My new ordinary life

Hvordan tror du det er at leve et helt normalt liv med sin far, og lige pludselig drejer din hverdag, ved at der kommer en verdenskendt dreng, og skal bo i dit hus? Abigale er vant til det, da hendes far er forpligtet til at lukke verdensberømte mennesker ind i sit hus. Denne gang, er det bare helt specielt, for ind i huset træder Niall Horan, også kaldt Dave Hunderson.

29Likes
49Kommentarer
16868Visninger
AA

13. 12. I need space from you

*NIALLS SYNVINKEL*

Scenen fra igår spiller sig i mit hoved igen og igen. Det er som om, at jeg ikke kan tænke på andet end det der skete. Vi var så tæt på at kysse, og lige inden jeg lagde mine læber på hendes, trådte hun et skridt bagud. 

Er det noget med mig? Måske ser hun os bare som venner, hvilket jeg godt forstår. Vi har jo trods alt kun kendt hinanden i en dag.

Det er bare som om, at jeg allerede har fået en smule følelser for hende, og der er intet jeg kan gøre ved det.

Hun gør mig så glad, og forhåbentlig også omvendt. 

Jeg ved ikke hvad der gik af mig, det føles bare så rigtigt at være så tæt på Abigale.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis jeg aldrig var kommet herhjem. Så ville jeg nok aldrig have mødt hende, og det ville ikke have været særlig fedt. Men det er jo selvfølgelig heller ikke særlig fedt at få at vide, at man skal dø og at ens familie skal dø.

Efter scenen i køkkenet i nat kunne jeg ikke falde i søvn igen. Jeg vendte og drejede flere tusinde gange, men til sidst gav jeg op, jeg kunne bare ikke sove efter det der skete.

Jeg kan ikke selv gøre for det, jeg føler mig nærmest tiltrukket af hende. Jeg gætter på at jeg bare bliver nødt til at tage afstand til hende, så jeg ikke får følelser for hende. Det kommer alligevel aldrig til at gå, hvis jeg en dag skal flytte fra det her hus, og så starte min karriere igen. 

Vi ville jo aldrig komme til at ses igen.

Så planen er, at tage afstand til hende og ignorere hende. 

NÆSTE DAG

*ABIGALES SYNVINKEL*

Jeg vågner endnu en gang ved lyden af min alarm, som er sat til klokken 7.00.

Mine øjne har svært ved at åbne sig, men det lykkes til sidst.

Så slasket som overhovedet muligt, går jeg ud i køkkenet for at lave denne mega lækre morgenmads ret, hvor man tager et stykke brød, skærer en cirkel ud på midten af brødet, på med den på en pande og derefter klaske et æg ind i midten af brødet, og voila, så har du en mega lækker og hurtig morgenmad.

Radioen er tændt ude i køkkenet, men det er bare et kedeligt interview. Jeg ved ikke med jer, man jeg hader når folk snakker i timevis inde i radioen, altså man har en radio for at høre musik, ikke for at høre et kedeligt interview.

Jeg har spist min morgenmad på få minutter, og derefter hører jeg en dør gå op.

Nialls dør.

Ud kommer Niall, og man kan godt se at han lige er vågnet.

"Godmorgen Niall" smiler jeg, og prøver at være sød overfor ham. "Morgen" svarer han surt, uden at kigge på mig.

Jeg tænker straks at der er noget galt, men gør ikke noget ved det. Vi har vel allesammen de dage, hvor man er trist og tvær, og helst vil holde det for sig selv.

Han har det samme på som i nat, altså ingen tshirt men et par blå adidas shorts, og det får mig til at spille scenen i køkkenet i nat igen og igen.

Han står og kigger ud af vinduet mens han drikker et glas vand, og jeg kan ikke lade være med at kigge på ham. Han virker helt anderledes. "Sovet godt?" spørger jeg. Han vender sig hurtigt om mod mig. "Fint" svarer han hårdt, og går derefter ind på sit værelse.

Det samme gør jeg. Jeg må skynde mig at gøre klar, ellers kommer jeg for sent.

Jeg hiver mine makeup bokse frem hvor alt mit makeup ligger, og jeg finder hurtigt min hverdags makeup frem, som består af makeup, concealer og eyeliner. Jeg vil helst holde det så simpelt så muligt.

Da jeg har lagt min makeup på 10 gode minutter, går jeg med hastige skridt over mod mit tøjskab, og finder et par leggings og en stor mørkerød sweater. Det er koldt udenfor da vi er i november, selvom vejret skifter nogle gange.

Jeg reder hurtigt mit hår igennem, og får ellers mine naturlige krøller frem. Da jeg gik i 7 og 8 klasse glattede jeg mit hår med et glattejern hver evig eneste dag, da jeg hadede at have krøller.

Det hadede jeg, da jeg begyndte at blive drillet i ca. 6 klasse. Jeg blev drillet hver dag, både med mit udseende men også med min mor. De andre børn mente, at jeg var en særling fordi jeg ikke havde en mor. Alle pigerne havde blondt glat hår, undtagen mig. Jeg havde brunt hår og krøller, og derfor blev jeg også kaldt særlig. Nu har jeg fået mit hår farvet blondt, men krøllerne er der stadig.

At jeg skulle lave om på mig selv, for at folk ikke kunne lide mig for den jeg var, er så trist, og jeg kan tude ved tanken om, at jeg ikke bare er ligeglad med deres mening, og at jeg ikke var så stærk som jeg er nu. Drilleriet gjorde mig usikker på mig selv, men nu er jeg så skide ligeglade med folks mening, at de kan rende mig et vis sted hvis ikke de kan lide mig for den jeg er.

Som min far altid sagde til mig, det er deres tab at de ikke er venner med mig, ikke mit tab at jeg ikke er venner med dem.

Det sidste jeg gør på mit værelse er som altid at tage parfume på og svinge min skoletaske over min ene skulder.

Jeg går hen til Nialls værelse og banker på. Da jeg ikke har tid til at vente på at han svare, hvilket han ikke gør, går jeg bare derind. Det er trods alt mit eget hus.

"Vi ses Niall" siger jeg og smiler, men han svarer ikke.

Han ligger med ryggen til mig, og jeg tror han lader som om han sover, hvilket jeg jo godt ved han ikke gør. 

Okay, der er noget helt galt. Måske vil han mig ikke. Han har opdaget at jeg ikke er som han forventede, og nu er vores lille... flirt eller hvad man kan kalde den slut.

Tanken gør ondt, men jeg kan ikke gøre noget ved det.

 Jeg lukker døren, og går over mod skolen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...