LYSander

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2015
  • Opdateret: 25 dec. 2015
  • Status: Igang
Livet handler om overlevelse, det at blive accepteret som et enkelt individ og ikke som en sammenkobling af sin søster. Men der ligger meget mere i det, i livet, og det fandt jeg først ud af til sidst. Og da var det forsent. 
Du bliver som nyfødt - ligefrem genfødt - fra det øjeblik du lader dig drukne i den civilisation, nogen labber i sig med fryd. En enkelt dråbe af magt og kyniske facader, og trangen til at fortsætte vokser. Denne ene dråber spirer nye tanker, nye handlinger; nye begær, i dit indre.
En ensom kaktus - stor og ædel - æder af dig, og prøver du at fjerne den? Den vil stikke dig, og få dig til at bløde.
Din pligt er at overleve.

29Likes
34Kommentarer
3180Visninger
AA

6. Kapitel II

Et par lune fingre fjerner varsomt det sorte bind for øjnene. Hans fingre dirrer så svagt, at det næsten er som om, at berøringen kun var en sagte tanke i mit eget hoved.
Jeg er nødt til at blinke et par gange, så de - øjnene, der tidligere har været funklende krystaller i mængden af matte juveler - indstiller sig på at kunne se igen; på at kunne observere det hele.
Under hele turen har jeg siddet på bagsædet uden nogen form for retningssans. Eller stedsans for den sags skyld.
Op, ned, venstre, højre.
Det hele flyder ligesom sammen når det eneste, der er at se er, hvordan enkelte lysglimt trænger igennem stoffet. Det er vævet så tæt, at det nærmest er umuligt at se noget.
Da han kom trillende ind på indkørslen i den blankpolerede Mercedes Benz 450K, tidligere i dag, må jeg indrømme, at jeg blev imponeret. Hvem bliver ikke også det? Jeg kunne stå og spejle mig i flere minutter, hvis det ikke var fordi, at han havde kommanderet mig ind med et sigende blik.
Det var sådan et blik, hvor man er helt klar over, at nu skal man bare følge efter og makke ret.

“Buk hovedet, der er lavt til loftet i starten,” mumler han mod mit hår. Jeg bliver rusket tilbage til virkeligheden, mens vi står der.
Side om side. Det eneste, der er i miles omkreds, er beton. Bygninger, som tårner sig over os som vogtere af en hemmelig verden.
 Gangen, vi er ved at begive os ned i, er så snæver, at jeg kan mærke hans åndedræt mod min nakke. Så tæt står vi klinet op ad hinanden. Der er ikke andet end få millimeter mellem os, og jeg har det som om, at en fjern kraft vil have mig til at træde tilbage mod ham, så vores kroppe rører hinanden.
Det gyser i hele min krop af bare anspændthed. Og noget mere.
Jeg når lige at kaste et blik bagud, inden himlen og husenes grålige nuancer forsvinder.
Trappen foran os er stejl, men lysten til at gribe fat i gelænderet er ikke ligefrem stor. Gad vide hvornår der sidst er blevet tjekket rustne gelændere?
Vi kan heller ikke have, at jeg river det meste af væggen ud, hvis jeg trimler ned af trinnene. Så løst ser det ud til, at det sidder. Det kan også bare være en rekvisit, en ren overfladeting.
Vi befinder os - taget i betragtning af luftfugtigheden - godt og vel et par meter eller fire under jordens overflade. Godt gemt væk fra omverdenen. Vi er det oplagte sted til et mord - mit mord.
Jeg træder igennem åbningen, og lader derefter Sander føre an. Selvom mørket opsluger os begge, kender han gangene, og den vej vi skal.
Hans hånd trykkes mod min, mens vi går ad stejle trapper og drejer ad skarpe hjørner. 

 

·–··  –·– –  ···  ·–  –·  –··  ·  ·–·

 

Da det igen er muligt for mig at se andet end mørke - mørke, mørke og atter mørke - er vi endt i et ovalt rum med dybrødt tapet og mørkt gulvtæppe. Der er ingen vinduer, og den eneste form for møblement er et skrivebord i træ og et par kontorartikler; en skraldespand og en lampe.
Bag bordet sidder en mand foroverbøjet med hovedet hvilende mod den ene håndflade. Det ser ud som om, at han har ventet os, og måske har han. Sander nikker kort, inden han stiller sig op foran bordet som en lakaj; en undersåt sat på plads af sin herre. Som en ynkelig Golden Retriever.
Jeg følger efter, og kigger ned i gulvet. Ikke fordi jeg er bange for ham, men fordi jeg ikke ønsker at vække opsigt. Aldrig få øjenkontakt.. Men alligevel kan jeg ikke dy mig, og må til tider løfte blikke og studere lokalet.
Rundt omkring i lokalet står eller sidder der mænd og kvinder - alle midt i tyverne eller yngre.
De er klædt i mørke klæder, og for at præcisere: I sort.
Jeg føler mig malplaceret, jeg er malplaceret.
Jeg er dukken blandt bamserne, sodavanden mellem champagnen - jeg er Seeren.

