Best friend or? | One Direction

22 årige Emma Galvin har siden hun var 6, været bedste venner med Niall Horan.
Emma er efterhånden også blevet super gode venner med resten af bandet, så en dag invitere de hende med på Europa delen af deres tourne.
Drengene er godt klar over, ikke bare hvor smask forelsket Niall efterhånden er blevet, men også hvor forelsket Emma er blevet. Så de tager alle midler i brug, for at få dem sammen.
Lykkedes det, eller vil Emma og Niall fortsat tro at den anden part, har friendzoned dem?
Og hvad sker der lige når deres management, modest, vælger at de ikke må ses sammen i offentligheden?

34Likes
25Kommentarer
22151Visninger
AA

14. Oh no!

I det jeg kom ind ad døren til min lejlighed og fik smidt mine ting, bibbede min telefon.

Niall: 'Er du kommet hjem?<33'

Typisk Niall. Men alligevel ret godt timet af ham.

'Jeps<3' svarede jeg blot tilbage.

Nu hvor jeg endelig havde telefonen i hånden, benyttede jeg lejligheden til at skrive til min mor. Vi har kun skrevet meget kort sammen siden vi mødtes. Sidst var vist 2 dage siden?..

Jeg gik ind under beskeder og bemærkede jeg stadig ikke havde kodet hendes nummer ind.

Skulle jeg kalde hende Christel eller mor?... Hmm, mor.

Jeg skrev hurtigt en besked til hende.

'Hey mor, tænkte på om du ville ses igen i løbet af ugen? Knus Emma'.

Der går nok ikke længe inden hun svare. Det gør der aldrig.

Jeg pakkede alle mine ting ud, og startede vaskemaskinen da den var fyldt. Ja, sådan er det når man bor alene. Når vi bliver lidt tættere, kan jeg måske overtale min mor til at vaske det. Hmm.. Det ved jeg Harry gjorde en årgang.

Klokken var snart 8. Mad. Det var tid til mad.

Selvfølgelig var mit køleskab helt tomt, flot.

Jeg tog min jakke på, og hoppede ned i mine slidte sko. Hele turen ned til butikken gik med en indre diskussion om, hvorfor jeg ikke bare havde et ton frysepizzaer liggende i min fryser.

Jeg gik længe rundt i butikken og overvejede en masse ting. Jeg endte med en lasagne der bare skulle have 15 minutter i ovnen.

Jeg fik betalt og skyndte mig hjem.

Min jakke hang jeg på en knage, og mine sko smed jeg som altid midt i hele gangen. Hah, fordel ved at bo alene. Jeg fik sat lasagnen i ovnen, og smed i mig i sofaen. Jeg tændte fjernsynet bare for at få noget baggrundstøj.

Det er snart to timer siden jeg skrev til min mor, og hun har stadig ikke svaret.

Jeg lovede hende jo egentlig at ringe?.. Jeg låste min telefon op og ringede til hende.

Hun havde indtalt sin egen telefonsvarer, som var det eneste jeg fik lov at høre. Suk. Hun havde vel bare slukket den.

Jeg fik kun lige lagt min telefon tilbage på bordet, da den begyndte at ringe. Det var min mor!

"Hey mor" sagde jeg muntert. Hun er så skide sød, og jeg er fandeme glad for at have fået kontakten igen.

Der var i et øjeblik stille i den anden ende. "Du snakker med Williams".

Williams? Det var vist det hendes nye mand hed.

"Øhh hej?" Fik jeg fremstammet. "Må jeg snakke med Christel?".

"Øhmm?.." Han blev igen stille, hvilket gjorde mig en smule bekymret. "Er du hendes datter?" Spurgte han.

"Ja?.." Svarede jeg, "Er der noget galt?".

Hvis det er hendes mand, så er det vel egentlig min stedfar? Selvom han måske højest har sagt 10 ord, så er han allerede sødere end min stedmor.

"Emma Galvin?" Spurgte han.

Et smil bredte sig på mine læber. "Ja?"

"Jeg har prøvet at få fat på dig uden held" sagde han. "Din mor, Christel, er ikke længere blandt os."

Ingen af os sagde noget.

Han tager pis på mig?...

"Hvad?" Spurgte jeg med en stemme der knækkede halvvejs.

