Something Great

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2015
  • Opdateret: 21 okt. 2015
  • Status: Igang
Freja er 17 år gammel, og er lige flyttet til Cheshire. Hun er oprindeligt fra USA. Hun skal til at starte på sit sidste år på Middlewich Highschool. Allerede første dag møder hun den populære Harry, og førstehåndsindtrykket er bestemt ikke positivt. Men Harry synes åbenbart det helt modsatte. Samtidig begynder Harrys bedste ven, Louis, at lægge an på Freja. Men hvem skal hun vælge; Harry, der er ligeglad med love og alt hvad der hedder regler eller Louis, der i virkeligheden gemmer på en stor hemmelighed, som kun han kender til? Og kan Harry og Louis overhovedet forblive bedste venner, når de går efter den samme pige?

***Dedikeret til Freja Marie Lindegaard, der fandt på størstedelen af historien!***

54Likes
14Kommentarer
6531Visninger
AA

3. 2nd day

Jeg vågnede op med hovedpine, græs over det hele og en mærkelig smag i munden. Da jeg rejser mig, har jeg svært ved at gennemskue, hvad fanden der lige skete i går. Jeg rejser mig langsomt op, og kan mærke at hovedpinen bliver værre. Har jeg været fuld eller hvad? Jeg er ekstremt forvirret, og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, indtil jeg kommer i tanke om, hvad det var, der skete i går. Harry. Mig. Sex. Nej! Fuck! Og jeg skal se knægten i dag. Jeg kiggede opgivende ud af vinduet og over imod skolen. Helvede på jord. 

"Freja!!" Råber min mor, mens jeg kan høre hende løbe op af trappen. Hun kommer brasende ind på mit værelse mens jeg står smurt ind i græs. 

"Hvorfor vågner jeg op til en ulåst dør? Hvem var du sammen med i nat!? Render du rundt ude i byen uden at fortælle mig det!?" Råber hun, så mit hoved knuer sig sammen. 

"Behøver du at skrige sådan?" Siger jeg irriteret.

"Ja, det ved gud.. Vent, har du været fuld!?" 

"Nej! Gu har jeg ej! En af mine veninder slog op med sin kæreste, så hun kom herom fordi hun var helt fucked, og så gik jeg ud og snakkede med hende." Sagde jeg mens jeg krydsede fingre omme bag min ryg. 

"Og så rullede du dig i græsset bagefter!? Lyver du overfor mig!?" Hun gik tættere på mig.

"Nej, mor! Vi sad bare ude på græsplænen og snakkede, okay!? Behøver du at blande dig!?" Råbte jeg.

"Og nu kommer jeg for sent på arbejde, tak for det!" Råbte hun inden hun styrtede ned af trapperne og ud af døren. Jeg kunne høre bilen forlade indkørslen. Hun kørte væk. Jeg kunne godt bruge en storesøster lige nu, der kunne trøste mig. Tårerne forlod stille min øjne. Mine to storesøstre bor hos min far i USA. Mine forældre blev skilt for to år siden, og nu har min mor så fået job herovre. Jeg flyttede med, fordi jeg altid har været tættest med min mor. Men mine søstre valgte at blive i USA. Til hverdag savner jeg dem ikke, for der har jeg så meget andet at tænke på. Men når der sker noget slemt, så savner jeg dem. Vi var tætte dengang vi boede sammen. Den ene er 20 og den anden er 21.

Jeg kommer i tanke om, at jeg også skal i skole, så jeg tager et hurtigt bad. Jeg sætter mit hår op i en løs knold, og tager noget afslappet tøj på. Selvom jeg egentlig havde besluttet mig for, at holde stilen rimelig casual i dag, så lægger jeg alligevel en flot makeup og skynder mig ud af døren. 


 

Jeg løber over imod skolen, og skynder mig at løbe forbi alle menneskerne. Jeg vil virkelig ikke møde Harry, hvad tænker han ikke om mig. Han tror sikkert bare at jeg er en billig luder nu, og han har helt sikkert fortalt alle om det. Han er typen, der bare tage det første og bedste han kan få, for så bagefter at gøre en til grin, det er jeg sikker på. Og jeg er hoppet lige i fælden. Og selvfølgelig skulle han også lige have lov til at tage min mødom. FEDT! 

Jeg løb ind i klasselokalet og satte mig ned i det bagerste hjørne. Jeg kunne ikke holde ud, hvis alle skulle have fornøjelsen at kigge på mig og grine, når de gik ind. Ligeså stille begyndte menneskerne at vade ind i lokalet. Jeg holder blikket ned i bordet. Lara kommer ind i klassen. 

