Chandelier

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2015
  • Opdateret: 12 okt. 2015
  • Status: Igang
But I'm holding on for dear life, won't look down won't open my eyes

Keep my glass full until morning light, 'cos I'm just holding on for tonight

Help me, I'm holding on for dear life, won't look down won't open my eyes


1Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

2. Kapitel 1.

”Nu har jeg simpelthen fået nok Kathrine! Sæt dig så ind i bilen” min mors ord ridsede min trommehinde, og jeg skar et ansigt. Jeg løftede armene som overgivelse, og bevægede mig langsom ind i bilen. Døren blev smækket i og et hurtigt vindpust roede i mit hår. Jeg pillede ved mine sort malede negle. Jeg krattede noget af den ødelagte overflade af, og den almindelig neglefarve stod frem. Hurtigt børstede jeg den løse lak væk, og folede mine hænder på mit lår. Døren ved førersædet blev åbnet, og elegant gled min mor ind i bilen.

Hendes lyse lokker omfavnede hendes hoved, og lod sig falde yndefuldt ned af hendes skuldre. Hendes lange mascara beklædte øjenvipper, kærtegnede hendes kinder i takt med hun blinkede. Hendes perfekt plukkede øjenbryn fremhævede hendes krystal blå øjne. En smuk kvinde var hun, men det var hendes mundvig der tiltrak min opmærksomhed. Hendes mundvig vendte ned af, og jeg vidste med sikkerhed hun var utilfreds. Hvilket også var forståelig nok. Hun skulle til at kører hendes eneste barn, på en kostskole. Ikke på grund af jeg havde enormt meget lyst til det, men i kommunes øjne havde jeg brug for det. Hvilket jeg ikke helt forstår.

 

”Spænd din sikkerhedssele!” ordene fløj igennem luften og gav mig en psykisk lussing. Hendes ord var hårde, og rettet direkte imod mig. Uden nogle indvendinger, gjorde jeg som hun sagde. Lyden af selen der klikkede i, kørte sammen med lyden af den spinnede motor. Jeg rettede blikket op, og stirrede stift ud af forruden. En lang kører tur lå foran os nu. Stilfuldt gled bilen hen af landevejen, og førte os op imod de større veje. Vi lod bilen stille over krydset og ned af en afkørsel. Langsomt blev der gasset op og vi susede ud på motorvejen. Vejret var kedelig og gråt. Det var deprimerende, men stadig neutralt. Vi befandt os jo trodsalt i Danmark. Verdens kedeligste land. Vejret var gråt og kedeligt nioghalvfems procent af året. Vores sommer består af fire til fem dage med solskin, ellers er det bare regn. Jeg hader når englænderne fortæller at deres vejr er ih og åh så forfærdeligt, da vores bare er lige dét værre.

 

En køretur som begyndte helt ude ved vestkysten i Nordjylland og sluttede på Nordfyn ventede forude. Samt en al for ubehagelig stilhed. Trangen til en tår alkohol fyldte mit hoved, og af ren refleks søgte min hånd under sædet, for der efter at blive skuffet. Min flaske var væk.

 

”Jeg har fjernet din flaske whisky, da du ikke får brug for den” Sagde hun utrolig beskyttende, dog stadig hårdt. En let irriteret følelse steg mig til hovedet, hvorefter jeg knyttede mine hænder. ”Det skal du fandme ikke blande dig i!” snerrede jeg af hende. Hun kunne da umuligt vide hvad jeg havde brug for og hvad jeg ikke havde brug for. Måske var min alkohol lige så vigtig som hendes uduelige mobil. Den mobil fik mere opmærksomhed end mig. Det passede altid med at så snart hun var begravet i den, viste jeg mig for en gangs skyld fra min gode side, og så snart hun lagde den fra sig, startede min fejl. Eller hun kalder det fejl, hvorimod jeg kalder det at være menneskelig.

”Snak pænt til mig! Jeg er for gudskyld din mor!” Råbte hun tilbage. Mine øjne rullede en omgang, hvorefter jeg lod min knytnæve ramme imod handskerummet. En mild smerte bredte sig fra mine knorer, derefter videre ud i resten af min hånd. Jeg var van til smerten, så i stedet for at tage mig til hånd, slappede jeg af i den og nød den jagende smerte.  Jeg kunne se hendes ellers flotte, lange solbrune fingre blev hvide da kunne knyttede sine hænder omkring rettet. Jeg vidste hun var sur. Hendes læber strittede, og hendes bryn dannede en rynke imellem sig. Hendes læber skilte sig af, men lukkede sig hurtigt og blev til en tynd stram streg. Jeg havde vundet dette skænderi. Hvis man altså kan kalde dét det. Et selvtilfreds smil blev malet på mit ansigt. Men det blev hurtigt skiftet ud med et utilfreds et.

Tanken om at vi var på vej ned på kostskolen, fik min mave til at trække sig sammen. Eller så trak den sig sammen fordi jeg havde brug for min daglige dosis af alkohol. Jeg savnede den brændende følelse langs halsen, eller den følelse af at være påvirket. Allerede efter 12 timer savnede jeg det. Min krop skreg efter det. Den ville have mere, og det skulle være nu!

