Best friend or? | One Direction

22 årige Emma Galvin har siden hun var 6, været bedste venner med Niall Horan.
Emma er efterhånden også blevet super gode venner med resten af bandet, så en dag invitere de hende med på Europa delen af deres tourne.
Drengene er godt klar over, ikke bare hvor smask forelsket Niall efterhånden er blevet, men også hvor forelsket Emma er blevet. Så de tager alle midler i brug, for at få dem sammen.
Lykkedes det, eller vil Emma og Niall fortsat tro at den anden part, har friendzoned dem?
Og hvad sker der lige når deres management, modest, vælger at de ikke må ses sammen i offentligheden?

34Likes
25Kommentarer
22226Visninger
AA

7. Jeg elsker dig.

Niall puffede lidt til mig og jeg fik øjenkontakt med ham. Fuck! Hvordan kan jeg ikke have tænkt over det. Selvfølgelig er alle deres fans gået amok over mit og Nialls kys.

"HVAD ER DET HER?" Skreg Harry begejstret. Altså virkelig begejstret, aldrig har jeg set ham så glad.

"Hvad?" Spurgte Liam og Louis mens både mig og Niall gloede ned i vores tallerkner.

Harry viste dem et af de tusindevis af billeder hvor vi kyssede. Ingen sagde noget men gloede med kæmpe øjne ned i Harrys telefon. Liam brød tavsheden, "Såååeh?.."

"FORTÆL!" Råbte Louis og Harry i munden af hinanden, det var lidt skræmmende og vi begyndte alle at grine.

De kiggede alle afventende på os.

Niall kiggede op fra sin tallerken, "Photoshop" sagde han med en rysten i stemmen.

Åårhh.. Selv når han er nervøs er han sød, ehj! Fokus Emma.

"Ligesom de tusindvis af andre billeder?" Spurgte Harry sarkastisk og rullede ned gennem alle de billeder der mest af alt lignede hinanden.

Selvom jeg under hele samtalen har holdt mit blik stift ned i min tomme tallerken, kan jeg tydeligt mærke at de alle sidder og kigger på os med kæmpe øjne.

Niall tog sin tallerken og rejste sig, og inden han var nået en eneste meter var jeg lige ved siden af ham.

Det var det mest akavede jeg i hele mit lange liv har været med til, og jeg er altså generelt en ret akavet type.

"Hey!" Udbrød Liam utilfreds, vi skænkede ham ikke et eneste blik, nej, derimod gik vi bare hurtigere op mod vores værelse.

!LOUIS SYNSVINKEL!

De nåede kun lige ud af syne, "Hvad mon de skal nu?" Spurgte Harry med sit klamme 'Harry-Smil'

Vi grinede lidt af ham. "Overscoriiing" sang Liam med en lys stemme. Vi fnes lidt igen, "Ikke undervurdér vores lille Nialler" Sagde jeg.

Harry kiggede rundt på os. "Skal vi gå op til dem?"

"Ville det ikke være synd?" Spurgte Liam, "Niall er ikke ligefrem god til det med kærlighed"

Jeg fik hurtigt øjenkontakt med Harry, "Derfor må vi hellere hjælpe ham."

Mig og Harry stod ude foran Niall og Emmas værelse, Liam gad ikke med, så han sad helt alene nede i spisesalen.

Vi havde begge lagt det ene øre til deres dør, men det var nærmest umuligt at høre noget. Man kunne kun høre dem mumle. "Skal vi gå der ind?" Spurgte jeg lavt. Harry svarede mig ikke men åbnede bare døren.

"Hvad laver vi?" Spurgte Harry og smed sig i deres seng. De lå der allerede selv, men de lå så tæt og kæreste agtigt at de kun fyldte hvad en person normalt gør.

Da ingen af dem svarede ham og Niall bare kiggede irriteret på os, valgte jeg at ligge mig ind til Harry på samme måde som Emma lå hos Niall.

