Cody

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2017
  • Opdateret: 30 jul. 2017
  • Status: Igang
Ung kærlighed, ung drama, fortid, fremtid, problemer... Mange problemer, følg med og få svar.
//Du følger Emma Hathaway, pigen med store drømme, pigen til en mor der har et knust hjerte, pigen til en far der er bøsse, pigen der forelsker sig i Cody Roberts.

24Likes
11Kommentarer
2365Visninger
AA

7. Syv

På vejen hen til natklubben, lavede vi et pitstop forbi et pizzeria. Pizzaerne var vildt gode og det er ikke sidste gang, jeg besøger det pizzeria. Vi delte en, eftersom vi ikke var særlig sultne. Derefter fortsatte vi hen til natklubben. Vi er nu ankommet. De her såkaldte sko eller stiletter, har allerede taget livet af mine fødder. Mine fødder er sindssygt ømme. Men som Karma selv siger ”Beauty hurts”. Karma er helt vild med citater, specielt de engelske. Hun er lige så forelsket i det engelske sprog, som jeg er. Hun er begyndt at blande det danske og engelske sprog sammen. Nogle gange kan det godt være irriterende. Det er ikke fordi, at jeg ikke forstår det, det kan bare godt blive for meget. Men det er jo bare hendes vane, ligesom alle har forskellige vaner. Nogle bider negle, andre har en vane med at røre ved sit hår hele tiden osv.

 

”Finally”, siger Karma og klapper i begge hænder. ”Det her skal nok blive godt”, jubler hun. Jeg nikker, det bliver godt med en pige aften. Hun tager min hånd og fører mig med indenfor. Vagten gider ikke engang tjekke, om vi er gamle nok til at komme ind, hvilket vi ikke er. ”Easy”, kommentere hun, da vi er indenfor.

Der er millioner af lys, som skifter farve. Det går op for mig, at det er lang tid siden, jeg har været på en natklub. De fester jeg er til, er nogle jeg bliver inviteret til, ikke natklubber og sådan. Jeg har været på en natklub to gange. I dag er tredje gang. Lyset er nu lilla, det er flot. Jeg skynder mig at tage mit kamera op af tasken, for at tage et billede inden det skifter farve. Lilla er på anden pladsen på min liste af yndlingsfarver. Blå er en helt klart vinder. Man kan intet andet se end den lilla farve, og de sorte silhuetter der hopper op og ned, i takt med musikken, de danser, går jeg ud fra. Karma trækker mig med ind, i den kæmpe klump, af hoppende mennesker. Sammen forsvinder vi i mængden, og vi bliver selv til silhuetter. Jeg nyder det, jeg nyder at være en hoppende silhuet. Det tager ikke særlig lang tid, før jeg begynder at få det varmt, det bliver pludselig svært at trække vejret. Manglen på ilt og min hoppende krop, får mit hjerte til at hoppe dobbelt så stærkt, jeg kan nærmest mærke, blodet spurte rundt i hele min krop. Karma og jeg begynder at synge, nej skråle hvis ikke skrige med, på musikken. Vi griner når vores stemmer knækker, vi giver den gas, og jeg glemmer helt mine ømme fødder, og min mangel på ilt. Pludselig spotter jeg en bekendt fyr. Min krop stopper automatisk med at hoppe, jeg stopper med at skråle med på den høje musik. Jeg kæmper for at få vejret ordentligt.

”Hvad sker der?” Spørger Karma mens hun fortsætter med at hoppe.

 

”Will”, nærmest råber jeg, for at overdøve musikken. Karma ser rundt, men det ser ikke ud til, at hun spotter ham. Hun trækker på skuldrene.

 

