Hellere med dig i Himlen, end alene i Helvede

Skrevet til en gyserkonkurrence for børn mellem 10-14 år.
To børn begiver sig ind i en tilsyneladende harmløs labyrint, men pludselig vokser hækken sammen, og de er fangede i et mørkt helvede, sammen med deres hund. Nu bliver deres venskab sat på prøve, for at kunne komme væk derfra sammen. Mon de kommer ud i live?

1Likes
0Kommentarer
437Visninger
AA

5. Det lysner forude

Da de ankommer til den næste statue, vågner Tulle. Charlie hopper op og ned af hende og slikker hende i ansigtet. Den kan også mærke det. Buster ved bare, at det nok skal lykkedes. Han tæller krystallerne og ganske rigtigt, der er 9. Nu mangler de kun to og de har tid nok. Det begynder at blive lyst snart.

Buster lader Tulle komme sig og henter straks den næste gåde. Men som solen titter frem, bliver gåderne åbenbart sværere og labyrinten mere træng og levende. Mens han står og læser, vokser hækkene tættere og tættere på de tre venner og en af grenene sniger sig hen bag Charlie og tager fat om en af hans poter, så han hyler.

”Nej! Forbistrede møg! ” Råber Tulle og hiver Charlie til sig. De tre venner tvinges til at stille sig på statuen, mens de grubler over gåden. ”Hvilken bue kan man ikke skyde med? ” Gentager Buster. Han kigger sig omkring, som om svaret skjuler sig lige for næsen af dem. ”Kan det være en regnbue? ” Spørger Tulle forsigtigt. Ganske rigtigt. En enlig sort krage kommer flyvende og lader en krystal falde fra sin mund. I samme øjeblik Tulle griber den, kommer en hel sværm af store sorte fugle til og styrter lige mod statuen, hvor de står. De hopper hurtigt ned og videre og de hører næsten ikke det næste klokkeslag.

De ankommer udmattede, sultne og forpustede til den sidste statue, mens solen står op. De smider sig kortvarigt på jorden foran en statue, af ingenting. Der står slet ikke nogen eller noget på podiet. De ligger og spekulerer over, om det mon er deres plads, men tør ikke dvæle for længe ved tanken. Tulle hopper op og snupper den allersidste papirrulle. Forhåbentligt.

”Der står meget på denne her. ” Hun skimmer hurtigt ordene i hovedet og læser så højt for Buster, ”Der står: ’Tillykke. I er nu nået den sidste gåde. Gennemfører i denne inden tiden løber ud, vil i skulle finde Orkanens øje. Her finder i et panel. I skal nu indsætte alle de krystaller i er blevet givet. Læs omhyggeligt, så skal i nok komme ud. ’ Okay er du klar til gåden? ”

”Ja, kom an! ”

” Fattige har det, rige mangler det og hvis du spiser det dør du. ”

”Hvad har fattige, som rige mangler? ”

”Venner? Familie måske? ”

”Jeg tror ikke det er sådan noget. Det skal være noget man ikke kan købe så. ”

”Men noget man dør af, hvis man spiser det. ”

”Der er da ikke nogen fattige, der har gift. ”

”Men hvad er det så? ” Friheden synes pludselig længere væk nu end nogensinde før. De er så tæt på, og så kommer der sådan en svær gåde. De er trætte, udmattede og har sår over hele kroppen, men alligevel er de så tæt på, at de ikke kan give op nu. Solen er stået op. Det må være et tegn. De skal nå det.

”Buster, når vi gætter denne her. Hvis vi gætter den, hvad tror du så der kommer bagefter? ”

”Hvad mener du? ”

”Ja, nu det er den sidste. Hvad tror du der kommer? ”

”Det ved jeg ikke. Men vi skal ikke tænke på det. Der kommer frihed. ”

”Frihed! Nej, det har rige jo. Hvad er det modsatte af frihed? ”

”Hmm, trældom. Men det dør man jo ikke af at spise, det kan man ikke. ”

”Måske… nej. Nok ikke. ”

”Hvad tænker du på Tulle? ”

”Ikke noget alligevel. ”

”Du har da fat i noget! ”

”Hvad? ”

”Ikke noget! Alle fattige har ikke noget, det er noget de rige mangler og man dør af at spise ingenting! ”

Den sidste krystal falder til jorden og de tre venner står nu, og bæver af gyselig spænding over, hvad der nu venter dem. Men der sker intet.