"Åhh Niall, du er min drømmeprins" sagde jeg med en lys pige stemme. Harry spillede med, "Du betyder alt for mig, Ems!", sagde han med en dårlig efterligning af hans irske accent.

Emma fniste lidt af os men blev let rød i hovedet. Niall gav os tilgengæld et af hans vildeste dræberblikke, "Gå ud" sagde han irriteret og skubbede til min ene skulder.

"Ems, jeg er så bange for at ødelægge vores venskab" sagde Harry og fortsatte vores lille skuespil. Jeg skulle lige til at svare da jeg fik en pude klasket i hovedet og Niall nærmest råbte, "Ud!" Og pegede hen mod døren.

Vi forlod deres værelse i et kæmpe grineflip, shit han blev sur. Vi stod ude foran deres dør og prøvede at stoppe med at grine da Liam kom forbi og spurgte hvad fanden vi havde gang i.

Vi gik med ham ind på vores værelse og fortalte om Nialls lille scene. Han blev faktisk meget surere end jeg havde regnet med.

Liam kiggede underholdt på os, "I er simpelhen for åndssvage"

**

!NIALLS SYNSVINKEL!

Selvom de er mine bedste venner, og at det sjældent sker, så kan de fandeme gå mig på nerverne.. Men helt ærligt, har de ingen situations fornemmelse?

Jeg kiggede ned på Ems som lå halvt på mit bryst og kikkede ud i luften mens hun smilede lidt.

"Hvor kom vi fra?" Spurgte jeg og lænede mit hoved ned mod hendes i det kys som drengene afbrød før.

"Niall?" Spurgte hun nervøst. "Jear?" Svarede jeg og kiggede spørgende på hende.

Hun bed sig i underlæben og brød øjenkontakten, "Hvad er vi?"

Selvfølgelig kan jeg ikke undgå det spørgsmål, men hvad fanden er vi? Jeg kan vælge at sætte ordet kæreste på, og så er vi kærester, men der er et eller andet forkert over det. Jeg er efterhånden nået et punkt i mit liv, hvor at jeg skal finde pigen, en der vil blive hos mig foreviget. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at Ems kan være den pige, men hvad hvis det går galt? Hvad hvis hun såre mig, eller endu værre, hvad hvis jeg såre hende?

Jeg svarede ikke på hendes spørgsmål men sukkede og sagde jeg ville gå i bad. Hun protesterede slet ikke, hvilket jeg faktisk havde regnet med, for når Ems vil have svar, så vil hun have svar.

**

!EMMAS SYNSVINKEL!

Han tog en t-shirt og gik ud på badeværelset for at gå i bad.

Suk.

Hvorfor kan han ikke bare svare mig? For jeg er virkelig i tvivl om hvad vi er. Normalt havde jeg brokket mig over ikke at få et svar. Men det her er en af de få, for ikke at sige eneste, samtaleemne jeg syntes der er akavet at snakke med Niall om.

Jeg sad og gloede ud af vinduet og tænke lidt over det hele. Jeg valgte at rejse mig op for at gå ind til drengene.

De sad på deres altan, og jeg nåede kun lige ud til dem, "Hej Mrs. Horan" sagde Louis.

"Ti stille", jeg rullede kort men venskabeligt med øjnene, "Hvad laver i?"

"Jeres hashtag er en af de største på Twitter lige pt", jeg kiggede underligt på Liam, "Ja, #Nemma?" Sagde han og viste mig mobilen.

Wow, der var mange nuller.

".. Og hvad laver vi så?" Spurgte jeg igen og spillede ligeglad.

"Hvordan spurgte han dig?" Spurgte Harry og kiggede nysgerrigt på mig.

"Hold nu op!" Sagde jeg irriteret, og det var jeg faktisk, "Vi er ikke kærester"

Jeg gik her ind for at glemme ham lidt, selvom jeg nok kunne regne ud de ikke kunne holde kæft om vores forhold, så var det ikke lige det jeg manglede.

"Læs det her." Sagde Harry og gav mig hans mobil.

