LYSander

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2015
  • Opdateret: 25 dec. 2015
  • Status: Igang
Livet handler om overlevelse, det at blive accepteret som et enkelt individ og ikke som en sammenkobling af sin søster. Men der ligger meget mere i det, i livet, og det fandt jeg først ud af til sidst. Og da var det forsent. 
Du bliver som nyfødt - ligefrem genfødt - fra det øjeblik du lader dig drukne i den civilisation, nogen labber i sig med fryd. En enkelt dråbe af magt og kyniske facader, og trangen til at fortsætte vokser. Denne ene dråber spirer nye tanker, nye handlinger; nye begær, i dit indre.
En ensom kaktus - stor og ædel - æder af dig, og prøver du at fjerne den? Den vil stikke dig, og få dig til at bløde.
Din pligt er at overleve.

29Likes
34Kommentarer
3154Visninger
AA

8. Kapitel IV

Endnu en gang den nat bliver jeg vækket, men ikke af en rumsterende undergrund. Og heller ikke fordi, at jeg er ved at dø af tørst, heldigvis. Saharas ørken er altså blevet i Afrika.
Men derimod af, at nogen står ude på gangen og snakker lavmælt til hinanden - eller højt nok til, at jeg vågner ved deres dybe stemmer. De er ikke bestemt gode til at hviske.. Resten af omgivelserne er stille, så tavse, at mit åndedrag og min hjertebanken er ved at sprænge mit bryst.
Jeg vender mig på briksen, så mit blik er vendt mod døren. Underlaget giver sig en smule. Det er ikke til at se synderligt meget, men omridset af to mænd er til at ane. Begge står de med ryggen til rummet og har blikket vendt mod gangen, mon de spejder efter nogen?

Med et opdager jeg, at pladsen ved min side er tom - Sander er simpelthen smuttet i nattens mulm og mørke. Sikke en kryster, tænker jeg forarget, men jeg lader det ligge.
Mon de kigger efter Sander? Mændende fortsætter:
“Jeg tør sgu ikke nærme mig tøsen! Jeg har hørt, hvordan hun slagter folk med sit blik. Nej tak, du.” Han, den laveste af dem, vifter usynlige nullermænd af skuldrene, mens der er en svag klang af ironi i hans stemme. Håret er karseklippet og næsen er lille og kompakt. I første omgang virker han for ung, for lille og for sart. Han ligner ikke typen, der bor gemt væk under jordens overflade og er bandemedlem af landets Mafia.
Men det er jo så nemt at tage fejl af folk.
Sander nævnte tidligere, at dette ikke blot er kilometerlange, underjordiske rum, men en udbygget kælder af en større villa - på overfladen. Måske bliver det så muligt for mig at se dagens lys, bare en enkelt gang til.
Sikke en overraskelse, de taler slet ikke om mig. Nej da, pff, hvordan kan du få den idé? Der findes jo også uendeligt mange kvindfolk i denne snæversynede verden, som ‘slagter folk med øjnene’.
Jeg bider mig i læben. Er det virkelig sådanne rygter og misvisende sætninger, som er i omløb?

Jeg husker tydeligt, hvordan de første tegn viste sig; de første tegn på, at jeg er en Seer.
Det var en kølig efterårsmorgen, hvor Estelle og jeg sad side om side. Ude på trappestenene, foran det hvidkalkede hus, i vores fødeby. Hun var i gang med at brodere slægtens våbenskjold på sin skoleuniform; en vinranke, som snor sig op omkring bogstavets lodrette konturer. H, for Hawkins.
Min nederdel og marineblå cardigan havde alleredet været under kniven, og lå nu nystrøget og sammenfoldet i skuffen.
Det var spildt arbejde, for jeg kom aldrig til at vise omverdenen min stolthed og min slægt.
Meningen var, at vi skulle have tilbragt dagen inden døre, men hun havde insisteret på, at vi skulle være udenfor. Estelle fik som regel altid sin vilje, og den morgen var det ingen undtagelse. Vi var derfor blevet plantet på trappen med tæpper og et par strengt overvågede øjne i nakken af os.
På mit skød måtte jeg balancere med en bakke, der indeholdt croissanter, friske blåbær og det fine porcelænsstel, der kun blev taget i brug om søndagen. Men det var en torsdag.
Det var noget af en opgave, men jeg klagede ikke; jeg fik min tid med Estelle, som jeg i dagligdagen længtes efter.
Åh, hvor jeg dog så op til hende.

Evnerne meldte sin ankomst kort tid efter, at vi havde taget hul på vores croissants. Og det var ikke hvem som helst, der blev udsat for mine evner - det var hende.
Estelle.

