Best friend or? | One Direction

22 årige Emma Galvin har siden hun var 6, været bedste venner med Niall Horan.
Emma er efterhånden også blevet super gode venner med resten af bandet, så en dag invitere de hende med på Europa delen af deres tourne.
Drengene er godt klar over, ikke bare hvor smask forelsket Niall efterhånden er blevet, men også hvor forelsket Emma er blevet. Så de tager alle midler i brug, for at få dem sammen.
Lykkedes det, eller vil Emma og Niall fortsat tro at den anden part, har friendzoned dem?
Og hvad sker der lige når deres management, modest, vælger at de ikke må ses sammen i offentligheden?

34Likes
25Kommentarer
22116Visninger
AA

9. Hvem kommer først?

Jeg lå vågen i Nialls arme i lidt over en time, før Bobby bankede blidt på døren. Niall hev hurtigere end lynets hastighed sine arme til sig. Helt ærligt, er jeg en hemmelighed?

Bobby stak hovedet ind, "Vi spiser om lidt."

"Undskyld" sagde Niall lige efter døren var lukket igen, han lagde armene rundt om mig og kyssede mig blidt i panden inden han satte sig op.

Jeg sendte ham et falsk smil. Eller nej, helt falsk var det ikke, der var bare en hel masse at tænke over, og jeg gad ikke vise den ophidsede og frustrerede pige jeg egentlig var inden i.

Niall smed benene ud over sengen og kom med et søvnigt suk. Jeg skulle lige til at tage min dyne af, og rejse mig, men jeg stoppede hurtigt. Jeg fik ikke helt pakket min kuffert ud i går aftes, så jeg gik i seng kun med undertøj.

"Skal du ikke op?" Spurgte han og fandt et par sorte bukser i hans egen kuffert som han heller ikke havde pakket ud.

Selvfølgelig. Havde han regnet med jeg skulle ligge der for evigt? Ej, jeg er bare ikke så vild med at vise min krop. Jeg vejer hverken for meget eller for lidt, tilpas, men jeg har en del former. Jeg er faktisk også ret glad for min krop, der er en gang i mellem folk der faktisk har komplimenteret den. Men uanset hvad fanden jeg vejer, så bliver jeg nok aldrig særlig glad for at vise den.

Jeg kiggede op på ham, "Jo". Jeg snoede dynen rundt om mig og satte mig ud på kanten af sengen.

Han kiggede på mig med et underligt smil, "Fryser du?"

Jeg rystede på hovedet uden at kigge på ham. Jeg hev min kuffert hen til mine fødder, og jeg sværger, jeg vendte nærmest vrangen på min kuffert. Min grå sweater var der ikke.

"Styr på det?" Spurgte han og kom hen og grinte lidt af den eksplosion der var sket i, og rundt om min kuffert.

"Min sweater er her ikke".

Han kunne tydeligvis ikke overskue det rod jeg havde lavet. "Tag den her" sagde han og hev sin egen trøje over hovedet, og gav mig den. Kunne han ikke bare tage en fra sin kuffert? Nånå.

"Hvor længe har du snart haft den her?" Spurgte jeg og kiggede ned af mig selv, da jeg havde fået den på. Jeg mindes faktisk selv at have givet ham den. Den var hvid, og så stod der 'crazy mofos' på maven af den.

Han svarede mig ikke, han gik bare hen og tog i døren, "Kommer du?".

Jeg hev hurtigt et par sorte shorts på. Han holdte døren for mig, og da jeg gik forbi ham og ud igennem den, sagde han, "Du skal ikke være bange for at vise din krop."

Jeg rødmede det sekund det kom ud af munden på ham, men da jeg kiggede op på ham, holdte han blikket stift ned af den korte gang ind til stuen, som vi var på vej ned af.

"Godmorgen" sagde Maura da vi satte os ved stuebordet. Hun havde lavet æg, bacon og boller. Mmhh..

"Fin trøje." Sagde hun og nikkede ned mod mig da hun vendte sig fra håndvasken. Måske var det dumt at fortælle hende vi var kommet sammen, det burde nok komme fra hendes egen søn, men sket er sket.

Vi havde lige spist færdigt og jeg fik skiftet til mit eget tøj. Selvom jeg stadig var irriteret over hvor den dumme sweater var, var jeg sikker på jeg lagde den ned i min kuffert i går. Mig og Niall skulle hjem til Greg, hans bror, og hans brors kone, Denise. Vi skulle være der om om 20 minutter, og det tager lidt over en halv time at køre der hjem, så måske skulle jeg droppe min jagt.

Niall brokkede sig en del. "Hvor havde du den sidst?".

"I går, på hotellet."

Han sukkede, "Vi kan ikke nå at finde den nu."

Lidt efter sad vi i Nialls bil på vej hjem til greg.

BIB BIB, jeg hev min mobil op.

Louis: "Tror du glemte din trøje på hotellet i går?".

Oh god, den var ikke væk. Den er virkelig dejlig at have på. Det er en totalt basic sweater, striktrøje agtig en, men den er sååå rar.

"Grå?" Skrev jeg tilbage.

Han sendte kort efter et billede af lige præcis min trøje, og det tog mig ikke længe at sende en glad smiley.

"Skriver du med din mor?" Spurgte Niall.

"Nej.." Selvom han kiggede koncentreret ud på vejen, så kiggede jeg op på ham i et længselsfulgt blik. "Og jeg tror heller ikke jeg gør det".

