Something Great

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2015
  • Opdateret: 21 okt. 2015
  • Status: Igang
Freja er 17 år gammel, og er lige flyttet til Cheshire. Hun er oprindeligt fra USA. Hun skal til at starte på sit sidste år på Middlewich Highschool. Allerede første dag møder hun den populære Harry, og førstehåndsindtrykket er bestemt ikke positivt. Men Harry synes åbenbart det helt modsatte. Samtidig begynder Harrys bedste ven, Louis, at lægge an på Freja. Men hvem skal hun vælge; Harry, der er ligeglad med love og alt hvad der hedder regler eller Louis, der i virkeligheden gemmer på en stor hemmelighed, som kun han kender til? Og kan Harry og Louis overhovedet forblive bedste venner, når de går efter den samme pige?

***Dedikeret til Freja Marie Lindegaard, der fandt på størstedelen af historien!***

54Likes
14Kommentarer
6530Visninger
AA

5. 4th day

Jeg vågnede ved en mærkelig vibration i mit ene øre. Da jeg åbnede mine øjne, gik det op for mig, at jeg var faldet i søvn på gulvet. Jeg rejste mit hoved op, og kunne mærke en smerte skyde igennem min nakke. Jeg kunne stadig høre en vibration, og jeg fik øje på min mobil, som jeg åbenbart var faldet i søvn ovenpå. 

"Ha.. Hallo?" Sagde jeg forvirret.

"Ehmm.. Freja, det er Louis." Kom det forsigtigt fra Louis i den anden ende. Jeg kiggede på klokken på min mobil; 01.40. 

"Er du fuldstændig sindssyg, din klamme stodder!? Er du klar over, hvor fucking skrækkeligt det var at stå der, og se jer smadre hinanden!? Og du ignorerede mig bare, din fucking idiot!" Råbte jeg ind i telefonen. Jeg kunne høre ham sukke. 

"Jeg er nede på drømmestien, du ved, søen og bænken.. Hvis du vil høre min forklaring, så kom herned. Hvis ikke så er det fair nok." Sagde han skuffet. Jeg tog mig selv i at overveje at snige mig derned, men jeg var simpelthen så såret. Og det skulle han mærke.

"Aldrig i livet! Du kan rende mig, jeg er da pisse ligeglad!" Græd jeg voldsomt ind i telefonen. Jeg lagde på, inden han kunne nå at lukke mere lort ud. Jeg lagde mig i fosterstilling, rullede mig helt sammen mens jeg forsøgte at græde stille. Men lige pludselig brød jeg fuldstændig sammen. Jeg hulkede og bekymrede mig ikke længere om, om min mor kunne høre mig. Hvis jeg havde vidst, at det ville blive sådan et helvede at være sammen med Harry og Louis, så havde jeg aldrig snakket med dem. Det her er jo ubærligt. Jeg holder meget af dem begge, men jeg forstår ikke, hvorfor det var nødvendigt at slås på den måde. 

Mine tårer fortsatte med at strømme ned af kinderne på mig. Pludselig kunne jeg høre min mor kalde på mig nedenunder. Jeg tørrede mine øjne i min hvide t-shirt, kiggede irriteret ned på de sorte streger af mascara der satte sig i det hvide stof og gik nedenunder. 

"Hva.." Jeg stoppede op. Louis stod i entreen, plaskvåd og med et trist ansigtsudtryk. Et øjeblik fik jeg ondt af ham. 

"Freja, jeg vil gerne snakke med dig." Startede han. Min mor stod som et stort spørgsmålstegn. 

"Er.. I er ikke blevet kærester, vel?" Spurgte hun forskrækket. Louis' mund formede et lille grin, mens hendes blik var rettet mod mig. 

"Nej, for guds skyld. Vi er kun.. Venner." Jeg tøvede da jeg skulle sige 'venner', for ville en ven nogensinde bære sig så dumt ad som Louis? Nej, vel. 

"Mor, jeg tager den herfra, du kan bare gå i seng." Sagde jeg, og gik ned til Louis. Hun gik stille op af trapperne. Jeg fulgte hvert skridt hun tog op af trappen, og vendte mig til sidst mod Louis. 

