Cody

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2017
  • Opdateret: 3 sep. 2017
  • Status: Igang
Ung kærlighed, ung drama, fortid, fremtid, problemer... Mange problemer, følg med og få svar.
//Du følger Emma Hathaway, pigen med store drømme, pigen til en mor der har et knust hjerte, pigen til en far der er bøsse, pigen der forelsker sig i Cody Roberts.

25Likes
11Kommentarer
2869Visninger
AA

2. To

Jeg vågner til duften af vafler, laver min mor vafler? I dag er sikkert en af hendes gode dage, det håber jeg. Det tager mig lidt tid at tage mig sammen til, at stå ud af den bløde, varme dobbeltseng. Da jeg står ud af sengen opdager jeg, at jeg glemte at skifte tøj i går aftes. Typisk mig. Jeg henter min morgenkåbe på mit værelse, derefter går jeg ud på badeværelset, fjerner min udtværet makeup og vikler elastikken ud af mit uglet hår. Jeg tager tøjet af, tænder for bruseren, til sidst finder jeg den rette temperatur. Endelig står jeg under brusehovedet. Jeg mærker de bløde stråler som gør min lange, slanke krop våd. Strålerne er svage, det er også en gammel bruser. Min mor har aldrig taget sig sammen til at købe en ny. Jeg har prøvet at afkalke brusehovedet, men det fungerede ikke. Det tager lang tid at få skyllet sæben ud af mit tykke hår. Mit hår er efterhånden blevet langt. Sidste sommer havde jeg pagehår, jeg er så taknemmelig for at det er groet ud så stærkt. Da jeg endelig er færdig med at skylle al sæben af mig, slukker jeg bruseren, tager et rent håndklæde og tørrer mig. Intet er bedre end et ny vasket håndklæde, eller rent sengetøj. Da jeg har tørret mig grundigt vikler jeg håndklædet omkring mit hår, så tager jeg morgenkåben på. Efter jeg har smidt tøjet til vask og har tørret af, følger jeg vaffel-duften, som fører hele vejen ned til køkkenet. Jeg finder min mor med mel i hovedet og med et kæmpe stort smil på læben.

"Godmorgen min smukke datter", nærmest jubler hun. Det er helt sikkert, at i dag er en af hendes gode dage, end til videre, hvem ved om hun igen bliver brændt af eller lignende. "Har du sovet godt?" Jeg nikker som svar. "Jeg har lavet vafler", siger hun og løfter med begge hænder en tallerken fyldt med vafler. Jeg smiler som svar. "Sid ned", jeg gør som hun siger. Lynhurtigt har hun sat en tallerken foran mig, tallerkenen er ikke tom, der er to vafler på den og en masse forskellige bær. Min mad er for første gang i lang tid anrettet. 

Nu kan jeg ikke lade vær med at spørger: "Hvad fedter du for?" Min mor prøver på at se uskyldig ud, men hun er forfærdelig til at lyve og skjule ting, så hun opgiver straks da jeg løfter mit ene øjenbryn. Det har taget mig et par år at lære at løfte mit ene øjenbryn, men efter mange års træning kan jeg. Min mor ved hvad det betyder.

"Jeg har inviteret en over til frokost", indrømmer hun. "Jeg troede at du havde planer i dag", siger hun nervøst.

"Du plejer da aldrig at invitere dem hjem", siger jeg.

"Ham her er noget helt specielt, jeg kan mærke det", hun tager hånden op på brystet, der hvor hjertet er placeret. "Emma min pige, jeg lover, at han er den ægte vare, noget seriøst", hun lyver ikke, jeg kan se alvoren i hendes ansigt og høre den i hendes stemme. Jeg nikker, så smiler hun. "Jeg tror at Elvis godt kunne tænke sig at gå en lang dejlig tur i parken", hun ser ned på Elvis som sidder og tigger. Så smiler hun til ham. "Ikke?" Spørger hun ham så, han forstår det ikke og lægger hovedet på skrå, det får hende til at grine. "Han er egentlig ikke særlig køn", kommentere hun. Jeg bliver fornærmet på Elvis's vegne. Mange mennesker mener at Elvis er grim, I hvert fald at racen er. Han er en Bull Terrier, en hund med et specielt udseende. Men jeg elsker den måde han ser ud på, han er nuttet og ligeså pæn som alle andre dyr, bare på sin egen måde.

"Han er verdens smukkeste hund", minder jeg hende om. Hun ser på mig, som om jeg er blind.