Han gengældte mit blik, "Hvorfor ikke?"

Ingen tåre, ingen følelser. "Jeg har ikke rigtig behov for det".

"Overhoved ikke?" Han så kort på mig med sådan et overbeskyttende blik, "Ikke engang en kort besked?"

Jeg overvejede et kort øjeblik, men valgte at stå fast på min beslutning. Jeg tændte radioen i stedet for at svare.

"Neehhj!" Udbrød vi begejstret i kor. De spillede af en eller anden mærkelig grund 'We're all in this together', fra High School musical.

"Kan du huske dengang.." Jeg brød fuldstændig ud i grin, Niall var også selv ved at dø af grin. "Dengan vi.." Ahahahha, "Dengang vi opførte det der i folkeskolen" jeg grinede så meget at jeg endte med at bøje mig ned over mine egne lår.

Vi sad begge tog i et kæmpe grineflip i et stykke tid.

Da vi gik i sådan 6, skulle vores årgang lave en musical, og vi endte med at lave High School Musical. Niall spillede Troy, og jeg spillede Gabriella. For det første, er jeg nok den dårligste sanger i hele universet, men det værste af det hele var, at da vi skulle optræde med den aller første sang, faldt Niall lige på snotten i sin mikrofons ledning, og ingen kunne tage ham seriøst resten af showet, så jeg endte med at fremstå som den gode af os.

Jeg ved ikke ligefrem hvor sjovt det lyder, men det var fandeme sjovt.

Lige da Niall parkerede i Gregs indkørsel, gik døren op, og lille Theo kom løbene ned til bilen. Hvis ikke i allerede ved det, så er Theo, Nialls nevø. Altså Greg og Denises barn.

Niall løftede ham op i et kæmpe kram. Jeg aner ikke hvor længe siden det er de har set hinanden, men ud at dømme fra længden af deres kram, må det være længe.

Niall satte ham igen, og Theo gik om på den anden side af bilen og gav mig et kort kram. Tro mig eller ej, jeg er faktisk ret god til børn, og Theo er nok en af de sødeste børn i verden. Han minder faktisk lidt om Niall.

Theo løb op mod huset igen hvor Greg og Denise nu stod i døren. "Onkel Niall har også sin kæreste med!" Råbte lille Theo til dem.

Jeg rødmede en lille smule, mens mig og Niall gik op til dem.

"Det er ikke hans kæreste" sagde Danielle til Theo, "De er bedste venner.. Ligesom dig og Lucas"

Theo kiggede skiftevis på Niall og jeg da vi kom helt hen til døren. Vi krammede kort hinanden og sagde ordenligt hej.

"Niall?" Spurgte Theo da vi var kommet ind, "Hvem er så din kæreste?"

Niall kiggede akavet ned i gulvet og bed lidt i sin ene negl, "Jeg har ikke nogen". Han rødmede lidt, "Hvem er din kæreste Theo?"

Theo lavede et ansigt der mest af alt mindede om når man bider i en citron, heheh. "Mor!" Svarede han højt.

Jeg har virkelig lyst til at fortælle alt og alle at mig og Niall faktisk er kærester, men Niall virker ikke ligefrem stolt af det, så jeg ladder det stå til ham hvornår han vil fortælle det... Hvis han altså fortæller det.

Denise havde lavet kage, så vi sad ved stuebordet og spiste og drak kaffe, bortset fra mig og Theo, vi drak kakao.

"Har du stadig ikke lært det?" Spurgte Greg og skævede ned til min kakao.

"Niks." Svarede jeg og rystede på hovedet, "Jeg forstår ikke hvordan i kan drikke det". Jeg hentydede selvfølgelig til kaffe, helt ærligt, synes i det smager godt? Nej vel.

"Prøv at smag den her", Niall skubbede sit krus hen til mig, "Det er fra Afrika".

"Albanien" rettede Denise. Hun går vist ret meget op i det, men Niall har vist også sagt noget om at hendes uddannelse kræver ret meget viden om den slags. Spørg ikke hvad det er for en syg uddannelse, men det lyder død kedeligt.

Jeg kiggede ned i Nialls kaffe og skubbede den langsomt tilbage mod ham. Uhøffeligt ikke en gang at smage, jeg ved det godt. Kaffe er ifølge mig bare disiseret ulækkert.

**

Klokken var efterhånden ved at være halv 8, og vi havde alle sammen tænkt os at tage på Nando's, men Theo var træt, og dermed også blevet skide sur, og Denise skulle tidligt op og på arbejde i morgen, så mig og Niall gjorde det alene.

"Er du sikker på dine forældre ikke vil med?" Spurgte jeg da vi sad i bilen, "Vi har kun 3 dage med dem."

Han kiggede smilende hen på mig, "Vil du have mine forældre med på date?"

Date, skal vi på date?.. Jeg lyste op som et juletræ, og så sikkert helt vildt åndssvag ud, og selvom Nando's ikke lige frem er det mest romantiske sted, så overlever jeg.

Han åbnede døren for mig, og lod mig gå ind først. Køen var enorm, og vi stod selvfølgelig bagerst.

En pige kom diskret hen til os og spurgte om et billede. Det var tydeligt at hun var genert. "Selvfølgelig" sagde Niall, "Gider du tage det Ems?"

Pigen skulle nærmest tage mod til sig for at sige noget som helst, "Faktisk vil jeg gerne have et billede med jer begge".

Åhhr.. Det er ikke første gang en fan vil have et billede med mig, men jeg bliver simpelhen så glad når det sker.

