Pretty Little Horror Story 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2015
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
I fortsættelsen til Frozen Is The New Black bliver Elsa slynget ud for nye morsomme og skræmmende udfordringer, da hun overtager et hjemsøgt hus i Rosewooden for at starte på en frisk. Hun må alliere sig med Vanellope von Schweetz, Pocahontas og sin tidligere fjende Belle for at bekæmpe husets mørke sider. Men pludselig begynder de alle at modtage hårrejsende beskeder fra den anonyme "A," der ikke bare kender til alle deres hemmeligheder, men udnytter dem for at få pigerne til at gøre drastiske ting. Elsas følelser for Mulan bliver imidlertidig sat på en prøve, da "A" forsøger at tænde gnister imellem dem. Er der en bagtanke ved det? Og kan Elsa overhovedet have noget kørende med en af sit eget køn, der imod hende selv stadig er fanget i prinsessefængslet? Mød masser af populære fandoms i Frozen Is The New Black 2: Pretty Little Horror Story! // ADVARSEL: Historien indeholder stødende, voldeligt og seksuelt materiale.

24Likes
55Kommentarer
4641Visninger
AA

17. 15) My Sister's Keeper

“Elsa!” Mulan kom skrigende løbende efter bilen, da Belle, Pocahontas og jeg var på vej ud af prinsessefængslet. “Elsa, please stop bilen!” Flere vagter kom hastigt efter hende, så jeg besluttede mig for at stoppe op og lade hende tale ud så meget hun kunne nå. “Åh gud, tak. Jeg bliver nødt til at sige det, bare lad mig sige det én gang.”

  Jeg rullede vinduet ned, og nikkede til hende.

  “Jeg elsker dig. Jeg er forelsket i dig, og jeg ved at du synes det er forkert, men please tænk over det. Du betyder mere for mig, end du aner.”

  Vagterne greb fat i hende, men hun kæmpede stærkt imod.

  “E-Elsa, husk det. Husk os. Please husk os.”

  Mens hun blev slæbt væk, følte jeg en uro gro indeni mig. Jeg følte mig udnyttet. Jeg følte, at hun havde udnyttet mine ord og set dem som en mulighed for, at hun kunne tillade sig at få mig til at se svag ud. Der var intet mellem os. Der havde aldrig været det. Det alt sammen var Mulan, der misbrugte dét at jeg var biseksuel.

  Arrigt flåede jeg bildøren op, og jeg stirrede direkte på hende, da jeg sagde: “Jeg husker alt, og det er intet. Farvel, Hua Mulan. Jeg håber du ved besked om, at jeg aldrig vil komme til at få følelser for dig, for så slipper vi begge fra den her latterlige freakshow-forestilling!”

  Jeg skyndte mig ind i bilen igen, før jeg kunne nå at se hendes reaktion.

  “Det der var ret ondt sagt,” mumlede Pocahontas.

  “Jeg har aldrig været mere stolt af dig,” smilede Belle, og greb om mine skuldre fra bagsædet.

 

Neptune var den slags by, hvor du følte at du skulle betale for bare at sætte dine fødder på freaking asfalten. Alt var glamourøst og lyst og filmisk, men det var virkeligt. Anna havde været her før, og jeg gad vide hvad hun havde lavet.

  Lige efter at vi var begyndt at køre, havde “A” havde sendt mig nogle koordinater at følge. Jeg havde holdt mund om det hele, da pigerne spurgte, hvor vi kørte hen og hvorfor, og jeg havde løjet om, at jeg bare skulle forbi McDonald’s.

  “Du er lige kørt forbi McDonald’s,” hvislede Belle. “Hvor tager du os virkeligt hen?”

  “Jeg tager ikke jer nogen steder hen. Det er mig. Mig, mig, mig. Alt drejer sig om mig.”