Avisoverskifter? Blogindlæg? Sladderblade? Hvad har du nu at diske op med Harold.

Jeg læste den korte tekst og smilede lidt. Krøltoppen var ikke ovre vores diskussion om hvor vidt sort var en farve eller ej, så han havde fundet det på nettet.

"Det er wikipedia" sagde jeg så overbevisende som jeg nu kunne, "Det kan en hver idiot jo redigere i"

Harry rystede på hovedet og hev sin telefon tilbage.

Niall kom ud på altanen kun iført en t-shirt og underbukser, "Louis, har du taget mine sorte bukser?"

Han smilede skævt og klappede så sig selv på låret som tegn til at det var dem han havde på, "Har du ikke andre?"

Han svarede ikke, men satte sig i den sidste stol der var tilbage på altanen, "Er du for doven til at hente et par bukser?" Spurgte Liam.

"Gider DU hente dem?" Spurgte han med et ironisk blik og lagde tryk på du.

**

Klokken var kun lige ved at være 10 om aftnen, men vi var alle gået i seng, og faktisk så sov Niall allerede. Vi havde lavet absolut ingenting de sidste par timer, så hvordan han var blevet så træt, er et godt spørgsmål.

Han lå op af min skulder, så da jeg tog min telefon fra mit natbord, var jeg tæt på at vække ham.

Jeg ved ikke hvad vi havde gang i da vi kyssede foran en hel folkemængde af skrigende fans der var vilde efter billeder. For uanset hvor jeg gik hen, Twitter, Instagram, Facebook, ja selv Snapchat var plastret til med historier om os.

"Niall Horan kysser med mystisk brunette". Mystisk? Så vidt jeg ved, så er nærmest alle deres fans godt klar over hvem jeg er. Jeg har bare hele tiden været kendt som 'Niall Horans bedste veninde'.

"Niall Horan og Emma Galvins hede kys". Hede? Hvad er det hedt over at kysse i en Nike butik?

"Directionere ligger Twitter ned, Niall Horan har fået en kæreste.". Vi har ikke bekræftet noget som helst, så hvad tænker journalisterne lige på?

Jeg måtte hellere lægge mig til at sove, drengene skulle være med i et eller andet tv program, og vi skulle være der allerede klokken 9.

**

"Kan i ikke snart stoppe den skide diskussion?" Spurgte Liam os irriteret.

Jeg ved godt at vi er gået lidt over gevind, men sort er altså en farve.

"Alle der mener sort ikke er en farve, hånden i vejret" sagde Harry og rakte sin egen hånd op. Faktisk var han den eneste der gjorde det. "Hah!" Sagde jeg hånsk.

Drengene var ude i studiet og prøve det hele af, så jeg sad omme bag i og så det hele på en lille skærm, "Hej Emma" sagde Lou (Teasdale) da hun kom ind i rummet, "Hvordan går det?".

Er jeg den eneste der syntes det er jordens mest akavede spørgsmål?

"Fint, hvad med dig?"

"Godt, jeg troede du havde for travlt med at crashe Twitter" sagde hun fnisende og satte sig ved siden af mig i sofaen.

Jeg rystede smilende på hovedet, "Nu ikke også dig"

Jeg er ikke ligefrem typen der hader opmærksomhed, men eftersom jeg ikke fatter en skid af det såkaldte 'kærlighed', så kunne det være rart hvis folk bare ville lade det stå til mig og Niall.

"Undskyld" sagde hun smilende, "Tager du med til Irland i næste uge?"

"Hvad sker der i Irland?" Spurgte jeg.

Hun kiggede kort ned fra skærmen og hen på mig, "Det er det næste stop på turen" sagde hun igen smilende, hun smiler faktisk hele tiden.

"Nåårh, ja selvfølgelig, jeg skal med på hele Europa delen"

"Fedt" sagde hun, "Vi må altså lige hænge ud en dag". Hun klappede mig en gang på skulderen og gik så igen.

