Best friend or? | One Direction

22 årige Emma Galvin har siden hun var 6, været bedste venner med Niall Horan.
Emma er efterhånden også blevet super gode venner med resten af bandet, så en dag invitere de hende med på Europa delen af deres tourne.
Drengene er godt klar over, ikke bare hvor smask forelsket Niall efterhånden er blevet, men også hvor forelsket Emma er blevet. Så de tager alle midler i brug, for at få dem sammen.
Lykkedes det, eller vil Emma og Niall fortsat tro at den anden part, har friendzoned dem?
Og hvad sker der lige når deres management, modest, vælger at de ikke må ses sammen i offentligheden?

34Likes
25Kommentarer
22121Visninger
AA

10. Ring til mig

!EMMAS SYNSVINKEL!

Det er 2 dage siden jeg blev indlagt, og alt er gået sygt hurtigt. Lige pt bliver jeg ret hurtigt svimmel, men det sagde lægerne var ret normalt. Jeg er lige ved at få styr på de der krykker, jeg har kun været ved at falde 1 gang. Hah, det skal vi ikke høre mere om.

Jeg har ikke set nogle af drengene siden Niall kom med den kæææmpe bamse jeg ligger på lige nu. Den er virkelig blød.

Liam havde sagt de ville komme i går, men de havde alt for travlt, så Lou kom i stedet. Det var pisse hyggeligt. Og nu skal i ikke misforstå det her, men jeg er virkelig lettet over Niall ikke har været her. Han er min kæreste og sådan.. Eller yeah.. Kæreste? Wow det lyder underligt?

Lad mig komme til sagen. Han er så overbeskyttende. Ikke at det er en dårlig ting, men man når altså et punkt hvor det bliver for meget. Han har bombet mig med beskeder og opkald konstant de sidste par dage. Faktisk opfandt han det koncept der hedder 'det daglige selfie'. Hver gang vi enten går i seng eller står op, skal vi sende et selfie til hinanden. Han gik fuldstændig i panik da jeg glemte at sende et i går morges, men helt ærligt, jeg ligner dobbelt så meget en heks om morgenen, som jeg gør resten af dagen.

Selvom det har irriteret mig lidt, glæder jeg mig som et lille barn til han kommer og henter mig om lidt. Han skulle have været her for 10 minutter siden, men han blev forsinket.

Jeg sad i forhallen med en eller anden mandlig læge. Jeg måtte åbenbart ikke være alene et eneste sekund.

Ingen af os sagde noget. Akavet stilhed længe leve.

Niall parkerede på hospitalets bedste plads, så inden jeg kom på benene, eller det vil sige krykkerne, var Niall igang med at tage mine ting.

"Hej søde" sagde han og svingede min rygsæk om på skulderen. Han prøvede forgæves at give mig et kram, men endu en gang tak til krykkerne, for at ødelægge et godt øjeblik.

Den læge som havde ventet med mig, sagde kort, at jeg skulle tage det med ro det næste stykke tid, og at jeg så småt kunne slippe krykkerne allerede om en uge. Han vendte sig om og gik, uden så meget som et farvel.

Niall kiggede lidt efter ham, og kom så med et kort grin.

"Hvad?" Spurgte jeg smilende.

Han kiggede med et smørret smil på mig, "Hvad?".

"Ja hvad griner du af?" Spurgte jeg med et lille grin, som han så småt gengældte.

Vi stod i en lang, rar øjenkontakt og smilede til hinanden før han endelig sagde noget, "Jeg har virkelig savnet dig."

Jeg tog begge mine krykker hen i min venstre hånd, stildte mig på et ben, og spredte min ene arm, som tegn på han skulle give mig et. Han tog begge sine arme rundt om mit liv, og løftede mig bogstaveligtalt op i et kram.

Jeg fik humpet ud til hans bil, og var helt klar til at forlade det kedelige hospital. "Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg da han startede bilen.

"London"

Jeg kiggede på ham, som bare kiggede ud på vejen. "London?" Gentog jeg spørgende.

"Jeps" sagde han begejstret, "Paul sagde vi havde brug for nogle fridage, så vi har fået 3 dage i London".

"Har i ikke lige haft 3 dage i Irland?"

"Shhh" sagde han med en finger foran munden.

