En Kvinde Fandt Mørke

"For mig var der kun larmen i kælderen tilbage. En smerte opstod i brystet. Som en kniv, der dolkede samme sted, gang-på-gang-på-gang-på..."

- Ditte


3Likes
4Kommentarer
618Visninger
AA

3. Mørkets Kalden

~Ditte~

 

 

Jeg satte mig i vindueskarmen for tredje gang. Klokken var alt for mange, måske omkring de 3 om natten. Det var ikke morgen. Det var ikke nat. Det var et mellemstadie. Mørket var begyndt at forlade verden, og et svagt hvidt skær kunne ses langt borte. Jeg ventede på, at larmen snart ville gå i gang. Så jeg var parat. Det havde været i gang i 7 dage hver nat, men jeg vænnede mig aldrig til det. En raslen som hørte op til langt ud på morgenen. I nat drømte jeg, at jeg slog en fremmed ihjel. En mørk skikkelse. Jeg kendte ikke personen. Jeg havde haft en lignende drøm før. Nogen gik rundt nede i kælderen nu. Trin og en skramlen kom dernede fra. Dernæst et kæmpe brag. En spasme gik gennem min krop, og min vejrtrækning ophørte. Jeg skyndte mig at finde min mobiltelefon, og dernæst ringede jeg op på det øverste nummer på listen.

”Vega?!” kaldte jeg bestemt, men dog skingert. Jeg tog min kniv og gik med kolde fødder hen mod trapperne, med mobilen op til øret.

”Vega, der er nogle i huset…” fortsatte jeg med forsigtig stemme.  

”For fanden, der er nogle!” råbte jeg, da der ikke lød noget svar.

Hun lød søvndrukken i røret.

”Hvad kan du høre? Hvor kom det fra?”

”Et brag. Kælderen.”

”Ditte…” sagde hun så, da hun mærkede min panik.

Jeg tøvede, men svarede ”ja” og ventede på, hvad hun skulle til at sige.

”Du er nødt til at få sovet. Hvorfor bliver du bange hver gang det sker? Du ved jo godt, at der ikke er noget.”

”Ville du kunne vænne dig til at høre støj om natten, hva?” svarede jeg spidst og hårdt. Det lukkede munden på hende i et helt minut.

Hun lagde på og 10 minutter senere hørte jeg en bil brumme udenfor.

 

~~

 

Hun gik, da hun havde sikret sig, at jeg havde det ok. Jeg smækkede døren bag mig. Efter jeg havde grædt i en halv time og alt kaos i mit hoved var ryddet op, låste jeg kælderdøren op. Det var første gang jeg var hernede. Det var først nu jeg hørte en svag melodi henne ved væggen. Synet, der mødte mig, var en mand med en mørk kappe, der sad og kiggede på mig, mens han spillede mundharmonika. Jeg gispede og det isnede i mig. Jeg skulle til at løbe op, men jeg kunne ikke. Det trak i mig, mens hæse stemmer lød i kælderen. Noget fór imod mig og greb fat om min hæl. Jeg vendte mig om, hyperventilerede, kiggede direkte ind i rødglødende øjne. Det gav et stød i mig og mit hjerte truede med at give op.

”Se, Ditte, seee,” lød det inde i min hjerne, som om bæstet i kappen boede i mit hoved.

Stemmen kom fra mig af!

”Vega, Bjarke! Hjæ-æ-æ-ælp, aaarhg!” skreg jeg hysterisk, selvom jeg godt vidste, at ingen af dem kunne høre mig.

Vega var nok taget hjem for at sove igen, og Bjarke var hos en ven. Det kunne jeg i hvert fald godt lide at tro på. At han bare var hos en ven. Han døde af en overdosis kokain, da han var hos Thor for et halvt år siden. Det var gået helt galt en aften. I løbet af natten havde Bjarke taget alt for mange gram af den anbefalede mængde kokain. Vega og jeg fandt ham liggende alene på gulvet ovre hos Thor med fråde ud af munden og med det hvide vendt ud af øjnene.

