Hellere med dig i Himlen, end alene i Helvede

Skrevet til en gyserkonkurrence for børn mellem 10-14 år.
To børn begiver sig ind i en tilsyneladende harmløs labyrint, men pludselig vokser hækken sammen, og de er fangede i et mørkt helvede, sammen med deres hund. Nu bliver deres venskab sat på prøve, for at kunne komme væk derfra sammen. Mon de kommer ud i live?

1Likes
0Kommentarer
396Visninger
AA

1. Den nye pige

Dette er en sand historie, om et venskab. En sand, men grufuld historie. Vennerne Tulle og Buster var i skole, som alle andre dage, men denne dag, var slet ikke som alle andre. De vidste intet om, hvad der skulle til at ske, den samme aften. Som altid sad Tulle og Buster ved siden af hinanden, i det tætpakkede klasselokale. Tulle daskede til Buster og Buster daskede til Tulle. De startede den samme lille leg, som de gjorde så ofte i frikvarterene, alt imens råb, skrig, snak og skrål blev hvirvlet op mod loftet i en afskyelig luft af leverpostejsmadder, gammelt gymnastiktøj og prut i en fyldt ballon, der eksploderede så snart den ramte loftet. Klokken ringede og samlede børnenes opmærksomhed i et kort sekund, indtil læreren kom og de satte sig på stolen og var så stille, som man nu kan være, når man går i 6. klasse.

Læreren klappede tre gange i hænderne, for at få helt absolut ro. Grinende over, at de da bare var alt for gamle til den slags, der kun var for små børn i 3. klasse og velvidende, at der aldrig ville være komplet ro, overdrev hele klassen og klappede højt, larmende og klappede løst, indtil læreren afbrød med et råbende udbryd.

”Stille! ” Latteren stilnede af, og de satte sig på deres pladser, for at vurdere, om læreren havde noget interessant at byde på. Hvis ikke, så var der ikke så meget at gøre. Tulle plejede at forsikre Buster om, at læreren jo ikke kunne gøre noget alligevel. Det måtte de ikke. Højst et smut forbi kontoret, og det skete der jo ikke noget ved. Højst et opkald til far og mor, men hvad kunne de gøre, plejede hun at sige. Voksne må ikke slå børn. De kan give os stuearrest, men hvem har ikke prøvet det før. Vi går stadig i samme klasse, plejede hun at tilføje, så de kunne jo ikke skille dem helt ad.

Døren gik endnu op og klassen samlede deres opmærksomhed mod døren. Det kunne være en anden lærer, som ville låne noget kridt, ikke vildt spændende. Engang kom Frederiks mor ind, med hans madpakke, det var skægt. Og vildt pinligt. For ham. Rektor kunne komme forbi, og hente en af eleverne, men det var det alt for tidligt til. Så var der den værste, det kunne være skoletandlægen. Hele klassen hvislede et enstemmigt ”uuuh”, men blev hurtigt skuffede, ja nærmest fornærmede. En ny elev. Ingen skulle våge sig ind i deres klasse, uden en straf. De skulle i det mindste vide, at deres plads ville være lavest i hierarkiet. Der var dem, som havde været der fra dag et. Kernen af klassen. Så var der tre, som var kommet ind i 1. klasse. De blev stadig kaldt nye. Klassen havde ikke fået nye medlemmer siden 3. klasse. Det var lugte-Laura. Hun gik aldrig i bad efter idræt og havde altid det samme tøj på i skole. De havde mobbet hende ud, alle sammen. Det var ikke fordi, at de synes mobning var sjovt, men hun havde fortjent det. Hun havde ikke respekteret klassens uskrevne regler og hun havde fornærmet klassen. Gjort sig bemærket, men på den dumme måde. Hun var alt for anerledes. Men det er en anden historie. Denne handler om venskab, ikke om had, ikke direkte. Selvom man kan synes, at der må ligge had bag en så forfærdelig hændelse, så er det ikke kernen i historien og har intet at gøre med lugte-Laura, selvom man ville ønske, at hun kunne få en form for retfærdighed. For at være ærlig, så er det da ulækkert ikke at gå i bad, så måske hun havde fortjent det alligevel, selvom det var en hård måde, at forlade en klasse på. Lad nu det ligge. Det er ovre nu. Så vidt det siges, skulle hun have det godt i sin nye skole.