"Også bare hans navn, Elvis, han ligner ikke engang en Elvis, han har ikke langt hår og han er hvid", jeg himler med øjnene.

"Og hvad så? Skal man have langt hår, eller være sort for at være en Elvis?" Hun begynder straks at tænke på sine argumentationer, men hun når ikke at tænke hurtigt nok før jeg rejser mig op, tager min tallerken med mig og går min vej. Hun skal til at spørge om, hvor jeg skal hen, eller hvorfor jeg går. Men jeg kommer hende I forkøbet og siger: "Jeg går op, mig og Elvis går lige om lidt", jeg ser mig ikke tilbage, jeg bliver bare ved med at gå. Jeg gider ikke sidde og høre på hendes fornærmelser mod Elvis, og desuden irriterer det mig en del at hun ikke engang spørger ind til festen i går. Plus, hun allerede har anskaffet sig en ny date, men det er ingen overraskelse.

Jeg skynder mig at spise vaflerne og konstatere, at trods min mors hjertesorger, så kan hun stadig lave mad. – Hun laver sjældent mad, det er enten mad udefra vi bestiller eller også står jeg for menuen. Hun er jo tit ude på alle sine dates, så jeg står for det meste med det hele selv. Karma spørger mig tit: ”Hvorfor holder du ikke en fest?” Karma drømmer om at være hende den populære, men det er stadig ikke lykkedes hende endnu. Hun mener at hvis ”vi” holder en fest, bliver ”vi” populære. I den her sammenhæng er: ”vi”, et meget ironisk ord, fordi i den her situation handler det om at hun bliver populær, hun ved at det ikke er en af mine drømme. Jeg har det fint med at være hende den neutrale, hende der ikke er særlig mange der kender, det betyder nemlig: mindre falske personer, ingen rygter, intet man skal leve op til. Men Karma ønsker at alle ska vide hvem hun er, at alle ville ønske at de var Karma. Jeg forstår hende ikke, men fair nok.

Da jeg er færdig med mine vafler og bær, går jeg hen til mit skab og finder: dagens-outfit. I dag bliver det bare et par sorte shorts og en hvid T-shirt. Jeg tager ikke noget makeup på og jeg lader mit hår hænge løst. Jeg tager min tallerken med ned igen. Da jeg er kommet nedenunder, sætter jeg min tallerken ind i opvaskeren. Så går jeg ud i bryggerset og tager jeg mine sko på og tager derefter hundesnoren frem.

”Hvad tid er han gået?” Spørger jeg min mor. Min mor kommer til syne. Hun har fået tørret melet af sit ansigt og som altid, når hun skal på date, ser hun vidunderlig ud.

”Der er ingen fast tid”, svarer hun nervøst. ”Han kommer om en halv time”, informere hun bagefter. Elvis kommer løbende hen til mig. Da han opdager hundesnoren begynder han at hoppe rundt. I en hurtig bevægelse får jeg hundesnoren på ham. ”Tak”, siger min mor og smiler. ”God tur i to”, jeg smiler som svar. Det er lang tid siden at jeg har været ude og gå tur med Elvis, jeg har faktisk savnet det, det har han helt sikkert også, han har i hvert fald sendt mig et taknemligt blik. Hvor vover min mor at kalde ham grim? Han er da uimodståelig. Jeg kommer i tanke om ham som hvalp. Jeg mindes straks, at jeg har taget et helt vildt godt billede af ham, da han var hvalp. Mini Elvis har jeg vidst skrevet på billedet. Jeg aftaler med mig selv, at det første jeg gør er at finde billedet, når jeg kommer hjem. Der er 500 meter til at vi er henne ved parken. Vi går i et langsomt tempo, og stopper hver andet sekund fordi at Elvis skal dufte til de genstande, planter, buske og træer vi passere. Det her bliver helt sikkert en lang tur. Jeg står et kort øjeblik og nyder solen, og fuglenes pip. Jeg spærre øjnene op og gisper, da en kold tung hånd lægger sig på min skulder. Jeg tør ikke vende mig om.

”Emma?” Siger en bekendt stemme, jeg ånder lettet ud og er nu i stand til at kunne bevæge mig. Jeg vender mig om og smiler, det er Cody, igen gør hans kolde hånd min krop varm, han lader sin hånd falde ned, så hele armen er på plads. ”Jeg vidste at det var dig”, siger han og gengælder mit smil.