Vi kørte i cirka 20 minutter, før han drejede ind til lufthavnen. Der stod en masse skilte med '1D' som han bare fulgte. De førte hen til resten af drengene og en masse af dem som arbejder for dem.

"Elegant" sagde Louis da jeg hoppede mod ham på mine krykker. "Ja ikke?"

Vi skulle flyve i lidt under en time, og som så mange gange før, er det pisse hyggeligt at flyve med dem. Selvom vi er sammen 24/7, så har de altid nogle nye historier at fortælle.

"Tager du med hjem til mig?" Spurgte Niall usikkert da vi alle var på vej ud mod taxierne efter at have landet.

Hvorfor fanden var knægten pludselig så usikker?

"Jeg vil faktisk bare gerne hjem" sagde jeg og tog hans hånd. Han flettede dem frivilligt sammen, og kiggede så ned på dem, "sikker?". Jeg nikkede. Jeg har ikke været hjemme i over en måned, nu har jeg muligheden, så tager jeg den altså.

Jeg sagde farvel til Liam, Louis og Harry, som tog en anden Taxi end mig og Niall.

Der var ikke særlig langt fra lufthavnen og hjem til nogen af os, og fordi vi bare plaprede løs, så var turen ovre på ingen tid.

Chaufføren stoppede foran Nialls hus. Han kiggede på mig, "Sikker på du ikke vil med?". Jeg nikkede og gav ham så et kæmpe kram. Vi sad sådan længe, før chaufføren sukkede, og vi trak os fra hinanden. Niall tog sine ting fra bagagerummet og vinkede til vi var helt ude af syne.

Da vi drejede ind til mit hus, fik jeg med lidt besvær mig selv og alle mine ting, op i min lejlighed. Der er ingen elevator. Og det er ikke fordi krykker, en masse bagage og trapper er en god kompi.

Jeg smed min kuffert og Day taske på min sofa da det gik op for mig, at jeg manglede min rygsæk. Shit, jeg har bare ikke glemt den i taxien, mit tøj ligger i den!

Jeg er sikker på jeg ikke glemte den i taxien, for jeg tog altså ALT hvad der lå i bagagerummet.

Jeg gik ud i min gang, hev min telefon op ad lommen, og ringede til Niall. Han havde den da vi gik ud af hospitalet, så måske ligger den i hans bil.

"Hej flotte" sagde Niall grinende da han tog telefonen efter kun få ring.

"Har du min blå rygsæk?" Spurgte jeg en smule frustreret.

"Jeps" sagde han nærmest stolt, "Jeg må hellere tage hjem til dig og aflevere den, ikke?"

Ohh, well played Horan.

Jeg sukkede en gang, hvilket fik ham til at grine.

"Jeg kan sagtens vente" sukkede jeg endu en gang, men med et lille smil.

Der var helt stille i røret, og jeg tror han var lidt utilfreds, hahah. Min telefon vibrerede oppe ved mit øre, så jeg kiggede kort på den. Det var Niall der anmodede om FaceTime. Jeg grinte lidt for mig selv, og accepterede den så.

Vi grinede begge lidt, da vi så hinandens ansigter på skærmen.

Han løftede min taske op og spurgte lumsk, "sikker på du ikke vil have den her?".

Jeg rystede på hovedet, hvilket fik ham til at åbne den.

"Hvad har du gang i?" Spurgte jeg og satte mig hen i min sofa.

Han rodede lidt i tasken, mens han filmede med den anden hånd. "Er der ingenting her nede du virkelig mangler?.

"Min tandbørste" sagde jeg grinende mens jeg studerede min egen taske gennem skærmen, "Men det går kun ud over dig".

"Hvorfor går det ud over mig?" Spurgte han og lagde ekstra tryk på mig.

"Du er den eneste jeg skal kysse".

Hans fantastiske grin fyldte hele min lejlighed, hvilket fik mig til at smile.

"Hvad med den her?" Spurgte han og hev en rød bh op af tasken.

Jeg rødmede en smule. "Ej Niall!" Jeg havde ikke lige regnet med at den lå i den taske. Han grinede en smule men lagde den hurtigt tilbage og lukkede tasken.