"Hun tog en overdosis inden hun gik i seng i går" sagde han, og jeg sværger, han var ved at knække sammen. "Hun har efterladt to breve, det ene til mig, William, og det andet til dig, Emma Galvin".

Selvom det var svært, fik jeg fremstammet noget mellem mine gråd, "Har du læst det?".

"Politiet tog dem med til nogle undersøgelser" sagde han på en måde der virkede beroligende, "Men de har sendt mig nogle kopier, hvis du giver mig din adresse, så kan jeg sende det til dig?

Jeg fik med et tonsvis af hulk og gråd, fortalt ham min adresse. Han brugte resten af samtalen på at berolige mig, og selv om jeg knap nok aner hvem jeg snakker med, så er han helt enorm god til at berolige mig. Tårende strømmede stadig ned af mine kinder, men jeg hulkede ikke længere som et lille barn der er væltet på cykel.

"Og Emma?" Sagde han lige inden vi lagde på.

"Jaer?"

"Hun elskede dig virkelig, husk det." Sagde han som det sidste, "Hun snakkede rigtig meget om det".

Et lille smil bredte sig på mine læber, lige inden han lagde på.

Tog livet på sig selv?.. Jeg kan nærmest ikke tro det. Hun virkede så lykkelig og selvsikker da jeg mødte hende. Suk.

"SHIT!" Råbte jeg for mig selv og løb hen mod mit lille køkken hvor jeg havde brandt min lasagne på. Flot Emma.

Den kunne nok godt spises, jeg var bare overhoved ikke sulten efter den samtale, så jeg satte den i køleren, og gik grædende i seng.

Måske er det åndssvagt at græde over en man ikke rigtig kender. Men det var hende der gav mig muligheden for overhoved at leve.

Nej, hun var der ikke gennem hele min opvækst, men det var ikke hendes skyld.

**

Jeg faldt sjovt nok først i søvn, herre sent. Jeg stod derfor op omkring klokken 13:00.

Jeg tog min dyne omkring mig og satte kurs mod sofaen.

Da jeg nåede køkkenet, stoppede jeg kort op.

Sulten?.. Naaah.

Jeg smed mig sammen med min dejlig dyne i sofaen og tændte fjernsynet. Der var som så mange gange før, ingenting at se.

Mine tanker var også et helt andet sted.

Jeg havde lovet mig selv at ringe til Niall i dag, men jeg tog hjem for ikke at stresse ham mere end i forvejen. Hvor smart ville det lige være og ringe og sige, "Hey Niall, min mor har lige dræbt sig selv, og jeg er fuldstændig nede i kuldkælderen."

Nok ikke så smart.

Selvom chancen var rimelig lille, tog jeg alligevel et par slap af bukser på, og gik ned i postkassen. Måske havde ham William allerede sendt det, og posten burde have været her omkring 12.

En lille hvid konvolut lå sammen med alle mine regninger. "Til Emma Galvin fra Christel Galvin."

En tåre fik boret sig vej ned af min kind. Jeg spurtede nærmest op i min sofa igen. Jeg pakkede konvolutten ud. Der lå et lille håndskrevet brev i den.

"Kære Emma, jeg håber for alt i verden, at du læser det her.

Jeg håber din tid uden mig, har været lysår bedre end den tid jeg har haft uden dig. Siden din far tog dig fra mig, har jeg haft det svært.

Tabet af dig har taget så hård på mig, at jeg fik konstateret sygdommen rigeminusneuralgi. Det skyldes stress og ikke mindst savnet af dig.

Mit eneste ønske har som sagt været, at møde dig. Efter det er sket, har jeg fundet fred, og vælger derfor at slutte min 'rejse' her.

Du er en helt fantastisk pige, og dit liv virker til at gå fantastisk. Savner du nogensinde en faderlig figur i dit liv, håber jeg du vil tage kontakt til min mand William.

Han er næsten lige så skøn som dig.

Alt fremtidig kærlighed, din mor."

Jeg smed det på gulvet og tog begge hænder til mit ansigt. Jeg, jeg er skylden i min egen mors død. Ikke kun min mors død, også min egen brors død.

Jeg er et forfærdeligt menneske.

Jeg er kun lige stået op, og jeg har allerede lyst til at gå i seng igen.

Gå i seng, og aldrig stå op. Måske skulle jeg bare gøre som min mor? Naah.. Hvad ville Niall ikke sige? På den anden side, ville jeg ikke være der til at høre det.

