LUK NU OP

Bidrag til "Min Lille Søster-konkurrencen" - Valgmulighed 1



21Likes
25Kommentarer
941Visninger

2. -

 

Under vandet, gennem skoven, over skinnerne, som aldrig ender. Træer løber hurtigt forbi. Jeg prøver at tælle dem, men jeg kan alligevel ikke koncentrere mig om andet end de sidste fem ord, som Freya skreg, før hun skred: LUK NU OP, FOR FANDEN.

 

 

    Da jeg var på min niende sommer, besluttede Freya, at hun ville lære mig at spille klaver. Selv fik hun undervisning af naboens 19-årige datter, som spillede orgel i kirken. Mor elsker kirken, det har hun altid gjort. Hun tog derop hver eneste søndag. Sagde, det var, fordi hun følte sig tættere på Gud, når hun var der. Freya sagde, det var, fordi mor følte sig længere væk fra far, når hun var der.

   I starten var jeg helt vild efter at lære at spille klaver. Vild efter at bruge mere tid sammen med Freya. Jeg var bare ikke særlig god.

  Freya kunne spille Mozart, Beethoven og et enkelt Carl Nielsen stykke. Når hun spillede sad mor i stuen med dirrende læber og lukkede øjne, og jeg kunne se på hende, at hun var stolt helt ned til storetåen og tilbage igen. Når jeg spillede gik mor i køkkenet. For det meste med musik i ørene. 

   Vores klaver er sort og har 88 tangenter. Det er et rigtigt klaver. Ikke elektronisk som dem vi har på skolen. Det står i stuen lige ved vinduet ud til haven. Jeg elsker vores klaver. I en periode levede jeg næsten på klaverbænken. Jeg havde et mål: at blive lige så god som Freya.

 


 

    Det var også Freya, som fortalte mig, at vi skulle til Gran Canaria. Hun havde set det på fars computer. Han havde allerede købt flybilletter, sagde hun. Jeg havde aldrig prøvet at rejse før. Eller flyve for den sags skyld.

   Jeg var bange, da vi hang i luften. Jeg tror, at Freya kunne fornemme, at jeg rystede i bukserne, for hun hviskede mig i øret og sagde, at hun faktisk også var bange. Jeg ved ikke hvorfor det hjalp, men det gjorde det. 

   Vi var syv dage på Gran Canaria. Freya og jeg lavede alting sammen. Jeg har aldrig elsket hende mere, end jeg gjorde i de syv dage.

   Dernede boede vi i en lille strandlejlighed. Sådan en med store vinduer ud til havet og lyseblå vægge. Freya og jeg havde vores eget værelse med en dobbeltseng i midten, billeder af lækre strande på væggene og en stor lampe lavet af hvide muslingeskaller i loftet. Vi var dog mest bare på stranden. Os alle fire.

   Dagene lignede meget hinanden. Alligevel husker jeg særligt den femte dag.

   Det var onsdag, og jeg vågnede sammen med solen. Freya lå ved siden af mig med skilte læber. Hun var smuk, når hun sov, syntes jeg. Så helt fredfyldt ud og trak vejret i en langsom rytme. Hendes pandehår var blevet langt. Gik næsten helt ned over øjnene. Sådan noget ville jeg også have, tænkte jeg. Hun vågnede ikke lang tid efter mig. Spurgte hvad klokken var og konstaterede, at hun var tørstig. Vi listede ud i køkkenet. Mor og far sov stadig og fars snorken var højere end nogensinde før. Freya fyldte et glas og spurgte, om vi skulle gå ind i stuen. Jeg nikkede, så vi listede videre derind.

    I stuen var fars snorken endnu højere, for der lå han på sofaen, som var alt for kort til hans lange tynde ben. Hans ansigt var halvt begravet i en grøn betrukket sofapude, og hans fødder dinglede ud over kanten. Jeg så på Freya, som kiggede på far med nervøse øjne. Det var da mærkeligt, at far ikke lå inde ved siden af mor, men Freya så helt forskrækket ud. Sørgmodig.

   “Vi kan faktisk bare være inde på værelset,” mumlede Freya og drejede om på hælen.

