Lektier til online hunger games.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 11 okt. 2015
  • Status: Igang
Følg James på hans rejse i dødspillet.

0Likes
1Kommentarer
315Visninger

1. Høsten

Jeg løb fordi de slidte bygninger på vej mod distriktets midte, Torvet. Alle fra distriktet skulle møde op her. Jeg havde forberedt mig på denne dag. Jeg havde tænkt alle mulige forskellige udgaver af netop i dag. Jeg havde overvejet hvis min bedste ven Daniel blev trukket og Ben fra min klasse blev trukket. Ja, faktisk havde jeg overvejet alle. Alle undtagen en. Jeg blev skrækslagen af at tænke på hvis jeg skulle miste den pige der betød hele verden for mig. Jeg var stoppet op for at kigge mig rundt. Alle fra distriktet var samlet omkring mig. Voksne og børn. Jeg fik det dårligt af at kigge på nogle af de børn der havde en chance for at blive trukket til dødspillet, tænk at to personer her på torvet nok ville dø i løbet af de næste par dage. Jeg stillede mig hen i køen for at få en prik i fingeren. Damen der prikkede os tog fat om min hånd. Den skarpe nål brød min sarte hud og lavede en rød prik på papiret. Jeg gik videre. En varm rød blod dråbe løb ned af min hånd og ramte asfalten. Jeg spejdede efter Zoe i mængden, Mit livs kærlighed. Der, lidt længere fremme stod hun. Hendes flotte røde hår var flettet ned langs ryggen. Hendes slanke fingre kørte ned over det. Hun havde en hvid blonde kjole på, der stod perfekt til hendes øjne. "Hupm" et overdrevet falsk host kom oppe fra scenen. Det var en lille grim dame fra Capitol. Hun havde en laksefarvet kjole med strutskørt der gik hende til knæene, hun havde en kæmpe hat på, i samme farve og så var hun kridhvid i ansigtet. Det så faktisk ekstremt komisk ud! "Glædelig 89'ne the hunger games og som altid damerne først" hun gik hen til pigernes skål og trak en lille seddel op. "Zoe Waters" så skete det, alt inden i mig eksploderede i titusind stykker. Min krop var et jordskælv, jeg blev revet midt over. "Nej ikke hende! Lad være! Ikke hende! Alle andre end hende! Tag en anden! Lad hende være! Hold hænderne fra hende!" Det gik op for mig at det var mig der råbte. Tårene løb ned af min kinder. Zoe blev stående hvor hun stod og kiggede sig fortvivlet omkring. To fredsvogtere tog fat om hendes arme og førte hende afsted mod scenen. "Nå nu til drengenes tur" sagde Capitol damen. Intet kunne åbenbart ødelægge hendes strålende humør. "James Capian" okay nu var det officielt den værste dag i mit liv, men nu havde jeg i det mindste en chance for at holde hende i live. Jeg gik stivbenet op på scenen og og omfavnede Zoe i et kæmpe kram. Det her havde jeg længe ønsket. Hun duftede fantastisk, det mindede mig lidt om vanilje. Efter lidt tid trak jeg mig ud af krammet og gik om på den anden side af Capitol damen. "Giv vores to sonere, James og Zoe en stor hånd" alle klappede nervøst.

Vi blev ført ombord på toget efter at vi havde sagt farvel til vores forældre. Vi var lige blevet præsenteret for vores mentor, en venlig 13 årig pige ved navn Hannah, som vi sad og snakkede taktik med i øjeblikket. "Øhm... Fortæl mig lidt om jer selv" ingen af os svarede. "Zoe, du kan starte... Hvad er din største styrke?" Zoe lignede en der havde fået stilet verdens sværeste spørgsmål og brugte nok omkring to minutter på at tænke sig om. "Altså jeg er meget god til at klatre..." Nu måtte hun stoppe, hun var så god til så mange ting. "Ej, kom nu. Du må da kunne noget mere?" Sagde Hannah. Jeg valgte at bryde ind i samtalen. "Hun kan gemme sig på ingen tid og har en god stedssans" det var det første og det bedste jeg kunne komme i tanke om. "Godt det skal vi udnytte" "men jeg er ikke god til at slås eller at lyve" afbrød Zoe. Som den pige dog kunne ....... Sig selv. "Det må vi gøre noget ved. James hvad med dig?" Jeg tænkte mig kort om. "Jeg kan svømme og jeg kender naturen godt. Jeg er god med en kniv. Og så skriger jeg i søvne... Knap så smart ikke?" Jeg smilede skævt for at bryde den akavede stemning. "Jo... Måske skulle man forsøge sig med et stykke stof i munden" jeg kiggede mærkeligt på vores mentor. "Ja det skal nok blive festligt" griner jeg. "Men så skal det altså også have et fedt mønster" siger jeg med en alvorlig stemme, hvilket for Zoe til at bryde sammen af grin. Hun har et ret sødt grin. Efter samtalen gik Zoe afsted for at finde sit værelse, så hun kunne sove lidt inden at vi nåede frem. Kort efter at hun var gået takkede jeg Hannah for hjælpen og valgte også at gå afsted mod mit værelse for at snuppe en lur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...