“Rolig nu, Timothy, hun er ikke slemmere end som så.” Ham den anden, som på en eller anden måde virker alt for bekendt, dasker til sin kammerat. Nu står de begge tomme for ord, og med blikket rettet mod jorden. Det virker ikke til, at de har mere at sige.
Dog splintres stilheden atter.
“Men er det sandt - er det? Og fortæl sandheden, jeg klarer ikke flere løgne fra din side af,” disker Timothy op med. Slam. Hans stemme er svag og nærmest bønfaldende. Det lyder ikke til, uden at kende til alvoren af spørgsmålet, at han ønsker at kende til det rigtige svar.
‘Ikke altid er sandheden den bedste løsning,’ endnu et citat fra min mor, inden vi lod os skille.
For evigt.
“Det er sandt, jeg beklager.” Et lydløst gisp forlader mine læber, idet jeg er hurtig til at identificere én af dem. Det var altså derfor, at han virkede bekendt; han er bekendt.

Kropsbygningen, håret, udseendet. Stemmen. Hvor har jeg været dum, hvor har jeg været blind!
De vender sig begge om mod mig, med blikket rettet ind mod mørket. Det er som om, at de kan fornemme, at jeg betragter dem i mørket som en tiger; på rov, på flugt, fra mit lille skjul. Tæppet folder sig som en base af tryghed og uskyldighed omkring mig, men alligevel er jeg alt andet end tryg. Man kan - rettelse: Jeg kan - ikke være tryg i Mafiaernes hovedkvarter.
Stoffet kradser mod min bare hud, og jeg ønsker noget så inderligt, at der gnides hul, så jeg langsomt kan forbløde i min egen sø af spørgsmål og angst. Det er sikkert ikke tilladt at få en forbinding på om natten, husk nu - kun et glas vand per nat. Åh, rend mig!

Ingen af dem får direkte øjenkontakt med mig, men jeg ved, at han har set mig.
Sander har set mig.

“Hey, du, vi må snakke i morgen.” Og mere bliver der ikke sagt, inden Sander vender om på hælen og marcherer ind på værelset. Det var noget af en afsked, må jeg nok sige.
Med en fri hånd lader han døren lukke sig i bag ham, så det kun er os. Mørket, os - os, mørket.

Sander og Celeste.
Celeste og Sander.

“Hvor meget hørte du?” Spørger han, mens han med få skridt er helt henne ved briksen. Han lader sig glide ned langs væggen, så han ender i en afslappet stilling. Nakken er bøjet bagover. Mine øjne har endnu ikke helt vænnet sig til det pludselige og intense mørke, men alligevel kan jeg skimte ham. Hans grønne øjne er blanke, men jeg ved, at det ikke er tårer.
Sander græder ikke.
“Det meste, det om mig,” hvisker jeg. Det er ikke helt sandt, for jeg har ingen anelse om, hvor længe de har stået derude. De kunne sagtens have stået der i flere minutter. Endda timer. Det er ikke til at sige.
“Godt.” Han vender hovedet hen imod mig. Vores pander er lige ud for hinanden, det samme med vores øjne, næser. Og læber. Jeg ligger helt stille og tør nærmest ikke røre mig. Jeg tror også, at jeg glemmer at trække vejret.
Endnu en gang er jeg en marmorstøtte.
“Hvorfor?” Spørger jeg, men jeg tør næsten ikke kende til svaret. Af ren nervøsitet griber jeg fat om lagnets kant, og knuger det ind imod mine håndflader. De er fugtige.
“Det var også meningen,” svarer han og griner hjerteligt, inden han placerer sine læber mod min pande i et varsomt kys. Det varer et stykke tid inden han fjerner dem igen, og alligevel har jeg den følelse af, at han trækker sig tilbage for hurtigt - det gør han altid.

Og jeg ender med at være ladt tilbage.
Lige siden den første gang jeg mødte ham, har jeg haft den fornemmelse af, at han skjuler noget for mig. Men hvad mere er der at skjule, nu når jeg ved, at hans omtalte ‘familie’ er en af landets mest eftersøgte bander? Mulighederne burde være små.
“Hvad mener du?” Jeg kan snart ikke holde inde med mine ubesvarede spørgsmål meget længere. Trætheden er også ved at få sit greb om mig, men jeg er nødt til, at vide noget mere.

Sander rykker sig tilbage og løfter i en lang bevægelse den ene hånd, så den har kurs mod mit ansigt. I luften standser han, midt i bevægelsen, som om han funderer over, hvilket træk han skal vælge - måske er det virkelig det, der kører igennem hans hoved?
Uanset hvad, lader han igen sin hånd falde ned og kærtegner mit hoved. Dernæst min kæbe.

Han gør det i en rolig og nærmest fortryllende bevægelse.
Han gør det i et tempo, der får hele mine krop til at slappe af.

Nu er det mig, der er en ynkelig Golden Retriever.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...