Vi tog det som selfie og gav begge pigen et kram. Da hun var gået, hev Niall mig ind i hans arme, og da han udstødte et lille grin, kiggede jeg op på ham. Han brød ikke krammet men lænede sit hoved et stykke ned mod mit, og gav mig et kys lige midt på mine læber. Jeg elsker ham. Vi stod i krammet et stykke tid, før det udartede sig til at vi bare stod normalt, men med hans arm om min skulder.

Vi havde stået i køen i lidt over 10 minutter, og der var stadig 5 mennesker foran os, der plejer sku da aldrig at være så mange.

Nialls telefon vibrerede og han hev den op af sin lomme uden at fjerne sin ene arm fra min skulder. Harry havde sendt ham et billede. Han trykkede lynhurtigt koden.

Han havde sendt et billede af mig og Niall der stod og kyssede.. Lige før.. Lige her?.. Ææhh, hvor hurtigt kan et billede lige sprede sig?

Jeg kiggede mig omkring og kunne ikke spotte en eneste paparazzi. "Hvem har taget det?" Spurgte jeg, "Og hvordan har Harry allerede set det?"

Han fjernede sin arm og skrev en eller anden relativt lang besked til Harry, jeg så ikke hvad der stod. "Den fan der" sagde han sukkende, "Hun har vel taget et billede".

Det blev vores tur og vi bestilte to store burger menuer med pommesfritter og sodavand. Vi fik båret det ned til det eneste ledige bord i hele butikken, "Jeg henter sugerør" sagde Niall og gik op mod et lille bord ved kassen.

Der lød en høj brummen i bordet. Niall havde lagt sin telefon der, og en eller anden skrev til ham.

Jeg kunne ikke lade hver at kigge. Havde i ikke gjort det samme?

Den var fra Harry.

"Hvad var det lige jeg sagde? ;p .. Nåmen hvis du siger det ikke fungere, så er det nok ikke det værd"

Jeg var nysgerrig på hvad det lige handlede om, så jeg trykkede hans kode. Hov! Den havde han sku ændret.

Hvad er det der ikke fungere? De har lige skrevet om et billede hvor vi kysser.. Og nu siger de det ikke fungere? Så er det skuda nok derfor han ikke vil kendes ved mig, altså som sin kæreste. Man gider da ikke fortælle alle om et forhold man har tænkt sig at smadre igen om lidt.

Er det helt ærligt sådan det fungere?

Niall kom tilbage og satte sig overfor mig,. "Du har fået en besked", jeg nikkede ned mod hans mobil, og lod som om jeg ikke havde læst den. Han kiggede ikke på den men lagde den i sin lomme, og koncentrerede sig kun om mig.

Jeg valgte ikke at bringe beskeden på banen. Selvom jeg var 90 procent sikker på, at det var om mig, så var jeg jo ikke sikker, og hvis han ikke synes det fungere, hvorfor er vi så på date?.. Og i så fald, vil jeg elske Niall af hele mit hjerte, indtil han vælger at knuse det.

Vi snakkede lidt om alle de gange vi har spist her som små. Jeg pressede engang et riben da vi legede vresling inde i legerummet. Det var tider, smertefulde tider, men nok mindre smertefulde end nu.

"Skal vi køre?" Spurgte han efter vi havde spist færdigt, og snakket en hel del. Jeg havde skubbet den besked mest muligt ud af mine tanker, så vi kunne have en dejlig 'date', og selvom det var svært, havde det lykkedes okay.

Vi var på vej fra Nialls bil og ind i Mauras hus, hånd i hånd, da Niall stopper op og kiggede bekymret på mig, jeg drejede hen mod ham, så vi stod ansigt til ansigt. "Hvad er der galt prinsesse?" Spurgte han lige så bekymret som han så ud.

"Ikke noget" sagde jeg med en lav stemme, "Hvorfor?".

Han hev mig ind i et kæmpe kram, ingenting havde ændret sig, hans kram var stadig ligeså fyldt med kærlighed, og han bekymrede sig om mig. Måske var den besked slet ikke om mig, måske er jeg bare den idiot der ikke kan få et forhold til at fungere.

Han brød ikke krammet, "Sikker?"

"Ja".

"Hey unger" sagde Maura da vi kom ind. Jeg elsker at hun stadig kalder os det.

"Hej mor" sagde Niall da vi gik ind i stuen, de gav hinanden et kæmpe kram, det er også fair nok, om to dage, så ser de ikke hinanden før om 2-3 måneder.

Vi valgte at gå ind i seng efter at have snakket lidt med Maura og Bobby, klokken var ved at være 10, men vi nåede nærmest ikke der ind, før Maura råbte og spurgte om jeg tog med ned til hendes søster til fødselsdag i morgen. Jeg takkede pænt nej, da jeg aldrig har mødt hende, og selvom jeg er blevet inviteret, så syntes jeg det ville være mærkeligt bare at møde op.

"Kom nu" sagde Niall skuffet da jeg lukkede døren ind til værelset, "Hvorfor ikke?"

"Jeg kender nærmest ingen der kommer". Jeg smilede skævt til ham, "Det ville blive herre akavet".

"Jeg er der, og jeg vil gerne have du kommer" sagde han utilfreds med en barnlig stemme.

Jeg rystede lidt på hovedet og grinede af hans forvrængede stemme.

"Så tager jeg heller ikke med" sagde han.