"Er du døv!?" Spurgte jeg hårdt, mens jeg trak ham med ind i stuen, så min mor ikke kunne høre os. Hans grå adidasbukser var næsten helt sorte, fordi de var så gennemblødte, og hans sorte t-shirt klæbede fast til hans overkrop. Hans hår hang ned i panden på ham, mens små dråber løb fra hans næse. Jeg sukkede af ham, og gik ud på badeværelset for at tage et håndklæde til ham. 

"Freja, lad mig nu forklare dig, hvad der skete, det er jo åndssvagt det her." Sagde han, da jeg kastede håndklædet i hovedet på ham. Jeg tændte lyset, og et blåt øje kom til syne. Hans øje var svulmet op, og hans næse var rød og hævet. 

"Du kan få nøjagtig to minutter, og så er det ud!" Sagde jeg strengt. Han rømmede sig og satte sig ned ved spisebordet. 

"Hør her, mig og Harry har været uvenner mange gange her på det sidste. Vi har ikke kunnet blive enige om noget som helst, og derfor havde vi bare brug for at komme ud med det. Du ved, få renset luften. Det er sådan drenge gør, ellers kan vi ikke være venner og det ville din situation jo heller ikke blive forbedret af." Forklarede han. Jeg synes, det lød som et dårligt argument for at smadre hinanden. 

"Det startede med at jeg blev en smule vild med en af cheerleaderne, men jeg havde aldrig snakket med hende, så jeg spurgte Harry, om han ikke kunne hjælpe mig, du ved, ham og piger er jo like this. Så han ville få hendes nummer og give det til mig, og så kunne jeg jo invitere hende ud. Problemet var bare, at det var Harrys mors nummer han gav mig. Jeg synes, ikke at det var pænt gjort, men jeg sagde ikke noget, selvom jeg altid har haft lyst til at hævne mig på ham." Fortsatte Louis. Jeg kiggede på Louis. Jeg forstår ikke, hvordan de to kan blive ved med at have alle de hemmeligheder for mig. Og det gør mig egentlig også lidt sur. 

"Hvorfor bliver i ved med at holde ting hemmelige for mig?" Spørger jeg tvivlende. Louis studere mit ansigt.

"Har.. Har du grædt?" Spurgte han, mens han rejste sig og gik over imod mig. Da han gik tættere på, begyndte mine øjne at brænde. Jeg brød sammen, og med det samme kunne jeg mærke Louis holde om mig. 

"Jeg sagde jo, at du skulle holde dig fra Harry." Hviskede han ind i mit hår. 

"Det er jo ikke kun Harry, det er jo også dig. Jeg hader jer!" Græd jeg. Han tyssede på mig, og holdt om mig. Jeg faldt sammen på gulvet, og han sad med mig, holdt mig tæt. 

"Det kan jeg godt forstå. Men du skal bare vide, at jeg vil være her for dig," han kiggede mig i øjnene, "og du må ikke misforstå det her, men jeg håber, at du er klar over, at vi kun er venner. Altså du må ikke forstå noget af alt det her som flirt." Sagde han nervøst. Jeg rejste mit blik op mod ham.

"Det gør jeg heller ikke, det er også Harry jeg kan lide." Smilte jeg. Louis sukkede af mig.

"Vil du ikke nok være sød ikke at lade det blive til noget imellem jer? Du ved ikke, hvem det er, du lægger dig ud med. Du kender ikke noget til hans fortid.." Fremstammede Louis. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller føle. Det var en rutsjebanetur; det ene øjeblik, var alting godt og det næste var det totalt kaos. Men måske havde Louis ret. 

"Hvor var i forresten henne i frikvarteret?" Spurgte han lige pludselig.

"Eh.. Vi havde lige noget, vi skulle." Svarede jeg hemmelighedsfuldt.

"Seriøst? Ugh, det er simpelthen for mærkeligt at tænke på at min.." Han gik i stå.

"Din hvad?" Spurgte jeg uforstående.

"At min bedste ven og bedste veninde ligesom er sammen.." Vi grinede lidt af det, indtil der blev stilhed imellem os. 

"Nå, men.. Jeg må nok til at komme hjem. Ring hvis du får brug for et eller andet. Og vil du ikke love mig, at du ikke begynder at date Harry?" Sagde Louis, mens han rejste sig fra gulvet. 

"Nej, det hverken kan eller vil jeg love." Svarede jeg. Jeg rejste mig fra gulvet og viste ham ud i gangen, hvor jeg gav ham et kram for at sige farvel. Min ben føltes tunge, da jeg skulle ovenpå. 