"Hej! Hvorfor sætter du dig ikke op ved siden af mig?" Spurgte hun svagt smilende. 

"Øh.. Det.. Jeg bliver bare siddende her." Svarede jeg, mens jeg gengældte det høflige lille smil.

"Hvis det er fordi, at du er bange for, at folk peger fingre af dig pga det der skete i går, så skal du bare vide, at folk gør noget dumt på den her skole hele tiden, så det er allerede glemt." Sagde hun. Min mave eksploderede. Hun vidste det altså, at mig og Harry havde.. Oh fuck. Og alle andre ved det, nej nej nej. 

"Jeg forstår bare ikke, at du turde at svare dem igen, men folk synes, at det er sejt at du ikke er bange for dem. De skal bare lige vænne sig til det." Fortsatte hun efter et stykke tid uden at jeg havde svaret. Og det gik op for mig, at det hun mente, jeg havde gjort i går, var da jeg svarede Harry igen. Det havde jeg helt glemt. Det må jo så betyde at han ikke har fortalt alle om det endnu. ENDNU. Men der er stadig en hel dag tilbage, nej, faktisk et helt år tilbage hvor han har mulighed for at fortælle alle på hele skolen, hvor billig og ulækker jeg er. 

"Oh, øhm.. Okay," var det eneste, jeg kunne svare. Jeg satte mig op ved siden af hende, og folk smilede faktisk til mig. Jeg går heldigvis ikke i klasse med Harry, da han har valgt en anden linje end mig, så indtil videre kan jeg udskyde synet af ham i to timer. 

 

***


Mig og Lara sad denne gang ved siden af hinanden i kantinen, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at virke normal, da alle hendes venner kom væltende. Men det var svært. Jeg var på konstant udkig efter Harry og hans venner. Jeg forventede hvert øjeblik at mit liv kunne blive til et rent helvede. Og Lara fik da også mistanke. 

"Hvad er det du sidder og kigger sådan efter?" Og lige i det øjeblik, kom Harry, Niall, Louis, Liam og Zayn gående ind ad døren til kantinen. Jeg skyndte mig at rette blikket ned imod min mad. 

"Ikke noget." Svarede jeg uskyldigt, og smilede til hende og hendes venner. De smilede igen. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Harry var på vej herover. Jeg rejste mig hurtigt op, og begyndte at gå hurtigt over imod toiletterne. Harry løb op på siden af mig og hev fat i mig.

"Hvorfor ignorerer du mig?" 

"Fordi jeg fortryder det der skete i går, og ikke vil såres af dig! Jeg ved udemærket godt, hvad du er ude på, og jeg vil ikke være en del af din dumme lille leg, Harry! Hold dig væk!" Sagde jeg hårdt. Han så såret ud, mens han holdt fast om mig, og pressede mig op imod den kolde mur. Heldigvis var vi nede i et hjørne af kantinen, så der var ingen, der så os. 

"Hvad for en leg? Tror du at jeg bare gjorde det i går for at gøre dig til grin?" Det lød som om, at hans stemme var ved at knække.

"Det er ikke noget, jeg tror.. Det er noget, jeg ved." 

"Hold nu op, Freja! Vil du ikke nok snakke med mig?" Tigger han. Hans greb er stadig fast.

"Hvad ligner det, jeg laver lige nu!?" Jeg var lige ved at råbe, men jeg beherskede mig, og ville bare gerne væk herfra. 

"Lad mig nu bare gå, Harry." Bad jeg. Han tog hårdt fat om mine skuldre og maste mig ind ad døren til herretoilettet. Han skubbede mig ind i en af båsene, og låste døren. Der var ikke meget plads inde i båsen, så vi stod tæt. Alt for tæt. 

"Harry, hvorfor gør du.." Han satte en hånd op for min mund, så jeg ikke kun fortsætte. 

"Hør her, Freja. Jeg er ikke typen, der bare vælger og vrager mellem piger, altså.. Okay, jeg har gjort det et par gange før, men det var noget andet. Det har været de der tomhjernede cheerleaderpiger. Det var der jo ingen fremtid i. Men du er noget andet." Sagde han blidt. Pludselig er der mindre end en millimeter imellem os. Som sagt er toiletterne meget små, og man er tvunget til at stå tæt, men ikke så tæt. Men selvom jeg burde hade ham, så hamre mit hjerte stærkt. Jeg kan se, at han har det på samme måde. Og lige pludselig kan jeg mærke hans bløde læber mod mine. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få sådan et forhold til Harry. Jeg var så stensikker på, at han var den der type, der bare smed en pige ud, efter han havde fået, hvad han ville have. Men hans ord gjorde mig i tvivl, og hans handlinger overbeviste mig. Jeg tager fat i hans trøje som et tegn til at han skal tage den af, og der går ikke mange øjeblikke før han forstår, hvad jeg mener. Han tager fat i min trøje og før jeg ved af det, står vi kun i undertøj. Bulen i hans boxers er ikke til at tage fejl af. Han kommer tættere på og lige pludselig er jeg presset op mod væggen. Han kigger på mig med en slags usikkerhed i blikket.