”Fuck ham”, siger hun og tager mine hænder, for at få mig til at hoppe igen. Jeg vil gerne, men mine ben er lænket til jorden, min krop vil ikke bevæge sig. Mine øjne vil ikke fjerne sig fra Will. William Booker, første forelske, første kys, første fyr til at stjæle mit hjerte og den første til at knuse det. Jeg elskede ham, jeg har aldrig nogensinde været så tæt, så åben, overfor en anden person, udover Karma. Karma ved alt. Desværre fortalte jeg ham næsten alt. Will har det hele, udseendet, glimtet i øjet, charmen osv. Han har alt det, en pige falder for. Desværre var jeg dum nok til at falde for ham, desværre var jeg tiltrækkende nok, til at få knust mit hjerte af William Booker. I de fleste forhold kan man mærke, når det er ved at slutte, når følelserne er ved at stilne af. Men jeg kunne ikke mærke det, jeg havde ikke mistet følelser for ham, mine følelser for ham, var ikke blevet svækket på nogen måde, jeg elskede ham stadig lige så højt, som fra dag et af. Will gav udtryk for at have det på samme måde. Men pludselig en dag, sms’er han mig at det bare ikke skal være os. Dagen efter hvor jeg vil opsøge ham, for at spørge hvad fanden det er, der egentlig sker, for at redde os. Så ser jeg ham med en eller anden blond cheerleader. Hvor kliché, fyren er skide ligeglad, fyren er videre, mens pigen er knust, stadig dybt forelsket. Han fik mig til at føle, at jeg ikke er god nok, ikke er køn nok. Men det er en dum følelse at have, fordi jeg er god nok og pæn nok. Karma har fuldstændig ret, fuck Will. Alligevel har jeg brug for en pause. For mine fødders skyld og for mine lungers skyld.

 

”Jeg skal lige have noget at drikke”, informerer jeg Karma. Hun nikker.

 

”Jeg kommer lige om lidt”, den her gang er det min tur til at nikke. Jeg kæmper mig gennem den store menneskeklump, da jeg er ude af klumpen, finder jeg straks baren. Det er umuligt at undgå, at se baren. Jeg finder en ledig stol, og benytter mig med det samme af siddepladsen. En bartender spotter mig hurtigt, og kommer over til mig med et stort smil på læben.

 

”Hvad kan aftens smukkeste pige tænke sig?” Jeg smågriner lidt. Prøver han at flirte med mig? Skal jeg flirte tilbage? Bare for sjov? Jeg trækker på skuldrene, jeg ved det faktisk ikke.

 

”Godt spørgsmål”, pointerer jeg og ser hen på skiltet med listen over al den alkohol, man kan få. Er det virkelig sådan folk har det sjovt?

 

”Du smadre din lever af det”, siger en velkendt stemme, en stemme som får mig til at rødme.

 

”Cody Roberts”, siger jeg og vender mig om. Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke allerede sad ned, så ville jeg være faldet. Det føles virkelig som om, at mine ben er lavet af gummi, jeg er ikke i stand til at stå op. Han smiler. Hans isblå øjne skinner igennem, de mange lys grønne farve. ”Med jakkesæt”, kommentere jeg og giver ham elevator-blikket. Han har fine sorte sko på, et ternet jakkesæt, det er gråt og sort. Under jakken har han en hvis skjorte på, den er en smule åben, og til min store overraskelse har han halskæder på. Jeg bliver enig med mig selv om, at det faktisk ikke er så værst. Fyre og halskæder er for mig ikke en god kombination, men det er jo bare en smagssag. Da mine øjne når op til hans ansigt igen, ser jeg han griner, jeg hører også hans grin. Det er som om at det eneste jeg hører er hans vidunderlige grin, musikken forsvinder helt.

 

”Gav Emma Hathaway mig virkelig lige elevator-blikket?” Griner han. Jeg nikker. Jeg bliver en smule flov, jeg skulle have givet ham elevator-blikket, når han kigger væk. ”Jeg er bange for, at jeg bliver nød til at gengælde din handling”, denne gang er det mig der griner. Jeg tager det som en joke, men Cody joker ikke. Han giver mig rent faktisk elevator-blikket, og han tager sig god tid. ”Wauw”, mumler han. Jeg er ikke sikker på, om det er meningen jeg skal høre det.

 

”Wauw, selv”, kommenterer jeg, og efter hans langvarige elevator-blik, mødes vores øjne endelig.

 

”Hvad laver du her alene?” Spørger Cody og sætter sig samtidig på den ledige stol, ved siden af mig.


”Hvem har sagt jeg er alene?” Siger jeg og ser ham dybt ind i øjnene.

 

”Det gik jeg ud fra, siden du sidder her, alene”, jeg smiler.

 

”Karma, min veninde giver den gas på dansegulvet. Jeg havde brug for en pause”, fortæller jeg og kommer i tanke om bartenderen. Men han er væk, han har sikkert for længst opgivet mig. ”Hvad med dig?” Spørger jeg og fjerner ikke blikket fra hans isblå helt igennem fantastiske øjne.

 

”Hvem har sagt jeg er alene?” Gentager han. Jeg griner over hans gentagelse.