"Sikker på jeg ikke skal komme over?" Spurgte han og vendte frontkameraet til så jeg kunne se hans ansigt.

Jeg nikkede på hovedet, og studerede hans irriterede ansigt, "Hvorfor?".

"Jeg har bare brug for at være mig selv" svarede jeg ham med et smil.

Herre kikset svar, i know. Men det er egentlig bare gerne det jeg vil. Jeg har været omringet af mennesker konstant den sidste måned.

"Kan du ikke være dig selv sammen med mig da?" Spurgte han i sjov, men alligevel også en smule seriøst.

Jeg undlod at svare ham, men fnes en smule af ham.

"Seriøst Ems, hvorfor må jeg ikke komme over?"

Jeg sukkede endu en gang, "Må jeg overhoved ikke være alene, eller hvad?".

"Jo selvfølgelig, jeg så dig bare stort set ikke da du var indlagt" sagde han en smule irriteret, "Og selvom det første du sagde til mig, var at du også savnede mig, så gider du ikke være sammen med mig."

Det gik mig en smule på det der, for selvfølgelig vil jeg gerne være sammen med ham, men jeg har forfanden ikke været alene den tid jeg var indlagt.

"Niall det er.."

Han afbrød mig med et surt toneleje, "Og i flyveren snakkede du kun med Louis".

"Det passer da overhoved ikke" brokkede jeg mig.

Han rystede en smule på hovedet, "Hvad passer så?".

Først nu blev jeg virkelig sur. Helt ærligt, jeg vil bare gerne være alene, i mit eget hus, og hvis han seriøst tror at jeg har noget kørende med Louis, så er han virkelig ude at skide.

Min stemme hævede sig en smule, men jeg prøvede stadig at holde en neutral tone, "Så kom her over, hvis du så gerne vil?".

"Glem det" sagde han og lagde på.

Skete det der lige?.. Hvad fanden blev han egentlig så sur over?..

Emma 'Dårlige til parforhold' Galvin.

Ihhh, fucking idiot Emma! Hvorfor lod du ham ikke bare komme her over..

På den anden side, så plejer han da aldrig at blive sur så let. En del af mig var virkelig sur på, at han ikke kunne forstå, at jeg bare gerne ville være alene, den anden del, forstod ham godt.

Jeg tændte mit fjernsyn, og så at Ariana Grande var med i The late night show. Jeg så det fra start til slut, men fulgte ikke rigtig med. Kan i gætte hvem jeg tænkte på?..

Niall.

Selvom han i en hvis grad slet ikke fortjente det, så valgte jeg at ringe til ham. Det er da vel ikke slut her, vi er stadig kærester, er vi ikke?

Den gik direkte på svaren. Han havde vel bare ikke mere strøm. Suk. Jeg gik ud af hans nummer, og ind på Twitter. Liam havde postet et billede af Niall det lå i en sækkestol hjemme hos ham. Han spillede vist PlayStation eller sådan noget.

Jeg studerede billedet lidt, låste telefonen og kastede den i ren irritation ned i fodenden af min sofa.

Et par tåre pressede sig på, men jeg holdte dem inde.

!LIAMS SYNSVINKEL!

"Sikker?" Spurgte Niall da vi var midt i et spil FIFA på min xbox.

"Helt sikker" svarede jeg.

Han kom her hen for en halv times tid siden. Han var helt oprevet og vred på samme tid. Han havde haft et dumt skænderi med Ems. Eller helt dumt var det ikke, det var vist meget normalt for et kærestepar, især når de har været bedste venner så mange år i forvejen.

Niall var bare blevet irriteret over at Ems gerne ville være alene.

Jeg er på Ems' side. Nogengange, selvom det er personen man elsker aller mest, gider man bare ikke være sammen med nogen. Ifølge mig, overreagerede han bare, hvilket overhoved ikke ligner vores lille Nialler. Men han er vel bare blevet hårdt ramt af amors pil.

Jeg fortalte ham at imorgen ville det hele være glemt, sådan har det altid været for mig.

Min telefon ringede, og jeg pausede vores FIFA.

"HEY!" Nærmest råbte Niall irriteret. Jeg kiggede ned på displayet, det var Ems. "Start spillet igen!" Brokkede Niall sig forgæves.