 

    Vi tog på stranden senere. Himlen var ligeså lyseblå som væggene i vores strandlejlighed. Mor lagde sig på et håndklæde, og far sad lidt længere nede i en strandstol begravet i sin avis. Freya og jeg sad i vandkanten. Bølgerne skyllede engang imellem op og slikkede vores fødder, og vi skreg af grin, når det skete. Freyas hår hvirvlede rundt og indrammede hendes ansigt. Det hele gav et sug i maven, og når jeg kiggede på hende, tænkte jeg, at hvis jeg skulle vælge det sted i verden, jeg allerhelst ville være, var det lige her med hende.

   Vi samlede også sten. Dem med blanke overflader. Jeg havde syv, og Freya havde ni, så hun gav mig en af sine, så vi begge havde otte. Så lagde vi dem på en række i sandet, så det lignede perler på en snor. Jeg var så glad for dem alle, som de lå og glimtede i solen. 

   Mor kaldte og sagde, at vi skulle spise frokost. Hun havde bredt et tæppe ud. Pakket en taske med sandwiches, som vi kunne spise. Solen var blændende, og mor fiskede et par solbriller op af tasken. Hun spurgte far, om han ikke skulle have noget. Han forklarede henkastet, at han ikke var sulten, og så gik han. Rejste sig bare og gik. Mor borede hendes blik ned i jorden. Begyndte at pakke sandwiches ud med store og hastige bevægelser.

   “Gad han ikke at spise med?” Freya lød skuffet.

   “Nej,” svarede mor kortfattet. “Det er da også ligegyldigt med ham ikke?”

   Der blev stille på det blomstrede tæppe. Freyas blik var tomt, og hendes krop så helt fastfrosset ud. Jeg forstod ikke, hvorfor det var sådan et stort problem, at far ikke længere var til stede, men Freya gav ikke op.

   “Synes du det? Synes du, han er lige meget?”

   “Jamen… Det var jo heller ikke sådan ment…” Mor kiggede uforstående, men jeg kunne se på hende, at hun blev ked af det.

   Gry løb ned til vandkanten. Hun samlede alle vores sten op. Hun kiggede op på mig, som stadig sad på mors tæppe. Jeg har aldrig set hendes blik sådan. Frustreret, fortvivlet, men også så vred at hun næsten kogte over. Hun kastede. Fyrede stenene så langt hun kunne. Plop, plop, plop, blob. Det skar lidt i hjertet. Jeg havde virkelig været glad for de sten, men at se Freya så vred var næsten værre. Mor spurgte, om jeg vidste, hvad hun lavede, og jeg rystede bare på hovedet, og løb alt hvad jeg kunne ned til Freya. Sandet var varmt, og jeg brændte mine fødder.

   “Undskyld,” peb Freya, og hendes blik flygtede ud i horisonten. “Jeg skulle ikke have kastet dine sten væk.”

   “Vi kan bare finde nogle nye,” sagde jeg, og Freya nikkede.

   “Jeg tror ikke, at far og mor kan lide hinanden længere, Gry.” Hun kiggede på mig. Hendes øjne svømmede.

   “Hvorfor tror du ikke det?” spurgte jeg, og hun svarede, at hun kunne mærke det, fordi de aldrig kiggede på hinanden længere, og fordi de ikke engang gad sove i samme seng eller spise sammen.

   “Måske havde han bare ikke lyst til sandwiches,” forsøgte jeg. Freya smilte, nikkede.

   “Måske,” sagde hun. Hendes udtryk skiftede. Jeg tænkte, at far og mor selvfølgelig elskede hinanden, for sådan var det jo i en så god familie som vores.

 

Om aftenen var der et danseshow på stranden. Vi var taget derned. Freya og jeg havde brugt eftermiddagen på at finde ud af, hvilke kjoler vi skulle have på. Vi havde endda fået lov til at låne en smule af mors læbestift. Jeg følte mig smuk, og det er jeg sikker på, at Freya også gjorde.

   På standen var der lagt et dansegulv ud. Det foregik ovre ved strandbaren, og der så flottere ud end nogensinde før. Borde var sat op foran dansegulvet, og over dem hang lange lyskæder, som næsten lignede stjerner på himlen. Mor og far var begge med. Vi sad ved et af bordene og ventede på, at showet skulle begynde. Jeg var spændt. Freya og jeg havde virkelig glædet os, kan jeg huske. Jeg kunne næsten ikke sidde stille, og far påpegede det også. Ellers sagde han ikke meget. Det gjorde mor heller ikke. 

