Som en storebror

Oliver har måske lidt svært ved at være en god storebror. Men har han ikke også en svær lillesøster? Hader han hende eller ej? Er det hendes skyld eller hvad? Og hvordan tackler Oliver det egentligt?

4Likes
12Kommentarer
385Visninger
AA

1. Som en storebror

Korridoren var temmelig støjende. Ikke at han bemærkede det. Forbi ham hastede travle læger og sygeplejersker i deres hvide kitler. Han rettede sig op. Stolen gav sig under ham. Han rodede i sin lomme og fandt hvad der så ud til at være et sammenkrøllet stykke papir. Han stirrede kort på stumpen og stoppede den tilbage i lommen på sin hættetrøje. Til højre for ham hørte han klikket af en dør, der gik op. Hans mor trådte ud ad døren og kastede et sidste blik ind i lokalet, før hun med et suk lukkede den. Man kunne tydeligt se randerne under hendes udmattede øjne. Hun åndede tungt ud og vendte sig om. Først nu opdagede hun sin søn. "Oliver," sagde hun stille, men fraværende, og gik hen imod ham "Du må gerne gå derind nu," hun passerede ham ligesom alle andre.

Kun den konstante bip-lyd, der målte hjertets slag, kunne høres. Værelset var fuld af farver, af prinsesse billeder og dinosaurer. Alle sådan nogle ting man tror, børn bliver glade af. I midten af det hele stod en seng. Det var en enkeltseng lavet af metal, en kontrast til resten af det ellers farverige lokale. Oliver trådte nærmere sengen og kiggede ned på sin søster, der lå sovende mellem gummislanger og apparater. Hendes skrøbelige vejrtrækning kunne kun svagt høres. Oliver gik langsomt nærmere, så han nu kunne røre hende, hvis han ville. Han tog en dyb mundfuld luft og åndede tungt ud. Hun rørte sig ikke. Olivers øjenbryn trak sig sammen til en dyb panderynken, og han stirrede surt, nærmest vanvittigt, på hende. Han vendte sit blik fra sin søster og studerede de summende apparater, der omringede hende. Han fik en ulidelig trang til at pille ved de lysende knapper. Den konstante bip-lyd stoppede bare aldrig.

Oliver fandt sin mor stående på gangen med telefonen i hendes hånd.

“...Ja ja, det er fint Lone. Nej jeg ved ikke hvor lang tid,” hun vendte sig om og fik øje på hendes søn. “Jeg bliver nødt til at gå nu. Vi ses.” sagde hun og lagde på. Oliver fulgte sin mor ned ad gangen. Hans blik faldt på en lille pige med blanke brune øjne, der nok var af asiatisk afstamning. Hun sad halvt oprejst i et væld af puder omgivet af bamser og balloner. Hendes hår virkede tyndt, og hendes hud var unaturligt bleg. Det var ynkeligt at være på Gentofte Hospitals Kræftafdeling. Her havde han nok befundet sig længere, end hvad der var sundt. Han nåede dog ikke at tænke længere over det, før han blev revet videre ned ad gangen. Da de nåede ned til receptionen, stod hans far dybt opslugt i en heftig samtale med en af de mange læger. Et messingskilt, der hang over lægens bryst, sagde Oliver, at han hed Dr. Schrøder. Dr. Schrøder fortalte noget, og faderens ansigt trak sig sammen i en pinefuld grimasse. Lægen så medlidende på ham. Familien forlod langsomt hospitalet og kørte væk i deres sorte Mercedes.

Der var stille i bilen. Radioen var for for en gang skyld ikke tændt, og hele atmosfæren virkede klaustrofobisk. Moderens stemme skar igennem den tykke tavshed.

“Tante Lone kommer nok også til at passe dig i morgen skat. Det er jeg ked af, men Kamile har det jo…” “Jaja, jeg ved det godt, det er fint.” Afbrød han surt. Der var igen stille i bilen, og Oliver kunne mærke tankerne svulme op inde i ham. Han kiggede ud af vinduet for at distrahere sig selv. Landskabet flød sammen i et, og Oliver kunne mærke trætheden. Det sidste han nåede at tænke over, før søvnen tog sit tag var hende.