 

***
 

"Fik du sovet lidt i nat?" Spurgte min mor med et smørret smil på læben. 

"Ad, mor! Jeg er altså stadig jomfru!" Grinede jeg. Hun kiggede alvorligt op på mig over en tallerken scramble eggs der stod på spisebordet. Hun havde fri, så vi havde tid til at hygge lidt fra morgenen af.

"Er du stadig jomfru?" Hun lød overrasket. Jeg kunne mærke en knude i maven. Jeg hadede, når jeg blev nødt til at lyve overfor min mor. 

"Ja?" Svarede jeg. Der blev helt stille i spisestuen, og jeg skyndte mig at sluge min mad, så jeg bare kunne komme væk hjemmefra så hurtigt som muligt. Da jeg var færdig med at spise, gik jeg ovenpå for at tage tøj på. 


Da jeg var færdig, kiggede jeg mig i spejlet. Det var et fedt outfit, som passede perfekt til en dag som i dag. Jeg har bestemt mig for, at i dag vil jeg fortælle Harry, hvad jeg føler for ham, og så vil jeg gøre det offentligt imellem os. 

Jeg krydsede vejen over til skolen og så Harry stå ved sin bil, en Ford Mustang, sammen med Louis, Niall, Liam og Zayn. Jeg gik over imod ham. Han skulle vide, at jeg ikke var sur på ham mere. 

"Hey!" Kom det fra Louis, da jeg gik over imod dem. Han krammede mig.

"Hej Harry." Sagde jeg smilende, da Louis havde sluppet mig. Han ignorerede mig. Harry tog sin cigaret ud af munden og smed den i retning af mig. Han gik lige forbi mig uden så meget som at kigge på mig. Louis, Liam, Niall og Zayn kiggede uforstående på Harry, der bare havde vendt ryggen til os allesammen. Jeg stod som forstenet. Hvad fuck skete der lige der? 

"Hvad har jeg gjort ham!?" Græd jeg. Louis og de andre krammede mig. 

"Jeg sagde jo, at du skulle lade ham være." Sagde Louis med en lille smule irritation i stemmen. Jeg kunne ikke tage mere fra de drenge. Jeg løb op til indgangen, og skyndte mig at finde mit klasselokale. Jeg sørgede for, at man ikke kunne se, at jeg havde grædt. Klokken ringede ind, og Jake kom ind ad døren. Han havde et stort blåt øje, og hans næse var bundet ind i tape. Jeg fik tårer i øjnene ved tanken om, at Harry havde gjort det for mig. Jeg forlod lokalet for at gå på toilet for at få styr på mit humør. 

"Undskyld mig Freja, men hvor tror du, at du skal han?" Spurgte Jake, da jeg rejste mig og var på vej hen imod døren.

"Pas på hvilke sager du stikker din næse ned i!" Sagde jeg flabet, og hans øjne blev store. Jeg lukkede døren bag mig, og gik stille og roligt ned af gangen.  Pludselig fik jeg øje på Harry. Han sad udenfor klasselokalet, mens han gemte sit hoved i sine hænder. Han sad på hug nede på gulvet. Det lignede, at han græd. 

"Harry, hvad.." Startede jeg. Han rejste sig op, og skyndte sig at tørre sine øjne. Han lavede en bevægelse med hånden, som jeg ikke kunne lide. Som om han sagde talk to the hand eller sådan noget. 

"Ved du hvad? Du sagde til mig, at du var bange for, at jeg ville såre dig! Hold kæft, hvor er du falsk!" Råbte han. Jeg gik udenom ham, da jeg græd for voldsomt til at kunne tage en diskussion lige nu. Jeg kunne ikke mere. Jeg skyndte mig ud på toilettet og låste døren. Jeg brækkede mig og satte mig på gulvet, og som om intet kunne blive værre, så kom den kvindelige inspektør lige pludselig ind på toilettet. Hun sagde mit navn. Jeg rejste mig, og låste døren op. 

"Freja, er du sød at følge med op på mit kontor?" Spurgte hun med et venligt, men tørt smil. Jeg fulgte med hende derop, men min krop og mit hoved registrerede ikke rigtig noget. Jeg var død indvendig. Jeg følte mig fuldstændig tom. 

Vi ankom til kontoret, og det første jeg gjorde var at brække mig i skraldespanden. Hun kiggede bekymret på mig, men satte sig ellers ned uden at fortrække en mine. 