Jeg lagde hovedet på skrå, og kiggede ned på ham. Han lå i sengen med armene over kors, "Tilbring nu noget tid med din familie Niall, du ser dem ikke før om lang tid".

"Hvad så med dig?"

Jeg åbnede min kuffert, "Jeg regner med du køre mig hen til drengenes hotel".

Han kom med et langt suk.

Åhhrr, han kan rent faktisk ikke klare at være væk fra mig. Hvad tænkte jeg da jeg troede den besked var om mig.

Jeg hev min nattrøje med Nialls ansigt på, op af min kuffert, og skulle til at gå mod toilettet, da Niall sagde, "Du kan bare skifte her". Han havde sådan et lumsk drenge smil på læben.

Jeg svarede ikke men gik videre mod døren, så jeg kunne komme ud på toilettet. Det gik dog ikke så godt, for lige da jeg gik forbi ham, hev han trøjen ud af hænderne på mig. "Hey!" Sagde jeg utilfreds.

"Du havde et valgt" sagde han drilsk og satte sig på min trøje.

"Du er bare jaloux" sagde jeg og lagde armene over kors, "Fordi jeg har sådan en trøje når du ikke har".

Hvem gider egentlig have en trøje med sig selv på, det ville bare være underligt.

Han grinede lidt, og hev mig så ned i sengen så han sad oven på mig.

"Rolig nu" brokkede jeg mig, "Jeg skal nok også skaffe dig en". Han udstødte endu en høj latter, og hev så trøjen op i hånden igen.

"Du kan åbenbart ikke gøre det selv." Sagde han og hev så i den trøje jeg allerede havde på, for at skifte den ud med min nattrøje. Jeg grinede lidt samtidige med jeg kæmpede imod, som sagt, så er jeg ikke så vild med at vise min krop, eller faktisk bare min mave.

"EMS!" Brokkede han sig mellem grinene. Han tog hænderne ind under min bluse, og begyndte at kilde min mave, shit det kildede. Endu en gang fortsatte han i hvad der føltes som en evighed. "STOP NIALL!"

Han fortsatte, og jeg tror han nød at se mig sådan, "Så giv mig lov at skifte den for dig" sagde han.

Selvom det var svært, fik jeg sagt noget mellem grinene, "Okay okay!".

Han stoppede og begyndte så at hive min bluse over hovedet på mig, men da han nåede til mit hår, gik det ham knap så godt. "Hvordan bære i jer ad med det her?" Sagde han og prøvede at virkle det hår ud, som nu sad fast i trøjens mærke.

Jeg prøvede at hjælpe ham med at virkle det ud igen, "Hvordan er det overhoved muligt at være så dårlig til det?" Spurgte jeg ham. Jeg fik endelig mit hår løst, og trøjen af.

"Jeg har ikke pige hår" brokkede han sig, "Har Harry så også de her slags problemer?".

Jeg grinede lidt af ham mens han stadig sad oven på mig, og jeg nu kun lå i min bh og et par bukser. "Normalt sker det sådan cirka ALDRIG".

"Det kan du se det gør" sagde han og hev fat i min nattrøje. Han hev den ligeså stille ned over mit hoved, og var meget forsigtig med mit hår.

Det var faktisk slet ikke så slemt at vise mig foran ham.

Han flyttede sig fra mig, så jeg kunne hive den ordentligt ned over min ryg. Jeg rejste mig op for at tage mine bukser af, da han bare vred sig som en eller anden orm i sengen mens han hev sine af. Han så satme åndssvag ud. Han lagde sig under dynen da han kun lå i sine boxers. Jeg prøvede ihærdigt at åbne min bh gennem trøjen. Normalt ville jeg køre den om på maven, og så åbne den der, men det ville virke upassende nu.

"Skal du have hjælp?" Grinede han. Jeg havde ikke brugt specielt lang tid på det, men han gennemskuede åbenbart godt, at jeg ikke er særlig god til det. "Jeg kan godt selv." Sagde jeg.

Han kiggede på mig med et smørret smil, "Det ser ikke ligefrem sådan ud". Og inden jeg selv fik det gjort, stod han bag mig, og med et enkelt tryk, havde han åbnet den. Det var han faktisk ret godt til, hvis man altså kan være 'god' til det. "Tak" mumlede jeg. Det var lidt pinligt. Han syntes nok det var sjovt, for han havde stadig det der smørrede smil på læben.

Jeg lagde mig i sengen ved siden af ham. Vi lå i sådan 30 sekunder og gloede ud i ingenting, før det gik op for os, at kontakten til lyset, var i den anden ende af rummet.

"Du gør det!" Råbte vi i munden på hinanden. Vi fik øjenkontakt og jeg sendte ham det sødeste smil jeg kunne. Han sukkede og gik hen mod kontakten.

Han småløb tilbage og hoppede nærmest 3 meter op i luften og landede mens han med en dyb stemme sang den der dårlige ørehænger, "TSUNAMI!"

Jeg grinede lidt mens jeg fjernede de ben, som han lige var landet på. "Det skulle man nærmest tro" sagde jeg drilsk.

"Så har jeg da ramt et område med en masse klovnfisk" sagde han grinende, og jeg begyndte også at grine.

Vi sagde ikke mere, men faldt begge i søvn op af hinanden.

**

Vi var nået til drengenes hotel hvor Niall havde lovet at sætte mig af.

