Best friend or? | One Direction

22 årige Emma Galvin har siden hun var 6, været bedste venner med Niall Horan.
Emma er efterhånden også blevet super gode venner med resten af bandet, så en dag invitere de hende med på Europa delen af deres tourne.
Drengene er godt klar over, ikke bare hvor smask forelsket Niall efterhånden er blevet, men også hvor forelsket Emma er blevet. Så de tager alle midler i brug, for at få dem sammen.
Lykkedes det, eller vil Emma og Niall fortsat tro at den anden part, har friendzoned dem?
Og hvad sker der lige når deres management, modest, vælger at de ikke må ses sammen i offentligheden?

34Likes
25Kommentarer
22122Visninger
AA

19. Dengang

"Kom nu Ems!" Brokkede Harry sig. "Sandhed eller konsekvens?"

"Nej" grinede jeg for 30. gang. "Det er en dum leg, Harry."

Mest fordi vi sad fem mennesker klemt sammen i en, i forvejen, lidt smal taxa. Men også fordi det bare er en dum leg. Jeg kan aldrig finde ud af hvad jeg skal spørge andre om.

"Hvorfoooor?" Sagde han med en barnlig stemme.

Jeg fnes lidt af ham. Hvorfor spørger han ikke bare en af de andre mennesker vi sidder i en bil med?..

"Hvis jeg må starte?" Spurgte jeg pludselig.

"Ja!" Brød han ud i glæde. Hahha, han er altså sød.

"Sandhed eller konsekvens?"

"Konsekvens" Svarede han lige med det samme.

"Fedt" mumlede jeg for mig selv. "Du skal tie stille indtil vi er ved hotellet."

Han lavede store øjne, og alle grinede af ham. Jeg følte mig faktisk også ret snedig i det øjeblik.

"Pft.. Slået af en pige." sagde Louis og holdte sin hånd op og hentydede til en High five.

Jeg holdte min egen hånd op, men lige da han skulle til at slå, fjernede jeg den igen.

Shit, jeg er snedig i dag!

Alle undtaget Louis grinte. Dog endte han alligevel med at grine da Liam sagde, "Slået af en pige?" Med en stemme der skulle forestille en efterligning på hans.

Bilen stoppede og Niall nåede kun lige, en smule fnisende, at sige, "Hvad går der af dig i dag?" Inden vi steg ud af bilen.

Jeg sendte ham et smil da han kom ud af bilen lige efter mig. Jeg blev revet ud af vores intime øjenkontakt da Louis hev i min arm. For når ja..

Fuck modest!

Vi fik vores kufferter, og gik mod hotellet.

Niall endte med at gå nærmest 20 meter bag os, bare fordi vi ikke må ses sammen.

Jeg fucking hader det.

Nu når jeg ikke må, hvorfor er der så ikke lige en af drengene der går om til ham. Det er totalt tåbeligt. Men jeg syntes det er syndt at han skal gå der, helt alene.

Da vi endelig fik slæbt vores ting ind på hotellet, fandt vi ud af at der kun var lejet 1 værelse.

Fedt.

Vi gik der ind, og konkluderede at det var helt okay. Det var faktisk ligesom et hus.

En stue, et toilet, 3 værelser og vores eget køkken.

Jeg troede kun der fandtes sådan nogle luksus hoteller på film?..

**

"Liam laver mad i dag" sagde Niall og satte sig i sofaen ved mig og Harry. "Er det ikke sødt af ham?"

"What?" Spurgt Liam og lignede et stort spørgsmålstegn.

Harry og jeg fnes begge lidt mens vi rystede på vores hoveder. Typisk Niall.

"Vil du ikke nok?" Spurgte han tiggende, Liam om.

"Kan du ikke selv gøre det?" Han rystede blidt på hovedet. "Det var dig og Louis der købte ind."

"Vi købte ind til at du kunne lave din fantastiske lasagne." Afbrød Louis der kom ud fra sit værelse.

En ti minutters diskussion om hvem der skulle lave mad, endte ud i at den eneste der ikke sagde noget. Skulle lave det. Fedt.

Forresten er jeg en elendig kok, så det skal nok blive lækkert.