”Har du aldrig lært at du ikke må snige dig sådan ind på folk? Folk reagere forskelligt”, siger jeg. ”Du kunne have blevet slået, måske blevet slået så hårdt at du besvimer eller så hårdt at du skal på skadestuen”, fortsætter jeg. Han svarer ikke. Jeg vender mig igen om og begynder at gå videre. Elvis stopper igen og jeg får lyst til at trække ham videre, men han stopper alligevel om nogle få sekunder igen, så jeg lader vær.

”Sådan burde du have reageret. Hvad nu hvis jeg var en kidnapper?” Spørger Cody, han står nu på min højre side, yderst af fortovet.

”Så du siger altså, at jeg burde have slået dig?” Han nikker. ”Det husker jeg”, kommentere jeg.

”Hvor skal i hen?” Spørger han og ser ned på Elvis som nu begynder at trække fordi at han vil videre. Så jeg begynder at gå, Cody går med. Jeg kan godt lide at han siger ”i” og ikke ”du”. Jeg peger over på parken. ”Hvad siger i til selskab?” Spørger han, jeg nikker med det samme. ”Da jeg kom hjem i går, så gik det op for mig, at jeg havde glemt at spørge en pige om hendes nummer, jeg kender ikke til hendes efternavn, så jeg kan heller ikke finde hende på Facebook, men ved du hvad?” Jeg ryster på hovedet som svar. ”Jeg ved hvor hun bor, så jeg besluttede at gå hjem til hende, for at få den information jeg mangler”, jeg nikker og han fortsætter: ”Det viser sig så, at i det jeg endelig tager mig sammen til at skulle gå op til hoveddøren og banke på, kommer pigen ud af døren med en hund. Hun ser mig ikke, hun går. Så jeg følger efter hende”, først nu går det op for mig at jeg er pigen, og at det ikke er tilfældigt at vi møder hinanden. Cody ønsker at have mit nummer og mit efternavn. Så han glemte at spørge, men han kom tilbage for at få det. Jeg smiler ved tanken.

”Hvad skete der så?” Spørger jeg og griner. Han gør det samme og svarer:

”Jeg kom til at forskrække hende, men alligevel får jeg hendes nummer og hendes efternavn”

Vi går i nogle sekunders stilhed. Igen er det ikke den akavet stilhed, men bare stilhed, jeg er stadig fan af det. ”Hathaway”, bryder jeg stilheden med, han ser på mig og smiler. ”Kom med din telefon”, han gør som han får besked på og jeg koder mit nummer ind. Jeg undlader at skrive mit navn, den må han selv klare. Jeg ser ham trykke på tasterne, derefter slukker han sin telefon og putter den tilbage i baglommen. Jeg bliver nysgerrig, hvad hedder jeg på hans telefon? Jeg har lyst til at spørge, men det virker for desperat, så jeg vælger at tie stille.

I parken går vi en kort rute. Jeg kan så på Elvis at hans energi er blevet brugt. Han er en gammel hund og fik nok ikke sovet så meget i nat på grund af mors hulken. Vi snakker og snakker, jeg finder ud af at han går på Rudolf Steiner skolen, som er en privatskole, mens jeg går på Sct. Hans skole, som er en folkeskole. Vi griner en del og snakker meget. Da vi kommer til slutningen af ruten stopper vi.

”Jeg burde gå hjem”, siger jeg og ser ned på Elvis. ”Vi har gjort Elvis udmattet”, griner jeg, Cody griner også. Hans grin er skønt. Det er som sød musik, i mine ører. Han nikker forståeligt.

”Jeg følger dig hjem, jeg kender tråds alt vejen”, han gør det igen, spørger uden at spørge. Den her gang tænker jeg mig om før jeg nikker, i stedet smiler jeg og vi begynder at gå. Vi går i stilhed, ikke den akavet stilhed, men bare stilhed. ”Hvad skal du i aften?” Han bryder vores ikke-akavet-stilhed, i al hemmelighed rødmer jeg. Jeg ser væk, så det kan forblive en hemmelighed. Skal Cody til at invitere mig ud?

”Ikke noget”, jeg prøver at være afslappet, selvom jeg kunne hoppe rundt af glæde. Stemmen i mit hoved gentager: ”Cody invitere mig ud, Cody invitere mig ud, Cody invitere mig ud!” Han ser på mig og smiler.