  Det kunne være vinden, men det lød som om Belle mumlede “selvoptagede klamme so, jeg slår dig ihjel, jeg er “A”” omme bag mig. Fordi jeg var ligeglad med hendes dumme sætninger, valgte jeg at ignorere hende og fulgte i stedet As koordinater hen til et bordel kaldet Bordel Cortez. Der var nogle blinkende neonrør, der formede bogstaver på bygningen: GAY BAR. Og ved siden af: RYAN MURPHY WAS HERE.

  Med et rynket bryn parkerede jeg min bil og steg ud for at få et bedre syn over bordellet. Det var stort, aflangt, blegt. Det stod lige op i vejret med robuste sten, som selv ikke en flodbølge ville kunne rokke med.

  “Bliv i bilen,” beordrede jeg pigerne, som var de et sæt slavere. “Hvis I prøver på andet, fryser jeg jer fast.”

  Pocahontas så allerede ud til at fantasere om det, så jeg skyndte mig at træde ind i bordellet. Det første, der mødte mit syn, var en skaldet isse, der tilhørte en høj mand i dametøj og med makeup i hele hovedet.

  “Velkommen til Bordel Cortez, hvor drømme bliver smidt i affaldssækken med din fornuft, og mareridt bliver serveret til forret, hovedret og dessert.

  “Her er hverken vampyrer eller spøgelser, dildoridende hudløse monstre eller livsforsikring.

  “Hvis du søger en blodtørstig, dominant sociopat, tryk på etage GAGA i elevatoren. Men hvis du er her for Devil’s Night, tryk på etage DID.”

  “Jeg er her for at finde ud af, hvad min søster Anna Steely har holdt skjult. Er det noget, du kan hjælpe mig med, Miss …?”

  “Miss Liz, og det er det særdeles. Du vil finde svarene på etage DID.”

  “Men jeg er her ikke for Devil’s Night – hvad end det er.”

  “Åh, søde. Jo, det er du.” Liz sendte mig et skummelt smil, der på en eller anden måde mindede mig om Jack Frost, da han udgav sig for at være Mørkegrå: en opdigtet figur i hans syge leg, som jeg satte en stopper for. Hvis bare jeg havde sat en stopper for den noget før, så jeg bare kunne have bedt Anna om at fortælle mig hendes hemmeligheder i stedet for at køre rundt i hele Disneyland for at finde ud af dem. “Kom med mig.”

  Normalt ville jeg have tøvet med at følge efter Liz, men jeg var desperat. Trods den svage, hurtige banken bag mit bryst lod jeg hende lede mig ind i elevatoren og trykke på den rigtige etage for mig. Hun skyndte sig ud, før dørene blev lukket, og en bizar melodi begyndte at spille.

  “My guessing game is strong, way too real to be wrong. Caught up in your show. Yeah, at least now I know: it wasn’t love, it wasn’t love. It was a perfect illusion, perfect illusion.”

  “Hvad mon der blev af den klassiske musik, der plejer at blive spillet,” mumlede jeg for mig selv.

  “Ohhh, you were a perfect illusion. Ohhh, it was a perfect illusion.”

  Klik.

  Jeg trådte ud af elevatoren hurtigere end Stefani Germanotta kunne nå at gentage det sidste vers. Mine øjne mødte straks en dyster gang med døre til alle sider.

  Dybe røde nuancer var som sprøjtet hen ad gulvet og gjort til et aflangt gulvtæppe. Det mindede mig om størknet blod. Det mindede mig om Ariom, og hvad jeg gjorde ved hende. Hvad Vanellope fik mig til at gøre.

  Væggene var lysebrune og hullede, så tapetløse og rå ud. Ved værelse 64 var der indhugget noget i væggen. To bogstaver og ét tegn: E + A

  Mit blod isnede.

  E + A? Betød det hvad jeg troede det betød: Elsa + Anna?

  Havde Anna været her, indhugget dette? Det var et bordel. Det gav mening. Anna havde lavet den der pornografiske film med Jack. Nogle af scenerne kunne være blevet filmet her, inde i værelse 64. Svarene jeg søgte var måske på den anden side af denne dør. Endelig ville jeg finde ud af min søsters virkelige jeg.