    Der var mange mennesker på stranden. I midten af vrimlen fik jeg øje på en hund. Den havde kæmpestore øjne, som gloede på mig, og jeg gloede tilbage. Så kom den hen. Den var beskidt, og havde intet halsbånd. Mor sagde, at den var herreløs. Uden ejer. Det var synd, syntes jeg. Synd at den skulle være helt alene og klare sig selv. Jeg fik en knude i maven, dårlig samvittighed. Den sad og klagede sig foran vores bord. Peb en smule. Vi smilede til den, og den gik rundt om bordet og snusede til os. Freya grinede. Jeg grinede også. Den var sød, og den kunne lide mig. Jeg nussede den. Klappede og aede den. 

   “Ej, hold så op, Gry! Du kan jo få lopper,” sagde mor forarget.

   “Den har da ingen lopper.” Jeg ville ikke have, at den skulle gå. 

   “Jo, måske. Du skal altså ikke røre ved den.” Jeg tror den blev bange over mors skarpe stemme. Den vraltede i hvert fald ind under bordet og lagde sig under min stol.

   Showet begyndte. Fire mavedansere trådte ind på dansegulvet. De var gode, syntes jeg. Det syntes mor og Freya også. De var helt opslugte. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Ikke når hunden lå der under min stol. Jeg aede den med benet. Mor lagde alligevel ikke mærke til noget. Den skulle hedde Freya havde jeg besluttet. Det var det smukkeste navn jeg kendte. Jeg tror, at far så, at jeg snakkede med den. Han sagde bare ikke noget, og det var jeg taknemmelig for.

   Showet var slut. De fire mavedansere dansede ud. Kom tilbage og bukkede, og alle piftede og klappede. Freya spurgte mor, om vi skulle tage hjem, men mor sagde, at hun syntes, at vi lige skulle blive lidt. Vi måtte også få en is senere, sagde hun. Selv skulle hun lige hen og tisse, men hvis vi bare blev sammen, var det okay, at vi ikke gik med. Far ville have en øl i baren, så han forsvandt også hurtigt. Freya, Freya og jeg sad ved bordet. Folk begyndte at danse. Det ville Freya også, så det gjorde vi. Hunden fulgte med. Vi havde det sjovt. Klappede hunden, svingede til musikken. Grinede, når vi prøvede at finde på nye dansetrin. Jeg svedte, og pludselig kom der bare lidt for mange mennesker. Vi gik tilbage til bordet, hvor mor sad og viftede med nogle pengesedler. Mine tænder løb i vand ved tanken om is, og jeg glædede mig allerede. Da mor så hunden, sagde hun, at vi altså måtte love hende ikke at tale med den, og vi nikkede bare og løb op til strandbaren. Freya og jeg vidste begge, at det var for sent at stoppe med at tale med den. Den kunne lide os. Fulgte efter os. Der var godt nok mange mennesker. Vi kunne næsten ikke komme til. Da vi nåede op til baren, pegede vi på isene, vi gerne ville have og fik dem af manden bag disken. De var kolde og lækre, og jeg rev indpakningspapiret af med det samme. Chokolade og vanilje. Så tog jeg et skridt til siden, så Freya kunne komme til at betale. Jeg havde travlt med min is. Freya havde ikke så travlt. Derfor lagde hun mærke til noget, som jeg ikke gjorde. Jeg ville ønske, at hun havde haft lige så travlt med sin is som jeg, men det havde hun ikke. Hun stivnede midt i en bevægelse. Stod stille med forskrækkede øjne og stirrede. Jeg spurgte, hvad hun kiggede på, men da hun ikke svarede, kiggede jeg selv efter. Far. Det var far, som sad der. Kyssede på en kvinde, som i hvert fald ikke var mor. Tungen i munden på en kvinde med langt brunt hår og kæmpe ringe i ørene. Jeg stivnede. Tror jeg så lige så forskrækket ud som Freya. Så løb jeg. Maste mig igennem menneskevrimlen. Freya var lige bag mig. Det var Freya også. Jeg drejede. Væk fra baren, mennesker, far og mor. Så stoppede jeg. Fald sammen i sandet. Da Freya kom, gjorde hun det samme. Hun græd og hulkede, så spidserne af hendes pandehår blev våde. Vi stirrede på hinanden. Tiden stod stille. Sandet var koldt.