Vi trådte begge ud, og han gik om til min side af bilen, hvor han gav mig et dejlig trygt kram. Det var som om han var ked af at forlade mig. Selvfølgelig ville jeg også hellere være sammen med ham, men vi ser hinanden igen i aften.

Maura og Bobby kørte forbi og dyttede af os. "Du må hellere tage afsted" sagde jeg fnisende, "Du skal ikke komme for sent."

Han hev mig endu strammere ind i sit kram, "Luft Niall, luft!". Han gav slip og holdte nu begge sine hænder om mine kinder for at give mig et kæmpe smækkys. "Jeg henter dig i aften" sagde han.

Han satte sig ind i sin bil, og jeg gik hen til hotellets indgang, så jeg kunne stå at vinke til ham.

Jeg gik ind på drengenes værelse, "Hej drenge".

"Hej Ems" sagde Louis overrasket, "Hvad så?".

"Hvor er din kæreste?" Spurgte Harry.

Åh Gud, nu var de endelig stoppet med det der, og så køre den igen.

"Hvor er din?" Spurgte jeg smilende. Drengene lavede den der lyd, det tydeligt viste at Harry ikke ligefrem fik den sidste kommentar.

"Ej undskyld", jeg klappede ham på skulderen og satte mig overfor ham, ved det bord han sad ved. "Han skulle til fødselsdag, og jeg gad ikke med".

"Hvem har fødselsdag?" Spurgte Liam.

"Mauras søster" svarede jeg.

"Bare så du ved det," sagde Harry stadig grinene over min kommentar, "Så har jeg haft flere forhold til at køre end dig".

Pludselig begyndte Louis at synge henne fra sin køjesenge, "... But now we got bad blood".

Det fik os alle til at grine, ja selv Harry.

**

!HARRYS SYNVINKEL!

Maden på det her hotel er ikke lige så godt som på det sidste vi var på, men vi må nøjes.

"Har du aldrig prøvet at glatte det?" Spurgte Emma mig da vi af en eller anden grund, snakkede om mit hår.

"Lou gjorde det på mig en gang" sagde jeg, "Men vi blev aldrig helt færdige".

Hun grinede lidt af mig, og jeg er sikker på hun i det øjeblik, forestillede sig mit hår, som glat. "Må jeg ikke glatte det en dag?" Spurgte hun.

Liam grinede lidt af hendes ivrige adfærd, men jeg nikkede bare ja.

Da vi var færdige med at spise, og bare sad og snakkede, ringede Louis telefon. Han nåede kun at sige hej, før en fra den anden ende fik ham til at give røret til Ems.

"Det er din kæreste" sagde Louis, "Han vil gerne snakke med dig". Ems sendte ham et venskabeligt dræberblik og tog imod telefonen. Hun snakkede kun lige kort med ham, og da hun sluttede opkaldet med at sige, "Jeg elsker også dig", kiggede vi allesammen nysgerrigt på hende.

"Vi finder ud af det på et tidspunkt" sagde Liam, "Du kan ligesågodt fortælle os det nu?".

Ems smilede skævt, og rødmede en smule, "Må vi ikke lige selv finde ud af det først?".

Vi rystede alle på hovedet. Det er så tydeligt at de er kærester, og det er ikke ligefrem fordi de skjuler det ved at rende og kysse i offentligheden. Niall tweetede i sidste uge, at alle billederne var Photoshoppet, og at Ems bare var en ven. Drengen må fandeme mande sig op, hun er skide sød, han burde være pisse stolt af at hun kun er hans.

"Niall kommer om 20 minutter" sagde Ems.

Liam rejste sig for at gå op mod værelset, "Sover i her?".

Ems rystede på hovedet, og vi fulgte alle efter Liam.

Da vi nåede hen til elevatoren, var der klistret et skilt på den, 'Ude af drift'. Åhh, pis! Vi bor aller øverst, trapper, here we come.

"Hvem kommer først op?" Råbte Liam herre barnligt og styrtede hen mod trappen. Vi løb allesammen alt hvad vi kunne efter ham. Mig og Liam lagde os i spidsen, kun få trin foran Ems og Louis.

Da vi var halvvejs oppe af den absurd lange trappe, lød der et mindre brag bag os. Man kunne tydeligt høre panikken i Louis stemme da han råbte "Fuck!". Der røg et lille skrig fra Ems' mund, hvilket fik mig og Liam til at venne os mod dem.

Louis stod allerede flere trin nede ved Ems som var faldet. Først skulle jeg til at grine, men så bemærkede jeg tårene som løb ned af hendes kinder, og den kæmpe blodplet på hendes bukser.

"Hvad fanden skete der?" Spurgte Liam da vi luntede ned til dem.

Man kunne sagtens se at Ems ville have svaret, men hun kunne ingenting sige uden at bryde ud i hulk, så Louis sagde det, "Vi fik skubbet lidt for meget til hinanden". Hans stemme var fyldt med skyldfølelse.

"Kan du gå?" Spurgte jeg og kiggede ned på den røde plet på hendes knæ som kun blev større og større.

Der kom ingen lyd ud, men hun dannede et nej med munden. Hun kollapsede nærmest ned over sig selv, jeg har aldrig været så skræmt før. Hele hendes krop rystede, og hendes øjne kørte rundt i ansigtet på hende.

"Vi bliver nødt til at ringe efter en ambulance" sagde Liam helt panikslagen over hvad der pludselig var sket.