”Okay”, siger han så. Stemmen i mit hoved stopper og jeg bliver skuffet. Men jeg prøver at lade vær med at vise ham min skuffelse. Mit smil forsvinder og jeg ser ned i jorden. Han bemærker det. ”Er der noget galt?” Jeg ryster på hovedet og ser op og smiler, som bekræftelse på at jeg er okay. Men det er en løgn, fordi egentlig har jeg bare lyst til at slå til en pude eller at kaste en pude af helvedes til. Hvorfor skulle Cody invitere mig ud? ”Godt”, kommentere han.

Vi stopper da vi er nået frem til mit hus, faktisk stopper vi ved nabohuset. Det er nok mere mig der stopper, så han også stopper. Jeg vil ikke risikere at min mor ser Cody, hvis hun ser ham, så ville hun sikkert invitere ham indenfor. Det kan jeg ikke håndtere lige nu, specielt ikke nu hvor hendes såkaldte ”perfekte-date” er der. Cody stiller sig foran mig, nu kan jeg ikke skjule min rødmen og jeg kan ikke undgå at se på ham. Jeg smiler nervøst og ser hurtigt ned på Elvis, han er i gang med at snuse til endnu en busk. Så ser jeg op igen.

”Tak fordi du fulgte mig hjem”, siger jeg og er klar til at gå, Cody bemærker det og stopper mig ved at lægge en hånd på min arm. Hvordan kan hans hånd stadig være kold? Og hvordan kan den gøre min krop varm?

”Du glemte noget i går”, siger han og fjerner hånden fra min arm for at rode i sine lommer. Endelig tager han sine hænder op af lommerne og rækker sin venstre hånd frem, han holder et billede. Billedet han tog af mig i går. ”Jeg tænkte at du måske ville have det”, jeg smiler og tager i mod det. Egentlig så ville jeg ønske at han havde beholdt det. Bare så han kunne tænke på mig, måske beundre det. Men han kan måske bare ikke lide mig. Måske er det her et tegn på at han faktisk ikke gider mig. Men hvorfor skulle han så komme hjem til mig, for at få mit nummer? Drenge er ikke til at gøre sig kloge på. De er besværlige. Ligeså besværlige som piger. Måske er det fordi, at jeg ikke er blond eller cheerleader eller i det hele taget, er det nok bare fordi, at jeg ikke er hans type. Skuffelsen rammer mig igen. ”Vi ses Emma Hathaway”, jeg smiler.

”Klart”, svarer jeg og skynder mig at gå, så han ikke stiller spørgsmål til skuffelsen i min stemme. Da jeg kommer ind af døren skynder jeg mig at tage snoren af Elvis, og så styrter jeg op på mit værelse. Jeg gider ikke engang at udspionere min mor og ham fyren. Jeg kaster mig ned i min seng og ånder ud. Sikke en eftermiddag. Jeg lukker øjnene og prøver at se hele turen for mig, bare for at analysere den. Hvorfor tænker jeg så meget på Cody? Jeg har lige mødt ham, jeg kender ham ikke? Jeg får lyst til at ringe til Karma, for at få svar og for at informere hende, men jeg er sur på hende. Hun bemærkede mig ikke engang i går. Pludselig vibrer min telefon, jeg åbner straks øjnene og tager min telefon op af lommen. Det er et ukendt nummer. Jeg tager den. ”Det er Emma”

”Hathaway, pigen uden planer”, et kæmpe smil breder sig på mine læber.

”Hej Cody, Cody?” Jeg forlænger y’et.

”Roberts”

”Cody Roberts”, siger jeg.

“Fyren der inviterer pigen uden planer på en date”, jeg griner.

”Hvad tid henter fyren pigen?” Spørger jeg, og leger med.

”Klokken otte”, svarer han uden at tøve.

”Vi ses klokken otte”

”Vi ses Hathaway”, afslutter han. Mit smil forsvinder ikke og jeg er sikker på, at der går længe før det smil forsvinder. Pludselig minder jeg mig selv om billedet af Elvis. Jeg har en kasse med alle de billeder jeg har taget gennem tiden. Jeg finder billedet og ligger det på min seng, jeg ligger også billedet Cody tog af mig. Når jeg ser på billedet af Elvis, tager mine tanker mig tilbage i tiden, tiden hvor Elvis er en hvalp. Når jeg ser på billedet af mig, tager det mig med tilbage til i går, i går hvor jeg mødte Cody. Så begynder jeg at tænke på Cody, så tænker jeg på min date med Cody, hvor skal vi hen? Hvad skal jeg have på? Jeg lukke endnu engang mine øjne og prøver at besvare alle mine spørgsmål.

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...