Ventetid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2015
  • Opdateret: 13 okt. 2015
  • Status: Igang
//bidrag til søskendekærlighedskonkurrencen

3Likes
1Kommentarer
238Visninger

1. -

Hun vidste ikke helt hvor længe, hun havde siddet der. I hvert fald længe nok til, at kaffen hun holdt mellem sine forfrosne fingre var blevet kold, og hun var begyndt at føle et vist ubehag over at sidde på den hårde kantsten. Hun var også ret sikker på, det var blevet mørkt en gang, måske flere, men på den anden side, var det svært at sige, når det lige nu var lyst, og hun ikke længere havde lyst til at se ned på sit armbåndsur igen. Eller nej, det kunne hun ikke, selv hvis hun havde lyst, for hun havde smidt det i en vandpyt i sit blinde raseri, huskede hun nu. Gad vide om det stadig lå på gaden, eller var blevet kørt over af en af de mange forbipasseende biler, så glassplinter blandende sig med de fygende vanddråber fra pytterne? Hun var alligevel ligeglad. 

Det var nok også bedst for hende, at hun ikke længere kunne holde øje med viserens bane over urskiven, da det sikkert bare ville få de frustrede tårer til at glide ned over hendes snavsede kinder endnu en gang, og det var hun fast besluttet på ikke at lade ske, da hun allerde havde udholdt de mange undrende blikke en gang. Hun kunne trods alt godt forstå, hvorfor de stirrede, da hun måtte indrømme, det måske ikke var helt normalt at sidde så længe på et fortov, mens man græd tårer, der stille dryppede ned i ens kaffekop. Måske var det så bedst at gå? Men så snart hun havde tænkt tanken, jagede hun den tilbage til udkanten af sin bevidsthed igen, da hun langt fra var klar til at rejse sig og dermed opgive håbet, om at hun nogensinde ville komme. 

Derfor ignorerede hun også bestemt den tilbagevendende tvivl og lod i stedet sit hoved fyldtes med forsikringer om, at hun nok skulle komme. Hun var trods alt kommet for sent på sin første skoledag, så hvad forhindrede hende i at gøre det nu? 

Eller måske havde hun taget fejl af tidspunktet, ligesom den dag, hvor hun var kommet for sent til hendes fødselsdag, fordi hun troede, det var klokken tre, og ikke to. Det havde ingen nu taget sig af, fordi hun så så yndig ud med sine to fletninger og polkaprikkede kjole, samt de alt for røde kinder, der lyste hele festen op og fik hende til at se helt bleg ud i sammenligning med hende og hendes strålende øjne. Men det havde hun ikke haft noget i mod, da hun gav hende sin gamle bamse i gave. Den manglede et ben, som hun engang havde hevet af, fordi hun så gerne ville have den. Hun lod sig pludselig rive med af de gamle minder og kunne have svoret på, de fik et lille smil til at kruse hendes læber. Det var kun den ene mundvig, der bevægede sig en lille smule op af, det var alt, hvad hun formåede. 

Men smilet lod alligevel til at kunne dæmpe den nagende sult, der ellers havde syntes at vokse i hendes mave, siden hun først satte sig herud, og kulden, der havde farvet selv den yderste del af hendes fingerspidser hvide. 

Nu behøvede hun heller ikke længere at anstrenge sig for at komme med bortforklaringer på hendes manglende tilstedeværelse. For det kunne da være, hun havde glemt det, som dengang hun havde glemt sin yndlingsdukke i zoologisk have, som hun ellers havde insisteret på at få med under deres forældres protester. Hun kunne stadig tydeligt, fornemmelsen af dukkens klistrede lyse hår mellem fingrene, når de legede med den.

Så måske skulle hun ringe til hende. Ligesom hun havde gjort i de regnvejrstunder, hvor de havde siddet på hver sit værelse, og snakkede sammen over telefonen om efterår, hullede barndomsminder og meningen med livet, mens de talte regndråberne, der silede ned af vinduerne i det gamle hus, som syntes at rumme ekkoet af deres opvækst. Nu var huset sat til salg, og hun havde ikke længere hendes nummer,  tænkte hun bittert.  De eneste    regndråber, de nu kunne tælle, var de salte tårer, som flød fra deres øjne.

Bare hun havde nummeret. Bare hun ikke havde ringet hemmeligt nummer, da hun havde spurgt, om de skulle mødes. For så kunne hun for første gang i lang tid  høre hendes stemme og vide, den eksisterede udenfor de fjerne minder. Det var også derfor, hun flere gange havde løftet hovedet i troen om, at hun hørte sit eget navn blive kaldt, selvom hun hver gang skuffet måtte sænke blikket  til den efterhånden velkendte asfalt, som hun havde stirret intenst på i, ja, hun vidste ikke hvor længe. Siden klokken to, hvor hun havde sat sig herud for at mødes med hende . Hun ville i hvert fald påstå at hun snart kendte hvert et hul i den vej lige så godt, som hun kendte lyden af hendes fodtrin på den knirkende trappe, når de sneg sig ud for at sove under stjernerne, samt fornemmelsen af hendes hånd i sin, når de trøstede hinanden med stemmer, der desperat prøvede at overdøve deres forældres skænderier. 
Hun måtte endnu en gang tvinge sig selv til ikke at dreje hovedet, selvom hun syntes at kunne ane hende ud af øjenkrogen, da hun udmærket vidste, det bare var indbildning. I stedet lod hun sine øjne blive blanke og glasagtige, mens minderne flimrede smertefuldt forbi på hendes nethinder. 

Hun savnede vel bare sin søster. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...