Den nye elev gik ind i klassen og var ikke specielt nervøs. Hun var heller ikke sær, eller tyk og hun havde ikke rødt hår. Der var ikke en finger at sætte på hende. Hun havde endda den samme skoletaske som Tulle, hvilket var ret sejt. Den nye pige præsenterede sig selv. Hun kom rigtig langt væk fra, fra en by ingen kendte. Hendes forældre var flyttet hertil, ind i et helt almindeligt hus, på en helt almindelig gade. Hun kunne godt lide hunde, ligesom alle andre børn i den alder og så var hun rigtig god til matematik, sagde hun.

Så snart klokken ringede og de igen fik frikvarter, kastede klassens piger sig over den nye elev og spurgte hende om alverdens ting. Nu skete der endelig noget spændende. De skulle spørge hende om alt. Det underlige var, at der ikke var nogen, der stikkede til hende, spurgte om underlige ting eller snærrede. Pigen virkede ret normal, næsten som om hun hørte til i klassen.   

Tulle viste hende endda, at de havde samme skoletaske. Mens de andre piger spurgte om alle mulige ting, som hvem hun bedst kunne lide indtil videre, hvordan hendes værelse så ud, hvad hendes yndlingsret var og alt muligt andet man skal vide, når en ny pige er startet i klassen, kiggede Tulle på hendes penalhus. Det var brunt og lignede det var hjemmelavet. Hun havde to blyanter uden noget på, bare helt almindelige. Måske havde hun skrællet papiret af, fordi hun ikke kunne lide det. Tulle havde selv haft en blyant med fodbolde på engang, som hun havde fundet ude i gangen. Hun pillede bare papiret af og så var den god igen. Eller faktisk, så synes hun, at den så så kedelig ud uden papir, så Tulle farvede blyanten rød med en tusch, men det blev det bare værre af. Pigen, der hed Karla, havde en masse ubrugt viskelæder i sit penalhus. De forestillede alle sammen det samme, men var alligevel forskellige. Det var træer og blomster. Tulle fandt også en lille snekugle i hendes penalhus, men den var tom. Det eneste der var indeni, var det der sne man hvirvler rundt.

”Hvorfor har du en tom snekugle i dit penalhus? ” Afbrød Tulle de andre. Pigen vendte sig om, rev den ud af hånden på Tulle og puttede den i lommen på sin cardigan.

”Det har jeg bare, ” svarede hun bestemt.

”Nå okay, undskyld så. ” I samme sekund var frikvarteret ovre og pigen tog plads ved siden af Tulle, hvor Buster plejede at sidde. Men Tulle lod sig ikke mærke af det, så Buster måtte sætte sig et andet sted.

”Kan du holde på en hemmelighed? ” hviskede hun til Tulle, der nikkede spændt. Pigen tog snekuglen frem og holdt den skjult i begge hænder, så man kun lige kunne snige sig til et lille glimt af toppen og se ned igennem den.

”Den er magisk. ” Tulle rynkede brynene og kiggede skeptisk på pigen. ”Se her, nogle gange, hvis man er heldig, kommer der en labyrint frem. ” Tulle kiggede i pigens hånd på snekuglen, men kunne ikke se noget i den. ”Kan du se den? ”

”Nej ikke rigtigt. ”

”Jo, kig nu godt efter, den er der et sted. Du kigger bare ikke ordentlig efter. ”

Tulle kiggede en ekstra gang, og pludselig kom en labyrint til syne. Hun var helt målløs.

”Det sagde jeg jo! Nogle gange kan man bare ikke se det, der er lige for næsen af en, ” sagde pigen og vendte sig med snuden mod tavlen. Matematiklæreren var allerede godt i gang med at skrive dagens opgaver på tavlen.

Tulle kunne slet ikke lade være med at tænke på den nye pige og hendes snekugle. Sådan en gad hun godt at have. Hvor mon hun havde den fra? Det kunne være hun kunne lege efter skole, så kunne hun komme hjem og se hendes værelse. Hun havde garanteret en masse spændende ting liggende rundt omkring. Tulle drømte sig væk og forestillede sig, alle de utrolige ting hun måtte have.