Bilen kørte op i indkørslen. Det store moderne hus så næsten forladt ud i tusmørkets skær. Han åbnede bildøren. “Oliver” sagde hans mor, og han kiggede sig over skulderen. Han så hans mors bedrøvede øjne stirre på ham, selvom de ikke opnåede noget. “Jeg ved godt at vi ikke har kunnet tilbringe så meget tid sammen med alt arbejdet og Kamiles faldende helbred. Det skal nok…” Oliver havde alleredet smækket bildøren i. Han stak hånden ned i lommen. Hans hænder rørte det sammenkrøllede papir. Han hev nøglerne frem. Bilens lygter oplyste den store sorte dør. Han låste op og trådte ind. Fuldstændig mørke bød ham velkommen. Han smækkede døren i uden at vende et eneste blik tilbage. Han kunne høre hans forældre bakke ud af indkørslen og køre bort. Olivers hænder fumlede rundt i mørket efter stikkontakten. Den fine lysekrone lyste op, og hans øjne mødte det velkendte marmorgulv og de fine porcelæns-potter. Oliver gled op af trappen og gik ind på sit dunkle værelse. Han hørte hoveddøren gå op, og tante Lone der trådte ind. Hun sagde ikke engang hej. Som altid.

Tiden stod stille i den travle skolegård. Det var en kølig sommerdag i juni måned, og Oliver havde netop lige fået fri for en ulidelig lang kristendomstime hvor de havde arbejdet med historien om Kain og Abel. Alle tankerne hvirvlede rundt omkring i hans hoved. Hvorfor var det så grotesk uretfærdigt. Han huskede tilbage til dengang. Dengang før...hende. Hvor godt han havde haft det, alle de sjove minder han havde om sine forældre. Hvordan hans far og ham altid gik i biografen, når der kom en film, han gerne gad se. Eller hvordan hans mor altid plejede at lave lasagne. Før de blev opslugt af hende.

“Hun har brug for at blive passet” eller “Vi kommer desværre senere hjem i dag, din tante passer er dig. Er det fint nok Oliver?”, var alt der kom ud af deres munde. I et øjeblik forsvandt han fuldstændig fra bænken, og alle de grinende og legende børns stemmer blev dæmpet. Han rev sig i håret. Det begyndte at svie i hans øjne, og han kæmpede for at presse tårerne tilbage. En boldt ramte ind i murstensvæggen blot få meter fra hans ansigt, og trangen til at eksplodere forsvandt. Han var igen tilbage i den travle skolegård.

Oliver traskede hjem fra skole. Han drejede af fra hovedvejen og gik op ad indkørslen til det tomme hus. Han trådte ind ad døren og besværede sig ikke engang med at sige hej. Tante Lone var alligevel ikke hjemme. Han sukkede. En gul post-it på mikroovnen fortalte Oliver, at der var en pizza i køleskabet. Den var nok daggammel, hvis ikke mere. Han fandt pizzaen, lagde den på en tallerken og gik ovenpå i retning af hans værelse. Med et stødte hans fod på noget hårdt. Han så ned og fik øje på en simpel barbie-dukke der med tomme øjne stirrede op på ham. Hvorfor lå den der? Kamile var her alligevel aldrig. Evigt og altid var hun på det fucking hospital. Oliver tog et dristigt men langsomt skridt ind på sin lillesøsters lyserøde værelse. Han så sig langsomt omkring. Der var altid så pænt og rent herinde. Selvom Kamile nok kun havde boet her i et par år, havde hans forældre altid gjort et stort nummer ud af at holde det rent og pænt, når de havde tid. Oliver tog fat i en lille porcelæns dukke med langt blond hår, der stod på reolen foran ham. Dukken bar en lyseblå kjole, der mindede Oliver om det kliniske miljø på hospitalet. Med et slap han grebet om dukken, så den faldt ned på jorden. Dukkens hoved splintrede, og dens ene arm faldt af. Han stirrede på dukken. En underlig tilfredsstillelse kunne ikke lade være med at spire i ham. Han greb en ny dukke og lod også den møde det hårde gulv. Han begyndte at kaste med de omkringliggende dukker, bøger og bamser. Oliver følte en tung byrde lette, da han flåede alle de uåbnede børnebøger ud af Kamiles reol. Det stod ham om ørene med flyvende papirer. Hvad ville hans forældre mon sige til dette? Måske ville han få skæld ud. Det var lang tid siden han havde fået det. Han tog yderligere to bamser og flåede dem dyrisk itu. Kamile havde ikke fortjent dem. Hun havde overhoved ikke fortjent noget af alt det her. Grådigt kastede han sig over, hvad der var tilbage af sin søsters værelse, indtil alt var i stumper og stykker.

