Best friend or? | One Direction

22 årige Emma Galvin har siden hun var 6, været bedste venner med Niall Horan.
Emma er efterhånden også blevet super gode venner med resten af bandet, så en dag invitere de hende med på Europa delen af deres tourne.
Drengene er godt klar over, ikke bare hvor smask forelsket Niall efterhånden er blevet, men også hvor forelsket Emma er blevet. Så de tager alle midler i brug, for at få dem sammen.
Lykkedes det, eller vil Emma og Niall fortsat tro at den anden part, har friendzoned dem?
Og hvad sker der lige når deres management, modest, vælger at de ikke må ses sammen i offentligheden?

34Likes
25Kommentarer
22137Visninger
AA

8. Mor.

!EMMAS SYNSVINKEL!

Vi sad i flyveren på vej til Irland. Selvom det at flyve hverken er særligt rart eller specielt sjovt, så er det faktisk okay med de her gutter. Eller det vil sige at Louis var den eneste der ikke sov, men vi havde det i hvert fald sjovt. Turen varede kun lige et par timer, men vi havde både spillet kort, set starwars, og fortalt hinanden en masse platte jokes.

Det er 6 dage siden mig og Niall sådan 'officielt' kom sammen. Det vil i hvert fald sige at det kun er mig og Niall der ved det, men det fungere faktisk okay. Vi har ikke fortalt drengene det fordi.. Jah.. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, men der går nok ikke lang tid før de enten opdager det af sig selv, eller jeg ikke kan holde min kæft længere.

Faktisk nu hvor jeg tænker over det, så har de ikke rigtigt hverken drillet os med det eller spurgt ind til det siden jeg lavede den scene der.

Vi havde 3 dage fri i Irland før de skulle spille koncerter 5 aftner i træk. Mig og Niall havde selvfølgelig tænkt os at tage hjem til hans forældre. Resten af drengene ville komme forbi sidste aften, men ellers skulle de vist noget andet.

Paul havde lovet at køre os fra lufthavnen og hjem til hans forældre lige efter at have sat drengene af ved deres hotel. Jeg har ikk set dem i lidt over er halvt år, jeg glæder mig sådan til at se dem, de er de rareste mennesker i verden. De har altid været min anden familie. I forhold til den heks min far giftede sig med, så elsker jeg virkelig Nialls forældre.

Paul drejede ned af en sidevej og kom ned til vores barndomskvarter. Det vækker så fandens mange gode minder. Samtidige også dårlige. Huset lige ved siden af Nialls forældres er jo ligesom det hus min bror tog sit eget liv i. Heldigvis flyttede vores stedmor kort tid efter.

"Åhhr, hej unger!" Sagde Maura, Nialls mor, begejstret da vi havde åbnet døren. Hun omfavnede Niall i et langt kram, og derefter mig, "Hej Emma"

"Dufter jeg mad?" Spurgte Niall som det første.

"Ja, Bobby kommer her lige om lidt, så kan vi gå i gang". Sagde hun og hev os med ind i stuen.

Bobby er til jeres information Nialls far. De er egentlig skilt, men de kan stadig sammen, og for at vi ikke skal have det for besværligt nu hvor vi kun har 3 dage, bor Bobby her lige kort.

Bobby kom få minutter senere og gav os også et kæææmpe kram. Vi satte os hen til bordet og fik spist. Maura er seriøst en god kok. Vi fik en eller anden suppe, og den var fantastisk.

Senere på aftnen sad vi i sofaerne inde i stuen, normalt ville man tænde fjernsynet, men Niall ser dem jo nærmest aldrig, og det gør jeg jo egentlig heller ikke, så vi skulle fortælle en hel masse.

"Jeg har forresten også noget til dig" sagde Maura og hentede et brev som hun gav til mig, what.. "Er det til mig?" Spurgte jeg. Hun nikkede. Vi havde det lige så hyggeligt, og de ventede ikke ligefrem på jeg ville åbne det, så jeg besluttede mig for at vente.

"Hvordan går det med de andre drenge?" Spurgte Bobby, "Er Harry blevet klippet?"

Vi grinede lidt af ham. "Niks." Svarede Niall og rystede på hovedet.

Vi snakkede endu en time før vi besluttede os for at gå i seng. Maura havde allerede gjort det hele klar, så vi kunne egentlig bare gå i seng. Men, you know the struggle, selvfølgelig skulle vi snakke.

