LYSander

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2015
  • Opdateret: 25 dec. 2015
  • Status: Igang
Livet handler om overlevelse, det at blive accepteret som et enkelt individ og ikke som en sammenkobling af sin søster. Men der ligger meget mere i det, i livet, og det fandt jeg først ud af til sidst. Og da var det forsent. 
Du bliver som nyfødt - ligefrem genfødt - fra det øjeblik du lader dig drukne i den civilisation, nogen labber i sig med fryd. En enkelt dråbe af magt og kyniske facader, og trangen til at fortsætte vokser. Denne ene dråber spirer nye tanker, nye handlinger; nye begær, i dit indre.
En ensom kaktus - stor og ædel - æder af dig, og prøver du at fjerne den? Den vil stikke dig, og få dig til at bløde.
Din pligt er at overleve.

29Likes
34Kommentarer
3158Visninger
AA

9. Kapitel V

Hele Spisesalen er fyldt til randen med stemmer, latter og lyden af bestik, tallerkner og glas.
Vi er denne morgen blevet ‘eskorteret’ op i huset, op til overfladen. Vagterne havde nærmest været kloner; ingen mimik, kun skridt op ad de uendeligt mange trappetrin.

Det er utroligt, at solen findes og det ikke kun er noget, jeg har drømt om. Igennem ruderne, som går fra bunden til toppen, stråler dagens spæde stråler igennem gardinerne. Og selvfølgelig er der trukket for, så ingen uvedkommende og for nysgerrige forbipasserende kan lure bag hækkene.
Sammen, Sander og jeg, sidder vi ved et langt bord og fortærer dagens første måltid. Rundt omkring i rummet sidder der andre medlemmer af Mafiaen; drenge og piger, unge og helt små, nærmest kun børn. Er de mon født ind i denne onde cirkel og korrupte tilstand? Stakler.
Jeg kan ikke lade være med at få medlidenheden med dem - de har jo ikke valgt at leve et liv som skurke og slemme lømler; de har ikke haft valget!
“Er du slet ikke sulten?” Min tankestrøm af fordomme mod Mafiaen afbrydes. Af Sander.
Jeg kigger op fra min tallerken, hvor et par strimler kød og nogle humpler brød ligger. Meget tiltrækkenden. I glasset skinner vandet klart. Der er dannet en halv regnbue-lignende skygge, som må være en afspejling fra solens stråler, der når igennem gardinet og videre gennem glasset.
Jeg har ikke rørt noget af det, selvom en stemme skriger i mit hoved, at jeg skal handle.
Ræk hånden ud, tag fat om brødet, op til munden. Sværere er det ikke, og alligevel føles det som om, at tonsvis af lod hænger som lænker om mine skuldre, arme og hænder.

Jeg kan ikke.
“Hvad mener du?” Bider jeg ham af. Hele morgenen har jeg været irriteret og sur, på ham. Og det er bestemt noget han gerne må mærke.
Jeg er træt af, at han bliver ved med at have hemmeligheder for mig. Jeg er træt af hans små fortielser og den dans han åbenbart tror, vi har gang i.
Det er jo ikke fordi, at jeg ligefrem stikker af og råber op omkring, hvordan alt hænger sammen i landets Mafia, så ordensmagten kan komme og arrestere hele banden. Så hvad er problemet?
Stoler han ikke på mig? Ordet river mit hjerte i mikroskopiske stykker, mens jeg prøver at trække vejret uden problemer.

Jeg holder sgu for meget af dem - af ham - til at jeg nogensinde ville risikere det. Og hvad får jeg igen? Ingenting.
Hvad er meningen, og hvorfor er det ligepræcis, at jeg blevet en del af dette skøre spil?
Ja, jeg er en Seer, og ja, jeg bryder mig bestemt ikke om Candler-slægten, men jeg er nærmest overbevist om, at der er flere end mig, ude i verden, der har det lige sådan - og ellers må de til at lede. Det er ikke sikkert, at jeg vil fortsætte med at være ‘en vigtig brik’, når det eneste jeg hører er, ‘at det hele nok skal gå’, og at der ‘snarest kommer svar’. Åh, hvad pokker. Kan de snart ikke sige andet og noget mere - bare noget nyt!

Jeg har ikke set noget til deres hellige ‘Don’ siden i aftes, hvor han gik en runde i gangene, inden han skruede ned for petroleumslampen og forsvandt. Mon han sover et lige så mageligt sted som os? Næppe.
Hele min krop er øm. Men prinsessen på ærten er jeg ikke ligefrem.