Først efter et stykke tid får jeg samlet mod nok til at spørge. Med det samme jeg åbner munden forstummer alle stemmer, og blikke bliver rettet mod mig i én bevægelse, som er de robotter.
“.. Så I er altså Mafiaen?” Min stemme dirrer, men jeg prøver at gemme det væk under en skinger latter. De skal ikke få den mistanke, at jeg er bange, for det er jeg ikke - jeg er rædselsslagen.
Siden jeg var lille, har jeg hørt skrækhistorier om, hvordan ordensmagten har været efter dem, og om de sager, der har været omkring dem; narkotikahandel, hærværk, korruption. Ja, listen er enorm.
Manden foran mig tager et sug i sin cigaret og inhalerer røgen. Han må være den eftertragtede Boss, som leder hele dette netværk af snuskede eksistenser.
Det er ikke til at fatte. Han er en ung herre i starten tyverne, måske endda på min alder? Håret er tilbageredt og han har et charmerende udseende, yderst tiltrækkende; dybe øjne, kurvede læber og til dels høje kindben. Hvis man ser bort fra de mørke måner under øjnene, arene på kinderne og den dårlige ånde, som stammer fra spiritus og cigaretter.. Eller det, der er værre.
Selv fra min afstand kan jeg fornemme, at det er længe siden, at han sidst har set et badekar eller en bruseniche. Eller så er det min fantasi, der spiller mig et puds.

Og så har han valgt dette? Et liv i fangenskab, i mine øjne.
Da jeg var yngre havde jeg hørt, at det gik i arv. Lederstillingen.

“Det er sandt, min snut,” svarer han henkastet, inden han puster røgen direkte ind på mine fregner.
Af bare forbavselse træder jeg et skridt tilbage og hiver panisk luft ind, i håb om at undgå røgen.
Jeg tager mig til halsen. En sagte fnisen opstår som en summen, umiddelbart er det en korthåret pige med nedringet bluse, som starter baggrundsstøjen. Ved hendes side tjatter et par drenge til hinanden. De er ikke andet end et par store knægte med en smøg i mundvigen. Duksedrenge.
Han, den kære leder af dette forpulede hul, kaldte mig en snut, en snut. Vreden bobler i mit indre samtidig med, at røgen langsomt fortærer mine lunger. Det bliver sværere og sværere at trække vejret uden problemer og det føles som om, at tusinde slanger gnaver sig igennem mit svælg.
Der er også ved at opstå et så stort vandoverfladetryk, i mine øjne, at det er svært at holde vandet tilbage. Hvor vil det dog se kønt ud med saltvand ned ad kinderne inden for de første fem minutter.

Flot Celeste! Flot.

Jeg blinker et par gange.
“Du.. Du skal bestemt ikke kalde mig en snut! Jeg er ikke nogens snut, jeg er ingens,” hvisler jeg lavt. Det lød noget mere infantilt end det skulle være kommet ud. At række tunge ville have sat prikken over i’et, hvis det ikke lige var Mafia-bossen, jeg stod overfor.
Skøre tøs. Jeg forbander mig selv langt væk. Væk fra det hele, fra alting.
“Uh ha, Sander, du har sgu fået fingrene i en rigtig skarp kælling. Det må jeg sige, knægt, du har gjort det godt,” griner han og læner sig tilbage i den enorme lænestol. Den giver sig ved enkelte knirkelyde, og ellers er lokalet stille igen.
Som den arrogante mand han er, efter det førstehåndindtryk han lige har givet mig, svinger han benene op, på mahognibordet, med et smæld. Skosålerne smiler hånligt til mig.
Vil det være en fejltagelse at plante et tyggegummi? Jeg tager mig selv i det, og forbliver passiv.
Jeg sender et nedværdigende blik til Sander, som står ved min side. Hvad fanden er det for et sted han har ført mig hen? ‘Vi er venner, ih ja, nu skal du møde min familie’ og ‘er det ikke på tide, at du virkelig finder ud af, hvem jeg er?’.
Gu fanden er det ej! Kunne det ikke blot være blevet i, at han var min kunde. Min naive og stinkende rige fyr, som kom forbi et par gange om ugen.
Det hele burde være blevet på det plan, hele vejen.
Alt dette pjat er for meget - for meget, siger jeg dig. 