Niall gik på toilettet så jeg tænkte jeg ville læse det der brev. Hvem fanden kunne det egentlig være, og hvor har Maura det fra?

"Kære Emma,

Jeg håber af hele mit hjerte at du har det godt, og at du modtager dette brev.

Jeg har længe prøvet at få kontakt til dig, men det er endu ikke lykkedes. Efter du er kommet en del op i medierne med en hvis blond fyr, har jeg endelig en lille chance.

Selvom det er din fars og min skyld at vi ikke længere har kontakt, håber jeg for alt i verden du vil have mig ind i dit liv igen. Jeg har tænkt på dig hver dag siden i rejste til Irland for 17 år siden. Jeg savner dig af hele mit hjerte og jeg håber at høre fra dig.

Telefon: 27 26 19 30

Adresse: Paicly street 36, England.

Alt det bedste, Christel Galvin."

Tårnene trillede ned af kinderne på mig som et vandfald. Tænk at min egen mor, har skrevet til mig.

Jeg er altid blevet mobbet med hun forlod os fordi hun ikke kunne lide mig, og jeg har troet dem, for jeg fik aldrig andre forklaringer. Ikke engang min far har fortalt mig hvorfor jeg aldrig fik lov at se hende igen.

Niall kom tilbage fra toilettet og så mig sidde i sengen og græde. Han kom hen og lagde armen om mig, "Hva' så søde?". Jeg viste ham brevet, da han havde læst det igennem smed han det til siden og hev mig helt ind i et kram. Jeg kunne ikke holde mig tilbage, hulkene røg ud af munden på mig. En blanding af lykke og ulykke.

Han slap mig ikke før jeg var helt rolig igen. Han kiggede afventende på mig, "Sååeh?.."

På den ene side vil jeg sygt gerne se hende, der er så meget jeg gerne vil vide, og i det hele taget bare det at have en moderlig rollefigur i sit liv, kunne være fantastisk. Men på den anden side, så kan jeg absolut ingenting huske om hende. Jeg kan huske et billede min bror engang fandt af hende, men det var fra hendes High School dage, så sådan ser hun nok ikke ud mere.

jeg kiggede dybt ind i Nialls øjne, "Jeg aner det ikke"

"Du kan da i det mindste skrive til hende" sagde han og tog min hånd, "Syntes du ikke?"

"Tror du Maura er gået i seng?" Spurgte jeg og svarede slet ikke på hans spørgsmål. Han rystede på hovedet.

Jeg slap hans hånd og gik ind mod hendes værelse, "Skal jeg gå med?" - "Nej nej" svarede jeg.

Jeg bankede roligt på og åbnede døren ind til hendes værelse. Hun lå i sengen og læste en eller anden bog.

"Hva' så Emma?" Spurgte hun uroligt. Hun kunne sikkert se jeg havde grædt, mine øjne var vel helt røde.

Jeg satte mig på sengekanten, "Det brev der, hvor har du det fra?".

Hun sukkede lidt men smilede samtidig, "Hun kontaktede mig igennem Niall, fordi hun havde set alle de der billeder af jer, og spurgte om jeg kunne give dig det."

"Tak" sagde jeg og rejste mig for allerede at gå igen, man kunne nok ikke svare tak, men det gjorde jeg altså.

Lige da jeg tog i døren, "Emma?" Spurgte Maura. Jeg vendte mig om og kiggede på hende, "Er dig og Niall, øhhm.. Du ved?"

Jeg rødmede lidt, og smilede skævt til hende. Jeg kan fortælle hende alt, men det er jo Nialls mor.

Jeg nikkede alligevel svagt på hovedet og Maura lyste fuldstændig op, "Hvad er det jeg altid har sagt, tilykke!" Sagde hun ret højt.

"Du må ikke sige til Niall jeg har sagt noget" sagde jeg lige inden jeg gik ind til ham igen.

Han lå i sengen med spredte arme, jeg lagde mig ind til ham, og han gav mig et blidt kys på munden. "Godnat" sagde han og slukkede lyset.

Jeg lå i flere timer og vendte og drejede mig, eller nej. Jeg havde vendt og drejet mig hvis ikke Niall havde holdt mig fuldstændig fast.

"NEJ!" Nærmest råbte Niall, jeg fik et chok og vendte mig om mod ham og bemærkede han sagde det i søvne, "JEG SAGDE MED EKSTRA OST!" Råbte han igen.

Amen forhelvede Niall.

Det fik mig i lidt bedre tanker, og jeg sov kort tid efter.

_________

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...