Der gik ikke andet end 10 minutter fra Liam havde ringet, til at 2 ambulance folk stod på trappen, og spændte hende fast til en båre. De kørte hende gennem hotellet, og da vi nåede udgangen, kom en panisk Niall løbene, "Hvad fanden sker der?".

Han så Ems ligge i båren og gik fuldstændig i selvsving. Han skulle til at tage hendes hånd, men ambulance folkene havde travlt, så mig og Liam måtte holde ham tilbage. Hans øjne blev helt våde, og jeg kunne ikke have holdt ham selv. Jeg blev faktisk ret imponeret over hvor mange kræfter han pludselig fik. Jeg har altid været stærkere end ham.

Paul, som i mellemtiden var kommet, gik ind i ambulancen sammen med Ems og de 2 mænd. "Jeg skal med" sagde Niall som var begyndt at ryste. Vi blev ved at holde ham indtil ambulancen var kørt.

Jeg havde virkelig lyst til at lade ham køre med, men man skal nok ikke have en så nervøs person som ham, stående ved sin side, når man selv er skide bange.

Ambulancen kørte med sirenerne tændt, og da man hverken kunne se eller høre blinkende, stoppede Niall med at gøre modstand. Liam hev ham ind i en stor krammer, og hans tåre fik frit løb.

Han faldt lidt mere ned, og brød krammet med Liam. "Hvad er der sket?".

Vi fortalte ham det hele, og da Louis skulle fortælle hvorfor hun faldt, blev hans stemme helt lille. Ingen tvivl om at han følte skyld. "Hun skubbede lidt til mig for at komme foran, og så skubbede jeg lidt for hårdt igen".

Nialls øjne blev fyldt med vrede, men han var samtidig også virkelig ked af det. Han var godt klar over at Louis ikke gjorde det med vilje. Selvfølgelig blev han sur, men Niall er et alt for godt menneske til virkelig at blive sur.

Han lynede sin jakke og gik ud mod sin bil, men jeg stoppede ham. "Hvad skal du?".

"På hospitalet?" Sagde han som om det var logisk. Alt vreden var fuldstændig væk fra hans stemme. Tilgengæld røg der flere og flere tåre ned af hans kinder. Jeg har aldrig set ham så oprevet før, og vi fortalte ham ikke en gang detaljer om hvor dårligt Ems havde det. For hun havde det virkelig dårligt.

"Paul ringer når vi må komme" sagde Louis.

Niall kiggede rundt på os, "Så vi skal bare gå her og ane ikke og en skid af hvad der sker med hende?". Vi nikkede, "Aldrig i livet" snerrede han.

Jeg hævede min stemme så han forstod alvoren, "Niall!". Jeg tog fat i hans arm, og Liam lukkede den dør han havde åbnet for at komme ud.

Ufrivilligt fik vi slæbt ham op på vores værelse. Uanset hvor meget vi prøvede, var der intet der ville berolige ham, han var virkelig bekymret.

"Det skal nok gå Niall" sagde Louis helt nede på jorden og lagde hånden på hans skulder, "Det var jo kun knæet".

Niall satte sig på kanten af min seng og gemte sit ansigt i sine hænder. "Jeg elsker hende virkelig".

Jeg kiggede rundt på Liam og Louis. Det overraskede ingen af os. "Det ved vi godt" sagde Liam med en sænket stemme.

Der gik en halv time før Nialls øjne var helt tørre. Han spurgte forresten også hvert femte minut om Paul havde ringet.

Pludselig ringede Liams telefon rent faktisk. Niall røg op i et split sekund. Selvom han ikke kunne høre hvad de sagde, så bed han sine negle gennem hele opkaldet.

Liam lagde på og fortalte hvad han havde fået afvide. "Vi må godt komme der ind nu".

Niall tog hurtigere end lysets hastighed sin jakke og sko på. Vi andre fulgte efter i samme tempo kun for hans skyld.

Da vi kom ind på hospitalet tog Paul imod os. "Hun har knækket et lille stykke af knæskallen, og så har hun fået en større hjernerystelse".

"Er hun okay?" Spurgte Niall og Louis i munden på hinanden.

Han fortalte os at hun lå inde på stue 4, og at hun havde fået så meget smertestillende at hun nok ikke var helt sig selv. Inden for 15 minutter ville hun blive lagt i fuld narkose og blive kørt på operations bordet. Han sagde at vi skulle skynde os hvis vi ville se hende inden.

Niall havde bidt sine negle konstant siden Paul ringede, og da vi gik ind på hendes stue og så hende ligge med slanger over det hele, skulle han bide ekstra hårdt for ikke at bryde ud i hulk.

"Hun sover" viskede jeg da vi allesammen kom helt ind.

Niall gik roligt hen til den stol der stod ved siden af hendes båre. Han tog hendes hånd og klemte den roligt mod sin egen. Liam, Louis og jeg valgte at gå ud så han kunne være alene med hende.

!NIALLS SYNSVINKEL!

Hun var helt bleg, og selvom hun sov, så lå hun og rystede. Hvad hvis operationen går galt, og hvad hvis det aldrig blir helt godt igen? Jeg kiggede ned på hendes knæ. Det var bundet ind i stof der engang var hvidt.

Hvis jeg bare var kørt en halv time tidligere fra den dumme fødselsdag, så havde vi måske ikke siddet her.

2 læger kom luntende ind og kiggede på alle de maskiner hun var koblet til. De udvekslede kort nogle blikke, inden den ene sagde, "Vi bliver nødt til at operere nu". Jeg blev bedt om at gå ud i venteværelset. Da jeg kom der ud, sad drengene og Paul og kiggede afventende på mig.