Vi tilkaldte en ambulance, men da de 15 minutter senere ankom, var det allerede for sent. Den nat da det skete, græd jeg, mens jeg sad og vuggede mig selv frem og tilbage. Omkring klokken 2 om natten havde jeg placeret mig foran spejlet i mit soveværelse. Jeg så mig selv stå der, slap og udbrændt med rande under øjnene. En sorg, som ikke var til at få bugt med, lå gemt bag mine mørke øjne dengang.

”Jeg elsker dig og passer på dig, ” havde jeg sagt, mens jeg så mig selv i øjnene. Mine tårer var næsten ophørt. 

Mit hoved slog tilbage til virkeligheden igen. Kælderen.

Mine ben gjorde ondt, men pludselig lå jeg på trappen op til stuen. Panisk kæmpede jeg mig selv op af trappen. Så snart jeg nåede op til telefonen igen, ringede jeg til Vega, som lød noget mere irriteret end før:

”Hvad er der nu?”

Jeg hikstede i røret, da jeg hørte stemmen. Mit tøj var krøllet, og jeg rystede, mens en tørhed bredte sig i munden.

”Vi er nødt til at få fat i en clairvoyant. Jeg tror, at der er dæmoner i mit hus.”

”Hvad? Hvad sagde du lige, Ditte?” lød det skrattende.

Det lød, som om, at hun ikke kunne opfange, hvad jeg sagde.

Jeg holdt telefonen højere op mod loftet, snøftende.

”Der er noget i kælderen. Vil du ikke nok…” mere fik jeg ikke sagt.

Jeg brød sammen. Jeg tænkte på Bjarke, og på kokain. Jeg så hans smadrede ansigt for mig, mens jeg blev overmanet af en sær indebrændt følelse. Så tænkte jeg på Vega. En fornemmelse af brudt samhørighed med hende. Selvom hun var en tæt veninde, havde jeg engang følt, at vi var som søstre. Det var som om, at hun faldt lidt igennem nu. Jeg følte den sære fornemmelse igen. Svigt. Hun ville ikke hjælpe mig. Jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet, at jeg havde brug for hende, at jeg ikke troede på mig selv mere, eller nogen andet. For mig var der kun larmen i kælderen tilbage. En smerte opstod i brystet. Som en kniv, der dolkede samme sted, gang på gang på gang.

 

~~

 

Om morgenen søgte jeg på nettet efter en clairvoyant. Larmen var kommet igen lidt senere om natten omkring klokken 05:30. Jeg havde slet ikke sovet på grund af angst.

Jeg ringede op på et nummer, og fik en damestemme i røret. Hun lød omkring de halvtreds år. Langsomt og grundigt forklarede jeg min situation, og lavede en aftale med hende, om at komme om et par dage.

 

Samme dag om aftenen stod jeg ude på badeværelset og kiggede mig selv i spejlet. Så besluttede jeg mig for at gå ned af trapperne. Stuen føltes nærmest elektrisk, men jeg bed det i mig. Jeg låste døren til kælderen op. Den var blevet brugt til at opbevare mine sager fra min gamle lejlighed. Diverse ting, såsom antikke møbler, bestik, kommoder, tøj. Jeg slog døren op, tændte lyset og gik derned. Alting lå rodet. Mine ting var væltet. Måske var der sket et indbrud, tænkte jeg først, og jeg følte mærkeligt nok intet. Jeg så over på en trækiste, som havde stået der mange år. Der lå primært sengetøj og gardiner dernede. Jeg gik op igen, ventede på, at noget skulle ske.

 

~~

 

48 timer senere, dukkede en dame op. Hun præsenterede sig selv som Katrin, og jeg bød hende indenfor. Hun havde en sort jakke på og mørke øjne, som mig selv. Set fra mit eget perspektiv, kunne hun sagtens ligne min mor eller en ældre version af mig.