**

Jeg sad på Nialls skød eftersom der ikke var nok pladser omme bagi.

"Tom Hanks!" Udstødte Niall så pludseligt at jeg nærmest faldt ned på gulvet. "JA!" Sagde Liam overrasket over hvor hurtigt han gættede det, og hvis ikke i har regnet den ud, så var vi i gang med en omgang gæt og grimasser, kikset men skide hyggeligt.

"Vi går live om 5 minutter" blev der råbt i ud i lokalet og drengene gik ind for at sætte sig i studiet hvor det hele skulle foregår. Efter hvad Paul havde fortalt mig, så var det en eller anden form for talkshow.

Showet skulle vare omkring 35 minutter, og 20 af dem var gået med at snakke om forandringerne fra før og efter X-Factor. Selvom jeg havde hørt den historie tusind gange, så var det alligevel ret hyggeligt at høre på.

!NIALLS SYNSVINKEL!

"Når drenge", sagde ham interview-fyren, jeg havde faktisk ikke lige fået fat i hvad han hed, "Emma Galvin, hvad er hun for en?" Spurgte han.

Ahhr, vi kan da heller ikke gå nogen steder uden folk spørger ind til hende.

Drengene lænede sig frem i den sofa vi alle sad i, og kiggede ned for enden hvor jeg sad og var godt rød i hovedet.

"Noget seriøst?" Spurgte ham interview-fyren som automatisk også kiggede ned på mig.

"Altså hun.." Jeg væltede godt og grundigt i hvert eneste ord, og var heller ikke rigtig klar over hvad jeg ville sige, "Hun er den dejligste pige i verden, og hun er min bedste veninde.. Men.. Øhh, det hele er bare sådan lidt.. Mærkeligt for tiden."

Drengene fik hurtigt ført samtalen ind på noget andet da de godt kunne se at jeg ikke kun syntes det var akavet og pinligt, men også virkelig irriterende. Og jeg sagde ikke rigtig mere resten af det interview, og da vi var på vej ud mod et eller andet studie vi havde lånt for at indspille nogle få ting, var jeg heller ikke særlig snaksalig.

Jeg skulle indspille sidste vers, og da min stemme knækkede totalt sammen som en eller anden teenage drengs, brød Ems ud i en høj latter. Hun har seriøst altid syntes det var skide sjovt når min stemme knækkede på dumme tidspunkter, så gennem alle mine teenage år, har hun drillet mig med det.

Studiet vi havde lånt havde også et køkken, så Liam og Harry havde købt ind til at lave mad, men da de skulle til at gå i gang, sagde Louis, "Jeg tror altså jeg vil køre hjem og sove, jeg har ret ondt i hovedet".

"God bedring Tommo" sagde jeg, og da han gik ud mod sin bil, gik Harry og Liam ud for at lave mad, så mig og Ems sad bare lidt i tavshed, ikke en pinlig tavshed, faktisk rigtig rar.

!EMMAS SYNSVINKEL!

Jeg brød tavsheden, "Mærkelig?", spurgte jeg og gentog hans ord fra tidligere.

Han bed sig lidt i underlæben og brød vores øjenkontakt, "Syntes du ikke det hele er mærkeligt?" Spurgte han.

Selvfølgelig er det mærkeligt at ens bedste ven gennem 17 år, pludselig får følelser for en. Og endu værre er, at jeg selv er faldet fuldstændig pladask for en der har været i mit liv hele tiden.

"Jo" sagde jeg tøvende, "Men hvad er vi?".

Han sad lidt i den tavshed der ikke længere var rar, men derimod akavet og forkert på så mange måder, "Altså vi er vel bare.."

Jeg afbrød ham og spurgte med en lidt mere selvsikker stemme, "Venner?".

"Øhhm, ja" sagde han som om intet nogensinde var sket, "Altså vi er.."

Jeg afbrød ham endu en gang, "Så det hele har været fuldstændigt ligegyldigt for dig?" Spurgte jeg, og den selvsikkerhed der var i min stemme før, var byttet ud med en svag tåre i mine øjne.