Hans mørke øjne fanger mine i første forsøg, og jeg ved ikke om det blot er indbildning, men det er som om, at der er en snert af sorg i det grønne blik. Og ja, det fortjener han virkelig også, hvis dette er det sidste sted jeg kommer til at befinde mig, i levende live.
Stilheden efterfølgende er pinefuld.
“Hør, inden du tager hende - ” starter Sander ud. Hvordan ‘tager hende’? Det løber mig koldt ned ad ryggen, idet alverdens tanker farer igennem mit hoved. Der er aldeles ingen, der skal ‘tage mig’ nogen som helst steder hen.
Ud af øjenkrogen ser jeg, at han mimer de syv bogstaver, som udgør min identitet.

Hawkins.

Dette navn var for generationer siden et stort navn; en slægt med magt, men nu er det faldet sammen.
.. På grund af mig. Ingen siger det direkte - og især ikke til mig, eller foran mig - dog bliver der indirekte opsat pile, der peger imod mig.
Celeste Hawkins.
Og er der nogen, der husker Estelle Hawkins? Nej.
Hun var sgu værre end mig, da det kom til stykket.

“Javel, Sander, så det du siger er, at jeg skal holde fingrene fra hende, så du har hende for dig selv, din luskede lille.. - ” Han bliver afbrudt af den selvsamme pige som tidligere, hende med den udfordrende påklædning, idet hun knækker sammen af grin. Stemmen er hård og spydig, og samtidig ikke nær så faretruende som jeg havde forventet af en ledertype af denne orden.
Et lumsk grin flækker hans læber så en symmetrisk tandrække kommer til syne. Hvide og polerede.
Ah, så han har råd til tænder i den klasse, men ikke et bad?
Med det samme tropper to kæmpe brød af et par mænd frem, og fører pigen ud. Jeg når lige at se hendes klare, lyse øjne, som skinner af et had, der brænder sig fast i min hukommelse som sylespidser.
Efter det er hun væk, og stilheden lægger sig atter over forsamlingen.
Inden han når at få færdiggjort sin sætning, kommer Sander ham i forekøbet, og dér får jeg et hint om, hvilken brik jeg er i det større puslespil - og sådan en strategi er der altid lagt på forhånd.
“Nej nej, Don, men Candler-slægten - vendetta,” trækker Sander i land med et troligt smil om læberne. Hans fingre giver mine et ekstra lille klem, nærmest så let, at jeg ikke bemærker det.
Med det samme ser det ud som om, at det hele falder på plads for deres allerhelligste person i rummet - Don, hvad end det så er en forkortelse for? - og han ler så det runger.
Bare det, at han nævner den slægt, der igennem generationer har konkurreret mod Hawkins, knytter jeg hænderne sammen til hårde kugler. Klar til kamp. Min styrke kan, til trods for mit raseri, ikke knuse Sanders hånd, der ufortrødent ligger stødt i min.

Jeg er altid blevet opdraget til, at ethvert bånd til en Candler er forrædderi og bestemt ikke er anset som en positiv handling. Selv deres navn er en trussel mod min ære; mod Hawkins.
‘Deres fjender er vores venner. Husk altid på det, min skat.’ Min mors milde ansigt dukker op for mit indre, men der er ikke tid til, at jeg skal være tro imod slægten og slå mig sammen med et slæng gangstere - heller ikke, hvis de hader Candler ligeså meget som min skæbne siger, at jeg skal.
“Du har fandme skruet hovedet rigtigt på. Hah, de har ikke en chance nu!” Siger ‘Don’ triumferende, mens han med en knyttet hånd banker hånden ned i bordet gang på gang.
Han ligner lige nu mere en lille unge, der uforskammet tigger om mad ved aftenbordet med en gaffel i hånden.
Men det undrer mig ikke, om han tigger om hævn. Gaflen er udskiftet med en pistol.

“Det ender sgu med, at du ryger længere op, Sander, på rekordtid.”

Er dette virkelig et valg, Sander har truffet for at hjælpe mig?
Er dette virkelig et valg, Sander har truffet for at hjælpe sig selv?
Er dette virkelig et valg, Sander har truffet af sin egen frie vilje?

Har dette nogensinde været et valg, eller snarere en sidste udvej?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...