Som en storebror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2015
  • Opdateret: 8 okt. 2015
  • Status: Igang
På hospitalet sidder en dreng alene. Hvorfor sidder han der? Hvad har han gjort galt? Og hvorfor er han alene?

Skrevet med Silvia og Max-Peter
Coveret er fra et udkast til et cover på bogen hvis ikke fra forfatterholdet bestseller

7Likes
4Kommentarer
945Visninger
AA

1. Se på mig

Korridoren var temmelig støjende. Ikke at han bemærkede det. Forbi ham hastede travle læger og sygeplejersker i deres hvide kitler. Han rettede sig op. Stolen gav sig under ham. Han rodede i sin lomme og fandt hvad der så ud til at være et sammenkrøllet stykke papir. Han stirrede kort på stumpen og stoppede den tilbage i lommen på sin hættetrøje. Til højre for ham hørte han klikket af en dør, der gik op. Hans mor trådte ud ad døren og kastede et sidste blik ind i lokalet, før hun med et suk lukkede den. Man kunne tydeligt se randerne under hendes udmattede øjne. Hun åndede tungt ud og vendte sig om. Først nu opdagede hun sin søn. "Oliver," sagde hun stille, men fraværende, og gik hen imod ham "Du må gerne gå derind nu," hun passerede ham ligesom alle andre.

Kun den konstante bip-lyd, der målte hjertets slag, kunne høres. Værelset var fuld af farver, af prinsesse billeder og dinosaurer. Alle sådan nogle ting man tror, børn bliver glade af. I midten af det hele stod en seng. Det var en enkeltseng lavet af metal, en kontrast til resten af det ellers farverige lokale. Oliver trådte nærmere sengen og kiggede ned på sin søster, der lå sovende mellem gummislanger og apparater. Hendes skrøbelige vejrtrækning kunne kun svagt høres. Oliver gik langsomt nærmere, så han nu kunne røre hende, hvis han ville. Han tog en dyb mundfuld luft og åndede tungt ud. Hun rørte sig ikke. Olivers øjenbryn trak sig sammen til en dyb panderynken, og han stirrede surt, nærmest vanvittigt, på hende. Han vendte sit blik fra sin søster og studerede de summende apparater, der omringede hende. Han fik en ulidelig trang til at pille ved de lysende knapper. Den konstante bip-lyd stoppede bare aldrig.

Oliver fandt sin mor stående på gangen med telefonen i hendes hånd. “...Ja ja, det er fint Lone. Nej jeg ved ikke hvor lang tid,” hun vendte sig om og fik øje på hendes søn. “Jeg bliver nødt til at gå nu. Vi ses.” sagde hun og lagde på. Oliver fulgte sin mor ned ad gangen. Hans blik faldt på en lille pige med blanke brune øjne, der nok var af asiatisk afstamning. Hun sad halvt oprejst i et væld af puder omgivet af bamser og balloner. Hendes hår virkede tyndt, og hendes hud var unaturligt bleg. Det var ynkeligt at være på Gentofte Hospitals Kræftafdeling. Her havde han nok befundet sig længere, end hvad der var sundt. Han nåede dog ikke at tænke længere over det, før han blev revet videre ned ad gangen. Da de nåede ned til receptionen, stod hans far dybt opslugt i en heftig samtale med en af de mange læger. Et messingskilt, der hang over lægens bryst, sagde Oliver, at han hed Dr. Schrøder. Dr. Schrøder fortalte noget, og faderens ansigt trak sig sammen i en pinefuld grimasse. Lægen så medlidende på ham. Familien forlod langsomt hospitalet og kørte væk i deres sorte Mercedes.

Der var stille i bilen. Radioen var for for en gang skyld ikke tændt, og hele atmosfæren virkede klaustrofobisk. Moderens stemme skar igennem den tykke tavshed. “Tante Lone kommer nok også til at passe dig i morgen skat. Det er jeg ked af, men Kamile har det jo…” “Jaja, jeg ved det godt, det er fint.” Afbrød han surt. Der var igen stille i bilen, og Oliver kunne mærke tankerne svulme op inde i ham. Han kiggede ud af vinduet for at distrahere sig selv. Landskabet flød sammen i et, og Oliver kunne mærke trætheden. Det sidste han nåede at tænke over, før søvnen tog sit tag var hende.

Bilen kørte op i indkørslen. Det store moderne hus så næsten forladt ud i tusmørkets skær. Han åbnede bildøren. “Oliver” sagde hans mor, og han kiggede sig over skulderen. Han så hans mors bedrøvede øjne stirre på ham, selvom de ikke opnåede noget. “Jeg ved godt at vi ikke har kunnet tilbringe så meget tid sammen med alt arbejdet og Kamiles faldende helbred. Det skal nok…” Oliver havde alleredet smækket bildøren i. Han stak hånden ned i lommen. Hans hænder rørte det sammenkrøllede papir. Han hev nøglerne frem. Bilens lygter oplyste den store sorte dør. Han låste op og trådte ind. Fuldstændig mørke bød ham velkommen. Han smækkede døren i uden at vende et eneste blik tilbage. Han kunne høre hans forældre bakke ud af indkørslen og køre bort. Olivers hænder fumlede rundt i mørket efter stikkontakten. Den fine lysekrone lyste op, og hans øjne mødte det velkendte marmorgulv og de fine porcelæns-potter. Oliver gled op af trappen og gik ind på sit dunkle værelse. Han hørte hoveddøren gå op, og tante Lone der trådte ind. Hun sagde ikke engang hej. Som altid.