Jeg skulle lige til at åbne munden, da 4 læger kom løbene og skubbede Ems båre mod operations stuen. Louis rejste sig hurtigt op og gav mig et kram.

Vi sad alle i tavshed i den kedelige ventstue i omkring 25 minutter, før en overlæge kom ud til os.

"Emma Galvin?" Spurgte han os. Vi nikkede.

"Hendes knæskal havde bare rykket sig, og den satte vi på plads allerede i ambulancen".

Jeg ånede lettet op. "Hvad sker der så nu?" Spurgte jeg ivrigt.

Han kiggede mig dybt i øjnene inden han svarede, "Hendes hoved har fået et ordenligt slag, og kirurgerne er igang med at rette op på de skader der er sket".

Jeg hvilede mine albuer på mine knæ, og gemte så mit hoved i mine hænder. Fuck, fuck, fuck!

Jeg havde lyst til at slå ham lægen da han sagde, "Operationen er langvarig, så i kan vende tilbage imorgen klokken 07:00".

Som om jeg forlader det her hospital uden Ems!

"Bliver hun okay?" Spurgte jeg med tåre i øjnene.

"Uden tvivl ja" sagde ham den gråhåret, dumme læge.

Da han var gået, var de andre drenge hurtige til at rejse sig, "Kommer du Niall?".

"Jeg bliver her" sagde jeg og blev siddende.

"Niall klokken er kun 21" sagde Liam trist, "Der er omkring 10 timer til du kan se hende".

Jeg stirrede ind i væggen bag Liam, "Jeg går ikke uden hende".

Han sukkede kort, "Ring når vi skal hente dig."

**

Klokken var ved at være 1 om natten, og selvom jeg havde været oppe i mange timer, var jeg overhoved ikke træt. Jeg sad og tænkte på alle de ting mig og Ems har lavet sammen, og hvor heldig en dreng jeg egentlig er. Tænk at en pige som Ems, kun vil have mig.

Jeg rullede igennem billederne på min mobil. Jeg burde rydde op i dem, for der er fandeme mange ligegyldige billeder. Jeg fandt et gammel billede af mig, Greg og Ems sidde på en bænk og spise candyfloss. Mig og Ems var vist omkring 16, det var dengang mig og drengene var med i x-Factor. Mon hun var forelsket i mig allerede dengang?

Da klokken rundede 05:00, havde jeg slået min rekord i flappybird over 10 gange, og jeg havde ryttet op i min kamerarulle.

"Emma Galvin?" Kom den samme læge ud og spurgte.

"Ja?" Sagde jeg nervøst.

Jeg kiggede ned på min mobil. Fuck! 2 timer før tid.. Det har bare ikke at være noget negativt det her.

Jeg fulgte efter ham lægen. Han fulgte mig ind på en ny stue hvor Ems lå.

"Hun vil ligeså stille begynde at vågne op" sagde han, "Bare hiv i den her snor, når hun begynder at tale".

Jeg lyste fuldstændig op, og da han var gået, satte jeg mig i stolen ved siden af hende, og tog hendes hånd. Hun var stadig fuldstændig virklet ind i slanger.

Jeg sad og kiggede på hendes smukke ansigt i lidt under en time, før hendes øjne langsomt slog sig op. Endelig.

"Hvad er der sket?" Spurgte hun med en hæs og søvnig stemme. Jeg fortalte hende det hele, men hun kunne absolut ingenting huske.

Jeg snakkede lidt med hende, og beroligede hende først en smule før jeg trak i snoren. Da en kvindelig sygeplejerske kom ind og skiftede hendes drop, spurgte hun Ems, om hun var frisk nok til at have besøg. Hun sagde ja, og gav min hånd et ekstra klem. Sygeplejersken smilede til os, og gik igen.

"Kommer du ikke her op?" Spurgte hun og løftede hendes dyne.

Jeg tog mine sko af, og smed dem i hjørnet. Hun rykkede en smule så vi kunne ligge to personer i den meget smalle hospitalsseng. Vi lå godt nok tæt, men det gør mig ingenting, tværtimod så er der ikke noget sted jeg hellere vil være, end her, med Ems i mine arme.

!LIAMS SYNSVINKEL!

Klokken var lidt i 7, og vi var på vej til hospitalet. Vi har ringet til Niall omkring 30 gange siden vi stod op, men han har ikke taget den en eneste gang. Bare der nu ikke også er sket ham noget.

En sygeplejerske viste os ind på en ny stue, Ems var åbenbart blevet rykket.

Vi gik ligeså stille ind, og det kæreste syn var os i møde. Lille Nialler og Ems lå i ske i den alt for lille seng.

"Goals" hviskede Louis.

Ingen havde lyst til at vække dem, så vi satte os ud i ventesalen, de måtte vel vågne på et tidspunkt.

Vi sad og snakkede lidt om koncerten i overmorgen, vi skulle vist sove i nogle lokaler i selve arenaen.

Pludselig kom Niall gående ud i lokalet. Hans hår bar virkelig præg af at han havde sovet. Han sendte os et varmt smil, endelig havde han et dejlig Nialler smil på læben igen.

"Hva så?" Spurgte Harry.

Han gik hen til et bord fyldt med mad, "Ems skal have noget at spise".

"Er hun okay?" Spurgte jeg.

Han nikkede og smurte så noget smør på en bolle, "I kan bare gå ind til hende".