 

”Det går jeg ud fra”, siger jeg, og læner mig en smule tættere på ham. Jeg hviler min venstre arm på bordet, jeg lader mit hoved falde ned på min hånd, jeg kører langsomt øjnene ned på hans mund, så ser jeg på den i to sekunder, derefter ser jeg ham dybt i øjnene igen.

 

”Drenge tur, Alex og Kaleb prøver at score”, det er som om jeg får et elektrisk chok da han nævner ordet: ”score”.

 

”Hvad så med dig?” Kan jeg ikke lade vær med at spørge.

 

”Jeg lod dem gøre det, jeg gik herhen, og så fik jeg øje på dig”, den her gang er det ham der ser ned på mine læber. ”Du ser godt ud Hathaway”

 

”I lige måde Roberts”, nu er det hans tur til at rykke tættere på mig, nu hviler hans hoved på hans højre hånd. Vi fjerner ikke øjnene fra hinanden.

 

”Der er du!” Råber Karma. Automatisk sætter jeg mig oprejst igen, Cody gør det samme. Karma går hen og stille sig ved siden af mig. Så rækker hun højre hånd frem mod Cody. ”Hej jeg er Karma, du må være Cody”, siger hun. Cody giver hende hånden og nikker. Så ser hun på mig og smiler. Da de slipper hinandens hænder, efter få sekunder, gisper Karma. ”Kom lige med mig i to”, før vi når at protestere eller spørge ind, er Karma allerede i bevægelse. Jeg trækker på skuldrene. Synkronisk rejser Cody og jeg os op, og skynder os at indhente Karma. Hun går hen til et tomt hjørne. Så tager hun min taske af mig og tager den på sig selv, derefter lyner hun min taske op og tager mit kamera. ”Smil”, siger hun. Cody vikler sin højre arm omkring mig, hans hånd holder fast om min hofte. Jeg stiller mig så tæt på ham som muligt og lægger venstre arm på hans ryg, mens jeg lader højre hånd hvile på hans flade mave. ”Perfect”, kommenterer Karma og smiler. Hun lægger kameraet tilbage og rækker mig min taske. Jeg tager i mod den. ”Emma, nu skal vi altså danse!” Jeg nikker og griner. Så ser jeg spørgende på Cody. Han ryster på hovedet.

 

”Jeg danser ikke, ikke sådan der”, fortæller han. ”Desuden burde jeg finde Alex og Kaleb”, tilføjer han. ”En fornøjelse at møde dig Karma” siger han. Karma smiler som svar. Så ser han mig dybt i øjnene. ”Vi ses Hathaway”, siger han og kysser mig på kinden. Jeg bliver overrasket over hans handling.

 

”Vi ses Roberts”, han sender mig et sidste smil og forsvinder igen i menneskemængden. Karma og jeg går tilbage i den hoppende menneskeklump, vi bliver igen til hoppende silhuetter. Den nuværende sang kender vi ikke, så vi nynner med på melodien.

 

”Er det bare mig, eller er Will kommet tættere?” Spørger Karma. Jeg drejer langsomt rundt om mig selv, for at spotte William, men jeg spotter ham ikke, så jeg trækker på skuldrene som svar. Karma glemmer helt sit eget spørgsmål. Vi jubler, da den næste sang er en, vi begge kender. Så skråler vi med på sangen, samt alle de andre omkring os. Lige som jeg skal til at synge med på omkvædet, mærker jeg et hårdt slag i ryggen. Slaget slår nærmest al luften ud af mig, det stopper al min bevægelse, jeg hiver nu efter vejret. Automatisk vender jeg mig om for at se hvilket fjols der står bag mig, parat til at komme med et vildt udbrud. Pludselig er det som om, at alting bliver sat på pause, specielt mig selv. Karma havde ret. William er kommet tættere på, meget tættere. Han smiler skævt på en arrogant måde, men alligevel er han charmerende, og så er det jo selvfølgelig det glimt i øjet. Hvordan gør han det? Jeg tager mig selv i at stirre på ham. Hurtigt vender jeg mig om.

 

”Jeg vil gerne hjem”, siger jeg med det samme til Karma. Hun hører mig ikke og lægger derfor hovedet på skrå. Jeg går tættere på hende. ”Hjem, nu!” Råber jeg så højt, at jeg er sikker på, at hun hører mig denne gang. Hun sender mig et forvirret blik. Diskret gør jeg tegn med hovedet, at hun skal se bag mig. Da hun tager min hånd og fører os ud gennem menneskemængden, er jeg sikker på at hun forstår. Jeg vil bare hjem nu, og det kan kun gå for langsomt.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...