"Hallo?" Sagde jeg da jeg tog den.

"Hej Liam" sagde Ems stille i den anden ende, "Er Niall hos dig?"

"Ja, vil du snakke med ham?".

"Nej nej!" Sagde hun hurtigt, "Ved du om han er sur på mig?"

"C'mon Liam!" Råbte Niall åndssvagt højt, "Det der opkald kan umuligt være så vigtigt?!".

"Sikker på du ikke vil snakke med ham?" Spurgte jeg igen, men det var for sent, hun havde vist allerede lagt på.

"Skal vi starte kampen eller hvad?" Spurgte jeg og smed telefonen væk.

"Yes!" Sagde han med begge hænder over hovedet, "Hvem var det?".

!EMMAS SYNSVINKEL!

Det opkald kan umuligt være så vigtigt?

Han må virkelig være blevet sur, han plejer aldrig at være så kold og ligeglad med mig...

Jeg tog en sort t-shirt på og gik i seng. En eller anden følelse borede sig inden i mig, og den var ikke rar. En følelse af at være fuldstændig ligegyldig, og så endda for en person der betyder alt for en... Såret.. Ja.. Jeg var virkelig såret. Det værste af det hele er, at jeg stadig er forelsket i ham.

Jeg sov ikke hele den nat. Jeg tænkte alt igennem flere gang. Da klokken blev 6, valgte jeg at stå op. Jeg fik nok ikke mere søvn ud af det der.

Jeg tog min telefon ud af laderen, og fandt det brev, som min mor havde sendt mig. Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ikke havde brug for hende, men alligevel. Jeg har tænkt på hende gennem hele min opvækst, og nu har jeg både hendes adresse og nummer.

Jeg kiggede længe på brevet. Et par tåre løb med jævne mellemrum ned af mine kinder, jo flere gange jeg læste brevet.

Jeg skrev hendes nummer ind på min mobil, og endte med at skrive en besked.

'Kære mor

Du skal vide at jeg har tænkt på dig, mindst lige så mange gange, som du har tænkt på mig.

Jeg vil utrolig gerne møde dig igen.

Jeg har en masse ting at se til her for tiden, men har resten af weekenden i London fri.

Håber du har tid og lyst til at se mig igen.

Xx Emma Galvin.'

Hvad skriver man i sådan nogle beskeder uden det bliver alt for akavet. Hmm.. Send.

Nu er det i hvert fald for sent at fortryde.

**

Jeg havde smurt mig en rugbrødsmad og sad i min sofa og prøvede at klemme den ned, men jeg var til en forandring, overhoved ikke sulten. Jeg savnede virkelig Niall, og ville gøre alt for at ligge i hans arme lige nu. Suk..

Jeg er sur på ham, og jeg er også ret så overbevist om, at vi ikke skal fortsætte som et par. Men han må ikke bare forsvinde ud af mit liv. Det må han virkelig ikke!

Gad vide om jeg skal med videre på Tour på mandag?.. Hmm..

BIB BIB, jeg kiggede hurtigt ned på min mobil i håbet om at det var Niall.

Bedre eller værre, det var i hvert fald fra min mors nummer.

'Soundless café, 12:30 i dag.

Alt kærlighed, Mor'

Jeg svarede ikke, det var ligesom en af de der beskeder som bare var en ordre. Ligesom fra ens... Jah.. Mor?

Jeg tog et hurtigt bad, og da jeg kom ud, var klokken allerede 10. Jeg stod længe og overvejede hvad man egentlig tager på til sådan en begivenhed. Joggingtøj var nok en dårlig ide, og jeg går sjældent i kjole, så det ville også være et dårligt signal at sende.

Hmm.. Min grå striktrøje, yes! Og et par helt almindelige, sorte jeans. Perfekt!

"Baby i'm Perfect!"

Åhh! Dumme One Direction lyrics.

Min telefon brummede ude fra stuen, og jeg styrtede der ind, da jeg kunne høre at det var Nialls tone der lød.

"Niall?" Spurgte jeg længselsfyldt da jeg tog telefonen.

"Emma du må altså undskylde det i går". Jeg kan ikke engang huske hvornår han sidste kaldte mig Emma. "Hvad siger du til at tage ud her klokken 1?" Spurgte han.