”Det er et flot hjem du har. Er det ikke svært at holde sådan et stort hus alene?”

”Jeg får hjælp engang imellem af min veninde. Vi har engang boet sammen. Jeg blev boende, da hun flyttede ud. Hun fik en kæreste,” forklarede jeg smilende.

”Javel. Kan det ikke godt blive lidt ensomt?”

”Jeg kan godt lide at være alene.”

Jeg smilede til hende, som om alt var under kontrol.  Et ”Du skal ikke være bekymret, jeg klarer mig”- smil.

Hun stod lidt i entréen og kiggede rundt. Hun så op af trappen.

”Sover du deroppe?”

Jeg svarede ja og viste hende op i mit soveværelse.

”Det er stort set her, at jeg kan være mig selv. Det er nede i kælderen, at der er larm.”

Vi gik ned i kælderen og jeg lagde mærke til, at hun gøs, så snart hun trådte derned.

”Nej, puha… her er da ikke rart at være,” klagede hun, mens hun lagde hånden på nærmest alle mine gamle møbler. Hun stod midt i rummet, og forklarede, at hun ville prøve at ”føle” om der var noget. Sådan stod hun i et par minutter med lukkede øjne med armene og benene ud til siden. Hun tog sine briller på, og kiggede rundt igen.

”Døde der nogle her i huset engang?”

”Nej,” svarede jeg.

Hun kiggede på mig. Hendes blik brændte mig i øjnene, og gjorde mig nervøs, så jeg snakkede videre:

”Der har kun boet mine forældre og mig. Det er mit barndomshus, det her. Mine forældre bor ikke her i nærheden. ”

”Javel... Nogle gange kan en død person altså godt efterlade et spor, et minde. Det er deres ånd, der bliver tilbage. Sig mig… ” indledte hun og så på mig.

Jeg ventede nysgerrigt på resten af det, hun ville sige.

”Der er muligvis noget her, som er forbundet til dig. Du sagde, at du hørte larm og stemmer, ik?”

Jeg nikkede, og et øjeblik forsvandt jeg ind i min egen verden. Jeg hørte Bjarke råbe på min hjælp, mens Vega stod og så på ham lide. Han lå såret på gulvet og blødte. Jeg tænkte på de ting, han havde lavet med hende, og fik ikke ondt af ham. Pludselig blev jeg gal på Bjarke, mens jeg mærkede det voksende raseri.

”Stemmerne kalder ikke bare. De kalder på dig. ”

”Hva'? Hvad siger de?”

Hun gik rundt i kælderen, som om hun ignorerede mit spørgsmål.

De elsker dig, Ditte. Mørket elsker dig nærmest, ” sagde hun mørkt, som om, at det ikke betød noget som helst. Hun grinede. Ansigtet blev forvrænget, smilet var ondt.

”Hvad mener du?”

Jeg lød skinger, og jeg kunne ikke genkende min egen stemme.

Hun så forvirret på mig. Hun så normal ud igen.

”Hvad jeg mener med hvad? Nej, men der er sket noget aldeles forfærdeligt her,” sagde hun så mere alvorligt.

”Jeg er ikke helt med,” sagde jeg undrende.  

”Der er noget, jeg ikke kan sætte en finger på. Dig, måske,” svarede hun.