”Tulle, kan du svare, kan du finde x? ” Tullede vågnede fra sin drømmeverden. Hele klassen stirrede på hende. Nogle af pigerne begyndte at fnise, fordi Tulle blev helt forvirret. Hun havde slet ikke hørt, hvad læreren havde sagt. Den nye pige og læreren kiggede bebrejdende på hende.

”Ja, det er lige der, ” sagde hun og pegede.

”Ja, det er godt med dig. Prøv nu, hvad giver x i denne her ligning? ” Spurgte læreren igen og slog en stor fed streg under en af de mange regnestykker, der var skrevet i en pærevælling på tavlen. Nu skulle hun tænke hurtigt, så det ikke blev alt for pinligt. Hun scannede hurtigt tavlen og regnestykket, talte hurtigt på fingrene mens hun mumlede og svarede så, lidt usikkert, ”Er det 12? ”

”Ja, flot. Du kan jo godt. Hvis du bare hører efter, ” mumlede læreren til sidst.

Da dagen var omme, og Buster og Tulle skulle hjemad, gik de og snakkede om den nye pige.

”Jeg siger dig Buster, det passer altså! ”

”Som om. Det kan ikke passe, ting dukker ikke bare op. Det var garanteret en snyde-kugle. ”

”Så siger vi det. Men den var sej alligevel. Jeg tror faktisk jeg vil spørge om jeg må komme hjem til hende, så jeg kan se alle de andre seje ting hun sikkert har. ”

”Ja, men i dag skal vi to lege, og vi skal gå med min hund først. ”

”Åååh fedt, jeg elsker Charlie! Jeg ville ønske jeg havde en hund, men min dumme lillebror er allergisk. ”

”Jeg ville ønske jeg var allergisk nogle gange. ”

”Hvorfor? ” Spørger Tulle og tager en bid af en gammel gulerod hun fandt i sin taske.

”Så behøver jeg ikke gå med den hele tiden. Det er ligesom min storebror, der er allergisk over for græs, så slipper han for at slå det om sommeren. Men jeg får i det mindste en tyver for det. ”

”Kun? Jeg får 50, ” smiler Tulle hånligt. Da de stopper op ved stien, hvor de plejer at stå og snakke, indtil de efter en time eller to går hver sin vej hjem, kommer den nye pige gående forbi.

”Hej med jer, ” siger hun og smiler.

”Hej, bor du også den vej? ” Spørger Tulle og peger i retning mod sit eget hus.

”Det kan man godt sige, jeg bor ret langt væk. Kan du være sammen i dag? ”

”Nej, jeg har lovet at være sammen med Buster, vi skal gå med hans hund. ”

”Nå, det var en skam, jeg ville ellers have vist dig noget, ” svarer pigen og vender sig om, for at gå hjemad.

”Hvad? ” Spørger Tulle begejstret og tager fat i hende, så hun kommer tilbage.

”Ikke noget særligt, bare en hemmelighed, men i vil måske mødes derhenne? ”

”Ej sig det, hvad er det? ” Spørger Tulle og glemmer alt om sin aftale med Buster.

”Det er sikkert bare fis, ” siger Buster og hiver Tulle i armen, men hun vrider sig løs, for hun vil høre mere om den nye piges hemmelige sted.

”Er det en hule, hvad er det? ”

”Det kan du jo selv få at se, hvis vi mødes på marken, du ved, der hvor cirkusset plejer at være, omkring klokken 8? ”

”Okay, det er en aftale, så kan vi bare gå den vej med Charlie! ”

”Nej, det er kun dig! ” Udbryder pigen pludselig febrilsk.

”Hvorfor, er det kun for piger da? ”

”Nej altså… Det er bare… Der kan kun være en af gangen, altså… Bare kom alene, okay? ” Siger pigen og smiler til Tulle, der nikker. De følger hende gå hen af gaden og forsvinde rundt om hjørnet.

”Hun er sgu da mærkelig, hvorfor må jeg ikke komme med? ”

”Det skal hun da heller ikke bestemme, du kommer bare med alligevel. Vi går derned halv 8 og tjekker det ud, så kan du bare gå inden klokken 8, så opdager hun det ikke. ”

De to bryder op, og aftaler at mødes igen samme sted, samme aften klokken 19, præcis. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...