Ej, det er okay. Jeg blev sat til at lave det sammen med Niall.

**

"Du skal da ikke komme det der i endu?" Spurgte jeg skeptisk da han begyndte at krydre kødsovsen.

Niall stivnede og kiggede ned på opskriften. "Det skal jeg da?" Grinede han og pegede ned på anden linje.

"Det giver da ikke mening?" Sagde jeg dumt. Eller det var ikke meningen. Men jeg kunne godt høre, at da det kom ud af min mund. Lød jeg bare dum.

Han satte begge sine hænder i mine hofter, og vendte mig om mod et skærebræt. "Måske du bare skulle skære noget salat." Fnes han.

Well, han har måske ret.

Jeg lavede en mellemting af et grin, og et suk. Jeg tog en kniv og gik i gang med at skære tomater.

"Hvornår skal i spille koncert igen?" Spurgte jeg nysgerrigt.

"I morgen aften." Sagde han henne fra komfuret, bag mig. "Men mig og Louis har meet and greets, helt fra klokken 14:00."

Jeg vendte mig om og kiggede på ham. Eller jeg kiggede egentlig kun på hans ryg. "Hvorfor kun dig og Louis?"

Han trak på skuldrene. "Kom og smag." Sagde han pludselig og hentydede til sin kødsovs. Han tog en ske fra en af skufferne, og tog noget af det op på den, "Her."

Jeg gik hen til ham, og prøvede at tage skeen fra ham, men uden at sige noget, kunne jeg godt fornemme på ham at han ville made mig som et eller andet lille barn.

Hah, sødt.. Men, ja?.. Virkelig?

Jeg åbnede munden lidt, og han begyndte at lave flyvemaskine lyde mens han kørte skeen op og ned.

Jeg kunne ikke lade være med at grine. Så jeg endte med lukke munden og lægge armene over kors.

"Ikk' være så besværlig baby." sagde han med en dyb, seriøs stemme. Han fejlede dog ret grusomt, fordi han endte med at grine af det ansigt jeg lavede.

Jeg efterlignede en sur baby der ikke gad spise sin mad.

Han lavede flyvemaskinen igen, og jeg åbnede munden. Til sidst endte han med at trække tiden lige lovlig langt, så jeg bed ud efter skeen.

"Niall" udbrød jeg grinene. "Jeg fik det i næsen!"

Hans genkendelige latter fyldte hele rummet, og han blev ved indtil jeg fandt noget papir. "Det var da ikke min skyld." Sagde han fnisende.

Det lyder klamt, men det kom faktisk helt op i min næse. Ad. Jeg pusede den, og det sidste kom ud.

"Smagte det godt?" Spurgte han mig da jeg vendte tilbage til min salat.

"Hvis ikke det var blandet med snot, så havde det nok smagt meget godt." Fnes jeg.

"Add" grinede han. Han kom hen og stilte sig ved siden af mig. "Hvordan kan jeg snart have lavet en hel lasagne" spurgte han skeptisk, "Men du har kun skåret to tomater?"

**

"Lasagne alla Emma." sagde jeg og satte den på spisebordet hvor alle drengene sad, undtagen Niall.

Jeg hørte nogle ironiske host bag mig. Okay, Niall sad her ikke, men han hørte det nok godt.

".. Og lidt Niall" tilføjede jeg.

Vi satte os alle til at spise, og blev også siddende og snakkede en hel del bag efter.

**

"Jeg går i seng." Afbrød Harry der kom lige fra toilettet af.

"Jeg går også" sagde Louis og rejste sig fra sofaen. Liam rejste sig sammen med ham.

"Går du også, Liam?" Spurgte Niall.

Han nikkede. "Godnat" sagde han gabende.

"Jaer, godnat" mumlede Harry og Louis i munden på hinanden.

"Godnat" sagde både Niall og jeg.

Klokken var lige ved at være 00:00, så det var nok også på tide. Vi sad bare alle sammen i stuen og hyggede, men okay. Man skal stoppe mens legen er god.

Jeg rejste mig op fra den lænestol jeg sad i, og gik hen til Niall der sad i en sofa for sig selv. Han sad sådan skævt op, så jeg lagde mig ind i hans arme. Han omfavnede mig tæt, og lagde så sit hoved på mit.