  Idet jeg greb fat i dørhåndtaget, lød der et smæld for mine ører. Jeg nåede ikke engang at opfatte den dunkende smerte ved mit kindben, før jeg faldt om.

 

“De ser ud til at være tilbage ved bevidstheden nu, Deres Majestæt.”

  Endelig en der omtaler mig med respekt!

  “Jeg undskylder for min voldsomme måde at byde Dem velkommen til Devil’s Night på. Men jeg kunne ikke have, at De så vejen hertil, hvis De nu fik lyst til senere at rapportere os til politiet.”

  “Rapportere? Politiet? Hvem er I?” Langsomt fik jeg åbnet mine øjne og vænnet dem til den dunkle belysning.

  Jeg var i et stort værelse. Jeg kunne svagt spotte de mørkerøde vægge i det fjerne, men lige foran mig var et aflangt egetræsbord dækket op til en fin middag.

  Hvad i al …

  “… vi er Disneylands mest kendte serie- og massemordere. Jeg er Hillary Clinten. Og jeg har informationer til Dem, der vedrører Deres lillesøster, prinsesse Anna Steely. Det er hvad De ønsker, ikke?”

  “Ønsker hvad?” Smerten i mit kindben var så gennemtrængende, at jeg ikke kunne koncentrere mig om Hillarys udtalelse.

  “De ønsker at jeg fortæller Dem om Deres lillesøster, ikke? Fortæller hvad jeg har fået at vide?”

  “Øh, øhm, jo. Det er det jeg ønsker.” Mit blik fangede de skumle silhuetter, der omringede bordet. De sad ned med deres kroppe vendt mod mig. “Hvis I ikke slår mig ihjel for det.”

  En latter rumlede gennem værelset som en blanding af en uhyrlig heksehvin og torden. Pludselig blev jeg glad for, at jeg allerede var sat ned på en stol. Ellers havde mit hoved mødt gulvet.

  Jeg fik for alvor øje på bredskuldrede Hillary. Hendes hår og makeup var lagt så gysende perfekt, at hun så ud som en voksen dukke i menneskestørrelse og stive bevægelser. Hendes hvin skar igennem min sjæl som en kølig kniv.

  “Vi kunne ikke slå en vores egne ihjel. I hvert fald ikke i aften, hvor vi har vores årlige middag.” Devil’s Night.

  “Jeg er ikke ligesom jer. Jeg er ikke en koldblodig morder. Jeg kunne ikke engang gøre en flue fortræd.”

  Jeg forventede endnu en latter. Jeg kunne se den på Hillarys læber, mærke den blandt silhuetterne. Men der kom ingen.

  “Arendelle-massakren kalder de den. For ikke at nævne Deres gode gerninger i Rosewooden.”

  De ved besked om det hele. Åh gud.

  “Bare rolig. Ingen her dømmer Dem. Desuden, De blev kun inviteret til middagen for at få Deres informationer.”

  “Ikke for noget, men jeg var aldrig inviteret. Jeg kom her selv.”

  “Vi vidste De ville komme her, så vi behøvede ikke at sende Dem en invitation.”

  “Hvordan vidste I det?”

  “Det er ikke del af den information De skal modtage i aften.”

  “Så fortæl mig den jeg skal modtage.”

  Hillary skubbede sin stol tilbage og rejste sig op. Med knirkende skridt bevægede hun sig henover gulvet og hen til en dør foran den anden ende af bordet. Før nu havde jeg ikke lagt mærke til den.

  “Det her,” sagde hun med en mørk tone i stemmen og skubbede døren op, “er “A’s” hule.”

  Mine øjenbryn farede helt op i panden på mig, og jeg tabte kæben. Inden jeg vidste af det havde jeg forladt mit sæde, og banede mig vej gennem værelset for at trænge ind i det næste.

  “A’s” hule. “A” har været her. Den bitch fik mig til at dræbe, den bitch ved alt om mig. Hun holder til her.

