Pretty Little Horror Story 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2015
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
I fortsættelsen til Frozen Is The New Black bliver Elsa slynget ud for nye morsomme og skræmmende udfordringer, da hun overtager et hjemsøgt hus i Rosewooden for at starte på en frisk. Hun må alliere sig med Vanellope von Schweetz, Pocahontas og sin tidligere fjende Belle for at bekæmpe husets mørke sider. Men pludselig begynder de alle at modtage hårrejsende beskeder fra den anonyme "A," der ikke bare kender til alle deres hemmeligheder, men udnytter dem for at få pigerne til at gøre drastiske ting. Elsas følelser for Mulan bliver imidlertidig sat på en prøve, da "A" forsøger at tænde gnister imellem dem. Er der en bagtanke ved det? Og kan Elsa overhovedet have noget kørende med en af sit eget køn, der imod hende selv stadig er fanget i prinsessefængslet? Mød masser af populære fandoms i Frozen Is The New Black 2: Pretty Little Horror Story! // ADVARSEL: Historien indeholder stødende, voldeligt og seksuelt materiale.

24Likes
55Kommentarer
4789Visninger
AA

10. 8) Dobbeltmord

En forførende glæde bankede i mit hjerte. Det var måske lettelsen over ikke at skulle dræbe Ariom, eller måske det at jeg nu havde en undskyldning for at slå Addie ihjel? Varmen gnistrede i mine fingerspidser. Jeg måtte skynde mig at gøre det, hvis mongolkvindens psykotiske mor pludselig ville komme for at hente hende.

  Vanellope protesterede, idet jeg forklarede hende hvordan Addie kunne være den besynderlige. Hun mente ikke at Addie lignede én, der kunne være minimum de atten år – altså kvinde. Trods jeg heller ikke syntes det, var der ikke meget tvivl. Den besynderlige måtte være hende. Mongol var lig med besynderlig. Beviset var at åbne øjnene op.

  “Fint. Men hvordan gør vi det så?”

  “Lad mig om det,” smilede jeg smørret og gned mine hænder mod hinanden.

  Jeg gik hen og lukkede hovedøren, der hvor Ariom stod og stønnede højlydt. Hun var i færd med at med at stikke en paraply op under kjolen. Synet fik det til at give et jag i mit underliv, og jeg skar en grimasse, før jeg konfronterede mongolkvinden, som snavede gulvet foran Vanellope. Det slimede savl fra hendes mund spredte væmmelse i min mave. Faktisk burde jeg tvinge hende til at vaske det væk i et hav af lussinger, men jeg kunne ikke fordrage tanken om at få hård hud på mine hænder.

  “Nu jeg tænker over det, kan du så ikke gøre det, Van?”

  “Hvad? Nej aldrig.”

  “Du skal bare klemme lidt til om hendes kød, så hun ikke kan få vejret. Det er da crazy nemt.”

  Hun vendte øjne af mig, og stod i lidt tid, før hun modvilligt gik med til det. Vi aftalte, hvordan præcist vi skulle gøre det, så vi ikke ville blive slået på eller opleve for meget modstand. Ikke at nogen af os forventede den store kamp med Addie. Hun havde sikkert ikke nok hjerneceller til at overhovedet at forstå, hvad der om lidt ville ske.

  I et hurtigt trak greb jeg fat i mongolkvindens lange mørkebrune hår. Hun skreg som et svin, idet jeg rev hende op fra gulvet op, og slæbte hende hen mod trappen. Mine fingre var knyttet om bundtet, der var på vej til at give slip på hendes hovedbund. Van fandt et stykke tape frem, og lukkede derefter munden på den besynderlige. Så tog hun fat om hendes sparkende ben, pressede dem sammen, så det eneste til at holde hendes torso oppe over trappetrinene, var mit hårde greb om hendes hår.

  Under gaffertapen kunne jeg høre dybe, grådkvalte hvin. På trods af Addies savlende opførsel, snittede en skyldfølelse mit hjerte. Jeg mindede mig selv om, at det her var hvad “A” ønskede. Selv hvis jeg fortrød, blev jeg nødt til at udføre mit arbejde.

  Men du bliver ikke nødt til at behandle hende sådan der, hviskede fornuften i mit baghoved. Du behøver ikke kun at holde hende oppe ved at rive i hendes hår. Du behøver ikke …

  … shut the fuck up, Sanity, hvæsede min engelsktalende onde side, der lod til at have samme stemme som Morgan Freeman. Elsa needs to do this for fucking revenge. Never forget what the slavering bitch did to her and her floor. The bitch’s psycho mother deserves it, too.

