My new ordinary life

Hvordan tror du det er at leve et helt normalt liv med sin far, og lige pludselig drejer din hverdag, ved at der kommer en verdenskendt dreng, og skal bo i dit hus? Abigale er vant til det, da hendes far er forpligtet til at lukke verdensberømte mennesker ind i sit hus. Denne gang, er det bare helt specielt, for ind i huset træder Niall Horan, også kaldt Dave Hunderson.

29Likes
49Kommentarer
16862Visninger
AA

16. 13. I need you

*ABIGALES SYNSVINKEL*

Lorte dag.

Lorte liv.

Ja som i nok kan høre, har det ikke lige været min dag i dag.

Det begyndte alt sammen fra morgenen af, hvor Niall ikke gad snakke med mig, og så skete der en masse lort ovre i skolen. Jeg fik eftersidning, fordi jeg ikke havde lavet nogle af mine lektier til idag. Mine lærere havde så snakket sammen om, at jeg i ingen af fagene havde lavet mine lektier, og derfor fik jeg eftersidning.

Det ligner ikke mig at få eftersidning, så jeg blev utroligt chokeret.

Da jeg så kom hjem, var jeg selvfølgelig pisse sur, fordi jeg ikke gider blive set som den slemme pige af lærene, som ikke passer sine ting.

Den eneste grund til jeg ikke lavede mine lektier, var fordi jeg var sammen med lorte Niall hele aftenen, og havde derfor glemt det. Okay, jeg prøver måske en smule at give ham skylden, men helt ærligt altså.

Da jeg kom hjem var jeg som sagt pisse sur, og ingen skulle helst snakke til mig.

Når jeg er stresset og sur plejer jeg at tage et dejligt varmt karbad, for at stresse af, og det virker stort set altid, så det var det eneste jeg havde brug for lige nu. 

Da jeg havde hængt min jakke på plads, og var gået ind i køkkenet så jeg min far som sad og læste avis ved bordet. "Nånå, hvorfor så sur?" spørger han og kigger på mig med et forvirret blik.

"Hvordan ved du?..." spørger jeg.

"Du flækkede jo nærmest døren af" griner han. Sjovt, meget sjovt far.

Jeg sukker højlydt, og bevæger mig ned på mit værelse med min taske. Efter det, bevæger jeg mig ind i stuen, og hvad ser jeg sidde i sofaen? Niall, med min mors guitar!!!

"Forstod du ikke hvad jeg sagde med den guitar eller hvad!?" siger jeg med en vred, men kontrolleret stemme.

"Din far sagde det var okay" svarer han, og kigger bare ud af vinduet, mens han spiller lige så forsigtigt. Jeg sætter mine hænder på mine hofter for at vise det er ikke er okay.

"Far, hvorfor fanden har du sagt til Niall at han må spille på mors guitar??" råber jeg så han kan høre det ud i køkkenet. "Jeg har sagt til ham at han må beholde den, mens han bor her" svarer han tilbage, og det bringer mit pis i kog.

Aldrig har jeg været så sur/skuffet/trist på samme tid. Søreme nej om han skulle have min døde mors guitar, som er et af de få minder jeg har tilbage fra hende.Tårerne presser sig på, men jeg vil ikke græde overfor Niall igen. 

Han kigger på mig med et intetsigende blik, og jeg forstår ikke hvorfor han er blevet så kold efter bare en dag. "Det er det sidste du får! Alt andet end den guitar!" siger jeg og læner mig over på mit ene ben, så alt vægten er på det ben. Han rejser sig, og lægger guitaren i sofaen.

"Du hørte din far" siger han som det sidste, og går lige forbi mig som var jeg et spøgelse.

Nu presser tårerne sig for alvor på, og jeg kan mærke at det her går grueligt galt. Jeg farer ud på toilettet og låser døren efter mig.

Langsomt glider jeg ned af døren mens tårerne strømmer ned af mine kinder. Et par hulk undslipper mine læber et par gange, men jeg kan ikke gøre noget ved det.

Det værste af det hele er, at jeg ikke kan snakke med mine venner om det. Jeg kan jo ikke fortælle dem: "Hej jeg er ked af det. Ved du hvorfor? Hey, nu skal jeg fortælle dig det. Jeg har en verdens berømt dreng til at bo hjemme hos mig, og han startede med at behandle mig som en prinsesse, men nu behandler han mig som affald. Og forresten, den dreng er Niall Horan fra bandet One Direction. Nå vi ses, hej".

Jeg har svoret min far aldrig at fortælle om hans arbejde, så det holder jeg selvfølgelig. Jeg er ikke den type som afgiver løfter til folk, og så ikke holder dem. Den type kan jeg slet ikke klare, jeg synes bare det er så ondt gjort.

Jeg føler at mit liv er et stort vrag, og jeg har brug for en person til at være her. En enkelt person, som betød alt for mig, og som jeg ville give mit eget liv for at være sammen med igen. En person som aldrig nogensinde kommer tilbage, lige meget hvor meget jeg beder om det.

Min mor.

Min mor var den person, som jeg kunne fortælle stort set alt til. Lige fra mobning, kærester, teenager problemer til hvad man skulle have at spise til aftensmad. Min mor var som den søster jeg aldrig fik, og den mor jeg aldrig vil have i resten af mit lange liv. 

Min far og jeg snakker aldrig om hendes død, og det er jeg faktisk ret træt af. Han fortæller mig at han er okay, det samme gør jeg. Men inderst inde ved jeg jo godt at ingen af os er okay.

Vi mistede begge to den person som betød mest for os. Jeg betyder selvfølgelig alt for min far, men i ved hvad jeg mener.

Jeg følte virkelig at jeg kunne betro mig til Niall, men nu er jeg ikke så sikker mere, og det gør så ondt at tænke sådan.

Lige meget hvor dårligt et liv jeg føler jeg har, har jeg lovet mig selv og ikke mindst min mor aldrig at give op. Det er simpelthen for nemt. Selvom man nogle gange har overvejer det, ser jeg bare min mor stå foran mig, og fortælle mig at hun aldrig vil tilgive mig hvis jeg gør det.

Det skal nok gå alt sammen siger jeg til mig selv, men i sidste ende ved jeg godt at det ikke er sandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...