Vi ventede på at Niall blev færdig og gik så med ham ind til hende. Hun var ikke ligeså bleg som i går, men helt frisk så hun altså ikke ud.

"Hej" sagde hun smilende da vi kom ind.

"Hey, hvordan går det?" Spurgte Harry.

"Fint, bare lidt ondt i hovedet". Hun drejede den ene side af hovedet mod os, og pegede bag sit øre. Hun havde mindst 15 sting fra hovedbunden og ned til enden af hendes øre.

"Undskyld" sagde Louis og kiggede ned i jorden.

Hun smilede til ham, "Jeg kan overhoved ikke huske noget, men det var sikkert ligeså meget min egen skyld".

Vi fnes lidt af hende. I forhold til hvor meget der er sket på så kort tid, virker hun til at have det meget godt.

"Jeg må allerede komm hjem om 3 dage" sagde hun begejstret.

3 dage?! Det virker sku ikke som så meget?

"Er det ikke lidt hurtigt?" Spurgte Niall bekymret.

"Jeg har det jo meget godt allerede nu?" Sagde hun.

"Jojo, men du ved..." Han nåede ikke at sige mere før en sygeplejerske kom ind for at tjekke nogle ting på en maskine hun var koblet til.

"Nu skal du høre her Emma" sagde hun, "Du skal nok bruge de her krykker i cirka 3 uger". Ems nikkede bare og det virkede slet ikke til at påvirke hende.

Ems fik spist sin mad, og vi endte allesammen med at sidde og se Harry Potter sammen med hende. Vi har et interview om en time, men helle for ikke at minde Niall om det.

Da rulleteksterne kom, kom Paul ind og brød tavsheden, "Drenge jeg er ked af at sige det, men i skal altså til et ret vigtigt interview her om lidt."

Det var ikke Ems der var mest ked af det, nej det var sku Niall. Han protesterede tilgengæld ikke, men da vi begyndte at tage jakker på, sagde han "Min mor kommer og passer på dig om lid".

Hun kiggede med store øjne på ham, "Mener du det?". Han nikkede glad, "Du skal ikke være alene".

Vi stod alle i døråbningen og ventede på Niall. Han gik hen til hendes seng, og for første gang live, så vi dem kysse. De rødmede begge lidt da vi allesammen sagde "Åhhr" henne fra døren. Men det var vel bare Nialls kærlighedserklæring. Ej okay, men de er sku søde, det må jeg give dem.

Ingen sagde noget hele vejen ud af hospitalet, først da vi nåede bilen sagde Louis, "Bare venner, bare venner". Niall puffede ham en gang i brystet, og så kørte vi ellers mod interview stedet.

**

Interviewet var lige slut, og vi var på vej til hospitalet igen. "Drej lige ind det!" Råbte Niall til Paul i sidste sekund. Han fik ham til at dreje ind til en eller anden legetøjsbutik.

"Hvad fanden skal vi her?" Spurgte jeg nysgerrigt.

"Bare bliv her" sagde Niall og løb ud af bilen, og ind mod butikken.

10 minutter senere kom han ud med en kæmpe teddybamse og en buket røde roser. Åhhr, han er da alle og enhvers drømme prins.

"Så", sagde han og satte sig ind på bagsædet til mig og Harry igen.

"Bare venner, bare venner" gentog Louis. Niall rullede hurtigt med øjnene, men vi andre bare smilede lidt uden helt at grine, for vi er udemærket godt klar over, at det bliver de ikke ved med at være.

!NIALLS SYNVINKEL!

Vi gik ind på Ems stue hvor hun sad helt oprejst i sin seng og drak kakao. Min mor sad på en stol ved siden af og drak kaffe.

De fleste syntes nok det er mærkeligt at jeg fik min mor til at holde hende med selvskab, men hun skal ikke være alene, det skal hun bare ikke.

Hun sendte mig et kæmpe smil da jeg satte den kæmpe, bløde, mørkebrune teddybamse på hendes skød. Hun blev endu gladere da jeg hev buketten med roser frem fra min ryg. Jeg gik om på siden af hendes seng så jeg kunne træde ind i det kram hun havde spredt armene til.

"Tak" mumlede hun ned i min skulder så kun vi to kunne høre det, "Jeg elsker dig".

Vi blev allesammen og spiste med hende, men da klokken blev 7, kom Paul for at hente os. Jeg ville virkelig ikke afsted, så jeg fik overtalt alle drengene og en af sygeplejerskerne til at jeg måtte blive.

De ville tage alt smertestillende fra hende i aften, og det endte med hun blev virkelig træt. Allerede klokken 9, begyndte hun at have svært ved at følge helt med i vores samtale, og hendes øjne åbnede og lukkede svagt hele tiden.

"Du må gerne sove" sagde jeg roligt og lagde en hånd på hendes kind. Hun kiggede op på mig og langsomt lukkede hendes øjne i. Hendes vejrtrækninger blev dybere og dybere.

Jeg sad i næsten 40 minutter bare og kiggede på hende. Det lyder så åndssvagt, men selvom hun bare ligger der, helt svag og sovende, så bliver hun aldrig kedelig at kigge på.

Pludselig åbnede hun svagt øjnene. "Kom" hviskede hun med en svag stemme og løftede den ene side af hendes dyne. Jeg skulle til at tage mine sko af, da jeg bemærkede jeg ikke havde nogen på. Jeg lagde mig ind til hende, og hun sov allerede dybt.

______

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...