Best friend or? | One Direction

22 årige Emma Galvin har siden hun var 6, været bedste venner med Niall Horan.
Emma er efterhånden også blevet super gode venner med resten af bandet, så en dag invitere de hende med på Europa delen af deres tourne.
Drengene er godt klar over, ikke bare hvor smask forelsket Niall efterhånden er blevet, men også hvor forelsket Emma er blevet. Så de tager alle midler i brug, for at få dem sammen.
Lykkedes det, eller vil Emma og Niall fortsat tro at den anden part, har friendzoned dem?
Og hvad sker der lige når deres management, modest, vælger at de ikke må ses sammen i offentligheden?

34Likes
25Kommentarer
22113Visninger
AA

15. Skal jeg?

Jeg hulkede ikke, nej, men skuffelsen i hans øjne gjorde det umuligt for mig ikke at græde som et vandfald. Det gør nærmest mere ondt at se ham i øjnene end at cutte. Ikke fordi jeg syntes det gør ondt at cutte, jeg føler det befriende, og jeg føler jeg fortjener hvert et enkel snit.

"Det er hvad?" Spurgte han roligt men bekymret og slap først min bluse nu.

Jeg har cuttet på min hofte, lige præcis så langt nede at man ikke kan se noget for mine underbukser. Han spottede dem åbenbart op ad min side. Fuck.

Det er aller højest 10 snit, og ja, det er for meget, men forhelvede man, hvad skal jeg efterhånden også bruge mig selv til?

Han rejste sig op fra sengen og omfavnede mig så tæt at det nærmest ikke var rart, og så alligevel var det også den bedste følelse i verden.

Han trak sig og tog mine hænder i hans. "Hvad er det?" Gentog han.

Mine tåre levede stadig sit eget liv. "Min mor." Sagde jeg kort.

Han kiggede undrende på mig, hvilket fik mig til at fortsætte. Jeg fortalte ham alt om det brev min mor havde skrevet, ja selv om William. Faktisk var der ikke noget jeg ikke fortalte ham.

Han gav mine hænder et hurtigt tryk, inden han gav slip, og satte sig på sengekanten.

"Hvorfor har du ikke sagt noget?" Spurgte han med et irriteret suk.

Jeg satte mig ned ved siden af ham.

"Jeg mener du plejer og fortælle mig alt" sagde han og kiggede på mig med et blik jeg ikke gengældte, men kiggede ned i mine hænder, "Er det noget med mig?" Spurgte han.

Jeg rystede på hovedet og tørede forgæves mine øjne der blev ved at løbe.

"Jeg er virkelig, virkelig, virkelig ked af dig, Niall." Sagde jeg i håbet om at han ville tilgive mig.

Jeg ved egentlig ikke hvad der er at tilgive for, han er jo ikke sur. Bare skuffet. Faktisk vil jeg næsten hellere have han er sur på mig, end skuffet.

Kender i ikke den der borende skyldfølelse? Og det der blik folk kan sende en, når de er skuffede. Jeg hader det!

Han sukkede dybt, hvilket fik mig til at kigge hen på ham og danne øjenkontakt.

"Vil du ikke godt love mig en ting?" Spurgte han.

Jeg nikkede uden at bryde øjenkontakten.

"Aldrig nogensinde at gøre det igen?". Han løftede igen min trøje op så han kunne se de øverste sår.

Jeg bed mig selv i underlæben for ikke at bryde fuldstændig sammen, men det bemærkede han godt.

"Kom her" sagde han lavt og omfavnede mig igen så satans tæt.

Lige så snart min hoved ramte hans skulder, bukkede jeg nærmest under for det gruppepres jeg føler der er inde i mit hoved. Det kan simpelhen ikke forklares. Uanset hvilken beslutning jeg tager, er der nogle inde i mit hoved, der siger mig det er forkert.

Jeg kom med sådan nogle lydløse hulk, hvis i kan følge mig..

Vi sad der i nogle få minutter. Jeg prøvede at trække mig fra krammet 2 gange, men fordi det er Niall, så slap han mig ikke før jeg var stoppet med at græde.

Jeg gik ud på toilettet for at børste tænder.

"Wow" sagde jeg ironisk da jeg var færdig, og fik set mig selv i spejlet.