”Hvorfor sker der ikke noget? ” Spørger Tulle, og bevæger sig langsomt hen mod udgangen af pladsen.

”Det ved jeg ikke. Måske kommer det lige om lidt. ”

”Hvad sker der Buster, hvad tror du der kommer? ”

De hører endnu et klokkeslag. Den 11. time er slået.

”Løb, vi skal nå det, kom så Tulle! ” De tager hinanden i hånden og spæner gennem labyrinten med Charlie løbende bag dem. Hækkene fjerner sig for dem og danner en sti, rundt om midten og ind mod en stor åben plads, hvor der står et panel.

”Wauw! ”

”Det er et snefnug, ” konstaterer Buster undrende.

”Kom, lad os skynde os, der er ikke lang tid endnu! ”

De to venner sætter den ene krystal efter den anden i panelet så det danner et snefnug. Da den sidste sten er sat i, begynder det at dreje rundt og stenene danser ud til siden og danner et nyt panel inde i midten. En tekst kommer til syne.

”Venskab er et sind i to kroppe, ” læser de i kor og teksten brydes op. Et tredje panel dukker frem. Der er lige plads til to hænder.

”Den klarer jeg, ” siger Tulle ivrigt og sætter hænderne på, men der sker ikke noget.

”Måske er det en dreng der skal til, ” men heller ikke nu sker der noget.

”Vi er altså ved at løbe tør for tid! ”

”Vent nu lidt Tulle. Læs inskriptionen grundigt, stod der jo. ’Venskab er et sind, i to kroppe’. Så man skal smelte sammen. ”

”Så en af hver hånd? ” Spørger Tulle. De kigger tøvende på hinanden og sætter hver en hånd på panelet. Et stort lys bryder op fra panelet og blænder de to venner. Labyrinten danner en lige sti mod udgangen og de fyldes med lettelsens glæde.

***

I det fjerne betragter en lille mørk skikkelse hændelsen. Labyrinten åbner sig med en lige sti, så to venner kommer til syne. De fjerner hænderne fra et panel og tager hinanden i hånden. En lille forskræmt hund løber gøende i forvejen. De to børn kommer langsomt tættere og tættere på. Skikkelsen skuler mod dem, fra det fjerne. Børnene er smurt ind i blod, vist ikke deres eget. De har grene og blade i håret, men smil på læberne. De kommer nærmere, så sår, blå mærker og skræmmer viser sig på deres kroppe. Labyrinten er dyb og vejen er lang, men der er ikke mange skridt endnu. Skikkelsen træder tilbage, ikke for at give plads. De ser slet ikke andet, end hinanden og udgangen. Hunden løber over tærsklen, forbi et stort tikkende ur. Tiden er knap, men de to børn synes ikke at have mistet modet. De løber forpustede ud mod morgensolen. Hunden løber hen mod den lille skikkelse, og lige forbi, som om der ikke stod nogen. Den løber rundt om hjørnet og forsvinder. Skikkelsen vender hovedet mod labyrinten og betragter endnu de to venner, der nærmer sig udgangen. Pludselig lyder et øredøvende klokkeslag, og i samme sekund splintres uret lige foran de to børn. Labyrinten forsvinder på få sekunder, for øjnene af de lamslåede børn og den betragtende skikkelse. Hækkende synker sammen ned i jorden og alt der står tilbage, er en statue. Hvis man nærmer sig, kan man på panelet under statuen læse, ’Kun sandt venskab leder vejen ud’. Men skikkelsen holder afstanden, står lidt og dvæler ved synet af de to børn, med hinanden i hånden, der med glæde i øjnene løber mod friheden. Et forbudt smil breder sig på den lille mørke skikkelses kinder og derefter forlader denne mystiske person stedet, ud i den lyse morgensol.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...