  Men intet kunne forberede mig på det skrækindjagende syn, jeg derefter mødte.

  “Åh nej,” udbrød jeg i en hæs hvisken. “Nej. Nej.”

  Oplyst den flimrende gule skær fra lampen, klistret op ad meter lange vægge, så der ikke var plads til en fingernegl imellem dem, var mine mareridtsbilleder – fra Arendelle-massakren, de frosne lig, de is-belagte huse; mine forældre, skibet de døde i; Jack og Mathilde, Hogwarts de boede på, Dumbledore jeg dræbte, Dumbledores lig. Der var billeder fra alle modbydelige øjeblikke i mit liv, og flere til. Der var billeder af Ariom, af Addie, af Konstans, af Annalise, af Yzma, af Aladdin, af Anna, af Olaf, af Kristoff, af Pocahontas og Belle. Der var så meget blod, at det føltes som om blodet ville vælte ud af billederne og drukne mig i synder.

  Så var der billederne af mig. De hang på snore kryds og tværs gennem rummet som en forvirrende tidslinje over hele mit liv. De var de eneste billeder i sort/hvid, og på hvert af dem var mine øjne tegnet sorte med en tusch og min hals var klippet over.

  Der var to borde i værelset.

  På det ene var der et dukkehus med fire tilhørende dukker. Det mindede skræmmende meget om mit mordhus og Vanellope, Belle, Pocahontas og jeg.

  På det andet var der en skinnende rose sat i en glasvase. Den var plantet lige ved siden af en stak papirer, som jeg omtåget gik hen til.

  Det her sted. Det kan ikke være sandt. Det kan ikke lade sig gøre. Situationen er jo langt mere alvorlig end jeg troede, og jeg troede det her var meget seriøst.

  Nogen er død på grund af mig, på grund af “A.” Og skal jeg tage det som en trussel på mit liv, at “A” nu har klippet min hals over på alle af billederne, der involverer mig? Er dukkerne af pigerne og mig “A’s” indirekte måde at fortælle os på, at han er vores dukkefører? At han er den, der har kontrollen?

  For det er jo sandt. Han har kontrollen, han er dukkeføreren.

  Han fik Mulan til at ringe til mig vidende at jeg ville svare hende. Vidende at jeg ville komme. Vidende at jeg ville blive ydmyget.

  Han styrede Belle og Pocahontas lige i min retning, fordi …

  … fordi …

  … fordi han ikke ville have nogen god grund til at teame mig op med dem. Han ved at jeg hader Belle, og Belle hader mig, men er det grunden? Er det grund nok? Og hvorfor Pocahontas? Som Belles accessoires, og det er dét?

  Og hvorfor Vanellope? Hvorfor besværet med at få hende ud af spilhallen og bringe hende til mig?

  Nej.

  Nej, der er noget, der ikke hænger sammen.

  De hænger ikke sammen. Fordi de er “A.”

  Rosen, den er fra Belles eventyr. Det er jeg sikker på. “Den magiske rose.” Hun samlede dem alle, for hun vil have hævn på mig efter at jeg fik tilladelse til at komme ud, og hun ikke gjorde. Fordi mit eventyr er bedre end hendes, og fordi jeg er bedre end hende. Og hun ved det.

  “Du ved hvem “A” er, gør du ikk’?” spurgte jeg Hillary, desperat efter svar. Jeg vendte mig om mod hende.

  Hun nikkede i et buet smil. Hendes silhuet i døråbning så faretruende ud, men jeg frygtede ikke hende.

  “Det er Belle,” sagde jeg selvsikkert, bekræftende. Men der kom ingen reaktion fra Hillary.

  “Se Dem om, Deres Majestæt. Er det ikke indlysende?”

  “At det er Belle?”

  “At det er Anna.”

  En uventet vrede blussede op i mig.

  “Anna er død! Hvorfor vil du sige sådan noget?”

  Hun trådte et par skridt frem, hen mod det andet bord.