Trangen bredte sig rundt i hele min krop, og følelsen af at blive slået i maven ramte mig. De længeventede tømmermænd var på vej. Efter 3 måneders nonstop druk, fik tømmermændene endelig lov til at komme. En ulidelig kvalme trængte sig på. Jeg havde i lang tid ikke haft tømmermænd, da jeg var van til det første jeg gjorde om morgenen var at begynde at drikke. Jeg er aldrig voldsomt påvirket, men nok til ikke at få mine tømmermænd. En ting jeg syntes var fantastisk, men som jeg nu fortrød.

 

***

 

Tanken om vi snart var halvejs var en smule tilfredsstillende, da jeg overhovedet ikke ville kunne blive siddende meget længere. Tømmermændene havde taget over, så jeg sad udtryksløs på forsædet, og nippede til min cola. Panodilerne var begyndt at virke, og det dulmede kvalme en smule samt min enorme hovedpine. Min mor havde skældt mig ud i over en time, da hun syntes det var respektløst at dukke op, første dag på skolen, med de vildeste tømmermænd.  Jeg havde blot trukket på skuldrene, og viftet provokerende med min hånd. Hun var selv ude om det, så meget kunne hun dog ikke sige.

Hun havde opgivet mig. Det var dog først nu jeg ville indse det. Hun havde opgivet at diskuterer med mig, og opgivet at opdrage mig. Jeg vidste inderst inde at hun ikke engang beskyldte sig selv. Hun beskyldte min far. En mand som aldrig havde vært der for mig. En mand jeg ikke kendte navnet på. En mand som jeg ikke engang ville kalde min far. Ordene vendte sig i min mund, og jeg smagte på det. Far. En person jeg ikke selv følte jeg manglede, da jeg selv vidste at det ikke ville ændre på noget. Jeg vidste også godt selv hvorfor min mor hadede mig. Det var på grund af mit alkohol forbrug. Som hun så moragtig kaldte det. Hun var bange for at jeg ville ende lige så langt ude som hende selv, hvilket jeg selv tvivlede på. Det ville aldrig ske. Jeg ville aldrig blive så desperat efter penge at jeg ville begynde at sælge min egen krop.

 

 

Bilen drejede skarpt til venstre, og langsomt trillede vi op af en grusvej. Forude rejste en stor bygning sig. Den kunne have vært taget direkte ud fra en dokumentar film. en lang og kedelig dokumentar film. En stor falmet rød bygning stod solidt. Et stort græs areal lagde sig flot op ad bygningen. Enkelte vinduer var åbne. Elever med uniformer trådte ud af bygningen i takt med bilen nærmede sig. Jeg var blevet meldt ind en måned efter skolestart. Normalt takkede de nej, men på grund af min mors overdrivelse blev jeg godkendt til at komme ind. Jeg havde aldrig troet at den nye version af et ungdomsfængsel skulle give godkendelse til at man skulle starte. Men der tog jeg åbenbart fejl.

Bilen stoppede op, og min mor lod sit blik falde på mig. Jeg stirrede stift ind i hendes øjne der var fyldt med skam. Jeg vidste hun var skuffet. Om det var over mig eller hende selv vidste jeg dog ikke. Jeg var egentlig også ligeglad. Jeg kunne ikke vente til at komme væk fra hendes råbe og skrige hurtig nok. Ikke fordi jeg ville på kostskole. Men det var da langt væk fra hende. Det havde jeg brug for. Men om en opreklamerende kostskole ville kunne hjælpe på mig, ved jeg dog ikke. Jeg kastede mit sidste blik på hende, og lod i stedet blikket glide hen over bygningen. Nysgerrige ansigtet vendte imod bilen, og det bare endnu mere nysgerrige da jeg trådte ud. En slank pige med, langt mørke brunt hår, kedelige lyseblå, næsten grå øjne, samt alt for slidt tøj var åbenbart alt hvad der skulle til før deres nysgerrighed blev tilfreds stillet. Jeg stirrede tilbage på dem, og hurtigt fik de vendte deres hoveder. Jeg traskede med tunge skridt hen imod bagagerummet, som allerede var åbent.  Min mor var i gang med at tage mine ting ud.

 

”Bare hentyd lidt mere til at du vil have mig væk” hvæsede jeg af hende. Hun fik hurtigt de sidste ting ud af bilen, hvorefter hun smækkede bagklappen i. Hun vendte blikket op imod hoveddøren. Hun rettede hurtigt på sin alt for tætsiddende højtaljede nederdel, efterfulgte af hun trak længere ned i sin hvide blonde trøje. Jeg fulgte hendes blik, og ud af døren kom en meget velklædt mand. Ung var han i hvert fald ikke, men ung nok til min mor ud stillede sig selv. Hans skridt var målrettet sat imod os, og da han nåede her hen rakte han hånden frem til min mor og præsenterede sig selv.

”Mit navn er Hr. Rasmussen. Og jeg er skolens forstander”

 

Mit smil blegnede. Det kunne jeg simpelthen ikke overkomme. Det var først nu jeg inderligt indså at jeg skulle flytte ind og bo her. Jeg følte mit liv på jorden sluttede og livet i helvede startede.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...