"Harry, det er okay. Ellers havde jeg sagt fra nu." Siger jeg blidt, mens jeg kører mine hænder igennem hans hår.

"Jo, men jeg vil bare være sikker på, at det er okay! Jeg vil ikke presse dig. Jeg kan ikke lide, at du har tænkt de dårlige ting om mig, som du har. Det gør mig nervøs." Han kiggede ned i jorden.

"Harry!" Min stemme er fuld af længsel. Det er ikke til at misforstå. Han kommer op i mig, og jeg bliver overrasket over, hvor stor den er. I går føltes det en smule anderledes. Tempoet stiger sammen med hans puls. Små støn forlader os begge. Lige pludselig kan jeg høre døren til toilettet gå op. Og det banker på døren. Vi skynder os at tage tøj på og Harry lukker vinduet op. Et øjeblik kigger jeg på ham, som om han er idiot. Han hopper hurtigt ud af vinduet, og jeg kommer i tanke om, at det også ville være underligt, hvis vi kom ud fra et låst toilet sammen. Da jeg åbner døren, fortryder jeg, at jeg ikke tog samme vej som Harry.

"Eh.. Hej Louis?" Siger jeg, mens jeg forsøger at smile.

"Hvad fuck laver du på drengetoilettet!?" Spørger han mistænksomt.

"Er det her drengetoilettet? Nårh, hahah.. Ja, du ved, jeg er jo ny, jeg skal lige lære det hele at kende." Siger jeg, mens jeg uroligt flytter vægten fra den ene fod til den anden.

"Årh, i er så dumme! Jeg kunne høre jer, da jeg gik forbi døren herind til!"

"Og hvad så? Hvad nu hvis mig og Harry kan lide hinanden? Hvorfor blander du dig overhovedet? Jeg kender dig dårligt nok!" Siger jeg hårdt. Jeg forsøger at gå forbi ham, men han sætter en hånd op, så han spærrer for udgangen af båsen. Åh nej, hvad nu hvis han også kan lide mig..

"Vi mødes efter skole nede på tribunen ved fodboldbanen. Der er noget, jeg vil snakke med dig om." Sagde han roligt, og fjernede sin hånd. Jeg nikkede, kiggede mærkeligt på ham og gik.

 

***


Jeg sad oppe på den øverste tribune på fodboldbanen, og kiggede efter Louis. Jeg har nok siddet her i en halv time.

"Hey!" Råber Louis, og jeg kan pludselig se ham komme løbende.

"Hej!" Siger jeg, da han kommer op og sætter sig ved siden af mig.

"Jeg troede faktisk ikke, at du ville dukke op, men jeg er glad for, at du er kommet." Sagde han. Han havde en speciel britisk accent, som jeg faktisk godt kunne lide.

"Altså, det ville være ret uhøfligt at lade være, så.."

"Tjah.. Øhm, skal vi gå en tur?" Spurgte han.

"Tjoh, hvorfor ikke? Hvor skal vi gå hen? Jeg kender jo ikke rigtig området."

"Vi kan gå om på drømmestien?" Det lød romantisk. Jeg vidste ikke, om jeg egentlig var Harry "utro" lige nu eller sådan noget. Men på den anden side, så skal Harry ikke bestemme, om jeg skal have gode venner eller ej, så..

"Ja, hvorfor ikke. Det lyder i hvert fald som noget specielt," vi begyndte at gå, "hvorfor hedder det drømmestien?" Spurgte jeg.

"For 1 år siden begik en pige selvmord derude. Hun hængte sig i et træ, der forresten er Englands største træ, og det træ ligger lige ud til drømmestien. Hun ridsede en besked ind i træet, og ud fra det der stod, så kaldte man den drømmestien. Vil du høre, hvad hun skrev?"

"Ja!" Svarede jeg spændt, det var en god historie.

"Hun skrev 'She wanted to lose herself in the words. In other times, and places.'" Sagde han, og smilede til mig med et lille skævt smil.

"Wow." Var det eneste, jeg kunne sige.

"Og siden det skete har alle kaldt det drømmestien. Kan du se den lille åbning derhenne mellem træerne?" Spurgte Louis, mens han pegede.