"Det er okay Niall" sagde jeg smilende. Jeg skulle lige til at takke kæmpe ja tak, da jeg kom i tanke om hvad jeg egentlig skulle. "Men jeg har altså.. Æhh.. Planer her senere" sagde jeg usikker på hvordan han ville reagere

"Nååår, Æhh.." Han lød nærmest deprimeret "Så må du hygge dig".

Jeg var virkelig spændt på at fortælle ham om min mor. Han har allerede inden jeg fik brevet af hende, spurgt om vi ikke skulle prøve at få kontakt til hende.

"Prøv at gæt hvem jeg skal være sammen med?" Spurgte jeg ham begejstret. "Hallo? Niall.. Er du der?".

Det var han tydeligvis ikke, hmm.. Jeg ringede ham op igen.

Den ringede flere og flere gange, men han tog den ikke. Hvorfor lagde han nu på? Sagde jeg noget forkert.. Igen?

Måske var han stadig hos Liam.

"Ems, jeg skulle lige til at ringe til dig" sagde han da han tog den.

"Hvorfor?"

"Du snakkede med Niall lige før, ikke?" Spurgte han.

Jeg havde ret, han var hos Liam. "Jo, gider du give ham telefonen?" Spurgte jeg begejstret.

Liam var tavs i et stykke tid, "Han tog sine ting og skred med tåre i øjnene da han havde snakket med dig?"

"A-hvad gjorde han?" Nærmest råbte jeg ind i telefonen, "Sagde han hvor hen eller hvorfor?"

"Hjem regner jeg stærkt med" sagde han lidt roligere end mig, men stadig en smule ked af det, "Hvad snakkede i om?".

Jeg forklarede ham om alt lige fra skænderiet i går aftes, til det opkald jeg lige havde haft med ham. Ja jeg fortalte ham endda om min mor. Hvilket jeg er lidt skuffet over, for jeg havde lovet Niall, at han var den første jeg ville fortælle det til hvis jeg nogensinde kontaktede hende.

"Så du skal møde din mor senere?" Spurgte han begejstret.

Ikke emneskift nu Payno! "Gider du køre mig hjem til Niall?"

"Jeg kan ikke nå hjem til dig, og så hjem til Niall hvis du også skal nå hjem til din mor halv 1".

"Hvad skal jeg gøre Liam?" Spurgte jeg og kunne straks mærke tårene presse sig på, "Jeg bliver nødt til at forklare Niall hvorfor vi heller ikke kunne hænge ud i dag?"

"Hænge ud?" Spurgte han skeptisk, og jeg kunne nærmest se han lavede 'gåseøjne' med sine fingre, "Du mener vel en date?"

"Hold mund!" Sagde jeg surt, "Gider du ikke få Niall til at ringe?".

"Jeg skal prøve".

Vi lagde på, og så fik tårene ellers frit løb.

Soundless café ligger ikke andet end 10 minutters gang her fra. Overvej hvis jeg rent faktisk har set min mor, men bare ikke vidste at det var hende. Hvordan skal jeg lige finde hende på cafeen? Og hvad skal vi snakke om?.. Det bliver sikkert herre akavet, men det værste af det hele er at Niall slet ikke aner jeg skal se hende igen.

**

Jeg gik 15 minutter før jeg skulle være der, for ikke at komme for sent. Jeg har godt set cafeen før, men aldrig været der inde.

Jeg åbnede døren, og gik forsigtigt der ind. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Jeg tror først det gik op for mig, hvad jeg egentlig havde gang i, da en medarbejder kom hen og spurgte om jeg havde bestilt bord.

"Øhh.. Christel Galvin tror jeg?" Sagde jeg med en rysten i stemmen.

"Ja" sagde hende medarbejderen venligt, "Er du sammen med hende der henne?" Spurgte hun og pegede mod et bord henne ved vinduet. Der sad en kvinde med ryggen til. Hendes hår var lidt lysere end mit.

Jeg nikkede nervøst. Faktisk anede jeg ikke om det var hende, men der var vel ikke andre der hed Christel Galvin.

Jeg tog en dyb indånding og gik med mine krykker hen mod bordet. Jeg prøvede at styre mine hænder som rystede som jeg ved ikke hvad.