Tiden stod stille i den travle skolegård. Det var en kølig sommerdag i juni måned, og Oliver havde netop lige fået fri for en ulidelig lang kristendomstime hvor de havde arbejdet med historien om Kain og Abel. Alle tankerne hvirvlede rundt omkring i hans hoved. Hvorfor var det så grotesk uretfærdigt. Han huskede tilbage til dengang. Dengang før...hende. Hvor godt han havde haft det, alle de sjove minder han havde om sine forældre. Hvordan hans far og ham altid gik i biografen, når der kom en film, han gerne gad se. Eller hvordan hans mor altid plejede at lave lasagne. Før de blev opslugt af hende.

“Hun har brug for at blive passet” eller “Vi kommer desværre senere hjem i dag, din tante passer er dig. Er det fint nok Oliver?”, var alt der kom ud af deres munde. I et øjeblik forsvandt han fuldstændig fra bænken, og alle de grinende og legende børns stemmer blev dæmpet. Han rev sig i håret. Det begyndte at svie i hans øjne, og han kæmpede for at presse tårerne tilbage. En boldt ramte ind i murstensvæggen blot få meter fra hans ansigt, og trangen til at eksplodere forsvandt. Han var igen tilbage i den travle skolegård.

Oliver traskede hjem fra skole. Han drejede af fra hovedvejen og gik op ad indkørslen til det tomme hus. Han trådte ind ad døren og besværede sig ikke engang med at sige hej. Tante Lone var alligevel ikke hjemme. Han sukkede. En gul post-it på mikroovnen fortalte Oliver, at der var en pizza i køleskabet. Den var nok daggammel, hvis ikke mere. Han fandt pizzaen, lagde den på en tallerken og gik ovenpå i retning af hans værelse. Med et stødte hans fod på noget hårdt. Han så ned og fik øje på en simpel barbie-dukke der med tomme øjne stirrede op på ham. Hvorfor lå den der? Kamile var her alligevel aldrig. Evigt og altid var hun på det fucking hospital. Oliver tog et dristigt men langsomt skridt ind på sin lillesøsters lyserøde værelse. Han så sig langsomt omkring. Der var altid så pænt og rent herinde. Selvom Kamile nok kun havde boet her i et par år, havde hans forældre altid gjort et stort nummer ud af at holde det rent og pænt, når de havde tid. Oliver tog fat i en lille porcelæns dukke med langt blond hår, der stod på reolen foran ham. Dukken bar en lyseblå kjole, der mindede Oliver om det kliniske miljø på hospitalet. Med et slap han grebet om dukken, så den faldt ned på jorden. Dukkens hoved splintrede, og dens ene arm faldt af. Han stirrede på dukken. En underlig tilfredsstillelse kunne ikke lade være med at spire i ham. Han greb en ny dukke og lod også den møde det hårde gulv. Han begyndte at kaste med de omkringliggende dukker, bøger og bamser. Oliver følte en tung byrde lette, da han flåede alle de uåbnede børnebøger ud af Kamiles reol. Det stod ham om ørene med flyvende papirer. Hvad ville hans forældre mon sige til dette? Måske ville han få skæld ud. Det var lang tid siden han havde fået det. Han tog yderligere to bamser og flåede dem dyrisk itu. Kamile havde ikke fortjent dem. Hun havde overhoved ikke fortjent noget af alt det her. Grådigt kastede han sig over, hvad der var tilbage af sin søsters værelse, indtil alt var i stumper og stykker.

Oliver kiggede tilbage på kaoset. Smadrede dukker, plakater og eventyrbøger lå spredt på gulvet. Han kunne ikke forklare hvad han følte. Det kildede nærmest. Med et hørte han en bil køre op ad indkørslen. Oliver hastede hen til vinduet. Den sorte Mercedes hvilede på gruset. Ud trådte hans forældre, med hver en hånd på Kamile. Hun så glad ud mens hun, slap sine forældre og løb grinende frem mod døren. Olivers mor trak et smil frem. Oliver kiggede ned på sine hænder i en blanding af vrede og fortvivlelse. Han hørte hoveddøren gå op, og lyden af et grinende barn trængte igennem. Oliver gik ned af trappen. Langsomt. Han så ned på hans mor, der straks løb hen imod ham og gav ham et kram. “Se hvem der er tilbage” sagde hun og pegede på Kamile. Oliver dannede øjenkontakt med hende. I lidt tid stirrede de bare på hinanden. Så krøb hun bag hans far. “Ja nu er det jo lidt tid siden, I sidst legede med hinanden. Giv det lidt tid” sagde faderen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...