"Ja?" 

"Det er drømmestien." 

Vi gik målrettet imod åbningen. Alt det han lige havde fortalt mig, sad fast i mine tanker. Jeg tænkte og tænkte over det med hende pigen. Hvorfor? Hvad var der sket, siden det var nødvendigt? Mit hoved gjorde næsten ondt, fordi jeg tænkte så meget. 

"Du skal ikke tænke for meget over det med hende pigen. Hun gjorde det fordi, hende kæreste slog op. Mere var der ikke i det." Sagde Louis beroligende, som om han havde gennemskuet mine tanker. 

"Hvad var det egentlig, du ville snakke med mig om?" Spørger jeg ud af det blå.

"Må jeg vente til vi er kommet om til træet?" 

"Øh, jaja." 

Vi stod foran det store træ, og jeg lover dig - det er virkelig stort, like wtf. Jeg kiggede op i træet, og så resterne af et reb hænge på et af grenene. Jeg fik kuldegysninger, og havde ikke lyst til at være på stedet længere. Men på en eller anden måde, var jeg også fascineret af det. At en pige havde valgt at ende sine dage her. 

"Var det deroppe hun hang?" Spørger jeg med en lille klump i halsen, mens jeg peger op imod rebet. 

"Mmh, skræmmende ik'? At man overhovedet tør at gøre sådan noget.." 

"Hvor var det, hun skrev det der henne?" Spurgte jeg. 

"Heromme." Sagde han. Han tog min hånd og tog mig med om bag træet, og jeg kunne se de svage aftegninger af ord. Der stod en bænk cirka 10 meter væk fra hvor vi stod, og jeg kunne se en lille sø imellem træerne. Jeg slap hans hånd og gik hen imod bænken. Det var som om, at søen og bænken var gemt væk bag træerne. Jeg kunne høre, at Louis fulgte efter mig. Jeg skubbede et par grene til side for at komme hen til bænken og søren, og da jeg så, hvad skoven gemte på, blev jeg helt forelsket. En fin lille sø med åkander lå omringet af træer, og der var ingen vind, så søen var helt rolig som et spejl. Jeg satte mig på bænken.

"Her har jeg aldrig været før." Sagde han helt forundret. 

"Her er helt fantastisk, wow!" Svarede jeg begejstret. Louis satte sig ned ved siden af mig. 

"Hvad var det så, du ville snakke med mig om?" Spørger jeg. 

"Okay, altså.. Jeg ved godt, at vi ikke har snakket så meget sammen. Faktisk har vi slet ikke snakket ordentligt sammen." 

"Det kan der være noget om."

"Du undre dig sikkert over, at jeg er sådan lidt blød lige nu, i forhold til at jeg er en badboy.." Startede han.

"Ja, tanken har strejfet mig sådan cirka 1000 gange." Afbrød jeg. 

"Hah, ja.. Altså, sagen er; du er en ret cool pige, og der er mange drenge her på skolen, der synes, at du er spændende, fordi du er så ligeglad med, om man er en badboy eller ej, hvis du forstår, hvad jeg mener. Og Harry er altså typen, der skrotter piger uden overhovedet at tænke over, hvor ondt det gør på dem. Han mistede sin goddamn mødom da han var 13, til en der var 15, og han bildte pigen ind, at han var 16. Harry har altid været den smarte og han har altid været bedre end os andre og.. Ja, mere fremme i skoene, og han er kommet i bukserne på stort set alle de piger han ville have, ved hjælp af sine ord. Men her for et år siden holdt Harry op. Han droppede det med pigerne og begyndte at gå mere op i at være sej. Og så blev vi bedste venner, og så kom Liam, Niall og Zayn ligesom med fordi de er mega cool, jeg håber du lærer dem at kende, de er sådan nogle fede mennesker at lære at kende. Men altså Harry.." Sagde han og sukkede.

"Jamen, han sagde, at jeg var noget specielt?" Pev jeg. Louis sukkede igen.

"Jeg er ked af at sige det her, men jeg synes, at du fortjener bedre end ham. Jeg er ikke bedre selv, for jeg friendzoner nærmest gud og hver mand, sorry to say, hvis du føler at jeg ligesom er noget for dig.. Okay, det her er akavet, glem det jeg lige sagde." Snøvlede han. Jeg grinte og smilede til ham. 

