Nattepige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 3 jan. 2016
  • Status: Igang
Zarramma er prinsesse i mørkeklanen... Ja, jeg ved godt at det lyder fedt... alt det der med at være prinsesse..."Ingen pligter, dejlig mad, luksus dagen lang," men sådan er det ikke ligefrem altid... nogle gange kan det at være prinsesse for mørkeklanen indebære nogle... dystre ting.

8Likes
7Kommentarer
448Visninger
AA

1. kapitel

Prollog  

Månens stråler havde lagt sig som et silkeslør over bakkerne. Trækronerne dansede drømmende i tagt med den blide brise. Blomsterne i lysningen skinnede sælsomt, og stilheden nynnede sagte. 

Men med ét faldt en skygge over det neongrønne græs, og forstyrrede den fortryllende ensomhed. Hendes fjerlette kjole blafrede i det hun bevægede sig længere og længere ind i lysningen. Håret faldt som et vandfald ned over de spinkle skuldre og var så sort, at selv den mørkeste nat, virkede som en oplyst sal i sammenligning med det. Nu kom ansigtet til syne fra skyggerne, og afslørede.  Huden så elfenbenshvid ud i månens skær. Utålmodigheden var spejliet i hendes ansigt. De store øjne var pyntet med lange mørke øjenvipper, og under dem glimtede de smaragdgrønt.  Hun kiggede længselsfuldt ud over stedet, hun havde reddet hele natten for at komme til, og gik derefter på sine bare tæer hen til en sten, hvor hun satte sig, mens hun vippede rastløst med fødderne. Øjnene flakkede. Men ikke længe behøvede pigen at vente.  Lidt efter trådte endu en skyggefuld person ind i lysningen. Hurtigt strejfede hans blik omgivelserne, og standsede brat på den ventende, mens et lykkessmik bredte sig på hans ansigt.  Da Zarramma rejste sig, var kinderne gennemblødt af perlehvide tårre.        

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1.    Zarramma kiggede sig dovent omkring i den runde stue. De sorte væggende var prydet med utallige iskrystaller, af samme slags som hang fra lyssekronen. Ilden i den enorme pejs, lagde et blåt flakkende lys over salen, og gjorde Zarramma varm og rolig. Hun lod sig synke endu længere ned i sofastolen, som undertiden virkede utroligt hård, men hun havde intet at foretage sig.  Var det ikke ret længe siden hendes søstre var taget afsted? De havde ikke ville fortælle hende hvad de skulle, kun at ridtet nok ville tage hele dagen. "Hvad?! Hvorfor må jeg nu ikke med?" Havde hun spurgt, men de havde vlot kigget sigende til hinanden og så havde Ellanna, Zarrammas ældste storesøster, sagt med en stemme, som man normalt bruger til et pattebarn: "Vi vil alle sammen gerne have dig med, men... Det kan vi ikke." Og så havde de, uden et ord mere, sat sig op på deres heste, og skyndt sig afsted. Rasende havde hun stormet gennem de tusind gange, op ad vindeltrappen i tårnet, og vendt tilbage til stuen hvor hun havde ventet lige siden.
Hendes hoved var proppet med indviklede tanker. Det meste af tiden havde hun spekuleret på, hvad det FOR FANDEN VAR hendes søstre havde udelukket hende. Men lidt efter lidt var den før så brændene nysgerrighed, blevet en mere dump følelse af uvidenhed.
Hun rejste sig langsomt, og strakte sin ryg, så hun nærmest følte sig som en gammel mand. Efter at havde stået lidt sådan, vendte hun ryggen til ilden, og blikket mod den diamant glinsende dør, der førte ud til trappen. Måske hun ikke kunne finde på noget at lave et andet sted... og hvis ikke, så trængte hun i det hele taget bare til at komme væk fra stuen.
Med stive ben bevægede hun sig ned ad vindeltrappen, passerrede dør for dør. En gan imellem stødte hun også på en ad de sortklædte tjenere, men de fleste var travlt optaget af en opgave, og mødte hende kun med et enkelt buk i forbifarten. Ærlig talt forstod hun ikke hvorfor de blev ved med at gøre det: Hun var jo sådan set vokset op med de fleste af dem, så de var da nærmest familie.

Dørende havde alle hver deres udseende. De havde dog alle det til fælles, at billedet var af sorte og blå iskrystaller. Så mange nuancer, så mange følelser. Hendes ynglings var Uglen. En, det ligger lidt i ordet, kæmpestor ugle, med gnistrende fjer, og enorme klør. Vingerne var åbne, som for at gribe om noget, og Zaramma forestillede sig altid vinden flå i fjerende. Men Uglen Mærkede ikke noget. Fløj bare. Mens de kloge øjne stirrede lige ind i én. Hun havde det altid som om, at den kunne se igennem hende. Se lige ind i alle ens tanker og følelser, læse dem, og forstå dem. Uglens øjne var ikke blot kloge, men også medfølende. Som for at sige, at "Jeg kender det." Nej, nok noget meget klogere, men pointen var den samme. 
Endelig nåede hun ned for enden af trappen, og ned den åbne port, viste vejen ud.
Hun trådte majestætisk ud i den evige nat, og kiggede sig omkring. Overalt i den enorme borggård blomstrede de smukkeste planter. Nattehaven. Tropisk udseende træer, med meterlange blade, og strålende frugter. Sølvpopler, hvis plade klirrede i den stille brise. Buske med græs udseende blomster, eller runde tallerkenformede blade, og lige indenunder, små rosarøde knopper. Overalt voksede de lige fra enorme, til bittesmå. Og alle med samme sølvagtie glød. Ikke ligefrem lys, men alligevel så meget, at det lagde et sølvglinsende slør over haven. Og blot for at fuldende drømmehaven, rislede en lille bæk, og det så nærmest ud som om, at det ikke var vand, men rent sølv der flød dér mellem nattens blomster. Rundt om knejsede de fire sorte borgmure skyslikkende. Man kunne godt tro at de gik i et med himlen.

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...