 

Jeg stod desorienteret tilbage. Det skete ret pludseligt, da hun gik. Alene stod jeg med angsten plantet i min mave. Jeg gik ovenpå, mens jeg hørte stemmer i baghovedet. Denne gang var de tydeligere end nogensinde før. Det var som om, at de alle prøvede at overdøve hinanden. En strøm trak i mig og førte mig ovenpå. Uden jeg vidste hvorfor, gik jeg ind i Vegas gamle soveværelse og fandt hendes bog under hendes seng. Utroligt. Hun havde glemt at få den med sig, da hun flyttede. Jeg åbnede den og bladrede frem og tilbage. Slog op på en tilfældig side, hvor hun havde skrevet om Bjarke. Mit hjerte slog hurtigere, mens jeg forfærdet læste, hvad der stod. Det gik langsomt op for mig, hvad det handlede om. En lang, forbudt historie. Det her var ikke bare svigt. Vega havde åbenbart også forrådt mig. Jeg gik langsomt ind i mit soveværelse, fandt kniven. Jeg forestillede mig, at jeg stikkede hende tusind gange i hjertet, at det aldrig fik en ende. Jeg hadede hende, men jeg forgudede hende også. Det var alligevel vildt, hvordan hun kunne holde det skjult. Jeg grinede. Jeg sad midt i rummet og grinede alene. Først lavt og så højere og højere. Det var snut af hende. Jeg beundrede hende. Jeg kunne spejle mig selv i hende lige dér. Det knitrede svagt et sted, som hvis man lagde papir på et bål og ilden fik fat. Der var én ting, som tog form i mit hoved. Jeg skulle af med mørket i min kælder nu. Jeg skulle dræbe Manden dernede. Clairvoyanten sagde jo, at der var noget uforklarligt. Så kunne Vegas straf vente til senere. Hun slap på ingen måde.

 

 

~~

 

Mørket var ved at falde på, og jeg havde stadig kniven i hånden. Denne gang gik jeg målrettet ned i kælderen. Stemmerne i hovedet skreg på mig. Denne gang gav de mig en ordre. Jeg skulle dræbe Manden hurtigt. Han tog fat i mig, så snart jeg var kommet derned. Jeg strittede imod, fægtede vildt med armene. Han trak mig derned, væltede mig omkuld på gulvet. Jeg fik en flænge ved øjet. Blodet dryppede. Jeg sparkede og slog med benene. Det knitrede igen. Der viste sig bogstaver på kældervæggene. De var utydelige på væggen, og i min svimmelhed kunne jeg ikke læse dem.

Se, Ditte, seee

Mørket kan lide dig.

Det elsker dig.

Hviskede stemmerne i hovedet. De blev så høje, at jeg blev forskrækket. En choktilstand overtog min krop, og mine ben blev som gelé. Lige dér, da jeg var allermest svag, overfaldt Manden mig. De rødglødende øjne stirrede direkte ind i mine. Bogstaverne kunne nu ses, men det lignede min egen håndskrift:

Dræb mørket

Mørket skal dræbes

Jeg viftede med kniven og stak den frem gentagne gange. Stikkene tog Manden og holdt ham fanget. Hæmningsløst jog jeg kniven ind og ud igen, mens jeg skreg et gennemtrængende skrig ud i natten. Til sidst slap Manden mig. Da jeg til sidst skubbede ham, væltede han ned i kisten med mit sengetøj og gardiner. Kisten smækkede i med et brag.

 

Da jeg åbnede øjnene igen, lå jeg på siden med min kniv til venstre for mig. Jeg havde følelsen af, at have sovet rigtig længe eller have været besvimet. Jeg havde en top på, den jeg sov med om natten. I al min forvirring, opdagede jeg, at jeg stadig lå i kælderen. Men denne gang havde jeg et sår i maven. Det blødte og det skar. Så huskede jeg pludselig alt og jeg så min virkelighed i øjnene. Jeg vidste det faktisk ikke. Måske så virkeligheden mig i øjnene. Den kiggede skeptisk på mig, og den var ikke stolt af mine handlinger. Hvad havde jeg gjort? Min fod gjorde også ondt. Stemmerne var ikke længere i mit hoved. En tomhed fyldte mig, selvom mørket var væk. Jeg havde vundet, men hvad nu? Mit overjeg gav mig en applaus. Så besvimede jeg igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...