"For at gøre en lang historie kort; hvis jeg var dig, ville jeg holde mig fra Harry på den sexuelle måde. Det ender altid med, at han udnytter de piger, han kommer tæt på. I starten hvor det ikke er noget seriøst, der bliver han gerne hængende for at høre om dine problemer, og han holder gerne om dig, mens du græder, hvis det ender med et knald, men når det så bliver noget seriøst, så.. Ja, så slår han op. Hvis du vidste, hvor mange piger jeg har set forandre sig fra glade og smilende til skrald pga Harry, altså.. Det er uhyggeligt." Sagde han. Jeg stirrede koldt ud i luften. Det var ikke nemt at sortere alle mine tanker, da Louis sagde så mange ting på en gang, så det var svært at følge med, men én specifik tanke blev i hvert fald hængende i mit hoved; jeg skulle aldrig nærme mig Harry mere. Aldrig. Han lød som et monster. 

"Der er dog én ting, jeg ikke forstår; altså han droppede som sagt det med piger for cirka et år siden, så jeg forstår ikke at han begynder på det igen. Altså, ikke engang cheerleaderne går han efter mere, og har du lige set dem, damn.." Fortsatte han. Jeg forstod slet ingenting. 

"Well, jeg nåede heller ikke at falde for ham, så det er jo nemmere at vende ryggen til ham før det bliver alvor. Tak fordi du har fortalt mig alt det her." Sagde jeg mens smilede. Vi rejste os fra bænken, og begyndte at gå tilbage mod skolen. Der var helt stille som vi gik tværs over fodboldbanen. Men der var ikke akavet stilhed, det var mere bare en eftertænksom stilhed. Vi havde vel begge mange ting at tænke over. Lige pludselig fik vi i hvert fald en masse at tænke på. Harry. Han stod henne ved tribunen og kiggede vredt hen imod Louis. Louis stoppede op. 

"Fuck, nu slår han mig i ihjel." Sagde Louis nervøst. 

"Hvad? Hvorfor?" 

"Selvom han aldrig har taget det seriøst med hans piger, så har han aldrig tilladt, at nogen af os andre har rørt dem. Aldrig." Harry gik stille men målrettet over imod os. Jeg skyndte mig at gribe Louis' hånd og vi løb ind ad en sti, der førte ud til den gade jeg boede på. Harry var for langsom og han nåede ikke at se hvor vi løb hen. Jeg lukkede døren op for Louis og inviterede ham med ind. Min mor kom ud i entreen. 

"Freja, du må undsk.. Nå, har vi fået gæster?" Sagde hun smilende. Hun rakte hånden frem imod Louis og han tog imod den.

"Louis Tomlinson, mange tak for gæstfriheden." Sagde han i en høflig tone. 

"Hedder du Louis Tomlinson?" Min mor kiggede næsten skræmt på ham. 

"Eh, ja. Er der noget galt i det?" Spurgte han småfnisende. 

"Øh.. Jamen.. Nej, nej." Svarede hun akavet. Jeg forstod ikke, hvad der var med hende og skyndte mig bare at hive Louis med op ovenpå, før det blev for akavet. Vi satte os på min seng, og grinede en smule til hinanden. 

"Du er slet ikke så slem, som alle siger." Sagde jeg.

"Hah, du er nu også okay." Svarede han. Jeg så lidt Louis som min bff, eller sådan noget. 

"Er dine forældre skilt?" Spurgte jeg.

"Nope, men det er din, kan jeg regne ud?" 

"Ja, min far bor i USA sammen med mine to søstre." 

"Jeg er adopteret." Sagde han hurtigt.

"What? Seriøst? Er du enebarn?" Spurgte jeg forskrækket.

"Ja. Mine forældre kunne ikke få børn, og den familie de adopterede mig fra, havde ikke kapacitet til at passe på flere børn. Jeg har en tvilling." 

"Ej, Louis.. Ved du hvem din tvilling er?" 

"Jep, men hun ved ikke at jeg er hendes tvilling selvfølgelig. Mine forældre fortalte mig om hende her før sommerferien, men hun er fra USA, så.. Ja."

"Nårh, så du kan ikke rigtig opsøge hende eller hvad?" Spurgte jeg. 

"Altså.." Han blev afbrudt af min mor, der råbte, at vi skulle spise. 

"Vil du spise med?" Spurgte jeg, og han nikkede ivrigt. 

 

***
 


Louis tog hjem for en halv time siden. Det har virkelig været noget specielt at være sammen med ham. Han var så meget anderledes end Harry, meget mere til at snakke med. Det virkede altid som om, at Harry prøvede at skjule noget. Jeg kunne ikke lide det. Lige pludselig fik jeg en sms. Det var Harry. 

Harry: Tager du pis på mig?

Jeg kan ikke holde det ud mere, han skal bare lade mig være. Han kunne jo bare lade være med at opføre sig sådan.

 


 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...