   “Det skal være vores hemmelighed, Gry,” hviskede hun. “Lover du det?”


 

 

32 minutter til jeg når endestationen. En trykken i halsen. En sitren i brystet. Jeg er alene i Kupeen. Heldigvis, tænker jeg. Jeg har brug for ro til at tænke. Til at samle mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil sige til hende, når jeg ser hende. Måske bare “hej”. Jeg håber bare, at hun bliver glad for at se mig. Det håber jeg virkelig.

 

 

 

Freya var lige begyndt på Gymnasiet. Det var efterhånden mange år siden, at vi havde leget i Gran Canarias vandkant. Jeg savnede Freya helt frygteligt, men egentlig helt uden at bemærke det. Hun var der jo hele tiden. Hver dag i samme hjem som mig. Det var bare som om, hun aldrig var der sådan rigtigt. Jeg var også begyndt til klaver i musikskolen. Hos en rigtig lærer. Freya havde ikke tid til at undervise mig, nu hvor hun gik på gymnasiet. Det var okay. Fair nok. Jeg savnede hende bare.

   Der var en aften, hvor Freya og jeg skulle være alene hjemme. Mor skulle i sommerhus med hendes veninde, Birthe, og overnatte. Far var på forretningsrejse i Tyskland. Jeg glædede mig faktisk til at være alene med Freya. Det var lang tid siden, at vi havde brugt tid sammen.

   Freya havde lavet lasagne. Vi spiste den sammen i stuen. Vi snakkede lidt om, hvordan det gik i skolen. Lidt om klaver og hvordan det gik hos min nye lærer. Det var hyggeligt. Freya talte lidt om en fest, hun havde været til. Det havde været rigtig sjovt, sagde hun.

   “Der er faktisk også sådan en fest i aften. Jeg ville helt vildt gerne til den,” sagde hun nervøst. Det mente hun bare ikke, tænkte jeg.

   “Selvfølgelig kun hvis det er okay for dig... at være alene hjemme og sådan.” Skuffelsen skyllede ind over mig.

   “Det er okay,” sagde jeg bare.

   “Du er en skat, Gry. Mange tak!” Hendes mund bredte sig i et stort smil. Jeg kunne se lettelsen i hendes øjne. Jeg elskede at gøre hende glad, men det gjorde ondt, at festen var vigtigere end mig. Det var dumt, for jeg vidste det jo godt i forvejen.

 

Efter maden havde Freya skiftet tøj og gjort sig klar, men ellers bare råbt farvel og smuttet ud af døren. Det var okay, tænkte jeg. Jeg skulle alligevel øve mig på et nyt stykke. Jeg var blevet god, synes jeg selv. Kunne spille Beethoven i hvert fald.

   Den aften spillede jeg i flere timer. Mine fingre blev ømme, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg tænkte ikke. Spillede bare, indtil jeg faldt i søvn midt i første del af Piano Sonata no. 8.

  

Pludselig begyndte det at banke og hamre. Jeg lå med hovedet nede i tangenterne. De var fyldt med savl og snot. Forvirret og fortumlet forsøgte jeg at finde ud af, hvor lyden kom fra. Først da jeg hørte Freyas jamren, gik det op for mig, at det var hende, som bankede på hoveddøren, og det var sært, tænkte jeg, for vi havde aldrig brugt den dør nogensinde, og jeg havde altid undret mig over, hvorfor den overhovedet var der. Jeg åbnede. Som hun sad og klagede sig på trappestenen, mindede hun mig om den herreløse hund på Gran Canaria. Den, som jeg havde kælet for, selv om mor sagde, jeg ville få lopper, hvis jeg nærmede mig den.       Jeg fik hende op og stå. Hun var helt væk. Blev ved at hviske, at jeg altid var der for hende, og at jeg var den i verden, hun elskede allermest. Jeg blev glad, men huskede også mig selv på, at man sagde mange fjollede ting, når man var lidt for fuld.

   Vi endte på badeværelset. Freya med hovedet langt inde over toiletbrættet og jeg med hænderne om hendes hår. Hun kastede op i lange baner. Hun lå på knæ og vred sig hver gang der kom mere. Det var ulideligt at kigge på. Hun blev ved at mumle.

