LYSander

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2015
  • Opdateret: 25 dec. 2015
  • Status: Igang
Livet handler om overlevelse, det at blive accepteret som et enkelt individ og ikke som en sammenkobling af sin søster. Men der ligger meget mere i det, i livet, og det fandt jeg først ud af til sidst. Og da var det forsent. 
Du bliver som nyfødt - ligefrem genfødt - fra det øjeblik du lader dig drukne i den civilisation, nogen labber i sig med fryd. En enkelt dråbe af magt og kyniske facader, og trangen til at fortsætte vokser. Denne ene dråber spirer nye tanker, nye handlinger; nye begær, i dit indre.
En ensom kaktus - stor og ædel - æder af dig, og prøver du at fjerne den? Den vil stikke dig, og få dig til at bløde.
Din pligt er at overleve.

29Likes
34Kommentarer
3159Visninger
AA

5. Kapitel I

“Fortæl dem, at De må være på vagt.” Stemmen kommer fra højre, men jeg ved, at han står ved min
venstre side. Ligesom han gjorde sidste gang, forrige gang og alle de andre gange.
Mørket omfavner os. Det eneste lys, der kommer ind, stammer fra en nøgen pære, som ensomt hænger ned fra loftet, men det er sparsomt. Meningen er, at den skal forestille en lygtepæl, men den er ikke andet end en efterligning; en sølle genstand uden nogen form for værdi.
Det er de alle sammen - hele banden - de er ikke andet end tomme skaller, hvis lys prøver at trænge ind, men der er intet lys.
Jeg lader min hånd smelte sammen med hans og jeg kan mærke, hvordan varmen breder sig op igennem kroppen. Berøringen sender ikke gnister op igennem armen og efterlader ingen usynlige, brændende plamager - det var kun dengang.. I starten.
Nu er det som om, at hans hånd fryser mit blod til is, lige så langsomt så mit sind og hjerte også bliver tomt, koldt, kynisk og lige så hult som hans eget.
Måske er det først når vi er ligeværdige, at vi kan være sammen.
Måske er det først senere, at vi indser, at vi ikke kan være sammen.
‘Gud skabte rummet mellem fingrene for, at andre fingre skal kunne passe ind’. Sådan sagde min mor altid med et sagligt smil om læberne, men det var inden slægten blev splittet. I dag ved jeg, at det var min far hun tænkte på, og på kvinden som han valgte fremfor hende.
“Og hvis jeg fortæller sandheden?” Spørger jeg, men jeg kender allerede svaret. Der er intet svar.
Han undviger mit spørgsmål ved at lukke sine læber om mine i et blidt kys.

Vi bliver afbrudt af, at de resterende lygter bliver tændt, og Aarons dybe latter fylder rummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...