"Jeps." Sagde Niall bare inde fra sengen. Jeg havde ikke lukket døren, for hallo? Jeg skulle bare børste tænder.

Jeg gik ud mod selve værelse, og kiggede spørgende på ham.

Han bemærkede det godt, og sagde bare. "Du er virkelig smuk".

Jeg smilte forlegent ned i jorden. Endu en gang tak til mig, for ikke at kunne tage en kompliment. Men som om han mener det. Mine øjne ligner en smadret lavalampe, og jeg har ikke redt mit hår de sidste to dage.

Jeg lagde mig ned under min dyne, ved siden af ham.

"Ems?" Spurgte han.

"Niall?".

"Er du okay med alt.. du ved?.." Han tøvede lidt, men jeg er også sikker på at det er en svær ting at spørge om.

Jeg nikkede og kiggede ham for første gang længe, i øjnene uden at græde. "Jeg kan jo ikke gøre noget ved det".

Han sad og legede nervøst med sine egne fingre. Han løftede forsigtigt op i min dyne, og derefter min bluse.

I forhold til hvor meget han er imod det, så er han meget ivrig efter at se det, var?

I kan sikkert ikke genkende det her. Men når man har ar af samme grund som mig, og af hvilken som helst anden grund tror jeg, så har man hverken lyst til at vise eller snakke om dem.

Han sad bare og gloede på dem, og jeg bed igen mig selv hårdt i læben for ikke at begynde at græde for fucking tusinde gang på de sidste to uger.

Jeg er nok jordens mest deprimerende menneske. Utroligt han gider mig.

Jeg kunne tydeligt se alle spørgsmålene i hans øjne, og fordi jeg ikke kan være ham andet bekendt, hev jeg en smule ned i kanten på mine underbukser. Kun så han lige præcis kunne se alle arene.

Det var virkelig grænseoverskridende.

**

"Tager du med?" Spurgte Liam da vi alle sad ved morgenbordet og kom til at snakke om at de i dag, skulle til en timevis lang album signering.

"Jeg blev inviteret med på den her Tour for at lave alle de samme ting som jer" sagde jeg jokende, "Og alligevel spørger i mig hele tiden".

"Faktisk tror jeg ikke engang du har et valgt" sagde Louis og puffede til mig.

**

Det hele skulle foregå i et stort center agtigt noget. Ikke et indkøbscenter, og så alligevel. Det var bare kæmpe stort.

"I skal side her, og køen kommer til at være der" sagde en sød assistent der viste os rundt. "De bliver lukket ind om 20 minutter, så der skal i bare være klar ved jeres pladser".

Hun smilte sødt til os alle, og gik så igen.

De næste 4 timer skal jeg enten gå rundt og spille en eller anden fan, eller hænge ud med en bodyguard, for jeg må ikke være sammen med drengene. Suk.

De skulle side ved et aflangt bord, og de valgte allerede at sætte sig nu. Hvad skulle de ellers lave i de 20 minutter.

En vagt puffede til mig, "Bare tag den stol der henne."

"Du kan bare komme her hen" sagde Niall lavt. Jeg sendte ham et smil efterfulgt af et lavt grin. Han er så sød når han er genert.

Jeg gik hen til ham, og satte mig på det lår han gav tegn til. Venstre for at være hel præcis. Stolen vi sad på kunne både køre og dreje, så han drejede den mod bordet, så vi kunne side nogenlunde 'normalt'.

Liam og Harry havde allerede gang i en tegnekonkurrence med den blok og de tudser der var lagt frem til dem. Liam havde tegnet batman, og Harry?... Ehhmm..

"Liam vinder" sagde Louis.

Harry skævede ned til sin tegning. Jeg tror det skulle ligne en mand eller sådan noget.

Niall tog den tuds der lå foran os og tog proppen af. Jeg rakte lidt ind over bordet for at skaffe ham et papir, men pludselig tegnede han et eller andet på min arm.

"Hey!" Brokkede jeg mig og kiggede grinende på min arm.

"Så ved de hvem du tilhøre." Sagde han på en 'stolt' måde med et lumsk smil.

Han havde skrevet sin autograf på mig. Hahah, sødt nok alligevel, men det var sprittuds, så fuck mit liv... Ej det går nok.