   “Gry, har jeg njogensinde fortjalt dig hvor skøn du er?” Jeg rødmede og vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så lod være.

   “Du må have det s-sv-svært, Gry,” hvislede hun, og jeg kiggede uforstående på hende. Vidste ikke, hvad hun mente.

   “Mor og far har ikke styr på en skid. De har, de har ikke styr på hinjanden.” Hun kastede op igen. Jeg blev ved at sige til mig selv, at hun ikke vidste, hvad hun sagde. Vi var en god familie os fire. Sådan en kernefamilie med to dejlige forældre, som i virkeligheden elsker hinanden, og to søde døtre som er bedste venner. Sådan var det. Det vidste jeg bare. Helt inde bagved var det sådan det var og skulle være.

   “Jeg har dig,” svarede jeg, men hun fnøs bare.

   “Jeg har sgu da heller ikke styr på en skid, Gry.” Hun havde ret. Jeg svarede bare, at jeg klarede mig, og at det ikke var så slemt. Jeg kunne nok passe mig selv.

   “Gry, fatter du ikke, at far boller ved sjiden af…  til højre og venstre?” Hun stoppede med at brække sig. Så ud som om, hun fortrød, hvad hun havde sagt. Det lå dybt i mig. At far havde kysset en anden. Det vidste jeg. Det var hemmeligheden, som jeg aldrig skulle sige højt. Men Freya var gået for langt. Jeg rejste mig og gav slip på hendes lokker.

   “Bare fordi han kyssede én anden kvinde dengang på Gran Canaria, betyder det sgu da ikke, at han boller alle mulige. Slap dog af Freya, sådan er det jo ikke. Sådan er det ikke, vel?” Sådan måtte det ikke være. Freya kiggede op på mig fra toiletbrættet. Hun åbnede munden, men jeg var ikke færdig.

   “Desuden er det vores hemmelighed Freya, du siger den aldrig okay. Du siger den aldrig. Det var dig der ville have, at det skulle være en hemmelighed lige fra starten. Vi vil have, at de skal blive sammen, ikke? Det er det vi vil, for vi er en god familie.” Jeg var vred. Det hele blussede op i mig. Hun lå bare der på de ternede badeværelses klinker og var stangstiv. Hun forlod mig her til aften. Nu ville jeg tale. Hun kunne i det mindste stoppe med at være så skide fuld og tage sig sammen. Snakke om det.

   “Freya,” sagde jeg, “Freya.” Hun svarede ikke. Kastede bare op igen. Så begyndte hun at mumle noget med, at mor og far alligevel ikke passede sammen, men vi kunne da godt lade som ingenting, hvis det var det, jeg ville. Hun gjorde mig vred. Mest af alt ked af det. Vi var en god familie os fire. Det var vi altså.

   “Gry, du forstjår det ikke,“ sagde hun, og det var det værste, hun kunne sige. Hun var fuld, tænkte jeg. Hun var bare fuld.

   Jeg trak hende med ind i hendes seng. Jeg tog hendes tøj og sko af hende, gav hende en gammel nattrøje på og trak dynen over hende. Jeg lagde mig ved siden af hende. Hun trak vejret dybt. Halvsov.

   “Det skal være vores hemmelighed, Freya,” hviskede jeg. “Lover du det?” Hun nikkede og mumlede, at hun nok skulle lade være med at sige det til nogen. Lettelsen omfavnede mig. Hun var faldet i søvn. Som vi lå der, kunne det lige så godt have været den morgen på Gran Canaria. Hun var i hvert fald stadig lige så smuk, når hun sov.

 

 

 

Freya havde ikke nævnt noget om hemmeligheden. Jeg havde ikke nævnt noget om den aften. Det var blevet noget, vi ikke talte om. Jeg vidste, hun kunne huske det. Det kunne, jeg mærke. Jeg tænkte på det hver dag. Alt jeg ønskede, var at holde familien samlet.

 

Jeg tror i virkeligheden, at de begge to havde glemt, at jeg var der. Men det var jeg. Jeg sad på mit værelse. Lavede lektier, men kunne høre hvert et ord de sagde.

   “Mor, helt ærligt. Kan I ikke blive skilt i stedet for det her pis? Det er noget være lort for både Gry og jeg. Og dig mor!” Freya råbte. Hun stak i mig.