  “Da Trump vandt valget havde jeg intet tilbage, så jeg flyttede hertil og tilsluttede mig en kult for de blodtørstige dæmoner. Jeg har som sagt intet tilbage. Derfor har jeg ingen grund til at lyve for Dem.”

  “Jo! Du er med “A.””

  “Nej, “A” er med os. Det er den eneste grund til at jeg, vi, hjælper hende. Så jeg har lovet ikke at fortælle visse ting, ligesom jeg har lovet at fortælle Dem dele af sandheden.”

  “Hvorfor? Hvorfor alt det her? Hvorfor kun dele af sandheden?”

  “Sådan fungerer politikere, Deres Majestæt. Og så ønsker hun også bare at se dig på den her måde: helt fra forstanden.”

  Mit blod var ved at koge over, så jeg greb hårdt fat i Hillarys arm og tvang hende hen i en krog.

  “Hvem. Er. “A.””

  Trods mit rasende udtryk, så hun bare ud til at more sig over mig, som om jeg var dum som en dør. Hun kunne nemt opføre sig så kølig. Hun vidste jo alt.

  “Jeg kan ikke sige Dem det, Deres Majestæt.” Hun grinede, mens hun sagde det. Først nu gik det op for mig, at hun ikke talte respektfuldt til mig. Hun gjorde nar af mig. Fordi jeg intet af Arendelle havde tilbage efter hvad jeg gjorde. Hun kunne aldrig anse mig som en dronning. Kun den uvidende dukke, som “A” gjorde mig til. “Men De kan tage et tjek på de papirer dér, og så kan De smutte ud igen, inden De bliver til vores middag.”

  Den smule fornuft jeg havde tilbage, mindede mig om, at jeg var omringet af massemordere og seriemordere. Jeg var allerede på alt for dybt vand.

  Tøvende bakkede jeg bagud og skred lydløst hen til bordet med stakken af papirer. Jeg læste:

 

  Navn: Anna Fitzgerald Steely.

  Type: Akut lymfatisk leukæmi (ALL).

  Doner: Jack Frost.

 

  Mit hoved føltes usædvanligt tungt. Jeg forstod ikke. Jeg forstod ikke noget af det her.

  “Hvad betyder det?” spurgte jeg ud i luften i håb om, at nogen ville svare.

  “Anna havde blodkræft som barn. I hendes tilfælde krævede det en donor – en søskende, der kunne gå med til en knoglemarvstransplantation. Men De var der aldrig for hende, så hun fandt Jack, en halvbror i det mindste. Han gik med til det, men til gengæld skulle hun hjælpe ham med en karriere. Hun var allerede en stjerne i Disney. Så hun fik lavet 50 Shades med ham, der blev et kæmpe hit. De så hinanden, seksuelt, bagefter. Det var til hun fandt ud af, at han kun brugte hende for at komme tæt på Dem. På tronen i Arendelle.”

  “Hun havde kræft?” Jeg kunne mærke mit hjerte synke længere og længere ned. Skyldfølelsen skar gennem mig som en kniv.

  Det ville give mening for hende at hævne sig over mig. Jeg forrådte hende. Men hun var død nu. Død og begravet. Så hvem end der var “A” udgav sig for at være hende.

  “Jeg vil gå nu,” mumlede jeg og så væk fra papirerne. Jeg tog Belles rose, spekulerende på om det virkelig kunne være hende, der gjorde dette modbydelige stunt mod mig.

  “Javel, Deres Majestæt. Lad mig føre Dem ud.”

  Inden jeg nåede at komme i tanke om, hvordan jeg blev bragt herind, mørknede alt ved lyden at det velkendte smæld.

 

-

DUDES OG DUDESINDER,

Kapitel 16) Har Du Aldrig Hørt På Spøgelserne En Stjernenat?

Da Elsa, Belle og Pocahontas vender tilbage til mordhuset, finder de ud af at noget foruroligende er sket, og det truer pigernes liv.

Elsa afhører Belle om den magiske rose fra “A's” hule.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...