"Nej, Ems hør nu her."

"Det er lige meget Niall" sagde jeg med en hel neutral stemme, tog min jakke og gik ud mod parkeringspladsen i håbet om at Louis ikke var kørt. Yes! Han stod og snakkede med Paul.

Jeg ved godt at nogen vil sige jeg overreagere, og at jeg fremstår som svag, men faktisk sker det højest 2 gange om året at jeg græder, og der skal meget til før jeg bare ikke kan klare mere. Men kærlighed og mig, kommer aldrig nogensinde til at fungere. Jeg er 22, og jeg er først nu, blevet forelsket for første gang. Hvor tit sker det lige at ens første kærlighed, også er ens sidste? Jeg mener, måske er det her bare et kortvarigt crush som vil ødelægge vores venskab.

"Louis, må jeg køre med?" Spurgte jeg med våde øjne.

Han kiggede på mig med sådan en irriterende medlidenheds fyld blik, "Ja selvfølgelig"

Jeg satte mig ind i hans bil, og der gik ikke lang tid før han havde afsluttet sin samtale med Paul, og sad ved siden af mig.

"Hva så?" Spurgte han og lagde en hånd på mit lår.

Jeg skubbede hurtigt hans hånd væk, "Ingenting".

"C'mon Ems, hvor dum tror du jeg er"

Jeg kiggede op på ham, "Niall vil ikke mere end bare venner". I kender godt det der med at man er ked af noget, og når man så siger det højt, så bryder man fuldstændigt sammen, ing? Det var det der skete der.

"Åhhr", han lagde sin hånd tilbage på mit lår, "Det er jeg fuldstændig sikker på han vil, han er bare ikke lige den bedste til kærlighed".

Han hev sin hånd til sig og startede bilen, "Hvad skete der helt præcist?".

Jeg forklarede ham det hele i korte træk.. "Og alt i alt, så er det nok bedst hvis vi bare er venner".

Han rystede lidt på hovedet, "Hvis man er så forelsket som Niall er, så kan man ikke 'bare' være venner".

Vi havde været på hotellet en times tid. Louis var gået direkte i seng, han havde det ikke specielt godt. Jeg havde lige været i bad, og var på vej ind til ham for at snuppe hans bilnøgler, jeg havde glemt min mobil i den, og til mit held, så lå de fremme.

Da jeg kom tilbage og hurtigt fik lagt nøglerne tilbage, smed jeg mig ind i min egen seng med min mobil. Wow.. 8 ubesvarede opkald og 14 nye beskeder. Det var alt sammen fra Niall, undtaget et opkald, det var fra Liam.

Jeg har selvfølgelig ikke været så heldig at miste følelserne for Niall i den korte tid jeg har været sur. Faktisk så er jeg ikke sur, intet af det her er Nialls skyld, jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at det eneste jeg gjorde, var at ødelægge det jeg ville beholde. Jeg er en kæmpe stor idiot der slet ikke fortjener en så fantastisk dreng som Niall.

Jeg valgte at ringe til Liam, selvom jeg godt vidste at han nok ville snakke om Niall. "Hallo?" Lød det fra den anden ende.

"Hey Liam" sagde jeg. Man kunne tydeligt høre Liam gik et stykke og lukkede en dør bag sig, før han snakkede igen.

"Hvad sker der?" Spurgte han nervøst.

Jeg kunne langsomt mærke tårene bryde frem, "Jeg kan åbenbart ikke klare det."

"Klare det?" Spurgte han undrende, "Der er ikke nogen i to hellere vil end at komme sammen, hvorfor er det så svært for jer?"

Jeg snøftede en gang, "Man ligger ikke bare et 17 års venskab bag sig".

"I ligger det jo ikke bag jer, i vil altid være venner?"

Jeg kæmpede hårdt for ikke at bryde ud i hulk, "Man kan være bedste venner før et forhold, men aldrig efter".