"Nå, Freja.. Hvordan synes du, at det går fagligt? Jeg ved godt, at dette kun er første uge af skoleåret, men jeg synes, at det er vigtigt, at du får af vide, at du faktisk allerede har skuffet dine lærere ufatteligt meget." Hun snakkede løs, men hun sagde ingenting. Jeg hørte hvad hun sagde, men jeg lyttede ikke. Jeg var død. Jeg var så såret over, hvordan folk opførte sig, så jeg simpelthen ikke kunne græde. Jeg var for ked af det til at græde.

"Freja?" Sagde hun, men mit blik blev mere og mere fraværende. Dog havde jeg energien til at svare.

"Jeg skal nok gøre mit bedste fra nu af." Sagde jeg med en kold og mærkelig stemme. Når jeg snakkede var det ikke min egen stemme, jeg hørte. Det var en andens, men jeg vidste ikke hvem det var, der snakkede. Jeg kendte hende ikke længere.

"Super! Så er det en aftale. Jeg har et møde nu, så du må gerne gå." Sagde den unge indpsketør. Hun havde nogle runde briller på, der fik hendes ansigt til at ligne en ugle. Jeg kunne mærke, hvordan min ryg og mine ben rejste sig fra stolen, men mit hoved fulgte ikke med. Jeg gik ned af gangen, som en zombie med et tomt og fjernt blik.

 

***


Resten af denne dag, hørte jeg efter i timerne. Jeg skrev noter, og svarede pænt på lærerenes spørgsmål. Men tanken hang stadig i baghovedet; dine karakterer bliver ikke gode nok til at komme ind på college. Mit frikvarter var blevet brugt nede ved det bagerste bord i kantinen, hvor jeg livløst sad med et engelskhæfte foran mig. Udefra var jeg jo bare en stræber, der lige pludselig skule gøre noget ved sine karaktere, men inde i mit hoved, var jeg stendød. 

Skoledagen var slut, og det var på tide at komme hjem. Jeg gik over vejen uden at kigge mig for. Min dag havde været et helvede. Mit liv er et helvede. Bedst som jeg troede, at jeg bare skulle hjem til netflix and cry, så ligger der selvfølgelig et rigtig dejligt brev indenfor. Min kære far har krævet at få den fulde forældremyndighed over mig, hvilket vil sige, at jeg kan bliver fjernet fra min mor, hvis min idiot til far får opdigtet en rigtig god historie. Min mor sidder inde i stuen og græder, jeg græder allerede inden jeg er kommet ind ad døren. Sikke en fest! 

Jeg trasker ovenpå, mens jeg kan høre min mor bryde sammen. Jeg kan bare ikke bære mere. Og jeg ved, at hun er utrøstelig. Skilsmissen var slem nok for ende - min far var hende utro, og hvis hun mister mig, vil hun ikke have noget at leve for eller med. 

Da jeg kommer ovenpå, sætter jeg mig i min seng og tager min mobil frem. 4 sms'er fra Louis. 

Louis: Kan du mødes på drømmestien? Der er noget, jeg må tilstå.

Louis: Freja? 

Louis: Hvorfor sidder du alene og laver lektier, kom dog hen og spis med os!

Louis: Er du kommet hjem?

Jeg lægger min mobil fra mig igen. Jeg har ikke brug for Louis lige nu, jeg har kun brug for en eneste ting; Harry. Desværre ser det ikke ud til, at han sådan lige har lyst til at snakke med mig. Jeg undrer mig længe over, hvad jeg mon har gjort ham. Da jeg mødte ham på gange, fik han det til at lyde som om, at det var mig, der gjorde noget forkert. 

Jeg tog min mobil frem igen. Jeg ringede Harry op. 

"Harry, vi må tale sammen!" Græd jeg, han sukkede. 

"Hvordan kunne du finde på at gøre det imod mig!?" Spørger han hårdt. 

"Hvad fanden snakker du om!? Du ved, at jeg kan lide dig! Du ved, at det er dig, jeg vil have og alligevel ævler du løs om alt muligt lort!? Er du klar over, at jeg risikere at blive fjernet fra min mor og blive hentet tilbage til USA for at bo hos min far!?" Jeg brød fuldstændig sammen, og det skræmte mig, for jeg plejede ikke at være den bløde type. Jeg havde aldrig oplevet sådan noget her før, og det var det, der gjorde aller mest ondt. Jeg var ikke forberedt. 

