Hellere med dig i Himlen, end alene i Helvede

Skrevet til en gyserkonkurrence for børn mellem 10-14 år.
To børn begiver sig ind i en tilsyneladende harmløs labyrint, men pludselig vokser hækken sammen, og de er fangede i et mørkt helvede, sammen med deres hund. Nu bliver deres venskab sat på prøve, for at kunne komme væk derfra sammen. Mon de kommer ud i live?

1Likes
0Kommentarer
386Visninger
AA

2. En ikke så hemmelig hemmelighed

Buster står og tripper ved sludrestedet, mens han venter på Tulle. Klokken er ved at være over 7 og Charlie begynder at gø.

”Sssh! ” Skænder han af frygt for, at deres plan bliver afsløret. Han kigger utålmodigt rundt efter Tulle. Der er to veje, hun kan komme fra, men der er ikke nogen at se. Buster skal være hjemme igen inden klokken 9, eller før det bliver mørkt. Han kigger på uret. Ti over 7. Kom nu Tulle. Han begynder at svede på panden. Endelig kommer der en cyklende rundt om hjørnet. Hun vinker til ham og ser næsten ikke, at hun kører lige ud foran en bil, der hakker bremsen i og dytter af hende. Hun gibber, men griner bare, da der ikke sker mere.

”Hej! Undskyld, men jeg skulle lige hjælpe med opvasken. Er du klar? ”

”Ja, det har jeg ligesom været i ti minutter. ”

”Okay okay, slap helt af. ” Hun smider cyklen i hækken og låser den med en kæde fast til stativet ved stien. "Hvorfor sveder du? ”

”Hvad? Det er bare regn, ” lyver Buster. Han nægter at indrømme, at han er bange, for det er han ikke, hvorfor skulle han være bange, der er jo ikke noget at være bange for. Det er også irrelevant for resten af historien. Virkeligt, han er altså ikke bange.

”Nå nå, så siger vi det. Skal vi gå? ”

”Jeg tror altså ikke det er så smart vi har Charlie med. ”

”Hvorfor? ” Spørger Tulle, der ivrigt trasker ned mod marken, ” han er da den perfekte jagthund, må jeg holde? ”

”Ja ja, her, ” han rækker snoren til Tulle. ”Jeg tænker bare, han gør ret højt nogle gange jo. Hvis hun nu opdager, at jeg også er her. ”

”Buster… Hun kommer først klokken 8 og der er du jo for længst gået. Desuden, hvem ved om hemmeligheden ikke bare er noget fis eller noget hun har med, så er det jo lige meget, ikke? ”

”Jo jo. Men hvad tror du, at det er? ”

”Noget spændende! ” Da de nærmer sig marken, løber Tulle det sidste stykke ned af fortovet og drejer ind til marken, der er omringet af et højt hegn af træer.

”Tulle! Vent på mig! ” Råber Buster, der har svært ved at følge med. Det er måske vigtigt at sige her, at Buster led af astma, og derfor ikke var så vild med at løbe eller dyrke sport, hvilket gjorde det lidt problematisk nogle gange at følge med sin ivrige eventyrlystne veninde. Men de var dog stadig bedste venner.

”Buster! ” Råber Tulle inde fra marken.

”Kommer nu! ” Råber Buster forpustet. Han hører Charlie gø, og da han drejer ind på marken, kan han næsten ikke tro sine egne øjne. Lige der, midt på marken, det samme sted, hvor cirkusteltet plejer at være, hvor der burde være en skallet plet efter teltet, står noget helt andet, noget helt umuligt.

”Er det ikke vildt! Se lige, Buster! ”

”Det er umuligt? ” Buster står helt måbende og betragter denne underlige ting, på afstand, mens han hiver efter vejret. Tulle, der er frygtløs løber rundt med Charlie, helt henne ved hækken og forsøger at kigge igennem labyrinten.

”Skal vi ikke gå ind? ” Spørger Tulle begejstret, og går hen til indgangen.

”Det er nok ikke en god ide Tulle, ” siger han, mens han ryster på hovedet og bakker langsomt bagud.

”Hvorfor? Er du måske bange? ” Driller Tulle. Hun ved, at Buster hader, når hun siger det og hun ved også godt, at det er lige det, der skal til, for at få Buster med til ting, men ikke lige i dag.

”Nej jeg er ikke! Det er bare… det ser lidt farligt ud. ”

”Helt ærligt Buster, den er ikke særlig høj, man kan kigge henover næsten. Kom nu? Hvis du er bange må du selv om det, så går jeg bare ind alene, ” siger hun, drejer om på hælen og går demonstrativt hen til indgangen, men inden hun går ind, vender hun sig om. ”Skal du med? ”

”Nej, jeg går hjem. Jeg gider ikke. Der er jo ikke noget derinde. ”

”Nej nemlig! Hvad er der så at være bange for? ” Buster kigger sig lidt rundt. Bare de ikke bliver set af nogen. Da han vender blikket mod indgangen igen, ser han Tulles skikkelse forsvinde ind i labyrinten, sammen med hans hund Charlie, der løber foran hende.