En dør gik op i den anden ende af røret, og jeg kunne høre en sød irsk accent, "Hvem snakker du med, Liam?".

Jeg kunne hverken holde tåre eller hulk inde længere.

Hvorfor betyder han så meget? Jo ser i, da jeg var 5, blev mine forældre skilt, og min far tog mig og min bror fra England til Irland. Han fik hurtigt en kæreste som flyttede ind med os, jeg hadede hende, eller rettere sagt, HADER hende som pesten, og den eneste der forstod mig, var min nye nabo Niall. Da jeg begyndte i skole, blev jeg mobbet lige fra dag et, den eneste der virkelig var min ven, var Niall. Da jeg fyldte 16, døde min far. Mig og min bror boede med den heks min far nåede at gifte sig med, i cirka et år, før Niall blev 'kendt' via x-Factor og købte en hel lejlighed til mig i England. Da jeg var 18, valgte min lillebror at begå selvmord med et afskeds brev som fortalte han simpelhen ikke kunne leve med vores 'stedmor'. Jeg følte så meget skyldfølelse over ikke at have taget ham med, at jeg begyndte at cutte, og en gang tog jeg en overdosis af noget smertestillende, der kun resulterede i at jeg lå indlagt i lidt over en måned. Jeg var deprimeret fra jeg var 18, til jeg var 20, og den eneste der hjalp mig i den periode, var Niall. Han var der fra dag et, og har hjulpet mig igennem tider jeg troede jeg ikke kunne komme igennem.

"Ems?" Sagde en velkendt stemme i den anden ende.

Jeg hulkede stadig, "Niall jeg.."

Jeg nåede ikke at sige mere før han afbrød, "Ems jeg er SÅ ked af det, der er ikke nogen jeg hellere vil tilbringe resten af mit liv med, end dig" jeg kunne høre på hans stemme, at han var ved at fælde en tåre, "Selvfølgelig er vi ikke 'bare' venner, vi er så meget mere, og jeg kan ikke klare mig uden dig!"

"Jeg elsker dig" sagde jeg fuldstændig grædefærdig. Hvorfor græd jeg? Han har lige indrømmet vi ikke bare er venner.

"Jeg ligger ikke på før jeg er hjemme i dine arme" sagde han.

Han endte alligevel med at ligge på 4 minutter senere, fordi Liams telefon ikke havde mere strøm. 20 minutter senere kiggede jeg på uret, og selvom det kun var cirka 2 timer siden vi havde set hinanden, så savnede jeg ham som en i helvede.

Døren gik op og jeg nåede dårligt nok at rejse mig før Niall omfavnede mig i et så stort kram, at det næste var for meget. Nej, det var perfekt! Vi stod sådan i lidt over 3 minutter uden at sige et eneste ord.

Han trak sig uden at slippe mine skuldre, "Romace i stedet for Bromance?" Spurgte han smilende, og inden jeg fik svaret, var vores læber allerede samlet i et langt og fantastisk kys.

"Jeg elsker dig" sagde han, "Det må du aldrig glemme!"

**

!NIALLS SYNSVINKEL!

Klokken var ved at være 9 om aftnen, og Ems lå på mit bryst og sov, tungt. Selvom vi er sammen igen, så er jeg selv helt knust over at have gjort hende så ked af det. Det må aldrig ske igen, hun skal føle sig som den heldigste pige i verden!

Døren åbnede helt roligt ind til vores værelse og Liam kom listene ind, han smilede stort, men med lukket mund, han kiggede på Ems og så op på mig. Han sagde ingenting og gik så ud igen.

Inden jeg fik set mig om, havde jeg ligget på min mobil, og klokken var ved at være halv 11.

Godnat.

_______

Hey, tak fordi i stadig læser med. :)

Jeg vil for det første lige sige, at historien ikke er slut her, og der snart kommer mere, og for det andet, så arbejder jeg lidt på at lave et nyt cover, men da jeg ikke lige er den skarpeste, så skriv lige hvis i har lyst til at hjælpe. :)

-

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...