  Ingen for…

  Shut up!

  Jeg fortsatte bittert mit arbejde, og fik hjælp af Van til at bære mongolkvinden ovenpå. Det gik op for mig, hvor meget hendes tunge vægt fik mine arme til at sitre. Diskussionen i mit hoved havde larmet for meget til at jeg havde bemærket det. I det mindste var der ikke mange trin tilbage.

  Saltede tårer piblede ud fra den besynderliges øjenkrog. Hun vred sin krop i frygt og smerte, og jeg kunne se hvordan det påvirkede Vanellope også. Vans ansigt var ligblegt, hendes øjne mørke og traumatiserede allerede. Hun anstrengte sig henåndende for at holde Addies ben samlet og oppe.

  “Vi bør ikke gøre det her,” fik hun fremstammet. “Vores hemmeligheder er ikke værd et andet menneskes liv.”

  “Jo selvfølgelig er de det. Men jeg forstår dig godt.”

  “Så lad os stoppe nu!”

  “Nej, det kan vi ikke. På ingen måde. Vi bliver nødt til at gøre hvad “A” siger. Desuden fortjener mongolkvinden det her. Hun oversavlede mit gulv, og gav mig et chok.”

  “Okay Elsa, du har total ret. Kan du ikke slæbe hende op resten af vejen, mens jeg finder noget reb?”

  Jeg nikkede, og Van gav slip på Addies ben, lod dem dumpe ned på kanten af et trappetrin, hvorefter hun begyndte at rode i sit hår efter rebet. Da hun havde fundet det, og jeg havde fået Addie slæbt ovenpå, lavede Van en lasso, svang den om lysekronen, og bandt den anden ende om den besynderliges hals. Jeg hjalp hende med at svinge den besynderlige ud over gelænderet. Kvindens sidste reaktion var at det gav et gib i hende. Så fløj hun ud over entréen som en overvægtig superhelt, til hun ramte væggen, og blev skubbet tilbage mod trapperne, som hun også stødte ind i med et højlydt brag. Sådan blev hun svunget frem og tilbage i et par sekunder, før hun hang stille, men spjættende lige foran hovedøren.

  En anelse lettet åndede jeg ud. Jeg så på Vanellope, og vi smilede svagt til hinanden. Med det samme lød der et skrald, og begge vores ansigter drejede i retningen mod lysekronen, som Addie hang i. Den gav slip fra loftet, og styrtede ned af.

  Mine øjne spærrede op, idet onanerende Ariom blev slynget omkuld. Hendes hoved blev kastet mod gulvet i et knæk, og resten af hendes krop lå begravet under mongolkvindens deller. Hendes iskolde øjne stirrede tomt ud i luften, blod forlod langsomt hendes fyldige læber, og jeg hørte mig selv fylde huset med et rædselsslagent skrig.

  Ariom var død. Hun havde ikke været et spøgelse. Hun var død. Jeg havde dræbt hende.

  Ved siden af mig fandt Vanellope sin mobil frem. Jeg var for chokeret til at se på hendes skærm, men så begyndte hun at mumle.

  “Øh, Elsa? Jeg tror måske du havde ret i, at kameraet ikke var live, da jeg viste det. Det ser ud til, at jeg var kommet til at tage et billede af entréen uden hende den gamle, så, øh, det var det vi så. Måske var mongolkvinden alligevel ikke den besynderlige.”

  “Ariom var ikke gammel eller besynderlig,” var det eneste jeg havde at sige. Min stemme var toneløs, og mit blik uden fokus.

  “Se nu bare.” Hun rakte mig sin mobil, og jeg tog imod efter et par sekunder. Jeg rettede linsen mod Ariom, og tabte kæben. “Hun var måske ikke et spøgelse. Måske var hun en heks.”

  Den før glatte, rene hud, var gennem linsen rynket og snavset. Hendes øjne var mindre, røde rundt om pupillen, og på siden af hendes ansigt var en behåret vorte.

  “Tænk at jeg overvejede at have sex med hende.” Opkast brusede vej op gennem min hals, og da det nåede mine læber, kunne jeg ikke holde det tilbage. Jeg lod det skylle udover de to stænkende lig på mit før glinsende trægulv. Det brunlige klumpede væske sivede ned i deres tøj og hår, og Ariom med munden halv åben fik det modvilligt at smage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...