“Vi har ikke tilsat maden en knivspids narko eller kokain, blot for at holde humøret oppe, hvis det er dét du har i tankerne, Celeste,” svarer Sander lige så hårdt, som jeg selv startede ud med. Hans blik brænder sig fast i mit, mens han selv tager en bid af sit brød for at vise, at man ikke falder om.
Et stik i mit hjerte får mig til at krympe. Jeg er ikke vild med måden han lader sit blik hvile på mig på, og jeg er heller ikke tryg ved de andre blikke og lavmælte samtaler, som bliver ført omkring os.
Jeg er sikker på, at det ikke er morgenens nyheder, der bliver diskuteret, men derimod noget andet..
Mig, for eksempel..
Det er som om, at han griner af mig, under sin pæne facade, som om han håner den sult og trang til væske, der sitrer i mit indre. Men jeg nægter. Jeg vil ikke indtage deres midler. Ikke nu.
“Men du ligner én, der godt kunne trænge til en bane eller to,” griner han og fortsætter med at spise.
Han siger det på en sådan måde, at der er en ligegyldighed eller selvfølge over det. Alligevel har jeg en snert af frygt for, at han mener det; at han sagtens kan få fingre i millioner af ulovlige baner.
Hvide, ujævne baner, der kan være nøglen til et par timers frihed. Det er nærmest fristende.
Men hey, vi befinder os i hjertet af Mafiaen, så selvfølgelig er der ingen problemer ved at snuppe noget kokain, bare fordi man har en dårlig dag. Pff, det er dagligdagen her.
Jeg må begynde at vende mig til det, hvis dette er sådan mit kommende liv ser ud - lige indtil de slagter mig.

Efter det siger ingen af os specielt meget. Det er kun dem, som sidder omkring, der bidrager til at holde støjniveauet oppe i spisesalen. Alligevel virker det ikke som om, at noget har ændret sig.
Det bliver ved med at strømme ind med sortklædte folk, fra de fire døre. Tidligere havde Sander fortalt, at hver dør symboliserer et verdenshjørne og en egenskab.

Vi kommer fra Nord.
Hvilken egenskab er vi?

Få folk kommer med jævne mellemrum hen til Sander for at fortælle ham et eller andet. Oftest noget morsomt, efter at dømme på deres ansigtsudtryk - men ingen af dem bliver. Jeg er nærmest overbevist om, at det har med mig at gøre. Ligesom hans ven fra i nat. Timothy.
Han sagde klart og tydeligt, at han ikke var interesseret i at nærme sig. Mon det er den samme tanke alle de andre også har fået proppet ind i skallen? Også de stakkels børn?

Hvad med Sander? 

Det eneste jeg får fat i er, at han snart skal mødes med Aaron, hvem end det så er. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan lade være med at smuglytte, selvom mit blik er rettet mod vinduet. Der er en enkel sprække, lige der hvor stoffet mødes; fra venstre til højre, fra højre til venstre.
Igennem det kan jeg lige ane en vej. Der holder to biler parkeret i indkørslen, ellers er der intet.
En kvinde kommer spadserende med sin søn i hånden, men ingen af dem værdiger huset et blik.
Enten så er de vant til, at det ligger der - huset - og at det rummer hemmeligheder, der er større end de kan forestille sig, eller også er de bange.
Jeg er bange.

Igen sidder vi med et par tomme pladser til begge sider. Selv foran os er der ingen, som har turdet at sætte sig. Det er jo ikke fordi, at siddepladserne ligefrem er i overflod.
Op langs væggene sidder folk på rækker med en tallerken på skødet. Hver gang jeg prøver at få øjenkontakt med dem, undviger de.. De skal jo nødigt blive flået i stykker ved synet af mine øjne.
Atter siger vi ikke et ord til hinanden, og stilheden er ved at fortære mit indre, på samme måde som de mange mennesker får spist deres morgenmad.
Har jeg gjort noget forkert? Jeg har været sur og irritabel, på ham, det meste af morgenen, men det har været hans egen skyld, og ikke noget han har taget yderligere notits af.
“Øhm, ja,” starter Sander ud og bryder tavsheden. Af ren refleks vender jeg mit blik mod ham hurtigere end jeg ville have gjort - han skal jo ikke tro, at jeg har ventet på at høre hans stemme.
Han klør sig i nakken. Dette tegner ikke godt. Jeg kan ikke lade være med at vride mine fingre i umenneskelige former, under bordet.
Er det nu, at min dom er kommet?
“Jeg er nødt til at gå nu.” Han rejser sig pludseligt, inden han varsomt strejfer et bart stykke af min skulder med fingerspidserne. Og så forsvinder han i mængden af folk. Hans berøring efterlader et brændende mærke.
Jeg drejer mit hoved, så hurtigt så muligt, for at få et sidste glimt af ham, men han er væk.
Endnu en gang er jeg ladt tilbage, alene.

Pludselig synes hele Spisesalen større og mere uvelkommen, hvilket den sikkert også er.
Før var Sander min beskytter, nu har jeg kun mine ‘dræberøjne’.
Hvor lang tid går der mon, før folk opdager, at det er løgn - at jeg ikke udgør en trussel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...