Jeg havde smurt ærmerne på mine sorte cardigan op i morges, så nu hev jeg dem ned. Selvom det er sødt, er det ikke ligefrem kønt.

En pige kom gående sammen med en vagt. "Se!" sagde Louis og puffede til Liam. Han rejste sig op og gik hen mod dem. Da han nåede dem gav de hinanden et kæmpe kram.

Jeg undrede mig først en smule, men så kyssede de, og jeg huskede pludselig at Liam havde fået overtalt hans kæreste, Sophia, til at være sammen med os de næste 2 dage.

OBS. Liam & Sophia er stadig kærester i den her historie.

Jeg har aldrig mødt hende, men ved godt nogenlunde hvem hun er. Liam siger hun er fantastisk, men det er nok klart.

De kom hen til os igen, og hun startede med at kramme alle drengene, og så til sidst mig.

"Sophia" præsenterede hun sig selv, "Liams kæreste".

"Emma" sagde jeg kort.

Hun havde vist godt set hvordan vi sad, for hun kiggede lidt på mig, og spurgte så lavt, så kun vi to kunne høre det. "Nialls?..."

Jeg var fristet til at sige kæreste, men det er jo løgn. Jeg skulle også til at sige bedste veninde, men det ville nok også være et underligt signal at sende. For det er vi vist heller ikke helt?..

Jeg trak derfor lidt på skuldrene.

"DE HAR ALLEREDE HEMLIGHEDER!" Skreg Louis dumt da de allesammen så vi viskede.

Vi grinte allesammen lidt men ignorerede det igen, og fandt så vores pladser i stolene. Sophia sad hos Liam på samme måde som jeg sad hos Niall.

Alle sad og snakkede på kryds og tværs. Niall havde skrevet sin autograf mindst 50 gange på det samme stykke papir foran os nu.

"Er du bange for du ikke får skrevet nok senere?" Spurgte jeg en smule drilsk.

Han fnes lidt af mig. "Syntes du ikke den er flot?". Han hentydede selvfølgelig til sin autograf.

"Fin nok" fnes jeg.

"Fin nok?" Gentog han fornærmet. Han viftede med tudsen ud efter mit hoved og ramte fra mit øre og lidt ned af kinden.

"Niall!" Sagde jeg irriteret og rakte ud efter tudsen, men jeg fik bare sort farve på hånden. I andet forsøg fik jeg den endelig ud af hånden på ham, og plantede en streg fra siden af hans øjenbryn til lidt ned på kinden.

"Fuck du er nederen!" Sagde han grinende og fik slået tudsen ud af min hånd og ned på gulvet. Jeg prøvede at gribe den, men fik bare givet Niall en ordentlig albue lige i fjæset. Ups.

"Av!" Sagde han forskrækket men det endte ud at vi begge fik et mindre grineflip. Ikke fordi det er sjovt, men i kender det, man griner over det mest tilfældige ting nogen gange.

"Undskyld" sagde jeg grinende mens jeg krammede hans ansigt fra siden af. Jeg agede hans næse for at joke en smule angående medlidenhed.

Han havde fortjent den albue, hahha, han kunne bare lade være at tegne på mig.

"Kan i ikke gøre det bedre?" Spurgte Louis og gav tegn til at Liam skulle kysse Sophia. Det var ret sødt, og det gav mig kun endu mere lyst til at kysse Niall, men det ville nok ikke være så smart nu.

Jeg kunne mærke varmen stige til mine kinder da de alle drejede fokus om på os igen. De ventede vist på vi skulle slå Sophia og Liam i det her kæreste race, men jeg tror bare vi lader dem vinde.

Harry begyndte at klappe i takt mens han sagde "kys, kys, kys". Louis fulgte hurtigt efter. Sophia og Liam var heller ikke blanke for at begynde.

Jeg kunne mærke Niall kiggede på mig, men mit blik var stift plantet i mine hænder. Jeg havde virkelig lyst, for jeg er jo latterligt forelsket i drengen, men forhelvede man!..

Ihhh!! Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det?

De fortsatte allesammen med at råbe og klappe højere og højere.

Jeg løftede langsomt mit hoved og mødte hans blik.

Skulle jeg eller skulle jeg bare lade være?..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...