"Christel?" Spurgte jeg lavt da jeg var omkring en meter væk fra hende.

Hun vendte sig pludseligt om, så jeg fik en lille chok, "Emma?". Jeg nikkede og så rejste hun sig op for at give mig et kram.

Vi satte os ned overfor hinanden. Hun så slet ikke ud som jeg havde forestillet mig. Hun havde sådan mellemlangt, lysebrunt hår, lidt højere end mig, og så havde vi de samme øjne. Blå.

"Hvor skal vi starte?" Spurgte hun nærmest helt panisk men samtidig med et kæmpe smil på læben. Jeg fnes kort, "Hvorfor har jeg ikke set dig siden jeg var helt lille?".

Hun lavede en eller anden blanding af et grin og et suk, og sagde så, "Din far tog dig til Irland da vi blev skilt, og så havde vi en aftale om at hvert andet år var du hos mig" hun sukkede kort, "Men efter et år, sagde han du var faldet så godt til, at det ville være synd at flytte dig på den måde".

Faldet godt til?.. Wauw, så kan man bare se hvor god en far han har været. Jeg havde det disideret forfærdeligt sammen med min 'stedmor'.

Hendes smil udartede sig til et trist ansigt, og hun kiggede ned i bordkanten

"Og du hørte aldrig fra ham igen?" Spurgte jeg. Hun rystede på hovedet.

"Hvad har du så lavet alle de år?" Spurgte jeg for at opmuntre den lettere akavede stemning.

Hun forklarede mig nærmest alt! Hun var virkelig snaksalig, og jeg skal lyve hvis jeg siger jeg ikke kan se mig selv i hende, for det kan jeg.

Hun fortalte hun var blevet uddannet læge, og at hun havde fundet en ny kæreste. Hendes liv fungere faktisk rigtig godt.

Jeg fortalte også om alt hvad jeg har lavet. Eller alt sagde jeg måske ikke. Jeg undlod at fortælle hende om alle mine depressioner og alle de ar jeg har på hoften efter at have cuttet. Og mine selvmordforsøg fortalte jeg heller ikke ligefrem om.

**

Vi havde spist og snakket i efterhånden 3 og en halv time, da vi besluttede os for at sige farvel. Der var overhoved ingen pinlige stunder hvor ingen af os sagde noget. Det hele fungerede som jeg altid har forestillet mig det skal med en mor.

"Du må love mig at vi ses igen." Sagde hun da vi trak os fra krammet og skule til at gå.

"Det lover jeg!" Sagde jeg og kiggede ind i hendes blå øjne, de var nærmest helt magen til mine.

På vejen hjem hev jeg min mobil op ad lommen. 2 ubesvarede opkald fra Niall, og et fra Liam. Jeg ringede Niall op først.

"Hej" sagde han iskoldt og irriteret da han tog den.

"Hej solstråle" svarede jeg.

"Hvorfor undgår du mig?" Spurgte han en smule trist.

Jeg sukkede en gang, "Det må du altså ikke tro at jeg gør, Niall".

"Nå nej" sagde han sarkastisk, "Fredag gad du mig ikke, og i dag havde du pludselig en anden aftale".

"Og det betyder at jeg lige frem undgår dig?"

"Ikke for at virke dum" sagde han og holdte en kort pause, "Men du har ikke så vanvittig mange at hænge ud med."

Det sagde han bare ikke det der! Nej, jeg har aldrig haft tonsvis af venner. Faktisk har jeg kun haft Niall, men det var også mere end nok. Han har altid været der, og nu bruger han den sætning alle mobberne altid har brugt! 'Du har ingen venner!'

Jeg skulle lige til at sige noget, men han afbrød. Han kunne vist godt selv se, at det var dumt sagt. "Undskyld Ems, det var ikke sådan jeg mente det."

"Hvordan helvede var det så ment?" Spurgte jeg med en så vred stemme at jeg blev en smule overrasket over mig selv.

"Ems hør lige her" sagde han håbefuldt, men jeg lagde på.

Jeg humpede så hurtigt jeg nu kunne på et par krykker, hjem. I det jeg låste døren op til min lejlighed, var jeg totalt smadret og grædefærdig. Jeg smed mig i fosterstilling i min seng.

