Os med navn og ansigter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 12 okt. 2015
  • Status: Igang
Marijanas far overrasker hende med ord, hun aldrig havde troet hendes far ville stå inde for.
*Deltager i konkurrencen The Hunger Games: Mockingjay del 2, mulighed 2*

0Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

1. Os med navn og ansigter

Han stod med ryggen til da jeg forsigtigt gik ind i værelset. Lyset vældede ind af det store vindue og blændede mig, så rummet alligevel var mørklagt og det kun var hans skikkelse jeg kunne se. Hans ryg var rank, og hans blik fast rettet mod menneskemængden under ham. Fuld af forventing til hans plan ventede jeg på, at han åbnede munden og gav lyd.
"De løber igennem hænderne på mig. Jeg kan kun se en brøkdel af dem her fra mit vindue og en brøkdel af dem bor her i byen. Men hvad med resten? Jeg kan umuligt holde på dem, holde dem i live. Jeg kan kun gisne om dem jeg ikke kan se. Dem jeg ikke kan holde lige her i hånden." 
Han knugede sin hånd sammen, selvom der ikke var noget i den. Hans skuldre faldt sammen som ville han beskytte noget inde i sig selv. Han vendte sig væk fra vinduet og greb glasset, der stod på bordet. Han drak ikke. 
"For os er det lige meget om, der dør tusind i Himalaya bjergene, hvis bare du og jeg overlever. Os med navn og ansigt." Hans ord trak modet fra ham selv i takt med, at hans skuldre sank. Han satte sig i kontorstolen.
"Du må ikke give op."  
Han trak på skuldrene hvilket hævede dem et øjeblik, men hans krop var ligeglad. Det var ikke der skuldrene skulle være.
"Marijana. Hvorfor er du ikke bare ligeglad?" 
Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Han kiggede op på mig. Var det et spørgsmål til mig eller ham selv?
"De tusind i Himalaya bjergene har da også en familie. En familie, som kender deres ansigt og deres navn. Er de ligegyldige?"  Vreden fyldte mine ord uden, at jeg vidste, at det var den følelse jeg stod med. Mine skuldre var ikke faldet sammen som en udskældt hvalp, de løftede sig synkront med mine armbevægelser.
Han drejede den højryggede læderstol rundt, så han kiggede op på det store maleri af byen."For medierne er de. For dem her i byen er de. De får ingen her til at græde. Vi kender dem ikke." 
 "Jeg ved, at du ikke er ligeglad far." Jeg sagde det tydeligt, han kunne ikke undgå at have hørt det. Alligevel bar han ingen tegn på at reagere. Stolen stod hvor den stod for fem sekunder siden.
"Alle disse ord, meddeleser og ting jeg bør gøre og følelser jeg skal have. Men for hver nyhed, der når mit øre, for hver ordre jeg uddeler eller får og for hvert lig med en efterladt familie, der når mine hænder, bliver jeg fyldt med en lille portion ligegyldighed. Den erstatter sorgen, vreden, retfærdighedsansen og stjæler glæden for de gode ting, der sker."

Han gned sine hænder. Man kunne høre de var helt tørre. At hans hud nærmest krakelerede.
“Jeg prøvede altid at sige til mig selv, at jeg ikke var bange når lucifer langede ud efter mit folk og mig og dig. Men det var jeg jo. Mine håndflader så våde
af sved, at de næsten dryppede, selvom jeg frøs. De lå der i mit skød alt andet end klar til at angribe. Mine øjne var vidt åbne, men jeg kunne ingenting se når først frygten havde taget over. Vejret kom aldrig ned i mine lunger, selvom jeg hev efter det når jeg vågnede af mareridt om natten for at opsnappe alle de mislyde, der kunne være. Mit hoved forsøgte at fortælle mig noget andet end hvad min krop udviste. Jeg prøvede at lægge låg på min frygt. Nu ved min krop ikke længere, at det er frygt. For det var det jeg fortalte mit hoved. At jeg ikke var bange.”
Min vrede blev med ét skyllet væk da det gik op for mig, at han græd. 
"Far?" Jeg gik med lange skridt ind foran stolen og billedet. Jeg knælede foran ham. Kiggede på ham. Så tom af liv, han græd uden et mål. Aldrig før havde jeg set min egen kære far magtesløs. Alle minder om hans altid stærke statur, faste meninger, evige handlekraft, geniale løsninger og kæmpe hjerte skyllede væk med hver af hans så ligeglade tårer. 
Han greb mig om skuldrene og trak sig selv ned på gulvet hvor han omfavnede mig. Han hulkede ned i mig. Mine øjne var stift rettet mod den nu tomme stol. Min far. På gulvet. 
 Uden, at jeg selv opfattede hvad jeg gjorde, havde jeg vristet mig løs og givet ham en lussing. Kun den ømme håndflade og hylende tone, der hang i luften efter min hånd havde smækket sig mod hans kind, afslørede hvad jeg havde gjort. 
"Tag dig sammen." 
Der var stille i rummet. Han tog sig ikke til kinden, men lod mig se hvordan den blussede op i form af min tynde hånd. Jeg kunne ikke trække blikket fra hans kind, da han igen åbnede munden. 
"Du er blevet så stor." Han aede min kind, der begge brændte af skam og ophidselse. Med mig knælende på gulvet rejste han sig. Jeg så hvordan han rettede sig ud, hørte ham sætte glasset på bordet og åbne døren. Hans taktfaste skridt gav genlyd i mit øre, som min hånd mod hans kind havde givet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...