Nej, nej Emma! Smid tanken væk.

Jeg tørrede forgæves mine øjne i min dyne, og tog min telefon. Jeg gik først på Twitter, men der var ingen der havde tweetet, så jeg gik på Instagram. Niall havde lagt et selfie op, hvilket faktisk gav mig et lille smil på læben. Han er altså ikke grim, det ville være en skam at sige.

Han havde ikke skrevet noget til billedet, han havde bare lagt det op. Kikset, men alligevel havde han flere likes end nogle af mine billeder nogensinde ville få. Sødt men sørgeligt.

Jeg smed telefonen, og først der gik det nok op for mig hvad der foregik.

Min mor er død.

Tårende løb som et vandfald ned af mine kinder, og jeg tror selv min underbo kan høre mine gråd.

**

Klokken var knap nok 8, og mit fly til Ungarn er lige ved at lande igen.

Det er lige præcis seks dage siden jeg sidst så alle drengene, men jeg glæder mig allerede til at se dem. Især Niall. Han aner intet om min mor, endu, men det er der vel ingen der gør. Altså jov, dem William der fortalt det til.

Jeg ved bare at de allesammen vil have så pisse meget medlidenhed med mig, men jeg gider det ikke. Er jeg den eneste der syntes det er akavet når folk er sådan totalt 'ej er du okay?'-agtige hele tiden?

Og jeg tror efterhånden jeg er okay med det? Altså jeg kan ingenting gøre, og der er vel ikke flere familiemedlemmer der begår selvom på grund af mig.

"Emmaaaaaaaa!" sagde Harry da jeg kom ind i ankomsthallen. Han kom hen for at kramme mig med Liam i hælende. Jeg vidste godt det kun var de to der kom, for Niall og Louis skulle til et eller andet interview, men de er tilbage i stadionet hvor vi skal hen, samtidige med os.

Vi gik ud til Liams bil, og vi fortalte hinanden om hvad vi har lavet. Eller jeg løj måske lidt. Jeg fortalte jeg bare havde slappet af og mødtes med nogle fra skolen. Den skole som jeg pjækker pænt meget fra for tiden, men det er okay, mit gennemsnit ligger til jeg sagtens kan bestå min skolen med gode karakterer.

Men faktisk har jeg bare ligget og grædt der hjemme. Nu når jeg tænker over det, har jeg heller ikke rigtig spist noget de sidste 3 dage.

"Har du ikke været sammen med din mor?" Spurgte Liam da han startede bilen.

Jeg rystede på hovedet, og kunne godt mærke jeg skulle passe på hvad jeg sagde, for ikke at knække helt sammen. "Hun har haft ret.. Æhh... Travlt." Endte jeg med at sige.

"Nårh okay" sagde Liam og så snakkede vi ellers løs indtil vi nåede stadionet.

Paul tog i mod os som de første. "Hey drenge".

Jeg hostede ironisk.

".. Og Emma".

Jeg kunne mærke et par arme kramme mig tæt bag fra. "Hva' så?" Sagde en irsk accent bag fra.

Han løsnede sine arme en smule, så jeg kunne vende mig om og kramme ham tilbage. Det var et rigtig godt kram. Kender i ikke det? Det var meget bedre end det plejede. Det var tilgængæld også rigtig langt.

"Get a room!" Sagde Louis der nu også var her.

Vi fnes allesammen lidt. "Hej Louis" sagde jeg og trak mig fra Niall for at give ham et kram.

"Vi har fået stadionet den næste time." Sagde Louis til de andre drenge da vi trak os fra hinanden.

Jeg undrede mig kort, men så bemærkede jeg at Niall havde fodbold shorts på.

"Kan du spille?" Spurgte Niall og pegede ned på mit knæ.

Det er en uges tid siden jeg smed krykkerne, så jeg burde nok ikke. Men jeg føler godt jeg kan. På den anden side, så stinker jeg til fodbold.

"Niks, men det har intet med skader at gøre" sagde jeg, hvilket fik dem allesammen til at grine.

Jeg gik med dem ned til et backstage lokale hvor alle deres ting lå. De fandt allesammen noget fodbold tøj frem fra deres tasker.

"Skal du ikke være med?" Spurgte Harry og puffede til mig.

"Jeg har kun shorts me..."

Niall afbrød ved at kaste en trøje i hovedet på mig, "Ingen undskyldninger".

