Life is so complicated.....

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2015
  • Opdateret: 15 okt. 2015
  • Status: Igang
Ramona er navnet på en 17 år gammel pige. Hun har som så mange andre drømme. Men spørgsmålet er bare om de går i opfyldelse? Eller om de som så mange andre drømme, forsvinder?


Følg med i "life is so complicated"
Og se hvad der sker.
Jeg bruger avril lavignes sange som ideer...

2Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

1. complicated..... (del 1)

Livet er...... Kompliceret.

Folk er kompliceret, hvis man kan sige det på den måde....

Ser du, man møder nogen. De er søde og hjælpsomme. Og i et øjeblik føler du dig "heldig" en smule glad endda. I er sammen hele tiden, du kan ikke forestille dig at være sammen med andre, end lad os sige ham. Du har ikke lyst til at det nogensinde skal stoppe! Men så møder du hans venner. Og det viser sig at han er et KÆMPE fjols! Han er anderledes sammen med dem! Han ignorere dig sammen med dem! Han er nedladende over for dig, sammen med dem! Og i det øjeblik du vender ryggen til for muligvis at gå. Så flipper han straks ud! Han spørger hvad fanden dit problem er! Og om du overhovedet gider at havde noget med ham at gøre! Og i det øjeblik han siger det, får du nok! Du overvejer om du skal sige noget, og starte et stort skænderi. Eller om du bare skal gå? Du kunne også gøre begge dele, men så sidder du senere, og tænker over om du sagde eller gjorde noget forkert?

Lad mig fortælle hvad der virkelig skete.....

Jeg beslutter mig for at gå ned i parken, da det er lørdag og jeg egentlig ikke har andet at tage mig til. Jeg griber mit skateboard på vej ud af døren, og løber dernæst ned af trapperne. For så at springe op på mit skateboard og køre med fuld fart ned igennem gaden. Jeg kigger på folk, som kæmper sig igennem mængden. Hvor jeg derimod bare råber "PAS PÅ" og så masser og skubber folk mere for at komme væk. Det undre mig at folk gider, gider at bruge halvdelen af deres lørdag på at blive skubbet og mast.

Jeg når ned til parken. Hvor jeg ruller hen til skaterbanen, for at øve i et spring eller to (ved ikke hvad det hedder) jeg prøver at hoppe med boardet, men lander direkte på røven! Jeg lukker mine øjne, da jeg synes at smerten forsvinder hurtigere. Jeg åbner først mine øjne, da en skygge danner sig for min øjne. Jeg kigger op for at se, hvem der afbrød mig fra at glemme min smerte! Jeg sidder bare og kigger på ham drengen/manden hvad man nu siger. Det eneste han gør er at række hans hånd ned til mig og sige, "Daniel."

Jeg sidder stadig og kigger da det ikke er gået helt op for mig, hvad der sker rundt omkring. Han sender mig et tandpasta smil, og kommer med et klassisk grin. Hvilket gør at jeg vågner op, og giver ham hånden så han kan trække mig op.!Hvorefter jeg så siger "Ramona."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...