LYSander

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2015
  • Opdateret: 25 dec. 2015
  • Status: Igang
Livet handler om overlevelse, det at blive accepteret som et enkelt individ og ikke som en sammenkobling af sin søster. Men der ligger meget mere i det, i livet, og det fandt jeg først ud af til sidst. Og da var det forsent. 
Du bliver som nyfødt - ligefrem genfødt - fra det øjeblik du lader dig drukne i den civilisation, nogen labber i sig med fryd. En enkelt dråbe af magt og kyniske facader, og trangen til at fortsætte vokser. Denne ene dråber spirer nye tanker, nye handlinger; nye begær, i dit indre.
En ensom kaktus - stor og ædel - æder af dig, og prøver du at fjerne den? Den vil stikke dig, og få dig til at bløde.
Din pligt er at overleve.

29Likes
34Kommentarer
3153Visninger
AA

7. Kapitel III

Min drøm er lys. LYS.
Min drøm var lys. LYS.

Jeg slår øjnene op med et sæt. Hele jorden ryster, eller snarere undergrunden. I mørket ligger jeg og forestiller mig, hvordan der dannes krusninger på vandglassets overflade - hvis der overhovedet er mere tilbage. Pludselig bliver jeg i tvivl, om jeg tømte de sidste dyrebare dråber i en enkel slurk, inden jeg lagde hovedet mod puden.
Jeg har ingen idé om, hvad klokken er. Både min tidsfornemmelse og stedsans forsvandt i samme sekund, der blev lagt fokus på mig; på mine evner. Ja, for ikke at glemme den timevis lange køretur.
En mand - formentlig én, der var blevet sat til at holde øje med deres ‘gæst’ - sagde tidligere, at det hed et glas vand per nat. Hvilket syret samfund er dette lige? Hvad nu, hvis jeg vågner op med koldsved og en hals, der er tørre end Saharas ørken og et bundt groft sandpapir - må jeg så ligge her, rallende og gispende efter vand, fordi jeg drak det hele elleve timer forinden?
Svaret er sikkert ‘ja’, og sandsynligheden er sikkert minimal.

Sander havde bare rullet med øjnene af manden, og ført mig hen i det rum, som nu udgør ‘mit værelse’. Fedt, og tak for den dejlige servicering. Lydløst fjerner jeg tæppet og lader det dumpe mod jorden. Der er helt stille. Jeg svinger benene ud over briksens centimeterhøje kant, inden mine bare tæer rammer gulvet. Fliserne føles som knivsægge, der leger med den sarte hud og blodet, der uskyldigt pumper rundt i tæerne.
Der er bælgragende mørkt, og det er ikke til at se noget som helst. Så vidt jeg fik bidt mærke i tidligere, er der ikke blevet placeret en eneste form for lyskilde i rummet. Hvorfor mon? Min første tanke er bizar, man måske ligefrem rigtig?
..
Så er det ikke muligt at lægge slagplaner om, hvordan man flygter og sladrer til omverdenen.

“Sander?” Hvisker jeg så lavt, at jeg selv er i tvivl, om lyden overhovedet forlader mine læber. Jeg venter i stilhed, men der er intet.
Han fortalte, kort før vi lukkede dørene og lagde os på briksene, at han sov i et rum tæt på. Nu har det så bare at være sandt.. Jeg tripper, de få meter der er, hen til døren, som fører ud til gangen. Kun ude på gangen gløder en sagte petroleumslampe, der kæmper for at forbrænde al olien.
Den nærmeste dør står på klem, så en nærmest usynlig stråle af lys strømmer ind. Det er ikke til at se hvem - eller hvad - der befinder sig inde på naboværelset, men jeg tager chancen. Med den ene fod skubber jeg til døren, så den giver sig med et par misligholdte knirkelyde.

Og pludselig - et sted i mørket - besvarer han, træt og mumlende.
“Celeste, hvad vil du?” Hans stemme lyder barmhjertig og samtidig giftig. Som en kanin, i sin hule, baner jeg mig vej igennem rummet med hænderne foran mig som en søvngænger, eller en mumie uden sin balsamering.
“Jeg ville bare.. - “
“Sschh, det er okay,” afbryder han. Jeg kan høre, hvordan han rykker på sig i briksen.
Efter et stykke tid finder jeg frem til hans seng, der er placeret præcis samme sted som min. Hængt op mod væggen, af et par stålwire, som en skibskøje. Det skulle ikke undre mig, om dette rum er identisk med mit eget. Et lille, næsten kvadratisk rum, med en seng, et vakkelvornt sengebord og en billedramme uden noget indhold. Hvor prætentiøst.
Jeg banker mit knæ ind mod sengekanten, og en øjeblikkelig smerte lammer mig igennem hele kroppen. Mit hoved finder straks alverdens bandeord og lidt for hårde sammenligninger frem, fra mit indre, mens jeg prøver at holde smerten inden.
Sekunderne efter står jeg som en marmorstøtte, urørlig. I denne tilstand vil passe perfekt ind i sommerpaladset, som min far købte til min mor, dengang jeg stadig kun var en lille unge.
Jeg var for lille til at huske, og nu er jeg for gammel til at glemme.
Med rottehaler og georginer i hænderne, juveler om halsen og silkesløjfer på de turkise laksko, som kun blev taget i brug ved særlige lejligheder. 

Jeg var som blommen i ægget.
Nu er jeg skallen om ægget, der ubønhørligt prøver at trænge igennem, ind til Hawkins-slægten.

De præcis samme sko havde jeg også på til bisættelsen. Jeg husker, at det ene spænde var ved at falde af, men Estelle syede det fast med en orange tråd. Under hele ceremonien sad jeg bitter over farven, for orange passer ikke til turkis.

Men i sommerpaladset stod marmorstøtterne, høje og kolde, i forhallen.
De var som en hær, klar til at nedlægge hver eneste ubudne gæst.
De er som en hær, klar til at nedlægge hvert eneste besøg - fra mig. 

“Er du okay?” En varm hånd griber fat i mit håndled og trækker mig med ned under tæppet. Jeg kryber ind i hans varme favn og gemmer ansigtet mod hans skulder.
Her er dejlig varmt.
Han lugter af spiritus, hvilket bekræfter min teori; han var altså med til at fejre deres kommende ‘vendetta’. Tidligere på natten havde der været en fandens masse larm og hujende kvindestemmer ude på gangen, inden jeg lukkede mine øjne og så bagsiden af øjenlåget.
Det var en ceremoni, hvor jeg ikke var inviteret - men det var han sikkert.
Var en de kvinder, ude på gangen, mon én, der har udforsket Sander, ligeså meget som jeg ønsker at gøre det nu?
Jeg har ingen idé om, hvad det er - vendetta - men ud fra deres optimisme og lidt for rødmossede kinder, tyder det på, at det er til deres fordel. Det er alt i Mafiaen sikkert; til deres fordel.
Jeg putter mig ind imod hans varme krop, hvis rolige puls og vejrtrækning langsomt luller mig hen i en døs.
Mine uendelig mange fortrængte tanker og spørgsmål lægges i dvale.

Det må vente til i morgen.
Nu er jeg blommen i ægget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...