"Vi mødes på fodboldbanen om en time." Sagde han roligt. Jeg sagde bare ja og lagde på. Jeg gik nedenunder for at forklare min mor, at jeg blev nødt til at gå ud, men jeg kunne ikke finde hende. Det eneste jeg fandt, var en seddel hvor hun havde skrevet, at hun var på vej ind til en advokat. Jeg så mit snit til at lægge en seddel til hende, hvor jeg fortalte, at jeg var ovre på skolen, for at lave nogle lektier. Jeg gik ovenpå for at skifte. Det er jo trods alt sommer, og det er aften, så det er behageligt, at man sagtens kan tage shorts osv på. 

Jeg gjorde ikke alt for meget ud af mig selv, men jeg tog faktisk mit pæneste sæt undertøj på for Harrys skyld.  


 

***
 

Jeg satte mig ned på tribunen, og kiggede ud over fodboldbanen. Solen stod stadig nogenlunde klart på himlen, men den begyndte ligeså stille at blive rød. Jeg nød lyset og duften af sommer, og lige pludselig dukkede han op ud af det blå. Han satte sig ned ved siden af mig. 

"Louis kom her fra morgenen af, og fortalte mig at i havde været i seng sammen i går. Han sagde, at du havde sagt, at han var bedre i sengen end mig." Sagde han slukøret. Jeg kiggede uforstående på ham. Hvad var det alt sammen for noget, og hvad ville Louis have? Jeg forstod ingenting.

"Harry, det er løgn. Det lover jeg dig. Jeg kunne aldrig finde på at gå i seng med Louis!" Sagde jeg, mens jeg kiggede ham i øjnene. De grønne stjerner lyste om kap med solen.

"Men hvad fanden lavede han så ovre ved dig?" Spurgte Harry mistroisk. 

"Han ringede til mig, og sagde at han ville forklare mig, hvorfor i to begynde at slås. Jeg var så fucking sur på jer begge to! I ignorerede mig bare uanset hvad jeg sagde," jeg smilede en smule, "men jeg har tilgivet dig." Han smilede tilbage.

"Jeg havde faktisk planlagt at jeg ville gøre det sådan.. Alvorligt mellem os to i dag," sagde harry stille inden han fortsatte, "men så kom Louis jo med det der, og så var det ligesom ødelagt." Grinede han. Jeg lyste op, og fortalte ham at jeg havde tænkt det samme. Magien var i luften, og mens solen begyndte at gå ned, tog han fat om min nakke og trak mig ind mod hans bløde læber. Jeg gav hurtigt efter og holdt ham tæt, som om han aldrig måtte give slip.

Han kørte sin hånd op under min bluse, og han lagde hurtigt mærke til, at min bh føltes silkeblød. 

"Hvad fuck er det, du har på!?" Grinte han. Jeg tog min bluse af, og hans øjne lyste op, som var det juleaften. Han kyssede mig heftigt, men vi opdagede hurtigt at en tribunebænk ikke ligefrem behagelig. 

"Hvad med at vi tager hjem til dig?" Spurgte han. Og han havde ret. Min mors advokat havde kontor i London, og hun ville nok først komme hjem sent. 

"Deal!" Sagde jeg, og i løbet af to sekunder spændede vi over det dugvåde græs med hinanden i hænderne. 

Da vi kom op på mit værelse, låste jeg døren. Harry lå allerede klar på sengen, og jeg skyndte mig at lægge mig over til ham. Hans hænder dækkede hele min krop, og jeg klemte mig ind til ham, så han kunne mærke, at jeg også ville det. Han trak sin sorte t-shirt over hovedet, og smed hurtigt sine shorts og boxers. Jeg var allerede pænt afklædt, så vi var begge klar. Han kyssede mig på maven, og gik længere ned. Han fortsatte og jeg kunne ikke tro, at han faktisk ville gå så langt. Men det gjorde han altså. Til at starte med, synes jeg at det var frygtelig akavet, men lige pludselig føltes det som om, at han satte ild til mig. Men jeg kunne lide det. Jeg elskede det. Jeg stønnede højlydt, og holdt fast i lagenet, da det føltes som om, at der kørte en ild igennem hele min krop. 

 

 

 



 

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...