   “Slap nu af Freya, tag det roligt,” prøvede mor, men Freya kunne ikke tage det roligt.

   “Hvorfor mor? Hvorfor vælger du bare at overse det? Jeg fatter det ikke!” Mor begyndte at forklare, at det jo sikkert ikke var så slemt, og at far nok bare havde en periode, hvor han skulle prøve nogle forskellige ting af, men Freya skreg, at det for helvede ikke bare var en periode.

   “Kan du huske dengang på Gran Canaria,” begyndte hun og fik tiden til at stå stille. Jeg ved ikke, hvordan hun gjorde det, men det skete. Jeg fik kvalme. Ondt i maven, som lige før man skal kaste op. Jeg kogte over. 108 i feber. Hun havde indledt til at klippe den sidste tråd mellem os over. Hemmeligheden. Vores. Hendes og min.

 

Jeg hørte hende smække med døren. Skride. Jeg hørte mor hulke. Helt forfærdeligt, som jeg aldrig havde hørt det før. Det drev ned ad væggene. Så pudsede hun næsen og gjorde som Freya. Skred.

 

Det hele var ødelagt. Det var jeg sikker på. Jeg løb ud i køkkenet. Mor havde ikke smidt sin snotklud ud. Den var lige så klam, som jeg følte mig indeni. Jeg hoppede op på køkkenbordet. Sad der længe. Jeg fik øje på mig selv i ovnen, hvis blanke overflade man kunne spejle sig i. Jeg var kedelig, synes jeg. Kedelig at se på. Bare kedelig. Og hvorfor fik jeg egentlig aldrig det pandehår, jeg så gerne ville have? Det som Freya havde. Jeg ved slet ikke, hvorfor jeg tænkte, som jeg gjorde lige der. Jeg ved ikke hvorfor åndssvage ting, som mit skide hår betød så meget. Jeg har ingen ide, men det gjorde de. Jeg fumlede i skuffen. Kkklip. Pisseskævt, men hvad så. Nu havde jeg pandehår. Så manglede jeg kun en mor og en søster, og en far som ikke hele tiden var på forretningsrejse, eller som var mor utro.

 

Jeg lå på sofaen. Tænkte på Gran Canaria, hvad der egentlig var vigtigt og på Freya, som havde brudt vores løfte om aldrig at fortælle hemmeligheden videre. Jeg tror i virkeligheden, at det var det, som gjorde mest ondt. Fint nok, jeg havde nok ikke en samlet familie meget længere, men at Freya havde svigtet mig, åd mig indefra.

 

De var væk i flere timer, men så hørte jeg Freya.

   “Luk mig ind, luk mig nu ind, Gry. Hold nu op. Lad nu være. Gry, for fanden. For fanden, Gry,” hylede hun. Bankede og hamrede, og det fik mig til at tænke på den aften, hvor hun sad der på trappestenen og mindede mig om den herreløse hund fra Gran Canaria, men jeg havde slet ikke lyst til at kæle for den længere. Tænk, hvis jeg fik lopper.

   Mine øjne flakkede ikke, men hvilede blot på Freya, som stod derude. Lodden og med lange øre og hale. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kunne kun stå der og kigge på hende. Lytte på hende. Min krop var sunket til havets bund ligesom de sten, Freya kastede på Gran Canaria. Det kunne hun jo bare have ladet være med.

   “Du er fandme ligesom dem, Gry! Ligesom dem.” Jeg kunne næsten høre snotten, som løb fra hendes næse og tårene fra hendes øjne.

   “I tror at problemerne forsvinder, hvis I bare gemmer dem langt nok væk.” Hun var tarvelig, men havde ret. Hun blev ved at råbe. Hun råbte også undskyld. Jeg måtte undskylde, at hun ikke bare kunne se bort fra det, sagde hun. Det hele var lige meget. Jeg kunne bare ikke. Jeg kunne ikke åbne, kunne ikke se hende. Hun skreg.

   “LUK NU OP, FOR FANDEN.”

 

 

 

2 minutter til jeg når endestationen. Det er nok tid til at tænke, at hun mente mere end døren, da hun skreg, at jeg skulle lukke op. Det ved jeg, og jeg ved også, hvad hun mente. Jeg er klar til at se hende nu, glæder mig. Jeg håber, hun er klar, for jeg har lukket op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...