eneste dag. Min far prøver endda at få et venskab til hende, men hun afviser”, nu er det min tur til at se ned i jorden.

”Vildt”, jeg bryder ud i latter. Jeg kan bare mærke Codys nervøsitet. ”Hvad?” Spørger han og smågriner af mig.

”Jeg er okay”

”Det ved jeg du er”, siger han. Han lægger sin højre hånd på min venstre hånd. Hans hånd er kold, hvordan kan det være? Pludselig kan jeg mærke noget vibrere i min lomme, min telefon ringer. Jeg tager den.

”Emma, vil du ikke nok være sød at komme hjem?” Det er min mor, hun græder.

”Jeg kommer med det samme”, siger jeg og lægger på. Cody ser spørgende på mig. ”Det er min mor. Hun har en af de dårlige dage i dag, den startede ellers ud godt”, fortæller jeg. ”Vil du køre mig hjem?” Spørger jeg.

”Ja selvfølgelig”, Cody rejser jeg, derefter hjælper han mig op. Han skal til at gå ind, men jeg stopper ham. Så tager jeg mit kamera op.

”Bare så øjeblikket kan vare evigt”

”Eller hvis du bliver dement”, afslutter han. Jeg ser ned på billedet af Cody, billedet af os begge ligger i min højre lomme. Sammen med min telefon. Efter at have beundret billedet, lægger jeg det ned i højre lomme. ”Kom”, siger Cody og rækker mig mine sko.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...