”Tulle! Lad nu være! Jeg har sagt at jeg ikke vil…. Med. ” Det kribler i hele kroppen på Buster og det løber ham koldt ned af ryggen ved synet. ”TULLE! CHARLIE! ” Råber den lille dreng febrilsk. Han styrter hen til indgangen og er næsten ved at falde, men det er for sent. Labyrinten vokser sig sammen og der, hvor der før var en indgang, er der nu kun hæk. Buster står måbende foran hækken. Han kan slet ikke høre en lyd inde fra labyrinten. Pludselig lyder der et klokkeslag, og Buster vågner af trancen. Han må komme ind. Han går ikke uden sin hund og han går ikke uden Tulle. Han spæner hele vejen rundt om labyrinten, der er overraskende stor, i forhold til hvad den synes. Han hopper op og ned foran hækkens yderside, mens han råber på sine venner, men kan hverken se eller høre noget. Der er ingen vej ind eller ud, ingen lyd, ingen ting, andet end en stor dum labyrint. Han løber tilbage til udgangspunktet og opdager til sin forskrækkelse, at der igen er åbent ved indgang. Han ved ikke helt om han skal gå ind, eller løbe efter hjælp. Men der er jo ikke nogen, der vil tro på ham. Han går lidt nærmere, men der er intet syn af hverken Tulle eller Charlie. Han lægger mærke til et stort ur, der står lige ved indgangen og tikker. Han træder ind over tærsklen. Han må finde Tulle og få hende med ud. Det kan vel ikke være så svært, hun sagde selv det var en lav labyrint. Han går et par skridt hen af stien og opdager hurtigt, at den hælder meget nedad, så labyrinten i virkeligheden bliver dybere, jo længere man kommer ind. Før han overhovedet kan tænke på at vende om, hører han labyrinten vokse sig sammen bag sig. Han løber hen og smadrer ind i den hæk, der er vokset op, hvor indgangen var. Han slår på den og råber frustreret, men der sker ikke noget.

”Tulle? ” Prøver han igen. Hun må da kunne høre ham, nu når han også er gået ind. ”Tulle? ” Han hører en svag gøen, komme længere inde fra, og løber hurtigere nu. ”Tulle? ” Råber han, endnu højere.

”Her, ” lyder en svag stemme. ”Her er jeg, ” lyder det lidt højere. Han løber rundt om det ene hjørne, så det andet, mens stemmen bliver højere og pludselig står han foran Tulle.

”Hvad har du gang i? ” Han puffer ind i hende.

”Slap dog af? ”

”Slap af? Er du klar over, hvad du har lokket mig med til? Labyrinten, den voksede bare sammen! ”

”Hvordan kom du måske ind så smarte? Du havde ret alligevel, det er bare en kedelig labyrint. Skal vi gå igen? ”

”Så hør dog, Tulle! Det kan vi ikke! Den er vokset sammen. ”

”Det passer jo ikke, ” Siger Tulle og går forbi Buster, af den vej han er kommet.

”Tulle så hør dog! ” Det begynder langsomt at blive mørkt, da de går tilbage mod indgangen. Buster er ikke længere særlig tryg ved at være der, især når de ikke kan komme ud. Han var nu heller ikke specielt glad for ideen til at starte med. Tulle går hurtigere fremad mod indgangen, og Buster må skynde sig, for at kunne følge med hende og Charlie, der også går og skutter sig og piber svagt.

Den frygtløse Tulle er dog pludselig ikke så frygtløs mere, da hun kommer hen til det sted, hun troede var indgangen. Ganske vist, står uret der endnu, men der er ikke andet end hæk. Hun famler fortvivlet rundt ved hækken.

”Det kan da ikke passe! Hvad har du lavet Buster? ”

”Mig?! Det er da dig, der ville herind! ”

”Nej det ville du da også? ”

”Du skyder altid skylden på mig Tulle, du ved udmærket godt det er DIG, der altid kommer på dårlige ideer og det er DIG, der får os ud i ballade! Hvis jeg kunne så var jeg gået fra dig for længst! ”

”Fint. Så skal jeg gøre det nemt for dig, ” siger Tulle fornærmet og går lige forbi Buster, så deres skuldre smadres mod hinanden. Det lader Tulle ikke mærke sig med, og går bare videre, indtil hun forsvinder om hjørnet.

”For helvede Tulle, ” mumler Buster, samler snoren til Charlie op og står lidt og ved ikke helt, hvad han skal gøre. Det er Tulle, der plejer at føre an. Måske skulle han bare give sig og løbe hen til hende igen. Men det er bare altid ham, der giver sig, selvom det er hende, der er forkert på den. På den anden side, så vil han gerne ud så hurtigt som muligt, og Tulle burde kunne finde vejen ud. Han vil hellere blive herinde sammen med hende, end at han vil forsøge at finde ud alene, og risikere at miste sin bedste veninde, trods alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...