Jeg sukkede og fandt mine shorts frem.

Vi fandt nogle omklædningsrum, og til en forandring var pigen hurtigere end drengene. Da de blev færdige gik vi ud midt på fodbold banen. Nogle få folk gik og satte lys op til koncerten senere, men det var også det.

Selvom jeg på ingen måde var fan af noget som helst fodbold, så følte jeg mig lidt sej ved at stå der midt i et stort stadion.

Suprise! Drengene var selvfølgelig bedre end mig. De spillede den hele time de havde. Jeg gik da der var gået omkring 40 minutter. Jeg kunne godt mærke at mit ene knæ ikke var helt godt, men det var intet slemt.

Jeg tog et hurtigt bad i omklædningsrummet. Jeg troede i hvert fald at det var hurtigt, men da jeg kom ud, stod drengene og ventede på mig.

"Hej turbo-bader" sagde Louis da jeg kom ud.

Drengenes koncert starter om allerede en time, så der er en lille smule stress på.

"Er du blevet mindre stresset?" Spurgte jeg Niall med et lille smil da vi sad ude i sminken og kiggede på de andre blive sminket.

Han kiggede på mig med et sjovt ansigt. "Næh".

Jeg løftede det ene bryn som et spørgsmål.

"Jeg var ikke stresset før" sagde han og bøvede rundt i alle kommende ord, "Jeg er bare... Niall".

Jeg grinede lidt af ham. "Er du så blevet mere Niall?"

Han nikkede. "Så meget Niall som man kan blive".

"Niall?" Spurgte Lou og pegede på en stol foran sminken. Han slap den hånd der havde været flettet sammen med min hele samtalen, for at gå derhen.

De spillede en af de bedste koncerter jeg længe har været med til. Fansene gik helt amok, og drengene var vist også allesammen helt oppe at køre.

"Ud i bussen!!" Skreg en af vagterne ud i backstage lokalet hvor jeg sad, da drengene var færdige og kom ud til os.

Jeg sagde ingenting, men fulgte blot efter Liam, som umiddelbart var den eneste af drengene jeg kunne få øje på.

Vi kom ud i bussen, og kørte ud til et hotel ikke så langt fra.

"Kæft fansene var vilde i dag!" Sagde Harry begejstret.

"Det var sindsygt" sagde Niall og smed sit hoved på min skulder. Vi sad i en hesteskosformet sofa, uden seler på, så det kunne sagtens lade sig gøre.

"Træt?" Spurgte jeg og rettede en tot af hans hår der var faldet ned i panden på ham.

"Om jeg er." Sagde han da bussen pludselig stoppede og vi blev vist gennem en fanmængde på størrelse med Sverige.

"Den sædvanlig værelses deling?" Spurgte Liam.

"Jeps" gabte Louis og gik mod det største af værelserne.

"Godnat drengeee" sang jeg med min meget 'smukke' sangstemme.

"Godnaaaat" sang de alle i kor.

Mig og Niall gik ind på vores værelse. Størrelsen var stadig alt for stort til bare os to.

"Jeg er helt smadret" sagde han og smed sig i den store dobbeltseng.

Han tog sin taske op på sengen og hev en trøje frem. Men ikke hvilken som helst trøje, hahah.

"Se!" Sagde han glad og tog den trøje på jeg havde lavet.

Jeg hev min op af min kuffert for at vise min begejstring.

Niall lagde sig hurtigt under dynen med sin telefon.

Jeg tog mine bukser og trøje af. Jeg vendte mig om for at smide min bh og tage trøjen med Niall på.

Han gav mig et underligt blik da jeg vendte mig om igen.

"Hvad?" Spurgte jeg og kiggede ned af mig selv for at se hvad der dog var galt.

Han løftede et bryn, "Ingenting du vil sige?"

Jeg rystede undrende på hovedet da han satte sig op i sengen for at kravle hen til min side. Han satte sig på kanten og løftede blidt op i bunden af min trøje.

Fuck!

"Hvad er det?" Spurgte han med en bekymring i stemmen.

Ar. Ja, jeg er nået det punkt hvor jeg cutter igen. Jeg havde fuldstændig glemt alt om dem!

Fuck, fuck, fuck. Dem skulle han ikke have set.

"Niall jeg.." Tårene kunne ikke holde sig tilbage mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...