Jeg har grædt mere de sidste to uger, end jeg har gjort hele mit liv.

Jeg kan helt ærligt ikke tro han faktisk sagde det der. Han har altid sagt de skide mobbere imod, og nu er han i realiteten selv blevet en.

Hvad tænkte jeg dog også fra starten. At blive forelsket i sin bedste ven, pft.

!NIALLS SYNVINKEL!

"Tag den nu, tag den nu, tag den nu!" Mumlede jeg for mig selv da jeg gik hjemme i min stue og ringede til hende igen og igen og igen.

Hvad fanden var det for noget at sige. Hun er min prinsesse, og selvom hun ikke har en helvedes bunke venner, så er det noget fucking pis at lukke ud.

Jeg styrtede ud i gangen og fandt min jakke og bilnøgler. Det tager aller højest 10 minutter at køre hjem til Ems, så hvis hun går nogen steder, så når hun ikke særlig langt.

Jeg bankede på hendes dør utallige gange, og da hun ikke åbnede den, tog jeg bare i døren. Pis! Den var låst.

Min telefon vibrerede i lommen på mig. Det var Ems, yes!

"Ems?" Spurgte jeg da jeg tog den.

"Vil du ikke være sød at tage hjem?" Spurgte hun med en hulken i stemmen.

"Ems hør nu på mig. Jeg ved godt jeg har været en kæmpe idiot, vil du ikke godt være sød og lukke mig ind".

Der kom et par snøft fra den anden ende, "Nej".

"Jeg går ikke uden dig" protesterede jeg.

**

30 minutter senere sad jeg stadig ude foran hendes dør. Jeg havde ringet hende op flere gange, men uden held.

Jeg gik hen i min bil og hentede den guitar jeg havde haft med hjem til Liam tidligere. Hun bor på første sal, så medmindre hun har åbent vindue, kan hun ikke høre mig.

Jeg gik om på den anden side af bygningen, hvor hendes værelse lå. Hendes vindue stod på hvid gab, men gardinerne var trukket for.

Jeg spillede et par akkorder, og begyndte så at synge af mine lungers fulde kraft.

"How many nights does it take to count the stars?

That's the time it would take to fix my heart

Oh, baby, I was there for you

All I ever wanted was the truth, yeah, yeah

How many nights have you wished someone would stay?

Lie awake only hoping they're okay

I never counted all of mine

If I tried, I know it would feel like infinity

Infinity, infinity, yeah"

Hun stak hovedet ud af vinduet og lænede sine arme roligt langs vindueskarmen. Vi havde øjenkontakt, og hun sendte mig et svagt smil. Hendes øjne var helt røde, og selvom jeg var så langt fra hende, var det tydeligt at se hun havde grædt.

Ingen af os sagde noget, og det var tydeligt at se hun stod og overvejede en masse ting.

Hun brød endelig tavsheden, "Døren er åben."

Jeg sendte hende et sidste smil inden jeg gik op ad trapperne til hendes lejlighed.

"Det må du fandeme undskylde" sagde jeg højlydt da jeg trådte ind ad døren og direkte ind i hendes arme.

"Tak" hviskede hun svagt ind i mit øre.

Vi trak os fra hinanden, og lige i det øjeblik havde jeg allermest lyst til at kysse hende, men jeg har ikke rigtig nogen ide om, hvad vi lige pt er.

"Vil du se sidste sæson af Friends med mig?" Spurgte hun og tørrede svagt sine helt opsvulmede øjne.

Jeg grinede lidt af hende og nikkede så. Jeg lagde armen om hendes skulder og gik med hende hen i sofaen.

!EMMAS SYNSVINKEL!

Vi havde set 6 afsnit af Friends. Mit hoved lå i hans skød, og hans arm nussede min skulder.

Jeg er stadig sindsygt overrasket over han kunne finde på at sige det der tidligere. Et eller andet sted langt inden i, er jeg pisse sur på ham, og vil egentlig bare have ham til at gå. Men det er så langt inde, at jeg vil blive i hans arme resten af mit liv. Men som bedste venner, det der kæreste pis fungere altså ikke for os.. I hvertfald hvis du spørger mig, fordi han har en gang siden han kom, lagt en smule op til et kys, men jeg afviste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...