Oliver kiggede tilbage på kaoset. Smadrede dukker, plakater og eventyrbøger lå spredt på gulvet. Han kunne ikke forklare hvad han følte. Det kildede nærmest. Med et hørte han en bil køre op ad indkørslen. Oliver hastede hen til vinduet. Den sorte Mercedes hvilede på gruset. Ud trådte hans forældre, med hver en hånd på Kamile. Hun så glad ud mens hun, slap sine forældre og løb grinende frem mod døren. Olivers mor trak et smil frem. Oliver kiggede ned på sine hænder i en blanding af vrede og fortvivlelse. Han hørte hoveddøren gå op, og lyden af et grinende barn trængte igennem. Oliver gik ned af trappen. Langsomt. Han så ned på hans mor, der straks løb hen imod ham og gav ham et kram. “Se hvem der er tilbage” sagde hun og pegede på Kamile. Oliver dannede øjenkontakt med hende. I lidt tid stirrede de bare på hinanden. Så krøb hun bag hans far. “Ja nu er det jo lidt tid siden, I sidst legede med hinanden. Giv det lidt tid” sagde faderen.

Tiden fløj afsted som aldrig før. Oliver mindes ikke at have set sine forældre så fulde af...liv. Han startede dagene med duften af pandekager, og kys fra sin mor. Hvad der flød gennem Oliver kunne ikke blive kaldt andet end vaske ægte lykke. Nede ved morgenbordet fik Oliver igen øjenkontakt med Kamile. Oliver gav et lille smil fra sig, og Kamile gengældte det. “Det er da helt utroligt, at nogen kan være så åndssvage at bryde i vores hus og smadre vores lille piges værelse. Absolut grotesk!” Sagde faren, mens han drak hans espresso. Oliver lod som ingenting, han havde stadig ikke fortalt dem om det, og de havde åbenbart ikke fattet mistanke. “Nu da Kamile endelig har det bedre, så syntes jeg vi skulle fejre det ved at lave noget sammen. Som en famillie.” Sagde hans mor. “Vi kunne tage ihhhh, nu ved jeg ikke, måske et vandland?” Sagde hun og smilede til Oliver. Han blev varm indeni. Efter morgenmaden skulle Oliver til at gå op på sit værelse, da Kamile hev forsigtigt i kanten af hans bluse. Han kiggede ned på hende, og hun mødte ham med et lidt genert smil. “Vil du tegne?” spurgte Kamile. Oliver skulle til at afslå, men noget trak ham alligevel hen til det lave bord med farver og papir spredt ud overalt. Da Oliver lagde sig i seng om aftenen, summede det behageligt i maven. Han var nærmest øm i kinderne af at smile. Det var længe siden han sidst havde smilet så meget.

“...Hurtigt hent bilnøglerne!” Oliver vågnede da han hørte hans mor råbe et sted nedenunder. Han kurede ned ad trappens gelænder for kun at se hoveddøren blive smækket i med et brag. Oliver løb op ad trappen igen, så han kunne se indkørslen fra vinduet på hans værelse. Hans far steg ind i bilen, mens han ganske varsomt holdt Kamile ind til sig. Moderen sprang ind på førersædet af bilen og kørte straks ud på vejen i en sådan fart, at dækkene efterlod sorte streger på vejen. Oliver stirrede længe på vejen, selv da bilen for længst var forsvundet. Han vidste ikke om han stod der et minut eller en time, men omsider vendte han sig lydløst om uden at fortrække en mine. Oliver stak hånden i lommen og trak det krøllede stykke papir ud. Han foldede det ud og glattede det mod hans knæ. Det var et billede taget for ca. 6 år siden. Hans mor var gravid i ottende måned, og Oliver kunne næsten ikke vente med at blive storebror. På billedet stod han i midten med far på hans højre side og mor på den anden. Han holdt sin højre hånd på mors mave, og mors varme hænder dækkede hans. Han så sig selv smile. Oliver rev papiret i tusind stykker. De havde været så glade, men så kom hun. Oliver bed tænderne hårdt sammen, da den boblende og sydende vrede blomstrede i hans bryst. Det var ufatteligt! Og lige da han troede, at det hele var ved at ændre sig. Hun skulle altid ødelægge alting! Oliver knyttede næverne for ikke at smadre dem ind i væggen af raseri. “AARGH!” skreg han. Utallige gange havde Kamile slået falsk alarm. Det her var nok bare endnu en gang. “Gid du bare ville dø.”