"Skal vi gå i seng?" Spurgte han.

"Nej" mumlede jeg. "Jeg er ikke træt."

Det var jeg egentlig ikke, eller jo. Men i kender det godt. Jeg nød bare sådan hans nærvær i det øjeblik.

Vi sad et stykke tid uden at sige noget. Det var egentlig ret rart bare at sidde der. For en gangs skyld, var det ingen problemer for en kort stund.

"Kan du huske dengang du fik en hund?" Spurgte han pludselig helt ud af det blå.

"Desværre, ja." Fnes jeg.

"Du hadede den virkelig." Grinede han lavt. "Hvad kaldte du den egentlig?"

"Den sked også over de hele" brokkede jeg mig i sjov. "Den hed vist Carlos."

"Du var så ondskabsfuld." Smågrinede han.

"Siger ham der overfodrede sine guldfisk så de døde a fedme."

Han udstødte en høj latter.

Gud hvor jeg elsker de her stunder...

"Kan du huske vores billedkunst lære i 5. klasse?" Spurgte jeg da han havde grint færdig.

Der gik ikke et split sekund før han svarede, "Om jeg kan?"

"Kan du huske da vi skulle lave et digt?"

Han sad først et øjeblik uden at sige noget. Han havde da vel ikke glemt vores legendariske digt?

"Nåårh jo!" Nærmest råbte han og flækkede fuldstændig ud i grin. "Wow han må egentlig have hadet os"

Jeg kan ikke huske hvad han hed, men hans timer var i hvertfald virkelig ikke særlig interessante. Vi fik aldrig bare lov til at male eller sådan noget, ligesom de andre klasser. Vi skulle altid høre klassisk musik og alt muligt underligt.

En dag fik vi dog som opgave at lave et digt. Man skulle finde sammen to og to, og ugen efter skulle alle digtene læses op foran hele skolen.

Vores var det længste, og det handlede om hvor død syge hans timer var. Vi fik godt nok skrevet hjem og alt muligt, men vi havde det virkelig sjovt med det.

2 år senere fandt vi ud af, at vi skulle have ham som klasselærer, så hverken Niall eller jeg bestod folkeskolen med sådan herre gode karakterer.

**

Pludselig blev der helt stille. Niall fnes en lille smule hvilket fik mig til også at fnise med.

Jeg sagde det før, men jeg elsker virkelig de her stunder.

Klokken er lige præcis 02:07, og Niall og jeg har siddet og snakket gamle minder i over 2 timer.

Shit.

Hvor blev tiden lige af?

"Hvor længe har du været forelsket i mig?" Spurgte han helt uden varsel.

Jeg lå stadig i hans arme, så jeg vendte mit hoved op mod hans. "Det ved jeg ikke." Tøvede jeg. "Det virker næsten som hele mit liv."

Uden pis, det gør det faktisk. Nu hvor vi snakker gamle minder, virker det bare som om Niall altid har været min store kærlighed. Jeg havde vist bare ikke helt fattet det dengang.

"Samme her" sagde han kort efter. "Det er bare sygt underligt hvor længe vi egentlig har kendt hinanden."

Det poppede pludselig op i mit hoved, så jeg blev nødt til at spørge. "Må jeg egentlig tage med dig og Louis i morgen?"

"Det tror jeg ikke." Han sukkede dybt. "Undskyld." Han bed sig i underlæben og brød vores øjenkontakt ved at kigge ned i sofaen.

"Det er okay" sagde jeg og løftede hans hage, så han igen kiggede på mig. "Jeg bliver bare her med de andre"

.. Selvom jeg virkelig ikke har lyst. Nu har vi siddet og snakket uafbrudt ligesom i gamle dage. Det sidste jeg vil, er ikke at skulle se ham hele dagen i morgen.

Suk.

Han sendte mig et lille smil. Jeg kender ham, og det var tydeligt at se, det der var et falsk et af slagsen.

Jeg lænede mit hoved op mod ham, og placerede mine læber på hans. Jeg trak mig, og wupti!

Der var det rigtige smil.

_____

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...