Op af hovedvejen kom en mørk skikkelse cyklende. Det var sent, og Oliver var træt. Det eneste der drev ham frem var rent raseri. Foran ham lå hospitalet med alle dens skinnende lys. Han drejede ind mod parkeringspladsen, smed cyklen fra sig, og sprintede ind i lobbyen. Der var travlt inde i receptionen, og Oliver måtte mase sig frem for at nå hen til receptionisten. “Der skulle være en pige ved navn Kamile Bøggild her, kunne du fortælle mig hvilken stue hun ligger på?” Da receptionisten kiggede på sin computer, fortrak hendes ansigt, og kiggede sørgeligt tilbage på Oliver. Hun tog hans hånd, klemte den, og sagde “Stue 26 c, jeg…”. Oliver spurtede gennem de hvide korridorer, der alle lignede hinanden og nåede endelig til den hvide dør, hvorpå der stod “26 c”. Det der mødte Oliver da han trådte ind ad døren var om noget et sjældent syn. hans mor og far sad grædende i en sofa ved siden af Kamiles seng. Den velkendte bip-lyd var stoppet. Oliver vendte sig med et undrende blik mod hans forældre, der sært nok rejste sig forstående og forlod rummet. Oliver gik hen mod sengen. På sengen lå hun… Kamile, hans lillesøster. Hun lignede en dukke, så stille og ubevægeligt lå hun. Alle de summende apparater og gummislanger var blevet fjernet. Oliver trådte et skridt frem. Han stod nu så tæt på at han kunne røre hendes ansigt. Hendes øjne var lukkede. Oliver vendte sig om og studerede værelset. Han lagde mærke til en lille æske, der tidligere ikke havde været der. Oliver tog fat i den og åbnede den. Indeni var der en bunke billeder. Mest af mor og far. Indtil han fandt et billede af… ham. Der var tegnet et hjertet i hjørnet. Oliver tog billedet, stoppede det ned i hans lomme og forlod værelset.

Der var lidt køligt udenfor når man ikke havde ordentlig jakke på, men solens stråler holdte Oliver varm nok. Han havde fået et skræddersyet jakkesæt på til i dag, og det passede godt til de skinnende nye sko. Faderen var klædt ligesom Oliver, med undtagelse af det slips han havde på. Moderen havde en sort kjole på og sorte handsker. En tåre trillede lydløst ned af hendes kind, mens præsten talte til forsamlingen. Alle stod på række rundt om kisten, der var dækket af en pærevælling af roser. De var lyserøde, og det syntes Oliver passede godt til Kamile. En lille fugl sad på en gren lidt fra hvor han stod. Han prøvede at koncentrere sig om, hvad præsten stod og fortalte, men den lille fugl fangede hele tiden hans opmærksomhed. Før Oliver vidste af det, havde præsten samt forsamlingen sagt deres sidste amen. Alle andre end Oliver, moderen og faderen, trak sig ud af kirkegården. Nu begyndte moderen at tudbrøle, og faderen lagde armene om sin kone, mens han selv lod tårerne få frit løb. “Åh min dreng, du ved hvor meget vi elsker dig ikke?” hulkede moren. “Du opførte dig selvstændigt og modent, da din mor og jeg, ikke mindst Kamile, havde mest brug for det.” Faderen klappede Oliver let på skulderen. Mens de i stilhed sørgede for dem selv, trak Olivers forældre sig langsomt væk fra gravstedet, så kun Oliver stod tilbage. Han faldt på knæ. Noget dryppede fra hans kind. Han gned sit ærme over ansigtet, da han opdagede at han stod og græd. Oliver kiggede ned på Kamiles gravsten, og mindedes hende. Folk havde altid beskrevet hende som en uskyldig engel, men det var hun ikke. Hun var Olivers lillesøster. Han havde troet, at hun var sendt fra helvede for at spolere hans liv, men det var hun ikke. Han havde troet at hun var ude på at stjæle hans forældre, men det var hun ikke. Hun var hans lillesøster, og nu kunne han ikke engang længere være hendes storebror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...